"Emily Climbs" af L. M. Montgomery, fra forlaget Virago, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1925). 4/5 stjerner.
Emily Byrd Starr har altid vidst, at hendes fremtid lå i hendes pen. Hun har altid vidst, at hun vil være forfatter, og derfor er betingelserne for hendes ophold på High School et stik i hendes hjerte. For at følge med sine venner til Shrewsbury for at studere, må Emily opgive skriveriet og love sin Tante Elizabeth, at hun ikke vil skrive "noget der ikke er sandt". Det føles som et umådeligt offer, da Emily overgiver sine kladdehæfter og flytter ind hos tante Ruth.
Ikke alene må Emily pludselig vænne sig til et nyt hjem med en tante, som hun ikke kan udstå; hun må også vænne sig til en ny by, en ny skole og helt nye samfundsregler. De venskaber som Emily satte så stor pris på hjemmefra begynder at forandre sig. Teddy, Ilse og Perry udgør stadig hendes indercirkel – men ikke på samme måde som før.
“If we don't chase things, sometimes the things following us can catch up.”
Måske er "Emily of New Moon" et eventyr. En smuk, legende, dansende og drømmende fortælling om en forældreløs pige, der finder en familie; en hjemløs pige der finder et hjem; en enspænder der knytter tætte venskabsbånd. Selvom fortællingen begynder med melankoli, er den gennemsyret af håb. Af tiltro og af magi.
Men "Emily Climbs" er anderledes. I den er Emily ikke længere et vidunderligt naivt barn – i stedet er hun en ung pige. Og selvom hun stadig er en drømmer, så antager hendes drømme en mere konkret form. Historien ændrer sig fra børnebog til ungdomsbog – fra et eventyr til en stejl klatretur.
Plotmæssigt indeholder "Emily Climbs" hverken store revolutioner eller uhørte afsløringer. Montgomery følger sit stjernebarns skrivedrømme, og dokumenterer hvordan avisernes mange afslag pludselig vendes til talrige trykte digte i de snævre spalter, dekoreret med Emilys navn. Det er ærligt og hårdt arbejde, der fører Emily tættere på sit mål – og selvom man som læser aldrig tvivler på Emilys skriveevner, er bogen fyldt med Emilys egen usikkerhed, sårbarhed og tvivl. For findes der noget sværere end at betragte sin ønskedrøm lige inde for rækkevidde, men dog så uopnåelig og urørlig som en fjern, funklende stjerne?
Altimens Emily skriver, går verdenen omkring hende videre. High School er larmende, forvirrende og sanseberigende. Gamle venskaber knækker næsten over i kølige misforståelser, intriger spirer op fra det rene ingenting, og følelser som Emily slet ikke anede, hun var i stand til at føle, banker på hendes inderste hjertevægge. Selvom bejlere melder sig på banen, smigrer bliver uddelt, og stammende kærlighedserklæringer bliver fremsagt, er det aldrig den rigtige, der taler. Emilys første forelskelse er bittersød.
Måske er "Emily of New Moon" et eventyr. En smuk, legende, dansende og drømmende fortælling om en forældreløs pige, der finder en familie; en hjemløs pige der finder et hjem; en enspænder der knytter tætte venskabsbånd. Selvom fortællingen begynder med melankoli, er den gennemsyret af håb. Af tiltro og af magi.
Men "Emily Climbs" er anderledes. I den er Emily ikke længere et vidunderligt naivt barn – i stedet er hun en ung pige. Og selvom hun stadig er en drømmer, så antager hendes drømme en mere konkret form. Historien ændrer sig fra børnebog til ungdomsbog – fra et eventyr til en stejl klatretur.
Plotmæssigt indeholder "Emily Climbs" hverken store revolutioner eller uhørte afsløringer. Montgomery følger sit stjernebarns skrivedrømme, og dokumenterer hvordan avisernes mange afslag pludselig vendes til talrige trykte digte i de snævre spalter, dekoreret med Emilys navn. Det er ærligt og hårdt arbejde, der fører Emily tættere på sit mål – og selvom man som læser aldrig tvivler på Emilys skriveevner, er bogen fyldt med Emilys egen usikkerhed, sårbarhed og tvivl. For findes der noget sværere end at betragte sin ønskedrøm lige inde for rækkevidde, men dog så uopnåelig og urørlig som en fjern, funklende stjerne?
Altimens Emily skriver, går verdenen omkring hende videre. High School er larmende, forvirrende og sanseberigende. Gamle venskaber knækker næsten over i kølige misforståelser, intriger spirer op fra det rene ingenting, og følelser som Emily slet ikke anede, hun var i stand til at føle, banker på hendes inderste hjertevægge. Selvom bejlere melder sig på banen, smigrer bliver uddelt, og stammende kærlighedserklæringer bliver fremsagt, er det aldrig den rigtige, der taler. Emilys første forelskelse er bittersød.
“The world is always young again for just a few moments at the dawn.”
Med et anstrøg af det okkulte åbner Montgomery en dør til Emilys sind, som før kun stod på klem. Emily sensitivitet er så nuanceret, at hun kan betræde linjen, der skiller overtro fra magi. Hele sit liv er hun blevet kaldt et alfebarn – og hun illustrerer med ubevidst ynde gang på gang, hvorfor hun minder folk om de fjerne alfelande. Hun er noget særligt.
Selvom "Emily Climbs" ikke er begivenhedsrig, er den et følelsesfyrværkeri. Montgomery sætter med lethed ord på, hvordan det føltes, da man for første gang oplevede sin verden blive vendt på hovedet i en stormende, knugende, endeløs forelskelse. Ligeledes behandler bogen også den præcise følelse af at være anderledes, at være den udenforstående betragter til andres øjeblikke af morskab. På tværs af et århundrede nikker jeg genkendende til Montgomerys ord og Emilys tanker; teenageårenes følelseskaos og ambitionens bitre eftersmag.
Emily var altid forudbestemt til at blive en forfatter. En indfanger af ord, følelser og øjeblikke. En nedskriver af skønhed, af håb og af dagligdags eventyrlighed. "Emily Climbs" er først og fremmest fortællingen om Emilys pen og dens vej til papiret. Og mellem linjerne strømmer en langt mere utrolig fortælling om en pige, der vokser op, og to hjerter der vokser sammen. En fortælling så genkendelig, at den næsten gør ondt at læse. Det er som en tidsrejse hver eneste gang. Et ungt pigehjerte er gemt mellem siderne på denne bog.
Med et anstrøg af det okkulte åbner Montgomery en dør til Emilys sind, som før kun stod på klem. Emily sensitivitet er så nuanceret, at hun kan betræde linjen, der skiller overtro fra magi. Hele sit liv er hun blevet kaldt et alfebarn – og hun illustrerer med ubevidst ynde gang på gang, hvorfor hun minder folk om de fjerne alfelande. Hun er noget særligt.
Selvom "Emily Climbs" ikke er begivenhedsrig, er den et følelsesfyrværkeri. Montgomery sætter med lethed ord på, hvordan det føltes, da man for første gang oplevede sin verden blive vendt på hovedet i en stormende, knugende, endeløs forelskelse. Ligeledes behandler bogen også den præcise følelse af at være anderledes, at være den udenforstående betragter til andres øjeblikke af morskab. På tværs af et århundrede nikker jeg genkendende til Montgomerys ord og Emilys tanker; teenageårenes følelseskaos og ambitionens bitre eftersmag.
Emily var altid forudbestemt til at blive en forfatter. En indfanger af ord, følelser og øjeblikke. En nedskriver af skønhed, af håb og af dagligdags eventyrlighed. "Emily Climbs" er først og fremmest fortællingen om Emilys pen og dens vej til papiret. Og mellem linjerne strømmer en langt mere utrolig fortælling om en pige, der vokser op, og to hjerter der vokser sammen. En fortælling så genkendelig, at den næsten gør ondt at læse. Det er som en tidsrejse hver eneste gang. Et ungt pigehjerte er gemt mellem siderne på denne bog.
“I've a pocket full of dreams to sell," said Teddy, whimsically... "What d'ye lack? What d'ye lack? A dream of success--a dream of adventure--a dream of the sea--a dream of the woodland--any kind of a dream you want at reasonable prices, including one or two unique little nightmares. What will you give me for a dream?”
Det er flot, når en roman fra 1925 er i stand til at vække genkendelse i os, og det lyder som en dejlig læseoplevelse!
SvarSletLige præcis! Den er så genkendelig og så smuk :)
Slet