mandag den 24. november 2014

"The Shadow of the Wind" (The Cemetery of Forgotten Books #1) af Carlos Ruiz Zafón

"The Shadow of the Wind" (org. titel "La sombra del viento") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Penguin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2001). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 5/5 stjerner.

Vinden kaster sin skygge over Barcelonas gader i 1945. Byen er halvvejs opbygget, halvvejs i ruiner, og hver aften forsvinder mørke skikkelser iført lange frakker ind i skyggerne mellem høje bygninger og labyrintlignende gader.
En enlig far begiver sig en dag med sin søn, Daniel, afsted for at besøge et sted gemt i Barcelonas skygger. Et sted kendt som de glemte bøgers kirkegård. Her får Daniel lov til at vælge en bog og bringe den med ham hjem; ved et tilfælde eller et skæbnespil, vælger Daniel "The Shadow of the Wind" af Juliàn Carax. En bog han kommer til at tilbringe en feberhed nat med at læse, fra ende til anden.
Med en barnlig entusiasme beslutter Daniel sig for at opspore flere bøger af sin nye yndlingsforfatter, blot for at opdage at Carax's bøger er forsvundet, udslettet og brændt af en mystisk person, hvis hovedærinde er, at destruere alle Carax's bøger. Daniels bog er en uhørt sjældenhed, og den kaster sin skygge over hele hans tilværelse. Da Daniel beslutter sig for at belyse sin yndlingsforfatters fortid, bliver han en del af et indviklet mysterie om besættelse, galskab, mord og umulig kærlighed. 

Keep your dreams. You never know when you might need them.

For næsten præcis en måned siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg beskrev mine efterårslæsevaner. Jeg dryssede tillægsord ud over efterårssæsonen og sammenknyttede dem med bøger; jeg beskrev den dystre, gotiske, desperate, smukke og atmosfæriske fornemmelse, som jeg søgte i bøgerne på min efterårslæse-liste. Jeg forklarede min higen mod stemninger og følelser. Og uden at vide det beskrev jeg således "The Shadow of the Wind", som allerede på dét tidspunkt befandt sig i min snarlige fremtid. Ventende, lurende, lokkende. Det er den perfekte efterårsbog.
Det hele er der. Et gotisk mysterie, destruktive ildebrande, en dødsdømt kærlighed, en sløret skikkelse skjult bag en sort maske, omhyggeligt beskrevne gadehjørner med lygtepæle der kaster et klart lys på fortidens Barcelona, en bogkærlighed så håndgribelig at den får karakter af en kærlighedserklæring og en skrivestil så atmosfærisk, at jeg forsvandt for en stund, transporteret ud af toget, lænestolen, kroppen og ind i en bog. Jeg slugte ikke bogen – den slugte mig.
Jeg vidste det allerede, da jeg læste bogens første side. Jeg vidste, at jeg sad med noget særligt, for allerede på første side var der en sætning, der standsede mig, og som jeg blev nødt til at læse igen. Ord for ord. I was raised among books, making invisible friends in pages that seemed cast from dust and whose smell I carry on my hands to this day.” Det er udsædvanligt, at en bog kan give en lyst til genlæsning, før man overhovedet er kommet igang.
Jeg har intet andet ord for Zafóns skrivestil end atmosfærisk. Zafón rekonstruerer 1930'ernes Barcelona og kaster en stemning af skødesløs hemmelighedsfuldhed over byen. Det er som om, hver en gade gemmer på et mysterie, der venter på at blive opklaret. Daniels egen opdagelsesrejse er kun en ud af mange, og bogen har efterladt mig med en gribende rejsetrang. Zafón har vækket en drøm om en vandretur i Barcelonas gader, en jagt efter et nyt eventyr i en by udgjort af skønhed og hemmeligheder.

The moment you stop to think about whether you love someone, you've already stopped loving that person forever.

Bogen indeholder så mange historietråde, så mange livlige, tragiske og farverige karakterer, så meget historie og så stort et mysterie, at der er et utal af ting, jeg gerne vil dvæle ved og hive frem for at eksaminere i dagslyset. "The Shadow of the Wind" er en skæbnefortælling om en forfatter og en læser, der spejler sig i hinanden. Daniel vokser, ligesom sin forfatterhelt Julián Carax, op bag en butiksfacade med et familieliv, der ikke kan kaldes ideelt. Daniel og Julián forelsker sig begge i deres bedste vens søster; en rigmandsdatter med en truende faderfigur, der stiller sig i vejen for de unges lykke. Efterhånden som Daniel lærer mere og mere om Juliàn Caraxs skæbne, opstår parallelle linjer mellem forfatteren og læserens liv. Objekter som bøger og kuglepenne binder dem sammen på tværs af årtier.
Der hviler en følelse af noget forudbestemt i bogens præmis. Daniel vælger tilfældigt Juliàn Caraxs bog ud af en hel labyrintgang af bøger. Eller vælger bogen ham? Forude venter et mysterie, der ændrer en hel livsbane, sammenfiltrer nutid med fortid og forbinder mennesker med hinanden i et farligt net af løgne. Juliàn Caraxs skæbne viser sig at være en næsten uundgåelig tragedie, der truer med at hive Daniel med sig i et altfortærende mørke. Men på trods af de mange opdagelser, paralleller og spejlinger har Daniel ingen skæbne – han vælger den selv. Og det er måske i virkeligheden bogens vigtigste pointe.
"The Shadow of the Wind" er en bog, der fortjener sammenligning med tidens største, gotiske mesterværker. Med en ildevarslende stemning på højde med Daphne du Mauriers "Rebecca", en rammefortælling ligeså kompliceret som Diane Setterfields "The Thirteenth Tale", en kærlighed så desperat og dødsdømt som Emily Brontës "Wuthering Heights" og en antihelt så tortureret som Heathcliff, et eventyr ligeså vidtomspændende som Alexandre Dumas' gigantromaner, gør "The Shadow of the Wind" sig fortjent til en plads mellem de allerstørste, de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst.
Der er ting i Zafóns roman, der er et helt litteraturstudie værdigt. Elementer af metafiktion, intertekstualitet, indforståede referencer, debatter om forfatteridentitet og en vedvarende vekselvirkning mellem en nutid og en fortid, der bliver mere og mere sammenblandet. "The Shadow of the Wind" er ikke bare en fortælling; det er en fortælling om fortællingen, om at være forfatter og læser, og hvad der kan ske i krydsfeltet derimellem. Det er en fortælling om bøger, der kan forandre liv og liv, der kan forandre bøger. Det er en kærlighedserklæring til litteratur og til kultur, til Barcelonas smalle gader og store katedraler, en hyldest til Victor Hugo og en tilbageskrivning til Cervantes. Det er en bog, der modsiger sig selv, og som både idylliserer og dæmoniserer den første kærlighed og det første kys. Det er en symbolladet tekst med tilbagevendende figurer af engle og djævle, og ordet "skygge" som har en dobbeltbetydning, hver eneste gang det dukker op.
Men alt det kan ignoreres. For bogen er, mest af alt, en af de magiske bøger, der også er en portal. Det er en bog, man kan træde ind i for en stund. 

I felt myself surrounded by millions of abandoned pages, by worlds and souls without an owner sinking in an ocean of darkness, while the world that throbbed outside the library seemed to be losing its memory.

37 kommentarer:

  1. Din anmeldelse skaber nærmest en form for ærefrygt i mig; jeg er ikke sikker på, om jeg tør læse bogen! Den lyder umådeligt fængende i hvert fald. Helt sikkert endnu en tilføjelse til den uendelige liste.

    - og så er jeg ret vild med det gennemførte røde design af bogen. Altid sjovt, når det bliver gjort lidt ekstra (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de søde ord! Ærefrygt behøves dog ikke. Det er en skøn bog, og siderne flyver virkelig af sted, når man først kommer i gang. Den er simpelthen SÅ god!

      Og ja. Bogdesignet er skønt! Den er fra 'Penguin Drop Caps'-serien, som udgiver smadderfine, gennemførte bøger.

      Slet
  2. Uh, den vil jeg også gerne læse... Hvor købte du din henne?? <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Glæd dig! Den er så god! :) Jeg købte den på SAXO, men har også set den mange andre steder :)

      Slet
  3. Sikke en smuk anmeldelse af verdens bedste bog! (I min verden altså) Den giver mig en endnu større lyst end jeg havde i forvejen, til at genlæse den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg elskede virkelig at læse den. Så fantastisk medrivende..

      Slet
  4. Du beskriver bare den bog så flot, og jeg er helt enig i mange af dine iagttagelser, jeg får helt lyst til at læse den igen.
    Du skal læse videre i serien, de andre 2 bøger der udspiller sig både før og efter den her er også rigtig gode. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind, tusind tak! Jeg har allerede udkig på de to næste bøger, er så glad for, at der er flere! Det gjorde det lidt lettere at færdiglæse bogen :)

      Slet
  5. Ih, dine ord gør mig så, så, så glad. Er der noget bedre end at dele læsekærlighed? Jeg tror det ikke. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Bestemt ikke <3 Dine anbefalinger er altid pletskud!

      Slet
  6. Hvor lyder det spændende, Rikke! Tak for en forrygende anmeldelse - den bog må jeg absolut læse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for søde ord! Bogen kan bestemt anbefales. Den er oversat som "Vindens skygge" på dansk :)

      Slet
  7. Den er hermed sat på min to-read liste :) Sikke en fin udgave af den du har!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, glæd dig til at læse den! Den er så god! Og ja, jeg elsker også udgaven – Penguin Drop Caps er de fineste bøger :)

      Slet
  8. Haps i indkøbskurven! Den lyder simpelthen bare ALT for god til at gå glip af:)

    SvarSlet
  9. Wauw, nu bliver jeg nødt til at læse den bog!

    SvarSlet
  10. Hei.
    Det er bra at noen andre leste denne, og likte den samtidig :)
    Jeg klarte aldri bli ferdig...

    Ha en fin kveld

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det er en skam. Jeg nød virkelig bogen :)

      Også en god aften til dig!

      Slet
  11. Årh, jeg er helt enig. Det er en fantastisk dejlig bog :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det virkelig. Jeg er helt overvældet af den!

      Slet
  12. NEJ, hvor er jeg vild med den her blog!! 1000 tak for al den gode inspiration, har vist nogle bøger jeg skal have læst kan jeg se!
    Amalie, sundesager.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind, tusind tak for de søde ord! Det varmer mit hjerte at høre :)

      Slet
  13. Verdens bedste bog. Jeg genlæser den mindst to gange om året, og det har jeg gjort, siden jeg læste den første gang i 2005. Dengang arbejdede jeg som garderobepige på en natklub i London, hvor jeg midt på natten ikke havde noget at lave. Så slugte jeg Shadow of the wind midt i de tunge techno-dunk. Har aldrig prøvet at blive fanget af en bog på den måde før :-)

    For nyligt købte jeg den tredje bog i serien, The Prisoner of heaven. Jeg glæder mig helt vildt til at læse den :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder helt eventyrligt, at bogen sådan kunne få dig til at glemme tid, sted og larm. Det er dét, de bedste bøger kan. Jeg var også helt fanget, da jeg læste bogen. Så god. Så medrivende. Så fantastisk.

      Jeg har også planer om at læse videre i trilogien – det glæder jeg mig til!

      Slet
  14. Kære Rikke,
    Nu får du altså lige en kommentar med på vejen herfra helt uden relation til lige dette indlæg. Jeg har læst med længe og har været med lige fra dengang din blog hed noget med fairydust (hvis jeg husker rigtigt) - sikkert også længere endnu. Men det har altid været lidt on/off. Jeg tjekker ikke din blog hver dag, men hver gang jeg kigger forbi (og det gør jeg!), så er jeg simpelthen så fascineret af, hvordan du sætter gang i min læselyst lige med det samme og får mit bog-hjerte til at banke! Jeg er vild med dine præcise anmeldelser, fine videoer og smukke, smukke bogsamling. Jeg har altid elsket bøger utroligt højt og kan bruge timer på at fortabe mig i fine historier eller glæden ved at udvælge den helt rigtige bog til samlingen. Som kandidatstuderende føler jeg desværre tit, at jeg mangler tid til rigtigt at fordybe mig og nyde en god bog og har nogle gange rigtig svært ved at (gen)finde min læseglæde midt i al den tørre teori og eksamenspres. Men så sker det, at jeg hopper her forbi, og der sker simpelthen et eller andet fantastisk, hvor jeg bliver helt elektrisk af bog-glæde og næsten ikke kan holde fingrene fra hverken bogreolen hjemme på værelset eller den virtuelle hos Amazon. Det er den bedste følelse i verden, og derfor vil jeg faktisk bare sige tak. Tak, tak, tak for at dele din bog-glæde og hjælpe mig med at huske på min egen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du aner ikke, hvor smukt det her er for mig at læse. Jeg kan ikke takke dig nok for, at du læser med, og jeg kan blive helt paf, når folk kan huske min gamle blog og mine gamle skriverier. Det er virkelig sådan en fin tanke, at nogle har fulgt med så længe. Det betyder alverden.
      Og hvor er det dejligt at høre, at du sommetider får et skud af læseinspiration og læselyst i en travl hverdag. Det er i virkeligheden det bedste, jeg kan høre. For hvis bloggen kan inspirere til den slags, så er den al tiden værd. Mere end al tiden værd.

      Af hjertet tak for dine søde ord. Jeg kan faktisk slet ikke takke nok!

      Slet
  15. Åh, hvor er det helt vidunderligt at læse en så smuk anmeldelse af en bog man elsker så meget! Du har jo ordene i din kraft, og jeg er lykkelig for, at du kan sætte ord på den bogs utrolige stemning og vidunderlighed (ja, det er et rigtigt ord!), når jeg nu ikke selv kan.

    Min egen kopi er helt tyndslidt, er sågar på et tidspunkt blevet gennemblødt i en kano i Panama, tabt ud over en altan i København, og har så mange kaffepletter fra yndlingscafeer i Barcelona! Og mig, der ellers er så emsig med at holde mine bøger fine, kan ikke få mig selv til at eje nogen andre kopier, for Shadow of the Wind er reelt den eneste bog jeg ærligt kan kalde min yndlingsbog, hvis jeg kun må vælge 1....

    Tak igen, kære Rikke, for den fine, fine anmeldelse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine søde, søde ord. Jeg er simpelthen så ellevild med bogen, fra start til slut og ende til anden. Den er fantastisk. Intet mindre. Og den sidder stadig i mig, kan jeg mærke.

      Hvor er det fantastisk, at din bog er så præget af din kærlighed til den. Og er det din yndlingsbog? Det anede jeg ikke, men det kan jeg sagtens forstå. Åh, så god. Så velskrevet. Så smuk.

      <3.

      Slet
  16. Jeg er simpelthen så glad for du lige anmeldte den, jeg har overvejet den længe men nu skal det være! Jeg skal til Barcelona i januar og jeg tror ikke jeg kan finde på en bedre måde at glæde sig, end at besøge de smukke gader med denne tilsyneladende fantastiske roman!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, du bliver nødt til at læse den, inden du tager af sted! Den har fyldt med mig kærlighed og rejsetrang til Barcelona. Der er sådan nogle smukke beskrivelser af byen og så megen stemning – Åh! Læs den, læs den, læs den!

      Slet
  17. Hej Rikke
    Den røde udgave du viser på billedet - er det den danske udgave eller engelske udgave? Jeg kan nemlig ikke finde den på dansk, kan du guide mig?
    Hej Rikke
    Den røde udgave du viser på billedet - er det den danske udgave eller engelske udgave? Jeg kan nemlig ikke finde den på dansk, kan du evt. guide mig?
    Venlig hilsen
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mette :) Bogen på billedet er en engelsk udgave fra Penguin Drop Caps.

      Bogen er oversat til dansk som "Vindens skygge" og den er udgivet af Lindhardt og Ringhof. Så vidt jeg ved er den stadig i print – ellers kan du helt sikkert finde den på bibliotek.dk :)

      Slet
  18. Oh, my goodness! I had not idea Penguin included this in their Drop Caps collection! This is one of my favourite books, absolutely loved it. And this edition is so gorgeous. :] I don't remember the book being nearly as thick though.

    SvarSlet
    Svar
    1. It really is a gorgeous edition - and a lovely, lovely story!

      Slet