tirsdag den 16. september 2014

Tema-tirsdag #64: Signerede bøger

For blot to år siden havde jeg en helt anden holdning til signerede bøger, end jeg har nu. For blot to år siden synes jeg, at det var noget pjat. At en hurtigt nedkradset underskrift i en bog, at to splitsekunder med ens forfatteridol og kun en kuglepensstreg som et minde slet ikke var ventetiden, køen og besværet værd. Jeg forstod slet ikke konceptet – indtil jeg selv befandt mig få meter fra et ærefrygtindgydende forfatteridol, fik en kuglepensstreg i min bog og et evigt minde med hjem, og var akkurat lige så begejstret, ligeså ude af mig selv, fortabt og forvirret som alle dem, jeg tidligere havde undret mig over.
Sagen er nemlig den, at der er noget særligt ved at stå overfor en man beundrer. En hvis ord har rørt en. En hvis ord har hjulpet med at forme ens egne ord, eller måske endda influeret ens eget liv. Det erfarede jeg selv, da jeg i foråret befandt mig overfor Donna Tartt og nervøst fremstammede mit navn. Det var noget særligt. Noget unikt. Og eftersom billeder ikke var tilladt, var det vidunderligt at tage et håndgribeligt minde hjem i form af en kuglepensstreg i en bog. Sommetider tager jeg "The Goldfinch" frem blot for at overbevise mig selv om, at det virkelig skete; at jeg virkelig mødte forfatteren til en af de bøger, som har sat evige spor i mig.
I løbet af det sidste år, har jeg ofte tænkt, at der var tre (nulevende) forfattere her i verden, som jeg inderligt gerne ville møde. Donna Tartt, Neil Gaiman og John Green. Jeg ejer signerede bøger af alle tre forfattere; men har kun været heldig nok til at møde en af dem. Og selvom jeg ikke har et møde at sammenkæde mine forhåndssignerede udgaver af "The Ocean at the End of the Lane" og "The Fault in Our Stars" med, så betyder de stadig alverden for mig. For uanset hvordan, hvornår og hvorfor de er blevet signeret, så er de en eller anden form for nærhedsbevis. Den forfatter jeg beundrer har rent faktisk stået med netop dén side i hånden og skrevet på den. Og når jeg ikke har mødt forfatteren selv, så er det smukt at tænke på, at min bog i det mindste har.
Min samling af signerede bøger er forholdsvis beskeden og nyerhvervet, men jeg knuselsker hver og en. Jeg elsker David Mitchells himmelskitse, komplet med fugle og skyer, på titelbladet af "Cloud Atlas", fordi det er så finurligt og personligt og minder mig om et fantastisk interview. Jeg elsker Margaret Atwoods kuglepensstreger i "MaddAddam" og "The Handmaid's Tale", fordi de minder mig om, hvor optaget hun var af den meget pinke danske udgave af hendes bog. Jeg elsker Michael Ondaatjes hurtige signering i "The English Patient", hvor han har skrevet under på den "forkerte" side. Jeg elsker Salman Rushdies hurtige krøller i sin gule børnebog, som han læste højt fra, og jeg elsker mine forhåndssignerede bøger, som har været steder og mødt forfattere, som jeg ikke selv har. Signerede bøger er ganske enkelt noget særligt – fordi de minder om menneskerne bag bogen, forfatterne der har nedskrevet de ord, som vi alle er så taknemmelige for.

Er I også glade for signerede bøger, og har I nogle særlige vidundere i jeres samling – personligt signerede ligesåvel som forhåndssignerede? Hvilke forfattere drømmer I om en dag at møde og få til at signere en af jeres bøger? 

28 kommentarer:

  1. Skide hyggeligt indlæg!

    Min største drøm at nok at få mine Harry Potter bøger signeret - eller for at være lidt mere realistisk, bare en enkelt af dem. Men den jeg værdsætter alleraller mest er "Jeg æder mig selv som lyng" der er signeret af Olga Ravn som jeg måtte på Bogforum sidste år. Den betyder alverden for mig.

    Derudover drømmer jeg også om en dag at møde John Green (selvom jeg højst tænkeligt ville besvime).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :D

      Og, åh ja. Harry Potter bøgerne kunne være fantastisk at få signeret. Det ville jeg også gerne. Hvis bare muligheden var der.. Og fantastisk med Olga Ravn. Det er så stort, når det virkelig betyder noget for en :)

      Vi må krydse fingrene for at John Green besøger Danmark en dag. Jeg vil i hvert fald stå klar, hvis muligheden byder sig!

      Slet
  2. Dette indlæg kunne på alle måder være skrevet af mig (altså lige bortset fra i dit smukke sprog selvfølgelig). Signeringer var for nogle år siden ikke rigtig noget, som jeg tænkte så meget over. Men inden for de sidste par år er jeg virkelig begyndt at skatte mine signerede bøger højt. Og selvom de fleste af dem er forhåndssigneret og dermed ikke personlige, så elsker jeg virkelig tanken om, at forfatteren har siddet med ligepræcis den bog i hånden og lavet sin signering. Det får mig på en eller anden måde til at føle, at jeg er en lille smule tættere på forfatteren, når jeg tager bogen op.

    Jeg har flere forskellige signeret bøger, men det eksemplar jeg skatter aller mest er uden tvivl min signering af "Genfærd" af Jo Nesbø. Det er godt nok en forhåndssignering, men jeg elsker den alligevel uendelig højt, og lige netop den bog, er nok en af de eneste, jeg aldrig vil låne ud. Jeg drømmer dog alligevel om en dag at møde Jo Nesbø, og få ham til at signere min kopi af "Snemanden" som er min yndlingsbog af ham. Derudover drømmer jeg dog også virkelig højt om at få signeringer af Chris Carter, J.K. Rowling og John Green :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh - tak for rosen! Og jeg er glad for, at du kan genkende det! Det er rart nok at vide, at man ikke er den eneste, der har ændret mening hen af vejen ;) Jeg er også meget glad for mine forhåndssignerede bøger; det er jo det tætteste, man kommer på forfatteren sådan lige foreløbig. Og det er bestemt værd at værdsætte!

      Hvor er det fantastisk, at du ejer en signeret bog af en af dine yndlingsforfattere! Måske møder du ham også en dag - jeg håber også på, at kunne stå overfor både Neil Gaiman og John Green. Det ville være overjordisk fantastisk.

      Slet
  3. Et herligt indlæg og du har så mange fine signerede bøger!
    Jeg har også et indlæg under opsejling med signeringer - jeg bliver nemlig helt fangirl-agtig og knuselsker også mine signerede bøger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har efterhånden fået samlet en rigtig fin lille samling, ja! Og knuselsker hver og en! Jeg glæder mig til at læse dit indlæg også :)

      Slet
  4. Hvor fint, hvor fint. Ja, der er da helt bestemt noget ganske særligt over bøger med forfatternes lille krusedulle i. Jeg har kun et par kogebøger signede af Papa Price og brdr. Price, og så har jeg for nylig fået (vundet) Salman Rushdies Grimus med hans underskrift i. Den betyder så meget for mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor fantastisk! Det er netop noget særligt; og at have Salman Rushdies underskrift i en bog føles meget stort på en eller anden måde.

      Slet
  5. Jeg har også den signerede udgave af The Fault In Our Stars og den betyder helt klart også meget for mig - det gør den bare lidt mere speciel og personlig :) Derudover har jeg faktisk ikke nogle signerede bøger, for når man er fra Nordjylland, er det virkelig sjældent, der kommer store forfattere forbi..

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Og åh, hvem der bare havde mødt John Green *rigtigt*. Indtil da er en signering dog fantastisk at have! Og ja, sommetider befinder man sig lidt for langt væk fra alle de fantastiske forfattere..

      Slet
  6. Åh, hvor er jeg dybt misundelig! Har desværre ikke en eneste signeret bog, men det skal helt sikkert tilføjes på et tidspunkt. Det er som at tage noget personligt, og gøre det endnu bedre (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! At gøre noget personligt endnu mere personligt, på en måde! :)

      Slet
  7. I was reading The Goldfinch but stopped halfway because I needed to return it before I moved away for college. I've been meaning to get back to it, but I've been so swamped with readings for college! (it's my freshman year, eek!) I don't really understand the hype about getting books signed either, but I feel like as soon as I get a book signed (especially by Donna Tartt!!) I'll get addicted to the feeling and would wait any amount of time to get a book signed :P -Audrey | Brunch at Audrey's

    SvarSlet
    Svar
    1. I cannot recommend "The Goldfinch" highly enough! It is completely amazing, and when you feel like it you should definitely finish it!

      And you're probably right about your assumption - it was like that for me :P

      Slet
  8. Jeg synes signeringer er så fine og hyggelige! Jeg samler på ingen måde på dem, men dem jeg har, gør mig ekstra glad, når jeg åbner bogen og ser et forfatternavn. Den signering der betyder mest for mig er nok Nielsens i Claus Beck-Nielsen, en biografi. Den er tilpas mystisk og krøllet, og han har givet sig tid til at skrive lidt "food for thought", som min engelskgrammatiklærer ville kalde det.

    SvarSlet
    Svar
    1. De er bestemt også noget helt særligt! Og især når der netop er en ekstra krølle i signeringen, der gør det hele lidt mere personligt. Det er jo fantastisk :D

      Slet
  9. Du skriver det så fint - det er nemlig noget helt særligt at stå overfor en, man beundrer. Jeg har gjort noget lidt andet, nemlig skrevet til forfattere, jeg beundrer, og fået de dejligste svar tilbage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Ej hvor må det dog være fantastisk med den form for kontakt!

      Slet
  10. Jeg elsker signerede bøger, og jeg har "altid" været en af dem, som du skriver om, der har stået i kø og været overdrevet lykkelig for en signeret bog. Jeg er samtidig også en "autograf-pige", jeg synes det er sjovt, at få signeret et teaterprogram eller lignende, fordi man netop får en eller anden lille hurtig interaktion, når man står der overfor en, man beundrer.
    Den signerede bog, jeg elsker allermest, er min udgave af "Harry Potter and the Deathly Hallows", som jeg fik signeret da J.K. Rowling var i Danmark, den betyder rigtig meget for mig, fordi de bøger har haft så stor indflydelse på min opvækst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig noget særligt. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg tidligere har været så kritisk overfor det - men det er nok det der med, at man skal prøve det, før man forstår hvor vildt det føles :)

      Og åh. Rowling. Hvor må det dog være stort!

      Slet
  11. Sikke nogle fine signeringer du har. Jeg har endnu ikke så mange, men der er bare noget særligt over det. Er yderst misundelig på din David Mitchell-autograf, haha, synes det var sådan en imponerende bog :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig noget helt særligt! Og det kan jeg godt forstå - jeg elskede"Cloud Atlas", og David Mitchell var simpelthen så fantastisk at møde og lytte til. Elsker også han har tegnet i sin signering også, det er SÅ sjovt og personligt :)

      Slet
  12. Fint indlæg - og jeg er så misundelig på dine fine blyantstreger :)

    Jeg har nok altid godt kunne se charmen/værdien i en signeret bog, men har samtidigt ikke rigtigt gået nok op i det til at gie stå i kø i timevis, men hvis det er en meget afholdt forfatter, så kunne jeg sagtens finde på det.
    Jeg har ikke så mange signerede bøger, men heldigvis tæller min samling en af mine top 3 yndlingsforfattere, da jeg var så heldig at møde Sir Terry Pratchett for en del år siden, og fik den fineste autograf i den fineste illustrerede udgave af "The Last Hero" :) Den elsker og værdsætter jeg meget!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og åh altså, de er også allesammen så fine! :)

      Hvor fantastisk at du har mødt Terry Pratchett! Man fornemmer jo, hvor vild du er med hans bøger :'D Orv det må have været en stor oplevelse!

      Slet
  13. Åh sikke et vidunderligt indlæg!
    Jeg har ikke så mange signerede bøger, men alligevel nogle få. Begge mine Uthaug bøger er signerede, og ligeledes er Brun mands byrde.
    Forbandede yngel har jeg også fået signeret. Måske er det i virkeligheden kun de tre? Åh for søren, det var egentlig ikke mange. Men de er alle tre kædet sammen med et møde med forfatteren, og det kan jeg så vældig godt lide!
    Min største drøm er uden tvivl at få signeret et King-eksemplar. Den mand vil jeg så utrolig gerne møde!!

    Fantastisk fin video, Rikke, elsker den stemning du altid viderebringer i dine videoer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind, tusind tak Gitte! Du er dog det sødeste! <3.

      Og signeringer er bestemt også en ny ting for mit vedkommende, men åh hvor er det netop fantastisk, når man har et personligt møde at sammenkæde det med. Det er sådan en smuk ting! Og åh ja, selvfølgelig er din drømme-signering King! Forhåbentligt går det i opfyldelse for dig en dag!

      Slet
  14. Margaret Atwood has also signed a book of mine - I went to hear her speak at the National Arts Centre in Ottawa and may have gushed afterwards about how my undergraduate thesis was on three of her novels. Such a fangirl moment.

    SvarSlet
    Svar
    1. She really is amazing! It was an honor to meet her!

      Slet