"Maze Runner: Labyrinten" ( Maze Runner #1) af James Dashner

"Maze Runner: Labyrinten" (org. titel "The Maze Runner") af James Dashner, fra forlaget Høst & Søn, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 2.5/5 stjerner.

Thomas vågner med kvalme, svimmelhed og et hul i sin hukommelse. Han aner ikke, hvad der er sket. Han aner ikke, hvorfor han befinder sig i et klaustrofobisk bur og bliver nedstirret af en flok unge drenge. Men snart finder han ud af, at han ikke er den eneste, der ikke forstår.
Omgivet af høje stenvægge bor drengene i Lysningen. De arbejder, de organiserer, og de planlægger. Hver måned ankommer en ny hukommelsesfortabt dreng til Lysningen, og hver morgen løber en flok særligt udvalgte løbere ind mellem de høje stenvægge og forsvinder ind i en farlig labyrint. Løberne har til opgave at finde en vej ud – men hvis de ikke er vendt tilbage inden mørket falder, lukker labyrintens porte dem inde. Og der er ingen, der nogensinde er vendt tilbage fra en nat i labyrinten.

“"Hvis du ikke var bange," sagde Alby, "var du ikke et menneske."”

Selvom "Maze Runner" er en dystopi, fyldt med science-fiction, action og plot-twists, var det for mit vedkommende det psykologiske aspekt, der for alvor fangede min interesse. Den klaustrofobi der ligger i bostedet; et indespærret hjem omgivet af stenblokke, labyrinter og truende nattelyde fra dødbringende væsener, følelsen af overvågning og et udefrakommende  system, gør det lille samfund til et omklamrende hjem. Modsætningsvis er det dog alligevel netop et hjem, det er det eneste sted, drengene har kendt; det eneste, de kan huske de har kendt, og efterhånden som de langsomt indretter sig med daglige pligter, gøremål og regler, falder de ind i acceptens vane. Der er en tydelig ambivalens mellem drengenes ønske om at flygte og om at blive. Frygten for det ukendte skaber en form for tryghed midt i al utrygheden.
Det er derfor meget let at trække tydelige linjer mellem Dashners science-fiction roman, og William Goldings klassiker "Lord of the Flies". Begge bøger omhandler en flok unge drenge i isolerede omgivelser, uden voksne og uden virkelighedsfornemmelse. Begge bøger beskriver en eller anden form for magtstruktur, der tippes, og begge bøger er dystopiske. Men hvor psykologien vægter højest hos Golding, er den mindre betydningsfuld for Dashner. For Dashner skriver ikke en psykologisk roman – han skriver en actionroman. Og det går desværre ud over karaktererne. 
Egentligt indeholder "Maze Runner" mange interessante karakterer. Der er den konfliktfyldte leder Alby, som ikke aner om han vil blive, eller om han vil flygte, den agressive Gally som bliver forledt af sin egen frygt, den tillidsfulde Chuck som plages af savn og den ordknappe Newt, der halter omkring med tvivl i øjnene. Deres ambivalens er tydelig, og de er alle i konflikt med sig selv. Problemet er bare, at de ikke er hovedpersoner.
Bogens hovedperson og helt er Thomas. Og Thomas er problematisk, for han handler uden fornuft, uden omtanke og uden følelse. Som en mekanisk robot farer han rundt og drives fremad af motiver, som han end ikke selv kan forstå. De ting han kommer ud for, og de ting han kan medfører altid mærkeligt belejlig problemløsning, og hans største uheld udfalder altid med bekvemmelighed. Som resultat fremstår hans personlighed uendeligt flad; Thomas bruges snarere som et plotværktøj end som en egentligt karakter.

“Han huskede masser af små ting om livet – spise, studere, lege; tøj, generelle billeder af verdens fremtoning. Men de detaljer, der skulle til for at udfylde billedet og skabe en ægte og komplet hukommelse, var på en eller anden måde blevet slettet. Det var som at se et billede gennem mudret vand.”

Jeg må indrømme, at jeg læste denne bog baglæns. For næsten en måned siden sad jeg i en fyldt biografsal sammen med Stine til en tidlig filmvisning. Jeg så James Dashners historie udspille sig på en storskærm, før jeg kunne forholde mig til ordene bag. Jeg havde ikke researchet noget som helst på forhånd, og jeg anede intet om historien.
Selvfølgelig blev jeg hurtigt forvirret. Selvfølgelig manglede filmen vigtig information, og selvom jeg på sin vis nød filmens hurtige tempo, blev jeg efterladt med talrige sorte huller. Der var så mange ting, jeg ikke forstod, så mange svar jeg ikke fik, så mange detaljer der stak ud og fremkaldte undren. Grunden til at jeg læste bogen var, at jeg ville have mere information. Jeg læste den for at finde ud af præcis hvad, der var blevet udeladt.
Måske er det for meget pres at lægge på en bog. Måske er det et forkert læsemotiv. Måske er det derfor, min læseoplevelse ikke lykkedes. For jeg fik ikke svar. Faktisk blev jeg kun efterladt med flere spørgsmål, mere undren og flere sorte huller. Selvom bogen på sin vis er en page-turner, en hurtig-læst fornøjelse, der kun tog mig en enkelt aften at fortære, så er den til tider også usammenhængende, uforklarende og alt for abrupt. En af de største udfordringer ved a skabe et mysterie er vel netop, hvor meget der skal forties i mystik – og hvor meget der skal afsløres. Det er i den balancegang, jeg synes Dashners bog fejler.
Da Thomas ankommer, forvirret, bange, udsultet og uden hukommelse, bliver han mødt af en flok drenge, der ikke vil svare på et eneste spørgsmål. Bogens første halvdel føles til tider som en evig ping-pong mellem Thomas' spørgsmålstegn og bipersonernes monotone messen: "Det kan jeg ikke svare på". Selvom jeg udmærket forstår behovet for at lade Thomas forblive forvirret, og bogen forblive hemmelighedsfuld, så er det ufatteligt trættende læsning. Læseren ender med selv at blive ligeså frustreret som Thomas – for hvorfor i alverden kan han ikke blot få svar? Der er intet der forhindrer drengene i at indvie Thomas i deres nye tilværelse. Intet udover forfatteren, der ønsker at bevare sin spændingskurve.
Og det er måske i virkeligheden mit største problem med denne bog: den er alt for konstrueret, dens historie er alt for tydeligt skabt af en forfatter, der har brug for, at tingene skal være som de er. Thomas kan ikke få svar, fordi der skal være spænding. De mærkværdige edderkoppelignende fjender, Strafferne, kan klatre indeni labyrinten men ikke udenpå den, fordi drengene skal være i live. Telepati introduceres af ingen anden årsag, end at to af bogens karakterer skal kunne kommunikere privat. Og Thomas udløser en række af opdagelser og forandringer, fordi nogen skal gøre det, for at bogen kan ledes videre.
"Maze Runner" er bestemt lovende. Det er en spændende bog med et spændende plot og ikke et sekunds læsekedsomhed. Afslutningen er et vidunderligt plot-twist, og stemningen er anspændt, nervøs og konstant opbyggende. Problemet er bare, at det hele er alt for tydeligt skruet sammen. Det giver ikke mening.

"Maze Runner" udkommer på dansk i dag, og filmen har dansk premiere d. 18/9.