Tema-tirsdag #72: Klassikere – refleksioner, myter og anbefalinger

Klassikere. Jeg tror, det er en betegnelse, der har spillet mange læsere et puds. En betegnelse der har indgydt unødvendig ærefrygt, skabt panderynker og skruet forventninger og forhåbninger håbløst op i vejret. Faktisk tror jeg, det er et ord, der har været til mere skade end til gavn.

For hvad betyder det, når man taler om litterære klassikere? Jeg er endnu kun stødt på abstrakte definitioner og subjektive vurderingskriterier. Overordnet set burde det at tale om litterære klassikere være lig med at tale om bøger, der har overlevet tidens gang og derfor endnu er relevante, endnu har noget at sige. Men hvordan i alverden bedømmer man dét?

Jeg har intet endegyldigt svar. Men for mig er klassikere bøger, der er over 100 år gamle og endnu er i print. Og ligeledes er moderne klassikere bøger, der er udgivet for 30-50 år siden og stadig bliver genoptrykt. For hvis noget endnu trykkes, købes og læses efter så mange års stilhed, har det vel bevist sin kostelige tidsløshed. Ikke sandt?

Med denne definition er klassikere ikke bestemt ud fra deres indhold, deres kvalitet eller deres sværhedsgrad. Derimod blot ud fra deres alder og ud fra den interesse, læserne endnu har for dem. Og det tror jeg er vigtigt at holde fast i. For at læse en klassiker er ikke med garanti lig med at læse en svær bog, en historisk vigtig bog eller endda blot en god bog. At læse en klassiker er ganske enkelt lig med at læse en bog, der blev udgivet for længe siden og stadig er i print. En upoetisk, men målbar definition. 

Klassikere er en misforstået genre. Faktisk er det slet ikke en genre overhovedet. Ordet er en paraplybetegnelse, der dækker over børnebøger såvel som politiske tekster, samtidsromaner og dystopier. Fra Jane Austen til Nathaniel Hawthorne, William Shakespeare og H. C. Andersen favner klassiker-betegnelsen bøger på tværs af genrer, årstal og kulturer. Af samme grund kan man ikke bedømme én klassiker på en anden; for oftest har de slet intet til fælles overhovedet. At man ikke bryder sig om fortællingerne om Peter Plys har ikke umiddelbart nogen indflydelse på, hvad man synes om Platon. I mine øjne kan man derfor ikke udtale sig kollektivt om genren – at sige "man ikke bryder sig om klassikere" er at udelukke alt for mange bøger, alt for hurtigt.
Der hviler en mærkelig form for ærefrygt overfor klassiker-begrebet. Mange betragter ordet som et slags garantistempel; en klassiker må være en god læseoplevelse, for "det er jo en klassiker", ligesom at en klassiker nødvendigvis må være imponerende og intellektuelt udfordrende. Mange nægter at tro på, at klassikere kan være noget, man læser for sjov – og mange bliver skuffede, når de opdager, at klassikere ikke nødvendigvis lever op til den universelt ophøjede status, man troede, de havde.
Sandheden er, at jeg aldrig har mødt ét eneste menneske, der synes, at "Robinson Crusoe" af Daniel Defoe er en god bog. Det er dog alligevel en indiskutabel klassiker; udgivet i år 1719, stadig i print og stadig betragtet som en milepæl inden for realistisk fiktion. Klassiker-betegnelsen dækker i dette tilfælde ikke over andet, end at bogen stadig udgives, stadig har interesse og stadig regnes som enormt indflydelsesrig. Underholdsningsværdi, sværhedsgrad og kvalitet har intet med regnestykket at gøre. 
Omvendt tror jeg også, at flere har læst klassikere i deres barndom uden at vide det. Jeg læste "Little Women" i en ganske ung alder, ligesom jeg voksede op med historierne om Peter Plys og Peter Pan og Brødrene Grimms eventyr. Og der var intet svært, intet udfordrende eller imponerende ved det. Jeg læste og elskede historierne, før jeg overhovedet anede, at der fandtes litterære klassikere.

Jeg har fundet meget fornøjelse, meget lærdom og meget skønhed i klassikere. Jeg har læst "Little Women" og drømt mig væk i en gammeldags, romantiseret verden, hvor kjoler og sløjfer udgjorde væsentlige overvejelser. Jeg er forsvundet ind i Jane Austens humoristiske fortællinger om hjerteknugende situationer. Jeg har læst "The Monk" af Matthew Lewis som en intetsigende sensationshistorie i et gammelt sladderblad. Jeg er vokset op med historier om den gule plysbjørn, altimens jeg som voksen har genbesøgt hundredemeterskoven og måbet. Med opspilede øjne og et hamrende hjerte har jeg bevæget mig igennem Edgar Allan Poes forfatterskab, og med mange, mange, mange gab og tunge øjenlåg er jeg blevet tvunget til at færdiglæse "Don Quixote" af Miguel de Cervantes. Aldrig i mit liv har jeg læst noget så kedeligt som "The Swiss Family Robinson" af Johan David Wyss, og aldrig nogensinde har jeg stødt på noget så vidunderligt som "Persuasion" af Jane Austen. 
Selv ud af det lillebitte klassikerudsnit, jeg kender til, er mine oplevelser så forskellige og forvirrende, at jeg slet ikke tror på, at klassikere har andet til fælles end tidens gang. For er det ikke det, ordet klassiker henviser til? Noget der er tidsløst – eller i hvert ikke er tidsbestemt.

En række helhjertede klassikeranbefalinger; 

- Til de der læser ungdomsromaner og Young Adult, anbefaler jeg, hvad der kunne minde om den første Young Adult-roman nogensinde. "Little Women" af Louisa May Alcott er en simpel fortælling om fire piger, der vokser op sammen, møder deres første forelskelse og overkommer livets forhindringer. I samme omgang bør jeg nævne "I Capture the Castle" af Dodie Smith, som er en ung piges dagbog, nedskrevet i glæde og i desperation.
- Til romantikerne anbefaler jeg Emily-trilogien af L. M. Montgomery for en gradvis dannelsesroman fyldt med de sødeste drømme og den mest levende romantik. Ønsker man  hjerteblødende romancer med en ironisk distance, er Jane Austens værker nødvendige at nævne. Særligt "Persuasion" er en indiskutabel kærlighedshistorie – selvom det måske ville give mere mening at starte sit Austen-bekendtskab med "Northanger Abbey". Shakespeares episke kærlighedshistorie om "Romeo and Juliet" kan umiddelbart være svær at gå til – men dens indhold er fundamentalt. 

- Til de der læser for eventyr, for plot og for handling, anbefaler jeg "Greven af Monte Cristo" af Alexandre Dumas. I Dumas' mørke labyrintgange af subplots lurer mysterier og noget, der kunne minde om action. Ligeledes er Jules Vernes forfatterskab fyldt med lun humor og håbløst forbiflimrende plot. 
- Til de der søger barndomsmagi og sødme, anbefaler jeg "The Secret Garden" af Frances Hodgson Burnett for en livsbekræftende fortælling om venskab, naturlighed og hverdagsskønhed. "The Wind in the Willows" af Kenneth Grahame, "Winnie the Pooh" af A. A. Milne og "Watership Down" af Richard Adams indeholder også smittende orddrømme. For en mere melankolsk barndomsrejse anbefaler jeg at flyve med "Peter Pan" af J. M. Barrie, som indeholder langt større dybde, end man indså som barn.

- Til krimilæserne anbefaler jeg det åbenlyse: Arthur Conan Doyles "Sherlock Holmes"-noveller og romaner. Den ultimative detektiv er en excentrisk personlighed, og hans eventyr er mange. 
- Til læserne der søger dyster stemning og mørke øjeblikke, anbefaler jeg "Jane Eyre" af Charlotte Brontë eller "Rebecca" af Daphne du Maurier for page-turnere fyldt med mystik, gotik og en snert af dramatisk kærlighed. Alternativt er "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson en anden atmosfærisk roman om menneskets indre mørke. 

- Til de der er interesserede i samtidshistorie og samfundskritik, anbefaler jeg "Middlemarch" af George Eliot. Det er en svær, tung og lang roman, hvor et helt landsbysamfund flettes ind i en lysende finale. Desuden er Charles Dickens' romaner om Englands arbejderklasse et smukt og dystert glimt af 1800-tallets samfund, ligesom Harper Lees "To Kill a Mockingbird" er et slående portræt af 1960'ernes USA.
- Til de der læser dystopier og elsker science-fiction, anbefaler jeg uden et sekunds tøven "The Island of Dr. Moreau" af H. G. Wells for en skræmmende fortælling om videnskabens eksperimenter. Banebrydende dystopier såsom George Orwells "1984" og Ray Bradburys "Fahrenheit 451" er også både letlæselige og interessante, ligesom Mary Shelleys "Frankenstein" er en science-fiction roman uden sidestykke.
- Til de der ikke ved, hvor de skal starte, anbefaler jeg eventyrssamlinger og novellebidder. Brødrene Grimms eventyr er legendariske, Æsops fabler er grundlæggende genkendelige, og Bibelen kan udgøre spændende læsning, delt op i mindre etaper og flere bidder. Edgar Allan Poes dystre noveller (særligt "The Tell-tale Heart"), Katherine Mansfield smukke karakterportrætter (særligt "Miss Brill") og Ivan Turgenevs psykologiske noveller (særligt "Drømmen") er alle læseværdige, spiselige og interessante steder at begynde uden at fordybe sig i en hel roman.

Hvordan definerer du begrebet "klassikere"? Oplever du ofte, at andre betragter begrebet på en anderledes måde end dig? Læser du klassikere, og i så fald – hvilke er blandt dine favoritter?