Da Emily vender tilbage til New Moon efter sit High School-ophold i Shrewbury er alting forandret. Hendes nære barndomsvenner er spredt for alle vinde for at studere videre, arbejde og opbygge forbindelser. En del af fortryllelsen er forsvundet fra Emilys barndomslandskab, og hun kaster sig derfor over sine manuskripter for at skrive sig ud af sine hjertesorger.
Men selv Emilys manuskript svigter hende. Da hun genlæser sine ord, er de ubrugelige, ligegyldige og kun egnet til at brænde og blive til aske. Efter en lang periode af sygdom lægger Emily sin pen helt, glemmer sine drømme og hengiver sig til et ægteskab med en mand, som hun ikke elsker. Skyggerne af alt det der kunne have været, torturerer hende hver eneste dag.
“The ghosts of things that never happened are worse than the ghosts of things that did.”
Det her er en umulig opgave. Uanset hvad jeg skriver, og uanset hvordan jeg får det formuleret, vil det aldrig lykkedes mig at videregive min kærlighed til denne bog. Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg læste den på en enkelt nat, da jeg var blot tolv år. Hvordan jeg overtalte min far til at kopiere hele kapitler fra den slidte biblioteksbog, så jeg kunne lære mine dyrebare yndlingslinjer udenad og altid have dem hos mig. Hvordan denne sidste bog i min elskede serie indeholdt akkurat den slutning, som jeg havde håbet på. Den slutning jeg ville have ønsket for mig selv.
Det her er en umulig opgave. Uanset hvad jeg skriver, og uanset hvordan jeg får det formuleret, vil det aldrig lykkedes mig at videregive min kærlighed til denne bog. Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg læste den på en enkelt nat, da jeg var blot tolv år. Hvordan jeg overtalte min far til at kopiere hele kapitler fra den slidte biblioteksbog, så jeg kunne lære mine dyrebare yndlingslinjer udenad og altid have dem hos mig. Hvordan denne sidste bog i min elskede serie indeholdt akkurat den slutning, som jeg havde håbet på. Den slutning jeg ville have ønsket for mig selv.
Jeg husker det så tydeligt. Og nu har jeg tilføjet et nyt minde; et 24-årigt jeg, der for nyligt genlæste min barndomsfavorit og læste dagen væk med et hjerte ligeså håbefuldt og ligeså bankende, som det fortidige jeg der havde læst bogen 12 år før. Jeg færdiglæste bogen på en enkelt formiddag, lukkede den med tårer i øjenkrogen, og stillede den tilbage på reolen med en øjeblikkelig trang til genlæsning. Jeg overvejer stadig, om jeg snart skal læse den igen. Bogen har åbnet et tomrum i mit hjerte, der ikke kan fyldes op med andet end Montgomerys sødmefyldte, melankolske og sommerfuglelette ord. Jeg er atter blevet til pigen, der bare vil genlæse sit yndlingskapitel igen og igen for at være sikker på, at Emilys skæbne blev forseglet værdigt. Med det guldbånd, som hun fortjener.
Selvom jeg elsker alle tre bøger i Emily-serien, er det denne tredje bog, jeg elsker højest. Der er noget ved det sidste, skælvende punktum der rører mig igen og igen. Noget ved Montgomerys historiemagi, der gør mig sentimental og overstrømsk. For "Emily's Quest" er en kærlighedshistorie. En lang og indviklet kærlighedshistorie, der involverer et hint af det overnaturlige, talrige misforståelser og en beslutning der er lige ved at få det hele til at gå galt. Det som Montgomery allerede hinter i sin første bog, bliver til virkelighed her. Barndomsvenner bliver til kærester. Men vejen dertil er lang.
Selvom jeg elsker alle tre bøger i Emily-serien, er det denne tredje bog, jeg elsker højest. Der er noget ved det sidste, skælvende punktum der rører mig igen og igen. Noget ved Montgomerys historiemagi, der gør mig sentimental og overstrømsk. For "Emily's Quest" er en kærlighedshistorie. En lang og indviklet kærlighedshistorie, der involverer et hint af det overnaturlige, talrige misforståelser og en beslutning der er lige ved at få det hele til at gå galt. Det som Montgomery allerede hinter i sin første bog, bliver til virkelighed her. Barndomsvenner bliver til kærester. Men vejen dertil er lang.
“This afternoon I sat at my window and alternately wrote at my new serial and watched a couple of dear, amusing, youngish maple-trees at the foot of the garden. They whispered secrets to each other all the afternoon. They would bend together and talk earnestly for a few moments, then spring back and look at each other, throwing up their hands comically in horror and amazement over their mutual revelations. I wonder what new scandal is afoot in Treeland.”
Den Emily man møder i "Emily's Quest" er en helt anden Emily, end den håbefulde Emily man vinkede farvel til i "Emily Climbs" og den drømmende Emily, man for første gang blev introduceret til i "Emily of New Moon". For i denne tredje, afsluttende bog er Emily ramt af melankoli. Hun ser verden glide forbi sig, sine venner forsvinde ind i en lysende fremtid, og det går gradvist op for hende, at hendes glitrende barndomsdrømme er ved at miste deres guldstøv. Med et opgivende suk lader hun sin pen falde, hun binder sig til en mand, hun ikke elsker, og hun opgiver håbet om, nogensinde at fremkalde et smil hos ham, der betyder mest. Hun er en smule fortabt.
I min nylige genlæsning af bogen, gik det op for mig, at jeg ved, hvorfor Emilys drømme knækker. For hvad stiller man op, når det liv, man havde forestillet sig som 12-årig er helt ude af rækkevidde? Og hvad gør man, når man bliver færdig med sin uddannelse og pludselig indser, at man ikke aner, hvad det næste skridt skal være? Og, værst af alt, hvad hvis alt det, man har drømt om, slet ikke var det, man ønskede sig alligevel? Det er let for mig at forstå Emilys situation og det tomrum, som en færdiggjort uddannelse kan efterlade. Jeg står snart overfor det selv.
Men Montgomery skaber håb, selv når håbet er helt forsvundet. Og månebarnet Emily forbliver en genstand for beundring. Hendes blik fanger stadig træernes dans, stjernernes hvisken og gennem sit vindue hører hun stadig et hemmeligt kald fra en skikkelse, der står og venter på hende i lysningen. Bogseriens finale er et rørende, tårefremkaldende klimaks, der forener Emilys fremtid med læserens håb i en blanding af ironi, skæbne og forelskelse. Det er til dato det mest indflydelsesrige, jeg nogensinde har læst.
Den Emily man møder i "Emily's Quest" er en helt anden Emily, end den håbefulde Emily man vinkede farvel til i "Emily Climbs" og den drømmende Emily, man for første gang blev introduceret til i "Emily of New Moon". For i denne tredje, afsluttende bog er Emily ramt af melankoli. Hun ser verden glide forbi sig, sine venner forsvinde ind i en lysende fremtid, og det går gradvist op for hende, at hendes glitrende barndomsdrømme er ved at miste deres guldstøv. Med et opgivende suk lader hun sin pen falde, hun binder sig til en mand, hun ikke elsker, og hun opgiver håbet om, nogensinde at fremkalde et smil hos ham, der betyder mest. Hun er en smule fortabt.
I min nylige genlæsning af bogen, gik det op for mig, at jeg ved, hvorfor Emilys drømme knækker. For hvad stiller man op, når det liv, man havde forestillet sig som 12-årig er helt ude af rækkevidde? Og hvad gør man, når man bliver færdig med sin uddannelse og pludselig indser, at man ikke aner, hvad det næste skridt skal være? Og, værst af alt, hvad hvis alt det, man har drømt om, slet ikke var det, man ønskede sig alligevel? Det er let for mig at forstå Emilys situation og det tomrum, som en færdiggjort uddannelse kan efterlade. Jeg står snart overfor det selv.
Men Montgomery skaber håb, selv når håbet er helt forsvundet. Og månebarnet Emily forbliver en genstand for beundring. Hendes blik fanger stadig træernes dans, stjernernes hvisken og gennem sit vindue hører hun stadig et hemmeligt kald fra en skikkelse, der står og venter på hende i lysningen. Bogseriens finale er et rørende, tårefremkaldende klimaks, der forener Emilys fremtid med læserens håb i en blanding af ironi, skæbne og forelskelse. Det er til dato det mest indflydelsesrige, jeg nogensinde har læst.
“A house isn't a home without the ineffable contentment of a cat with its tail folded about its feet. A cat gives mystery, charm, suggestion.”
It has been too long since I've read the Emily series, I really need to pull it out again. And I have to say, as a proud Prince Edward Islander, I love this ongoing Lucy Maud Montgomery trend!
SvarSletThe Emily series is my favorite series of all time. They made a huge impact on me as a child. <3
SletDet er sjovt så forskellige tanker man kan have til de samme bøger. Jeg elsker (som du vist efterhånden ikke er i tvivl om ;)) alle tre Emily-bøger uendelig højt og har genlæst alle tre flere gange. Den første af bøgerne er noget helt særligt, fordi det var den, som startede det hele, og det var i den, at jeg fandt en pige, som på mange måder mindede om mig selv. Men jeg tror faktisk, i modsætning til dig, at den anden bog er min yndlings af de tre. Det er i hvert fald den jeg har genlæst allerflest gange. Jeg tror måske, at det var i den bog, at jeg bedst kunne se mig selv i Emily. Fordi hun samtidig med, at hun skriver, også lever et liv med skole og klassekammerater osv. Og derudover så var det i den bog, at hun for alvor begyndte at blive seriøs med sit skriveri og forsøgte at sende det til forlag osv, og det fandt jeg utrolig inspirerende!
SvarSletDen tredje bog har jeg altid betragtet som den jeg syntes dårligst om af de tre, og nu sidder jeg og prøver at huske hvorfor, for det er efterhånden rigtig mange år siden jeg læste den.For det første så var Emily blevet så gammel i 3'eren, at jeg havde lidt sværere ved at forholde mig til hende. Derudover, som jeg husker det, så blev jeg lidt trist af den. Jeg syntes, det var så trist, at Emily pludselig var alene tilbage på Månegården uden Ilse, Perry og Teddy, og jeg var også lidt sur på hende over, at hun ikke tog chancen og flyttede til New York, måske bare for et års tid for at prøve det. Det havde jeg svært ved at forstå. Og generelt så syntes jeg, at hun traf nogle valg i den bog (ægteskabet med Dean bla.), som jeg bare blev lidt skuffet og lidt irriteret over. Men som jeg husker det, så ender den lige præcis som den skal og formår at fuldende serien. Nå, men nu har dit indlæg udløst, at jeg har fundet "Emily vinder lykken" frem, og vil genlæse den som den første af de tre. Jeg har også en ide om, at jeg vil forstå den på en helt anden måde nu, hvor jeg selv er blevet voksen. Nu må vi se, men jeg glæder mig til genlæsningen :) God søndag aften!
Det er nemlig pudsigt, at man kan elske den samme serie og den samme karakter, og så alligevel have så vidt forskellige holdninger om det hele!
SletJeg er virkelig udpræget romantiker, så da jeg som lille barn læste denne tredje bog, bankede mit hjerte så hurtigt, fordi min heltinde endelig fik sin prins. Det var det, jeg havde håbet sådan på, og jeg elskede bogen, fordi den fik det til at gå i opfyldelse. Jeg har altid været lidt sentimental :p .. Hvad Dean angår, synes jeg til gengæld, det er vildt interessant, især fordi han faktisk viser sig som en enormt afkrøblet type, der klynger sig til Emily, forsøger at knuse sine drømme og alligevel ender med at få hende til at indse sine drømme. Jeg ved det ikke helt, men synes dynamikken er vildt spændende – især fordi han kommer ud på den anden side som en såret helt, når han i virkeligheden er en antagonist.
Jeg glæder mig til at høre, om du synes bogen forbedres ved en genlæsning! Jeg sympatiserer meget med den lidt mere melankolske tone, den har.
Ej, jeg må læse denne serie ...
SvarSletGør det! Den er så god :)
Slet