mandag den 13. oktober 2014

Læsekroge og bogoaser #1: Akademisk Antikvariat

Jeg betragter mine yndlingsbogbutikker som oaser. Steder der indgyder mig med ro og hensætter mig i fascination, når verdenen udenfor larmer og braser forbi. At træde ind i den rigtige boghandel på det rigtige tidspunkt er som at trykke på en pauseknap. Tiden står stille, og bøgernes lokkende hviskeri er det eneste, man kan høre. 
At gå på opdagelse i en boghandel er en hel opdagelsesrejse. Og jeg vil gerne invitere jer med mig. Dette er derfor starten på en ny indlægsserie, hvor jeg fra tid til anden vil introducere mine yndlingslæsekroge for jer; private små bikse såvel som store kædebutikker, forhandlere af nye bøger såvel som af gamle, og alfabetisk sorterede hylder såvel som sande boglabyrinter. Sammen kan vi færdes i Odense, København, Esbjerg og Varde; og sammen kan vi opdage de fineste bogperler og udforske de mest oplagte bogkøbsmuligheder.

Når solen skinner, er indgangen til Akademisk Antikvariat markeret med to store, blå kasser fyldt med bøger. Når det regnfulde mørke sænker sig, er butikken oplyst indefra, og silhouetter kan anes mellem reoler og bøger. Uanset vejret viser antikvariatet sig dog aldrig fra sin bedste side set udefra. Det er et af de steder, man ikke kan bedømme på butiksfacaden eller udstillingsvinduet; det er et af de steder, man slet ikke kan forestille sig, før man åbner døren og træder ind. Det er et Narnia – med bøger overalt. 
Fra gulv til loft strækker reolerne sig. I tre smalle rum står bøgerne opstillet, side om side, bogryg mod bogryg. I vindueskarmene hober romanerne sig op, i hulrummet mellem reol og loft ligger de stablet, og overalt i hjørnerne på gulvet tårner der sig bogstakke op i knæhøjde. Det er svimlende og berusende. Det er kaotisk og uoverskueligt. Det er karismatisk, charmerende og helt umuligt. Der er intet overblik. Der er ingen logisk rækkefølge at bevæge sig rundt i. Der er bare bøger, bøger, bøger så langt øjet rækker.
Jeg ved aldrig, hvad jeg kan forvente, eller hvad jeg kan finde, når jeg månedligt kigger forbi. Læderindbundne udgaver af John Keats' digte, en yndigt gulddekoreret version af Leonora Christinas "Jammersminde", en bog om Peter Plys med mærkeligt bamselignende illustrationer, Yahya Hassans digtsamling og "Forbrydelse og straf" i hardback er blot nogle af de fund, jeg har gjort mig derinde. Nyt blandes med gammelt, og det bagerste lokale er en imponerende samling af filosofi, psykologi, litteraturkritik og andre fagbøger – ofte frekventeret af universitetsstuderende på udkig efter en specifik pensumbog. Deraf også antikvariatets navn.
Butikkens klassikerudvalg er sublimt – Brontë, Austen, Dickens og Dostojevskij pryder hylderne i engelske såvel som danske udgaver. Priserne er ligeså brogede som udvalget; sommetider må en bog hastigt stilles tilbage på grund af en tårnhøj pris, mens den andre gange hurtigt må føres op til kassen til ære for et godt kup. Men egentligt er det underordnet, for jeg holder mest af butikken på grund af butikken selv; det er et sted, der emmer af atmosfærisk bogkærlighed, elskeligt samleri og historie. Jeg har flere gange taget en læderindbundet roman ned fra hylderne for derefter at konstatere, at bogen blev trykt for over hundrede år siden. Der er så mange forunderlige kuriositeter at finde, hvis man tager sig tiden til at gennemtrave hylderne, stakkene og bogkasserne. Hele butikken summer med det; luften er tyk af de historier, der gemmer sig. Og de historier som historierne har.

Akademisk Antikvariatet ligger i Odense Centrum på Klaregade 27. Butikken har åbent mandag-fredag fra kl. 12.00 - 17.30 og lørdag fra 11.00 - 14.00. Prisniveauet er varierende, men udvalget er altid imponerende.

22 kommentarer:

  1. Åh den havde jeg helt glemt - husker den så tydeligt, må da lige besøg den næste gang jeg er i Odense :) Tusind tak for at minde mig om den.

    SvarSlet
  2. Den butik er jeg gået forbi så mange gange på vej til mit uddannelsessted, men er aldrig gået ind! Nu ærger jeg mig virkelig over det!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Forhåbentligt kan du nå det endnu! Den er så fin.

      Slet
  3. Godt indlæg - så kan jeg godt regne ud hvor vi skal hen næste gang du kommer til Varde ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak <3. Og ja – det giver nok sig selv :D <3

      Slet
  4. suk... sikke et bedårende lille stykke paradis! Der burde skabes flere af disse smukke oaser!:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig en lille bid af himlen! Og ja, det burde der virkelig.

      Slet
  5. Ej hvor sjovt, det er også det antikvariat jeg altid selv besøger. Det er dejligt at det er lidt gemt væk fra gågaden, og man har det næsten altid helt for sig selv. Og så er konen bare så sød og hjælpsom :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Det er sådan et skønt sted at komme, og det er bare en butik fyldt med bogkærlighed. Jeg elsker at færdes der :)

      Slet
  6. Den er simpelthen SÅ hyggelig!!! :D

    SvarSlet
  7. Hvor pudsigt, billederne fra butikken indefra minder meget om Pilegaards antikvar her i Aalborg - den er bare så fin, overfyldt og ret Harry Potter agtig <3 Elsker det.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig meget Harry Potter-agtigt, og det er sådan en særlig stemning, der kommer ud af det. Kommer altid til at føle mig som Bastian fra 'Den uendelige historie', når jeg træder ind sådan et sted :)

      Slet
  8. There is perhaps nothing so enjoyable as perusing treasures in bookshops like this.

    SvarSlet
  9. Åh ja, det er så fantastisk at gå ind i et antikvariat. Billederne af bøger i meterhøje stabler minder mig om det gamle Hinges Antikvariat i Aarhus og også et andet antikvariat, der lå i Aarhus og var ejet af en sød, sød gammel dame ved navn Iris. Blev slæbt med i antikvariat efter antikvariat af min far, da jeg var barn, og jeg satte vist aldrig rigtig nok pris på det, mens det stod på...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig vidunderligt. Og sikke nogle fine barndomsminder om små ture til overfyldte butikker :)

      Slet
  10. Skøn post - glæder mig til at læse om dine andre yndlings bog-oaser :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg glæder mig også til at fremvise dem :)

      Slet
  11. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg kommer til at elske denne indlægsserie! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg bare SÅ glad for at høre :)

      Slet