"The Blue Castle" af L. M. Montgomery

"The Blue Castle" af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1926). 5/5 stjerner. 

Den 29-årige Valancy Stirling vågner op på sin fødselsdag med gråd i øjnene og en knugende fornemmelse i maven. Hun føler sig som en fiasko, da hun endnu ikke er blevet forelsket og stadig bor hjemme ved sin dominerende og dikterende familie. Det værste er, at der ikke er håb i horisonten; aldrig udsigt til mere eller andet end det monotone liv, hun altid har levet. Hendes eneste trøst er de smukke, naturalistiske bøger af forfatteren John Foster og dagdrømme om et blåt slot – et tilflugtssted i Valancys fantasi, hvor alting er, som hun har drømt det.
Valancys rutineprægede tilværelse ophører dog brat, da et lægebesøg resulterer i alarmerende nyheder, og Valancy tvinges pludselig til at se sin fremtid i øjnene. Med en nyfundet lethed befrier hun sig fra sin familie, møder nye mennesker og nærmer sig gradvist det blå slot, der før skinnede så uopnåeligt ude i horisonten.

“Who would endure life if it were not for the hope of death?” 

Jeg ved godt, at man skal leve hver dag, som var det ens sidste. Jeg ved godt, at hver eneste dag er en gave og at hver eneste sekund tæller. Det ved vi allesammen godt. Men faktum er, at dage er upålidelige begreber, bestående af sekunder og minutter, der så hurtigt klistrer sammen. Sommetider kan man slet ikke se, hvor den ene dag ender, og hvornår den næste begynder. Og så er det svært at huske at værdsætte de dyrebare minutter, som dagene indeholder.
Det vidste L. M. Montgomery også godt. Og derfor handler "The Blue Castle" ikke om en kvinde, som nyder hver eneste dag. I stedet handler det om en kvinde, der kun er i stand til at udnytte sine dage, når hun ved, de ikke varer for evigt. Valancy Stirling bliver ikke lammet af frygt, da hun får af vide, at hun snart skal dø; i stedet bliver hendes sind fjerlet. Den ventende død er det bedste, der nogensinde er sket for hende – for pludselig er dagene foran hende ikke en uendelig masse. De er talte, og de er unikke.
Måske lyder det som en kliché, og måske lyder det uendeligt forudsigeligt. Men faktisk er det både menneskeligt og sandt; Valancys hverdag er et frivilligt fængsel, som hun ikke kan slippe ud fra, før hun ved, hvor få dage hun har tilbage. Hun er fanget af de forventninger som samfundet og som hendes familie har til hende, og først da hun indser, at hun har formet sit liv efter andre, kan hun forme sig selv.
"The Blue Castle" er præget af en melankolsk munterhed, og Montgomery skriver sig ind i en tradition, der er Austen værdig. Karikerede mødre, firkantede onkler og skrappe tanter dominerer Valancys hjemmeliv, mens uanstændige venskaber formes, når hendes lænker løsnes. Men selvom Valancy tager sit liv i sine egne hænder, bryder med konventionerne og fanger sine drømme, så er der hele tiden en understrøm af sørgmodighed. Hun skal snart dø, og ligesom Austens Anne Elliot fra "Persuasion" er Valancys liv begyndt for sent.

“Thirty seconds can be very long sometimes. Long enough to work a miracle or a revolution.”

Allerede inden jeg startede at læse om Valancys og hendes lavendelblå luftkastel, vidste jeg, at der ventede mig et uimodståeligt læseeventyr. For Montgomery indarbejder altid sødmefyldte drømme ind i hendes tekster; hendes ord er altid silkebløde, vittige og charmerende, og hendes hovedpersoner er altid levende. "The Blue Castle" var ingen undtagelse – faktisk var den langt mere og bedre, end jeg kunne have ønsket.
Der var noget i Montgomerys omhyggelige blanding af tragedie og komedie, der ramte mig. Overraskede mig. Overvældede mig. Ikke alene er "The Blue Castle" en tragisk historie om en kvinde, der aldrig har fået en chance for at leve – det er også en sand ønskedrøm, en askepothistorie om en drøm, der bliver til virkelighed. Valancy får lov til at betræde sit blå slot, og selvom det er med en truende dødsdom over sit hoved, får hun lov til at opleve en flig af alt det søde, som hendes liv har manglet hidtil.
Bogens slutning er en pudsig, og måske enormt forudsigelig, afrundning. Ikke desto mindre er den alligevel svimlende romantisk. Bogens bagsidetekst erklærer den som en historie, der er Austen værdig – og her må selv jeg smide en rose og give anmelderen ret. Bogen er Austen værdig, romantikken er smittende, og fortællingen har tydelige paralleller til mit yndlingsværk, "Persuasion" af Jane Austen. Større ros kan jeg slet ikke formulere.
"The Blue Castle" er en roman med stærke feministiske undertoner; og jeg kunne forestille mig, at hovedpersonens Valancy frigørelse fra sin egen familie var decideret chokerende, da romanen blev skrevet. Ligeledes er det en rørende fortælling om at finde sig selv og være sig selv – uanset hvad normerne omkring en dikterer. Men mest af alt er det en historie om håb, når alt håb ellers synes at være forsvundet. Montgemery skrev hovedsageligt for børn, men "The Blue Castle" er hendes første roman for voksne. Og med den understreger Montgomery, at drømme og livsforandringer ikke kun er for børn. De er for alle.