Tema-tirsdag #64: Signerede bøger

For blot to år siden havde jeg en helt anden holdning til signerede bøger, end jeg har nu. For blot to år siden synes jeg, at det var noget pjat. At en hurtigt nedkradset underskrift i en bog, at to splitsekunder med ens forfatteridol og kun en kuglepensstreg som et minde slet ikke var ventetiden, køen og besværet værd. Jeg forstod slet ikke konceptet – indtil jeg selv befandt mig få meter fra et ærefrygtindgydende forfatteridol, fik en kuglepensstreg i min bog og et evigt minde med hjem, og var akkurat lige så begejstret, ligeså ude af mig selv, fortabt og forvirret som alle dem, jeg tidligere havde undret mig over.
Sagen er nemlig den, at der er noget særligt ved at stå overfor en man beundrer. En hvis ord har rørt en. En hvis ord har hjulpet med at forme ens egne ord, eller måske endda influeret ens eget liv. Det erfarede jeg selv, da jeg i foråret befandt mig overfor Donna Tartt og nervøst fremstammede mit navn. Det var noget særligt. Noget unikt. Og eftersom billeder ikke var tilladt, var det vidunderligt at tage et håndgribeligt minde hjem i form af en kuglepensstreg i en bog. Sommetider tager jeg "The Goldfinch" frem blot for at overbevise mig selv om, at det virkelig skete; at jeg virkelig mødte forfatteren til en af de bøger, som har sat evige spor i mig.
I løbet af det sidste år, har jeg ofte tænkt, at der var tre (nulevende) forfattere her i verden, som jeg inderligt gerne ville møde. Donna Tartt, Neil Gaiman og John Green. Jeg ejer signerede bøger af alle tre forfattere; men har kun været heldig nok til at møde en af dem. Og selvom jeg ikke har et møde at sammenkæde mine forhåndssignerede udgaver af "The Ocean at the End of the Lane" og "The Fault in Our Stars" med, så betyder de stadig alverden for mig. For uanset hvordan, hvornår og hvorfor de er blevet signeret, så er de en eller anden form for nærhedsbevis. Den forfatter jeg beundrer har rent faktisk stået med netop dén side i hånden og skrevet på den. Og når jeg ikke har mødt forfatteren selv, så er det smukt at tænke på, at min bog i det mindste har.
Min samling af signerede bøger er forholdsvis beskeden og nyerhvervet, men jeg knuselsker hver og en. Jeg elsker David Mitchells himmelskitse, komplet med fugle og skyer, på titelbladet af "Cloud Atlas", fordi det er så finurligt og personligt og minder mig om et fantastisk interview. Jeg elsker Margaret Atwoods kuglepensstreger i "MaddAddam" og "The Handmaid's Tale", fordi de minder mig om, hvor optaget hun var af den meget pinke danske udgave af hendes bog. Jeg elsker Michael Ondaatjes hurtige signering i "The English Patient", hvor han har skrevet under på den "forkerte" side. Jeg elsker Salman Rushdies hurtige krøller i sin gule børnebog, som han læste højt fra, og jeg elsker mine forhåndssignerede bøger, som har været steder og mødt forfattere, som jeg ikke selv har. Signerede bøger er ganske enkelt noget særligt – fordi de minder om menneskerne bag bogen, forfatterne der har nedskrevet de ord, som vi alle er så taknemmelige for.

Er I også glade for signerede bøger, og har I nogle særlige vidundere i jeres samling – personligt signerede ligesåvel som forhåndssignerede? Hvilke forfattere drømmer I om en dag at møde og få til at signere en af jeres bøger?