"The Count of Monte Cristo" af Alexandre Dumas

"The Count of Monte Cristo" (org. titel "Le Comte de Monte-Cristo") af Alexandre Dumas, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1844). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 4/5 stjerner. 

"The Count of Monte Cristo" er en roman med et svimlende sideantal og et sitrende komplekst plot. Hovedpersoner og bipersoner vimler rundt mellem hinanden i et plot, som vi alle før eller siden er stødt på.

I romanens begyndelse møder man Edmont Dantés, en ung mand, som går en lysende tid i møde. Han er forlovet med sit livs kærlighed, den smukke Mercédès, og venter på en fortræffelig forfremmelse som kaptajn på et handelsskib. Men pludselig vender alting; misundelige fjender plotter mod Dantés, og han ender i fængsel for en forbrydelse, han slet ikke har begået.

I cellen fortæres Dantés af tanker om uretfærdighed og hævn. Da han en dag begynder at tale med fangen i cellen ved siden af, indvies han i en hemmelighed om en ventende skat. Dantés begynder derfor at lægge planer i mørket; planer om at flygte, finde skatten og tage hævn over alle de mennesker, der spillede en rolle i det liv, der så pludselig blev taget fra ham. 

“For all evils there are two remedies - time and silence.”

Hvor meget modgang kan et menneske klare uden at få lyst til at opnå hævn? Hvor meget uretfærdighed kan et menneske møde uden at begynde at skabe sit eget retfærdigsbegreb? Og hvad er retfærdighed i grunden? Et øje for et øje, en tand for en tand? I "The Count of Monte Cristo" stiller Dumas tunge spørgsmål og pakker dem ind i et næsten eventyrslignende plot. Og her mener jeg ikke eventyr som i den romantiserede, klassiske H. C. Andersen og Brødrene Grimm tradition; jeg mener eventyr i form af opdagelsesrejser, farefærd og spænding i stil med Jules Verne, Robert Louis Stevenson og Rudyard Kipling. Episke, plotprægede, hurtigtbevægende og labyrintmørke eventyr.
For Alexandre Dumas' roman er en labyrint. Den er, som så mange bøger fra sin samtid, originalt udgivet som føljetonroman i et tidsskrift, og kapitlerne bærer præg af en konstant udvidelse. I en hvirvelvind af subplots, sammenviklede skæbner og bipersoner der pludselig bliver til hovedpersoner, taber Dumas dog aldrig sit tempo eller sin læser. Selvom historien, ord for ord, bliver mere og mere indviklet, bliver man også som læser mere og mere medrevet af Dumas' franske hævnhistorie. Jeg kan så levende forestille mig at leve i Paris i 1840'erne og hungrende afvente den næste udgave af avisen "Journal des Débats" for at få den næste historiebid, den næste overraskelse og det næste plottwist med ubarmhjertige cliff-hangers. Bogen er uden tvivl blevet konsumeret som en TV-serie i dens samtid; en sæbeopera der er ligeså karikeret og usandsynlig, som den er besættende. Spørgsmål som "Hvad sker der i næste kapitel? Hvem er greven af Monte Cristo?" har udgjort mange samtaler på tværs af de franske spiseborde, fornemmer jeg. Bogen er en sensationshistorie.
Faktisk er bogen mange ting, men hvad den ikke er, er troværdig. Dumas' karakterer er overraskende flade og ensidige, plottet er spændende men på ingen måde plausibelt, og de mange bipersoner kravler igennem romanen som myrer, man hurtigt kan stirre sig blind på. Romanen har både karakter af skæbneroman, eventyr og fabel, og Dumas tilføjer en orientalsk atmosfære, der leder tankerne hen på "1001 nats eventyr". Dumas ofrer mange ting til ære for plottets fremgang – og dog er plottet det eneste, man behøver i denne gigantroman. For handlingen er så spændende, så forblændende, så feberdøsigt medrivende, at alle romanens fejl forsvinder som dug for solen. Troværdighed har ingen plads i Dumas' roman – men spændingen har.

“Life is a storm, my young friend. You will bask in the sunlight one moment, be shattered on the rocks the next. What makes you a man is what you do when that storm comes. You must look into that storm and shout as you did in Rome. Do your worst, for I will do mine! Then the fates will know you as we know you.”

To store, åbenlyse temaer strømmer gennem "The Count of Monte Cristo". Hævn og sjælefred er de to essentielle drivkrafter i Dumas' historie. Bogens hovedperson, Edmond Dantés, er besat af tanken om hævn, fordi han tror, at når hævnen over alle hans fjender er opnået, vil den bringe ham fred. Men Dumas sætter ikke lighedstegn mellem sjælefred og lykke, og bogens slutning er berørt af en vis grad af melankoli. Edmon Dantés får sin hævn – men hævnen har en høj pris for alle, også Edmond selv.
Bogen er gennemgående præget meget af handling og dialog; hemmeligheder, rænkespil og karakterer der aldrig er, den de ser ud til at være. Min udgave af bogen er pyntet med masker, og det symboliserer bogens handling på smukkeste vis. For hele historien er et stort maskespil, en konstant og vedvarende afsløring af de mange roller, et mennesker kan spille, og hvor mange masker der kan smides, før et sandt ansigt nogensinde træder frem.
Af samme grunde er bogen meget kompleks. Til tider forvirrende. Og måske endda overpyntet. Men det imponerende er, at Dumas slutter bogen efter 1200 sider og ikke har en eneste løs tråd tilbage. Alting rundes op. Alle spørgsmål bliver besvaret. Og romanen slutter i en overdådig finale, hvor alle masker smides, og alle hemmeligheder bliver afsløret. Som læser kan man ikke andet end at ånde lettet op, lægge bogen fra sig og sukke over den storhed, som man lige har været vidne til. "The Count of Monte Cristo" er en gigantroman skrevet af en gigantisk forfatter, og for dens handling alene er den alle dens sider værd.