"The Custom of the Country" af Edith Wharton

"The Custom of the Country" af Edith Wharton, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1913). 4/5 sterner.

"The Custom of the Country" er endnu en af Whartons romaner, som udspiller sig i forfinede lejligheder med 5th Avenue som et slags påstemplet og forhåndsgodkendt statusbevis. Bogen følger den rastløse og åndedrætsfrarøvende smukke Undine Spragg, som altid længdes efter mere, end hvad hun har, og drømmer om mere end hun kan få. Undine er en kvinde med store ambitioner og bogen følger hendes vej op gennem New Yorks samfundslag og det bedrageri, hun må udøve for at havne der.
I romanens begyndelse gifter Undine sig med den aristokratiske Ralph Marvell, som forguder og bedårer hende. Efter fødslen af en søn og gentagende pengeproblemer, begynder Undine dog at kede sig, og hun udtænker gradvist en flugtplan ud af det liv, som hun føler sig så fanget i.

“Undine was fiercely independent and yet passionately imitative. She wanted to surprise every one by her dash and originality, but she could not help modelling herself on the last person she met.”

Mit forhold til Edith Wharton er kompliceret og præget af en tydelig ambivalens. Selvom jeg har læst og nydt både "The House of Mirth" og "The Age of Innocence" har jeg aldrig for alvor forelsket mig i Whartons prosa. Indtil nu. Min læsning af "The Custom of the Country" har ændret al min tøven overfor Whartons forfatterskab og forvandlet det til unuanceret begejstring.
Udgangspunktet for "The Custom of the Country" er i virkeligheden forholdsvist simpelt. Ligesom så mange før hende, undersøger Wharton den tomhed der æder overklassen op indefra og skaber væsener som Undine; grådige personligheder i en evig jagt efter større formue, flere kjoler og mere morskab. Wharton understreger tydeligt, at Undine er et produkt af hendes samtid og de reger der omgiver hende, og dog forsøger Wharton aldrig at fremstille Undine med selv det svageste hint af sympati.
Det er ikke et tilfælde, at Undines navn er så tæt forbundet med lokkende forræderi. Navnet Undine henviser til en spotsk havnymfe i europæisk mytologi, og sammenknytter Undine til en lang tradition af farlig forførelse, grådige favntag og en ventende druknedød. Whartons Undine er ligeså nådesløs som enhver havfrue, og de elskere hun indfanger er ligeså hjælpeløse som halvdruknede sømænd. Som en rastløs femme fatale i stil med Thackerays beregnende Becky Sharp terroriserer og manipulerer Undine sine omgivelser til sin egen fordel. Hun ænser ikke sin egen søn, interesserer sig ikke for dybere samtaler, og næres kun af en narcissistisk spejling af den beundring, som hendes udseende vækker i fremmede øjne. 

“She had everything she wanted, but she still felt, at times, that there were other things she might want if she knew about them.”

"The Custom of the Country" er en fængslende roman med et svimlende tempo. Fra New York til Italien, fra Italien til Paris og tilbage til New York igen følger man Undines rejse og evige søgen på glamour, social status og opmærksomhed. Romanen dvæler kun sjældent ved de efterladte ruiner, de tilbageblivende mænd og deres skuffelser, og Wharton formår at fremstille Undine som en naturkraft ligeså ødelæggende som havet selv. I modsætning til Whartons andre romaner, omhandler "The Custom of the Country" ikke en stakkel, der bliver nedtrampet af samfundet; snarere et monster, der bliver skabt af samfundet.
Al Whartons samfundskritik hverken sænker eller hindrer plottet. Portrættet der males af Undine er ulideligt, men samtidig umuligt ikke at følge med nysgerrighed, med begejstring og med undren. Til tider føles bogen næsten som et forfløjent eventyr, en galoperende rejse gennem adskillige samfundslag og en farverig parade af særprægede karakterer. Jeg læste ikke blot Whartons roman; jeg slugte den råt. Wharton skriver med al Thackerays humor, al Flauberts psykologiske indsigt og al Fitzgeralds desperation. Hendes New York er et sted, man så let kan forsvinde ind i – på både godt og ondt.