"Cinder" (The Lunar Chronicles #1) af Marissa Meyer

"Cinder" af Marissa Meyer, fra forlaget Square Fish, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 2/5 stjerner.  

Med "Cinder" genfortæller Marissa Meyer et kendt eventyr om en forældreløs pige, en glemt sko, et stort bal og en ventende kærlighed. Cinder bor i New Beijing og er en talentfuld mekaniker. Omkring hende er verdenen i kaos, en dødbringende sygdom hærger, og en voksende hær truer fra det ydre rum. Verdensfreden hænger i en tynd tråd.

Cinder er en cyborg, og derfor indtager hun en lav plads i samfundet. Hendes forældre er døde, hun aner intet om sin fortid, og hun bor sammen med sin hjerteløse stedmor, der ikke under hende så meget som et sekunds opmærksomhed.

Men alt det ændres, da tilfældighederne fører Prins Kai til Cinders værksted. Pludselig befinder Cinder sig i en intergalaktisk konflikt, altimens hun føler en hjælpeløs tiltrækning overfor den charmerende prins. 

“Even in the Future the Story Begins with Once Upon a Time.” 

Det klassiske eventyr om Askepot og hendes efterladte sko hører til blandt mine absolutte favoritter. Ikke alene er jeg vokset op med den funklende Disney-version, som jeg så lige indtil mit VHS-bånd blev slidt, jeg er også vokset op med højtlæsning fra både Brødrene Grimms og Charles Perraults folkeeventyr. Historien står mit hjerte nær på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Og derfor var jeg både bekymret og begejstret, da jeg hørte om "Cinder".

Marissa Meyer bør have stor ros for hendes friske vinkel på den gamle fortælling. Askepot som en halvt programmeret, halvt menneskelig cyborg i et futuristisk Beijing med et bedragerisk Lunar-folk som en fjende, der konstant overvåger jorden fra stjernehimlen. Cinder mister ikke sin sko, hun mister sin kunstige fod, og hendes frygt for at få afsløret sin sande identitet har intet med fattigdom at gøre – snarere hendes programmerede indre.

I en blanding af eventyr og science-fiction vrider Meyer de velkendte ord om til noget helt nyt, noget helt særligt. Naturligvis gør eventyrgrundlaget historien ganske forudsigelig (det ventende bal, den ventende prins og den ventende afsløring) er selvfølgelig elementer i enhver Askepot-historie. Men vejen dertil er hos Meyer markant anderledes, og plottet mister aldrig sit tempo. Slutningen er en nådesløs cliff-hanger, der lover flere afsløringer og mere spænding, og giver flere spørgsmål end svar. Og det er måske i virkeligheden mit største problem med bogen; mængden af spørgsmål og manglen på svar.

“She was a cyborg, and she would never go to a ball.”

Cinder bliver set ned på, fordi hun er en cyborg. Fordi hun er halvt mekanisk, har kunstige hænder og fødder, og fordi hendes indre organer er forbundet af ledninger. Gennem hele bogen bliver hun mødt med skulende blikke og nedladende kommentarer. Da hun gradvist forelsker sig i Prins Kai, er det et tilbagevendende problem, at han ikke ved, hun er en cyborg. "Er cyborgs overhovedet i stand til at elske, eller er det bare en del af deres programmering?" bliver Cinder spurgt. Der er bare ingen, der kan svare.

Når man læser bogen og befinder sig i Cinders tanker, er det tydeligt, at Cinder er i stand til at føle, at elske og at håbe. Hun er mere menneskelig, end de mennesker der omgiver hende. Men hvordan hænger det sammen? Hvor stor betydning har Cinders programmering for hendes følelser? Når alle ser ned på cyborgs på grund af deres mekaniske tankegang, er det så bare en fordom, eller er Cinder en undtagelse? Jeg ved det ikke.

Ligeledes ved jeg heller ikke, hvorfor jorden er i begyndende krig med Lunar-folket fra månen. Konflikten bliver aldrig forklaret, baggrundsinformationen bliver aldrig afsløret. Som sagt mister "Cinder" aldrig sit tempo – men plottet mister dets dybde. Meyer bygger et helt univers, men det er overfladisk. Der er grobund og potentiale for alskens store diskussioner, men i stedet navigerer bogen elegant uden om og efterlader læseren med en hurtigtlæst bog og resterne fra et velkendt eventyr.