"The Handmaid's Tale" af Margaret Atwood

"The Handmaid's Tale" af Margaret Atwood, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1985). 4/5 stjerner.

Selvom "The Handmaid's Tale" udspiller sig i en fremtidsverden, føles den i virkeligheden som en roman, der beskriver en hverdag fra fortiden. Samfundet har taget en mærkværdig drejning; tilbage til totalitarisme, patriarkat og en yderst unuanceret kvindeopfattelse. I dette fremtidssamfund er kvinder såkaldte handmaids, en slags tjenestepiger hos højtstående familier som ikke kan få børn. Det er handmaidens fornemmeste opgave at blive gravid og skænke sin familie et barn. Hvis graviditeten udebliver, bliver handmaiden sendt i eksil i en koloni – dømt til at slide sig ihjel med landbrugsarbejde, eller håndtere affald så giftigt at døden aldrig er langt væk.
"The Handmaid's Tale" fortæller Offreds historie. Offred er handmaid hos en kommandør, og en gang om måneden må hun have sex med ham og bede til, at hun bliver gravid med et barn, som hun aldrig vil få lov til at beholde. For bliver hun ikke gravid, mister hun sin værdi. Hun er en kvinde, der i bogstaveligste forstand, bliver behandlet som en fødemaskine.

“I would like to believe this is a story I’m telling. I need to believe it. I must believe it. Those who can believe that such stories are only stories have a better chance.”

Det er så let at kategorisere Atwoods fortælling som science-fiction. Som en dystopi. Som et skræmmebillede, en litterær konstruktion. Problemet er bare, at bogen er noget langt mere virkeligt og langt mere skræmmende end det. For "The Handmaid's Tale" er et studie i kvindesyn, og den tager sin udgangspunkt i kulturelle fænomener fra vores nutid og fortid. Hvor uhyrlige de arrangerede ægteskaber, folkehenrettelserne, de strenge regler for sømmelig opførsel, kvindernes påtvungne ærbarhed og mændenes frie tøjler end virker, er de ikke science-fiction elementer; de er eksempler, trukket parallelt ud fra både fortid og nutid.
På den måde ender Atwoods spekulationer med at blive meget større og meget tungere end begrebet science-fiction antyder. Det omdannede Amerika, republikken Gilead, står som et tankevækkende eksempel på en ekstremitet, som noget af historien på et tidspunkt pegede hen på. "The Handmaid's Tale" er derfor ekstremt tankevækkende, og spekulationer om personlig frihed, samhørighed, venskab og levevilkår er næsten uundgåelige under læsningen.
For interessant nok er Atwoods dystopi ikke bygget på en typisk model. Republikken Gilead fremvises ikke i dens storhedstid, men derimod i dens overgangsfase. Hovedpersonen, Offred, kan stadig huske en tid, hvor hun boede sammen med en mand, hun elskede, havde en datter, venner og et liv. I modsætning til andre dystopiske hovedpersoner ved Offred udmærket godt, hvad hun har mistet. Og det gør kun hendes desperation inderligere, og bogens fortællerstemme troværdigere. Offred har ikke kun mistet sine venner, familie og sine ejendele; hun har mistet sit liv og sin identitet. Hun svæver rundt i et eksistentielt limbo, vandrer som et spøgelse rundt i en tilværelse, som hun absolut ikke kan genkende. 

“We were the people who were not in the papers. We lived in the blank white spaces at the edges of print. It gave us more freedom. We lived in the gaps between the stories.”

Atwood skriver smukt. Bogen er fortalt i jeg-person, og består hovedsageligt af Offreds indre refleksioner om det kaos omkring hende. I konstante spring mellem nutid og fortid, bygges et billede af denne kvinde og dette samfund, som er nået til så store ekstremiteter, at det tager en hel bog om at forstå. Offred er ikke den typiske oprører i den typiske dystopi; i størstedelen af bogen er hun fortvivlet, handlingslammet, lænket til en skæbne, som hun ikke kan genkende. Det er først, da hun opdager en gnist af medfølelse, at hun får et gnist af håb. Det er først, når menneskeligheden i hende vækkes efter en slags følelsesløs robotsøvn, at hun begynder at håbe og at stille spørgsmålstegn ved samfundet omkring hende.
I Atwoods dystopi må kvinder ikke læse. På skilte er ordene erstattet af billeder, og husholderskerne må pege sig frem, når der skal handles ind. Udover de såkaldte handmaids, er kvinder delt op i roller af hustruer og tjenestepiger, og enhver der falder udenfor sin tildelte rolle bliver sendt til kolonien. Forholdet mellem mænd og kvinder er tilsyneladende ærbart; sex er snarere et ritual end en nydelse, og enhver forulempelse på en handmaid udenfor det fastsatte månedlige ritual er forbudt. Sådan er det i hvert fald på overfladen. Men under alle disse nye regler og påbud hviler en råddenskab så oldgammel og så simpel, at Offred forskrækkes over dens blotte eksistens. Samfundet er slet ikke så forandret, som kvinderne tror. Reglerne er hullede, og der er smuthuller som samfundets højtstående mænd let kan benytte sig af. Den menneskelige natur lader sig tilsyneladende ikke så let undertrykke.
Det mest imponerende ved Atwoods roman er, at ethvert ord har en dybere mening. Hvert objekt der introduceres har et formål, og selv noget så mærkeligt futurisk som Offreds navn er resultatet af en nøje beregning fra Atwoods side (Offred betyder Of Fred. Offreds navn og dermed hele hendes identitet er resultat af, at hun ifølge samfundet er en mands ejendom). Det er genialt, og jeg blev efterladt åndeløs, da jeg indså, hvor stor en dybde hvert eneste sætning indeholder.
"The Handmaid's Tale" endte med at spøge i mine tanker lang tid efter, at jeg havde færdiglæst den. Det er en roman med ufatteligt meget på hjerte, en sitrende påmindelse om menneskets frihedsbehov, et vedvarende spørgsmålstegn overfor fortiden og nutidens kvindesyn og en smuk og velskrevet undersøgelse af menneskets behov for relationer, drømme og håb. Jeg har ikke kunne få den ud af mit hoved, siden jeg læste den i midten af august, og det har taget mig en evighed om overhovedet at overveje, at få mine følelser ned på skrift. For det er en stor bog, en vigtig bog, en anderledes bog; og mest af alt er det en god bog, der fortjener at blive læst.