"The Shadow of the Wind" (The Cemetery of Forgotten Books #1) af Carlos Ruiz Zafón

"The Shadow of the Wind" (org. titel "La sombra del viento") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Penguin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2001). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 5/5 stjerner.

Vinden kaster sin skygge over Barcelonas gader i 1945. Byen er halvvejs opbygget, halvvejs i ruiner, og hver aften forsvinder mørke skikkelser iført lange frakker ind i skyggerne mellem høje bygninger og labyrintlignende gader.

En enlig far begiver sig en dag med sin søn, Daniel, afsted for at besøge et sted gemt i Barcelonas skygger. Et sted kendt som de glemte bøgers kirkegård. Her får Daniel lov til at vælge en bog og bringe den med ham hjem; ved et tilfælde eller et skæbnespil, vælger Daniel "The Shadow of the Wind" af Juliàn Carax. En bog han kommer til at tilbringe en feberhed nat med at læse, fra ende til anden.

Med en barnlig entusiasme beslutter Daniel sig for at opspore flere bøger af sin nye yndlingsforfatter, blot for at opdage at Carax's bøger er forsvundet, udslettet og brændt af en mystisk person, hvis hovedærinde er, at destruere alle Carax's bøger. Daniels bog er en uhørt sjældenhed, og den kaster sin skygge over hele hans tilværelse. Da Daniel beslutter sig for at belyse sin yndlingsforfatters fortid, bliver han en del af et indviklet mysterie om besættelse, galskab, mord og umulig kærlighed. 

“Keep your dreams. You never know when you might need them. ”

For næsten præcis en måned siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg beskrev mine efterårslæsevaner. Jeg dryssede tillægsord ud over efterårssæsonen og sammenknyttede dem med bøger; jeg beskrev den dystre, gotiske, desperate, smukke og atmosfæriske fornemmelse, som jeg søgte i bøgerne på min efterårslæse-liste. Jeg forklarede min higen mod stemninger og følelser. Og uden at vide det beskrev jeg således "The Shadow of the Wind", som allerede på dét tidspunkt befandt sig i min snarlige fremtid. Ventende, lurende, lokkende. Det er den perfekte efterårsbog.

Det hele er der. Et gotisk mysterie, destruktive ildebrande, en dødsdømt kærlighed, en sløret skikkelse skjult bag en sort maske, omhyggeligt beskrevne gadehjørner med lygtepæle der kaster et klart lys på fortidens Barcelona, en bogkærlighed så håndgribelig at den får karakter af en kærlighedserklæring og en skrivestil så atmosfærisk, at jeg forsvandt for en stund, transporteret ud af toget, lænestolen, kroppen og ind i en bog. Jeg slugte ikke bogen – den slugte mig.

Jeg vidste det allerede, da jeg læste bogens første side. Jeg vidste, at jeg sad med noget særligt, for allerede på første side var der en sætning, der standsede mig, og som jeg blev nødt til at læse igen. Ord for ord. “I was raised among books, making invisible friends in pages that seemed cast from dust and whose smell I carry on my hands to this day.” Det er udsædvanligt, at en bog kan give en lyst til genlæsning, før man overhovedet er kommet igang.

Jeg har intet andet ord for Zafóns skrivestil end atmosfærisk. Zafón rekonstruerer 1930'ernes Barcelona og kaster en stemning af skødesløs hemmelighedsfuldhed over byen. Det er som om, hver en gade gemmer på et mysterie, der venter på at blive opklaret. Daniels egen opdagelsesrejse er kun en ud af mange, og bogen har efterladt mig med en gribende rejsetrang. Zafón har vækket en drøm om en vandretur i Barcelonas gader, en jagt efter et nyt eventyr i en by udgjort af skønhed og hemmeligheder.

“The moment you stop to think about whether you love someone, you've already stopped loving that person forever.”

Bogen indeholder så mange historietråde, så mange livlige, tragiske og farverige karakterer, så meget historie og så stort et mysterie, at der er et utal af ting, jeg gerne vil dvæle ved og hive frem for at eksaminere i dagslyset. "The Shadow of the Wind" er en skæbnefortælling om en forfatter og en læser, der spejler sig i hinanden. Daniel vokser, ligesom sin forfatterhelt Julián Carax, op bag en butiksfacade med et familieliv, der ikke kan kaldes ideelt. Daniel og Julián forelsker sig begge i deres bedste vens søster; en rigmandsdatter med en truende faderfigur, der stiller sig i vejen for de unges lykke. Efterhånden som Daniel lærer mere og mere om Juliàn Caraxs skæbne, opstår parallelle linjer mellem forfatteren og læserens liv. Objekter som bøger og kuglepenne binder dem sammen på tværs af årtier.
Der hviler en følelse af noget forudbestemt i bogens præmis. Daniel vælger tilfældigt Juliàn Caraxs bog ud af en hel labyrintgang af bøger. Eller vælger bogen ham? Forude venter et mysterie, der ændrer en hel livsbane, sammenfiltrer nutid med fortid og forbinder mennesker med hinanden i et farligt net af løgne. Juliàn Caraxs skæbne viser sig at være en næsten uundgåelig tragedie, der truer med at hive Daniel med sig i et altfortærende mørke. Men på trods af de mange opdagelser, paralleller og spejlinger har Daniel ingen skæbne – han vælger den selv. Og det er måske i virkeligheden bogens vigtigste pointe.
"The Shadow of the Wind" er en bog, der fortjener sammenligning med tidens største, gotiske mesterværker. Med en ildevarslende stemning på højde med Daphne du Mauriers "Rebecca", en rammefortælling ligeså kompliceret som Diane Setterfields "The Thirteenth Tale", en kærlighed så desperat og dødsdømt som Emily Brontës "Wuthering Heights" og en antihelt så tortureret som Heathcliff, et eventyr ligeså vidtomspændende som Alexandre Dumas' gigantromaner, gør "The Shadow of the Wind" sig fortjent til en plads mellem de allerstørste, de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst.
Der er ting i Zafóns roman, der er et helt litteraturstudie værdigt. Elementer af metafiktion, intertekstualitet, indforståede referencer, debatter om forfatteridentitet og en vedvarende vekselvirkning mellem en nutid og en fortid, der bliver mere og mere sammenblandet. "The Shadow of the Wind" er ikke bare en fortælling; det er en fortælling om fortællingen, om at være forfatter og læser, og hvad der kan ske i krydsfeltet derimellem. Det er en fortælling om bøger, der kan forandre liv og liv, der kan forandre bøger. Det er en kærlighedserklæring til litteratur og til kultur, til Barcelonas smalle gader og store katedraler, en hyldest til Victor Hugo og en tilbageskrivning til Cervantes. Det er en bog, der modsiger sig selv, og som både idylliserer og dæmoniserer den første kærlighed og det første kys. Det er en symbolladet tekst med tilbagevendende figurer af engle og djævle, og ordet "skygge" som har en dobbeltbetydning, hver eneste gang det dukker op.
Men alt det kan ignoreres. For bogen er, mest af alt, en af de magiske bøger, der også er en portal. Det er en bog, man kan træde ind i for en stund. 

“I felt myself surrounded by millions of abandoned pages, by worlds and souls without an owner sinking in an ocean of darkness, while the world that throbbed outside the library seemed to be losing its memory. ”