Eventyret begyndte, da jeg var fjorten år gammel, og mit hjerte længdes efter den næste Harry Potter bogs udgivelsesdato. Jeg var rastløs og læseløs, og havde slet ikke lyst til at læse et eneste bogstav medmindre det havde noget med mit elskede trolddomsunivers at gøre, så jeg vandrede rundt mellem antikvariatets fyldte reoler og anede ikke, hvad jeg egentligt ledte efter. Tilfældet havde ført mig ind i den støvede bogbutik, og tilfældet førte mig ud igen med en bog, hvis eksistens jeg aldrig før havde ænset.
Af ren kedsomhed lod jeg mine fingre glide over adskillige bogrygge. Jeg hvirvlede rundt, bladrede i romaner uden interesse, stirrede på bagsidetekster uden at læse dem og rynkede på næsen af gamle bogforsider i skrigende farver. På vej mod kassen greb jeg en bog fra en uorganiseret tilbudsstak, og købte den. Da jeg senere inspicerede mit genbrugsfund, viste det sig at være en slidt og delvist ødelagt udgave af Tennysons digte, udgivet i 1917. Og da jeg med intet andet motiv end ren kedsomhed gav mig til at læse den, stødte jeg på en magi langt større, end Hogwarts kunne rumme.
Selvfølgelig forstod jeg på daværende tidspunkt ikke den storslåede kontekst, som Tennyson digte indfinder sig i (jeg er faktisk endnu ikke sikker på, at jeg forstår det i dag), men jeg nød Tennysons poesi for hvad det var; smukke ord med et væld af smukke betydninger. Tennyson var den første digter, jeg nogensinde forelskede mig i. Senere hen fulgte Yeats med sin eventyrslyrik, Keats med sin sensuelle romantik og Inger Christensen med hendes glasklare ordspil. Men ingen digte har nogensinde sat så dybe spor i mig og efterladt mig så åndeløs som min første lyriske kærlighed; Lord Alfred Tennyson.
“Dreams are true while they last, and do we not live in dreams?” - Alfred Tennyson, fra digtet "The Higher Pantheism".
På trods af en tidlig kærlighed til A. A. Milnes børnerim, Lewis Carrols' sludderrim og mine egne klodsede forsøg på episke digte, tog det mig lang tid at lære at læse og værdsætte lyrik. Jeg bebrejder ofte folkeskolens gentagende digtundervisning for en forkert tilgangsvinkel til den så enestående genre, og jeg er endnu skadet af den opfattelse, som undervisningen så ofte understregede. I hver eneste dansktime hvor et digt blev berørt, fik vi altid af vide, at digte var svære. Ordene blev behandlet som komplicerede koder, der skulle dechifreres, ligninger der skulle løses, og metaforer der skulle afkodes. Rim og metrik var en stor del af digtanalysen – og alligevel forblev ordene på papiret, de blev aldrig læst højt, og vi fik aldrig lov til at lytte til rytmen i praksis. I stedet blev ordene pillet fra hinanden, splittet til atomer og samlet igen.
Måske er der en vis grad af sandhed i tilgangsvinklen. Måske er digte sværere, fordi de er så kondenserede; fordi hvert ord tæller, og fordi tvetydigheden hvisler af en i mellemrummet mellem linjerne. I hvert fald skal digte læses på en hel anden måde end novellesamlinger og romaner; de skal opleves og sanses, lyttes, betragtes og smages i ens egen mund. Det tager mig ofte dobbelt så lang tid at læse en digtsamling, som det gør for mig at læse en roman. Simpelthen fordi digte er en omhyggelighedskunst, en detaljeorientering og en sanseøvelse.
Men hvad min underviser glemte at forklare mig, da jeg sad på kanten af min stol og lyttede opmærksomt til hendes stemme i det karrygule klasselokale var, at digte ikke behøves at blive behandlet som en lego-manual. At de sommetider blot kan værdsættes for de følelser de vækker, i stedet for den symbolleg de danner. At de sommetider godt kan nydes for deres ordlyd eller ordleg, uden et dybere motiv. At man sommetider kan værdsætte et digt uden nødvendigvis at forstå det; som en simpel samling ord, der danner følelser, vækker minder, og kan sættes ind i en personlig sammenhæng. Og at man kan læse et digt med samme motiv som en roman og lade sig rive ind i en stemning, en tankestrøm, uden at dissekere hvert eneste ord.
“I am a part of all that I have met.” - Alfred Tennyson, fra digtet "Ulysses".
Selvfølgelig forstod jeg på daværende tidspunkt ikke den storslåede kontekst, som Tennyson digte indfinder sig i (jeg er faktisk endnu ikke sikker på, at jeg forstår det i dag), men jeg nød Tennysons poesi for hvad det var; smukke ord med et væld af smukke betydninger. Tennyson var den første digter, jeg nogensinde forelskede mig i. Senere hen fulgte Yeats med sin eventyrslyrik, Keats med sin sensuelle romantik og Inger Christensen med hendes glasklare ordspil. Men ingen digte har nogensinde sat så dybe spor i mig og efterladt mig så åndeløs som min første lyriske kærlighed; Lord Alfred Tennyson.
“Dreams are true while they last, and do we not live in dreams?” - Alfred Tennyson, fra digtet "The Higher Pantheism".
På trods af en tidlig kærlighed til A. A. Milnes børnerim, Lewis Carrols' sludderrim og mine egne klodsede forsøg på episke digte, tog det mig lang tid at lære at læse og værdsætte lyrik. Jeg bebrejder ofte folkeskolens gentagende digtundervisning for en forkert tilgangsvinkel til den så enestående genre, og jeg er endnu skadet af den opfattelse, som undervisningen så ofte understregede. I hver eneste dansktime hvor et digt blev berørt, fik vi altid af vide, at digte var svære. Ordene blev behandlet som komplicerede koder, der skulle dechifreres, ligninger der skulle løses, og metaforer der skulle afkodes. Rim og metrik var en stor del af digtanalysen – og alligevel forblev ordene på papiret, de blev aldrig læst højt, og vi fik aldrig lov til at lytte til rytmen i praksis. I stedet blev ordene pillet fra hinanden, splittet til atomer og samlet igen.
Måske er der en vis grad af sandhed i tilgangsvinklen. Måske er digte sværere, fordi de er så kondenserede; fordi hvert ord tæller, og fordi tvetydigheden hvisler af en i mellemrummet mellem linjerne. I hvert fald skal digte læses på en hel anden måde end novellesamlinger og romaner; de skal opleves og sanses, lyttes, betragtes og smages i ens egen mund. Det tager mig ofte dobbelt så lang tid at læse en digtsamling, som det gør for mig at læse en roman. Simpelthen fordi digte er en omhyggelighedskunst, en detaljeorientering og en sanseøvelse.
Men hvad min underviser glemte at forklare mig, da jeg sad på kanten af min stol og lyttede opmærksomt til hendes stemme i det karrygule klasselokale var, at digte ikke behøves at blive behandlet som en lego-manual. At de sommetider blot kan værdsættes for de følelser de vækker, i stedet for den symbolleg de danner. At de sommetider godt kan nydes for deres ordlyd eller ordleg, uden et dybere motiv. At man sommetider kan værdsætte et digt uden nødvendigvis at forstå det; som en simpel samling ord, der danner følelser, vækker minder, og kan sættes ind i en personlig sammenhæng. Og at man kan læse et digt med samme motiv som en roman og lade sig rive ind i en stemning, en tankestrøm, uden at dissekere hvert eneste ord.
“I am a part of all that I have met.” - Alfred Tennyson, fra digtet "Ulysses".
For nylig blev jeg spurgt, om jeg ikke ville fremvise min samling af digtsamlinger. I mit indre begyndte jeg øjeblikkeligt at konstruere den bunke af digtsamlinger, jeg egentligt havde at vise, og jeg nåede hurtigt til den konklusion, at jeg slet ikke ejede særligt mange. Men da jeg gik på jagt i mine reoler, begyndte at udvælge og at stable, gik det op for mig, at jeg havde langt flere, end jeg troede. Fra Shakespeare til Lang Leav, fra Yeats til Keats, John Donne til Emily Dickinson strækker min samling sig over flere hundrede år, retninger og genrer. Jeg ejer læderindbundne giganter, praktiske paperbacks og stofindbundne hardcovers. Kronjuvelen i min samling forbliver dog den mest slidte, den mest intetsigende og den mest elskede bog af dem alle; den udgave af Tennysons digte, som jeg tilfældigt stødte på og aldrig siden har ønsket at skille mig af med.
Ligeledes er jeg blevet bedt om at sammensætte en liste med lyrik-anbefalinger for nye læsere i genren. I virkeligheden må min største anbefaling være at købe en digtsamling med en bred spændvidde, og derefter forsøge at føle sig frem efter hvem man gerne vil læse mere (eller mindre) af. Ikke desto mindre ser en hurtigt nedskrevet liste af mine yndlingsdigte og digtere sådan her ud;
- "He Wishes for the Cloths of Heaven" af W. B. Yeats. Yeats er til drømmere, og han skriver som en drøm. Hans digte er ofte en tæt sammenvævning mellem myte og realisme, sagn og eventyr. Når jeg læser "He Wishes for the Cloths of Heaven" bliver jeg fyldt med stilhed. Digtets sidste linje toner ud i luften som en forstummende tone, og det er noget af det sarteste, jeg nogensinde har læst. Digtet kan findes online lige her.
- "Lys" er Inger Christensens debut. Det er en digtsamling, som er uendeligt skrøbelig, fin og ægte. Det er ingen fumlende debut, men tværtimod en elegant og intelligent samling poesi. Minimalistisk, modernistisk og en tydelig illustration af, hvad det danske sprog egentligt er i stand til, når det bliver vredet, bøjet og brugt af en sand sprogmester.
- "You shall above all things be glad and young" af E. E. Cummings. Ingen digter har forvirret og belønnet mig så meget som E. E. Cummings. Hans kærlighedsdigte er sukfremkaldende vidunderlige, og hans brug af metaforer er ulig alt andet. "You shall above all things be glad and young" er blandt mine yndlingsdigte af ham, fordi det er så relaterbart, og fordi digtets sidste to vers er værd at citere til evig tid. Læs digtet her, og forsøg også på at opspore hans mere grafiske digte såsom "n" og "the sky" for at opleve digte, der i ligeså høj grad skal betragtes, som de skal læses.
- "Ode to a Nightingale" af John Keats. I virkeligheden kunne og ville jeg anbefale alt af John Keats, men "Ode to a Nightingale" er et digt så ekstraordinært, at det bør fremhæves. Keats' sanseunivers er forførende, berusende, omklamrende og vedblivende, og når hans ord bliver læst højt, er de som kærtegn. Digtet kan findes online lige her, og jeg kan kun anbefale at udforske Keats nærmere.
- Tennyson er svær at anbefale, fordi hans bedste digte er så umådeligt lange. Hans smukke digt, "The Princess" strækker sig over næsten hundrede sider og ligeså gør hans mesterværk "In Memoriam". For en lille bid af Tennysons magi, må jeg fremhæve "The Sleeping Beauty" som er et uddrag af det længere narrative digt "The Day-dream". Netop de digtpassager er dem, der for første gang lod mig forelske mig i Tennysons poesi; i hans atmosfæreopbygning og iboende magi. Læs uddraget her.
- "Annabel Lee" af Edgar Allan Poe. Poes gotiske og melankolske lyrik er altid værd at læse. Selvfølgelig er "The Raven" hans mesterværk, men med tiden er jeg begyndt at holde af den insisterende stemme og makabre afslutning i "Annabel Lee", som er et digt om barndomskærlighed, om gravsteder og om englenes (formodede) jalousi. Det er et digt, der forklæder sig som en kærlighedserklæring, men i stedet afslører en gennemsyrende bitterhed. Læs digtet her.
- "Annabel Lee" af Edgar Allan Poe. Poes gotiske og melankolske lyrik er altid værd at læse. Selvfølgelig er "The Raven" hans mesterværk, men med tiden er jeg begyndt at holde af den insisterende stemme og makabre afslutning i "Annabel Lee", som er et digt om barndomskærlighed, om gravsteder og om englenes (formodede) jalousi. Det er et digt, der forklæder sig som en kærlighedserklæring, men i stedet afslører en gennemsyrende bitterhed. Læs digtet her.
Hvad med jer? Læser I digte, og læser I dem for fornøjelsens såvel som ordlydens skyld? Hvilke digtere og digte har en særlig hjerteplads hos jer?
Godt skrevet, Rikke!
SvarSletJeg føler stadig, at jeg snyder lidt, når jeg bare læser et digt og nyder det i stedet for at tænke over synsvinkel og semantiske kæder. Folkeskolens digtundervisning lod utroligt meget tilbage at ønske, og for mit vedkommende tror jeg, den har gjort mere skade end gavn. Jeg er et af de mennesker, der elsker digtanalyse, såfremt jeg bryder mig om digtet og har oceaner af tid til at løse det som en ligning, men jeg tror simpelthen ikke på, at det kan gøres ved hjælp af en, på forhånd fastlagt, analysemodel - måske fordi jeg synes, udgangspunktet bør ligge i selve digtets stemning og ikke i dets formelle egenskaber.
Jeg læser kun sjældent hele digtsamlinger, fordi jeg for det meste har behov for lidt mere tid i selskab med de enkelte digte, men i år har jeg dog blandt andet læst Tove Ditlevsens Pigesind, og den rørte mig virkelig.
Jeg synes, det er nogle supergode forslag, du har stillet op!
Hvis jeg skulle tilføje nogen, skulle det nok være Robert Frosts "The Road Not Taken" og T.S. Eliots "The Hollow Men". Det er to digte, der altid, bare ved tanken om dem, får mig til at tænke.
IIIHHH, hvor jeg elsker dine tematirsdage! :D
Tusind tak søde Anne-Li :D <3. Den slags ros betyder meget, når den kommer fra dig!
SletOg jeg er helt enig. Undervisningssystemet er alt for stift og rigidt - hvor rytme måske er vigtigt hos Shakespeare, er det mere opstillingen der tæller ved Cummings, og eventyrstraditionen man bør undersøge ved Yeats. Det er altså helt hulter til bulter ikke at tilpasse analysemodellen til det enkelte digt.
Hvor lyder det fantastisk med Tove Ditlevsen - hende gad jeg godt læse noget mere af. Og åh, Robert Frost! Ham vil jeg så gerne stifte bekendtskab med - han er et stort hul i min lyriklæsning. Must-read. Soonish.
Jeg har langt fra læst alt det, jeg gerne vil. Synes ellers det er en så fantastisk genre, der spænder utrolig bredt.
SvarSletForhåbentlig bliver der lavet om på det nu, hvor jeg skal følge et online kursus i Modern and American Poetry gennem coursera. Det er jeg rigtig spændt på! Så får jeg også at se, hvad Emily Dickinsen og Walt Whitman kan :-)
Hvor bliver det spændende med det kursus! Jeg elsker Whitman (især 'Miracles'), og Emily Dickinson er også så ufatteligt spændende at læse. Fantastisk!
SletEndnu et skønt indlæg! Jeg har aldrig sat helt så meget pris på lyrik, som jeg burde. Dette skyldes nok, også for mit vedkommende, folkeskolen, hvor de fleste digte blev ødelagt ved den konstante fokusering på rim og metrik, som du siger, i stedet for ordene og den betydning den enkelte læser kunne tillægge digtet, og bare selv skønheden i at få et digt læst højt.
SvarSletIrene: Jeg er blevet inspireret af dig, til at tilmelde mig det samme kursus gennem coursera :)
Tusind tak! Og det er sådan en skam med den tilgangsvinkel til de smukke ord. Sommetider kan mindre virkelig også gøre det!
SletSikke et dejligt indlæg. Jeg elsker poesi, og blev lige mindet om hvor meget. Tak for det? Billedet af digtet med Lemn Sissay...hvad er det for en bog?
SvarSletPS: Jeg har lige købt "Penguins Poems for Life" på din anbefaling ;o)
Tusind tak!
SletJeg kan med glæde fortælle dig, at Sissays digt netop er fra"Penguin's Poems for Life", så det er jo et lykkeligt tilfælde! :)
ER det?? Det er da et lykkeligt tilfælde! Vi fluks hive "Penguin's Poems for Life" ned :)
SletMange tak
Fint, fint indlæg om netop den glæde man "bør" finde ved at læse lyrik i stedet for al det analyse og dekonstruktion, som mange af os har fået tampet ind i hovedet.
SvarSletJeg tænker tit, at det er at sammenligne med kunst - der er masser af teorier og analyser af hvor godt et maleri er, hvordan det er konstrueret, eller hvilken symbolik det indeholder, men mest af alt handler det vel om, om man kan lide det! Om man bliver glad, sorgfuld, melankolsk eller inspireret - det er den følelsesmæssige reaktion, der for mig i sidste ende er det primære :)
Jeg er alt for dårlig til at læse lyrik til trods, at jeg de få gange jeg får det gjort, oftest er lykkelig og glædelig overrasket over hvor meget jeg holder af det.
Tak for et lille hyggeligt "skub" :)
Lige præcis. Det er netop den slags, der tæller meget hos mig! Også med musik; jeg kunne aldrig drømme om at analysere rytmer og toner, det er mere et spørgsmål af om der kommer gåsehud eller ej. Sådan er det med mange ting i kunstens verden, og jeg tror ikke nødvendigvis, at alting kræver en næranalyse. Sommetider er man bare i stand til at genkende skønhed, når man ser det.
SletOg det var skam det mindste! Der er så meget smuk lyrik, som venter på at blive opdaget!
Sissays digt rammer mig lige hårdt hver gang; det er netop et af den slags digte, som ikke kræver forklaring, opslag eller kontekst. Den slags kærlighed kender alle (forhåbentlig). Uh - kuldegysninger.
SvarSletPræcis! Jeg knuselsker det digt så højt, fordi det siger så meget så hurtigt, så simpelt og så fint. Åh. Ægte kærlighed - også i digtform!
SletForleden til undervisning skulle vi læse et digt af Inger Christensen ('Der er noget særligt'). I første omgang læste jeg det bare, og synes det var så fint og finurligt, og jeg tog noget helt andet med fra digtet, end hvad der (åbenbart) var meningen. 'Der er noget særligt ved duerne der formår at leve mit liv med selvfølgelighed' (citeret frit efter hukommelsen) efterlod mig med en følelse af genkendelse af at sidde og se på andre leve det liv, jeg selv ville ønske jeg levede. Jeg læste det som noget eksistentielt, noget om at prøve at finde sin vej i livet.
SvarSletI følge underviseren var det slet ikke sådan det skulle læses og analyseres - i stedet handler det om, at det er svært at skrive et ord og kun mene det ord, (fx due) fordi folk af sig selv lægger alle mulige associationer ned over. 'Nååå, hun skriver due, hun må mene fred'. 'Nej, jeg mener due'. Altså om sprogets utilstrækkelighed. Og jeg kunne sagtens se idéen i den fortolkning - jeg kunne endda godt lide den! - det var alligevel bare ikke det, jeg tog med, det, digtet betød for mig. Og jeg kunne ikke finde ud af, om jeg var helt forkert på den, om den betydning, jeg tog med fra digtet, overhovedet kunne eksistere ved siden af 'den rigtige' betydning.
Det jeg prøver at sige er, at det her rammer plet: 'At de sommetider blot kan værdsættes for de følelser de vækker, i stedet for den symbolleg de danner. At de sommetider godt kan nydes for deres ordlyd eller ordleg, uden et dybere motiv.'. Digtets dybere motiv var noget helt andet, end det jeg nød det for - men det må vel også være i orden? Må jeg ikke fortolke litteratur og tage præcis det med mig, som jeg har lyst til?
Selv har jeg ikke læst mange digte, men vil rigtig gerne læse flere, men da jeg var yngre blev jeg forelsket i et, der handlede om en dreng der blev mobbet (har forlagt det print, jeg havde af det, og leder stadig efter det), og for nylig blev jeg forelsket i det af Gaiman, der handler om, hvordan man skal agere hvis man pludselig befinder sig i et eventyr.
Jeg har altid elsket at skrive digte, men jeg har aldrig rigtig fået læst så meget i den genre. Men jeg er begyndt at ændre på det lidt efter lidt. Faktisk ikke bevidst, jeg har bare faldet over en digter og så har jeg købt en bog af personen og læst dem.
SvarSletVidunderligt indlæg Rikke <3
SvarSletJeg læser så sjældent digte, og jeg har det så uendeligt dårligt med det, men jeg har bare aldrig rigtig fundet lysten til det, jeg købte fornylig Keats samlede digte, og nu glæder jeg mig egentlig bare sådan til at læse dem, for der er et enormt univers, som jeg aldrig har udforsket, og forfattere som jeg aldrig har læst, der venter i de digtsamlinger, som jeg så længe har undgået. Shakespeare, Wordsworth, Keats og Inger Christensen står som nogle af de eneste digtere, som jeg virkelig har nydt at læse, og jeg vil så gerne udforske både deres og andre lyrikeres værker.