"Heidi" af Johanna Spyri

"Heidi" af Johanna Spyri, fra forlaget Puffin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1880). Læst på engelsk - orginalsproget er tysk. 4/5 stjerner. 

Heidi er kun fem år, da hun bliver revet fra sine trygge omgivelser. Hun er forældreløs og hjælpeløs, og hendes tante kan ikke længere passe hende. Derfor bliver Heidi sendt op til hendes bedstefar, som bor i Alperne. Tunge rygter og frygtsomme blikke omgiver den gamle mand, som generelt er genstand for megen sladder i den lille by. Men Heidi er ikke bange for den gamle mand – hun er snarere fascineret.

Heidi elsker sit nye liv i de smukke bjerge, hvor hun passer geder, kigger på fugle og danser i solskinsstriber. Hun er endelig begyndt at føle sig hjemme, da hendes tante en dag atter dukker op for at føre Heidi til en ny dagligdag i en nærliggende storby. Med et knust hjerte skal Heidi vænne sig til et nyt liv – altimens hun længdes tilbage til det lille hus i bjergene. 

“Saying good night to the mountains, the sun throws his most beautiful rays to them, that they may not forget him till the morning.” 

Det er sjovt, hvordan bøger kan spille en et puds, lege med ens hukommelse, og hvordan læseminder pludselig kan strømme frem efter flere års glemsel. Jeg kan godt huske, at jeg har læst "Heidi" som barn. Jeg husker en billedbogsversion af bogen, som jeg altid læste med min hjerteveninde, inden vi lagde os til at sove i hendes køjeseng. Jeg husker billeder af en lyshåret pige med håret i fletninger og en seng af halm. Jeg husker princippet af en naturalistisk fortælling om røde kinder, sund kost og lange dage i solrige bjerge. Men jeg troede jo ikke, at jeg kendte hele historien.

Da jeg læste "Heidi" til årets read-a-thon, var det med troen om, at historien i store dele ville være ukendt for mig. Jeg vidste godt, at jeg havde læst den tidligere – men i en udgave med flere billeder end ord, og derfor troede jeg, at historien ville have nye elementer. Det havde den ikke. I stedet ringlede små klokker i mit indre, hver gang jeg nåede et nyt kapitel. Og det gik langsomt op for mig, at jeg vidste, hvad der ville ske.

På den måde blev min læseoplevelsen end anden, end jeg havde forventet. Den blev til et gensyn med et kært barndomsminde, og imens jeg læste den, fik jeg ondt i mine kinder. Et smil blomstrede op på mine læber i løbet af det første kapitel, og det forlod mig ikke, før bogen var læst færdig. Den var vidunderligt sød, fyldt med charme og sødme, håb og naivitet. Den var et stykke af en barndom, jeg svagt kunne erindre.

“I want to go about like the light-footed goats.”

Egentligt kan "Heidi" med lethed sammenlignes med Frances Hodgson Burnetts "The Secret Garden". Begge bøger er udødelige klassikere skrevet i slutningen af 1800tallet og videreleveret til en ny generation; begge bøger er naturalistiske refleksioner over barnets frihed og sundhed. Begge bøger diskuterer vigtigheden af et selvvalgt hjem; et sted man kan høre til, vokse op og gro fast. Og vigtigst af alt, maler begge bøger et yndigt billede af en flygtig idyl; mennesker i harmoni med dem selv og den natur, som omgiver dem.

Men Johanna Spyri skriver med en sødme, jeg ikke har fundet andetsteds. Hendes naturbeskrivelser er levende billeder, Heidis sind er ligeså lyst som de solstriber, hun leger i, og familieforholdene der skitseres gør næsten ondt i ens hjerte med deres oprigtighed. Historien er indbegrebet af hjertevarme, af livsglæde og barnesind – uanset om man læser den som voksen eller som barn.