fredag den 12. december 2014

"My True Love Gave to Me" af Stephanie Perkins m.fl.

"My True Love Gave to Me" redigeret af Stephanie Perkins, fra forlaget Macmillan Children's Books, udgivet i 2014. 3/5 stjerner

Der er noget ved den faldende sne, de frosne fingerspidser og de røde kinder, der leder tankerne hen på ungdommelig forelskelse. Julen er endegyldigt forbundet med skøjtende par, julehjerter, stjålne kys under en mistelten og sammenflettede fingre, ligesom den glitrende nytårsaften hænger sammen med årets første og sidste kys, mennesker man elsker, nye forhold og ventende muligheder. Og det er netop, hvad "My True Love Gave to Me" indeholder.
Tolv sæsonprægede noveller om jul og nytår, om kærlighed, venskab og højtidsmagi samles i "My True Love Gave to Me". Tolv kendte ungdomsforfattere med navne som Rainbow Rowell, Jenny Han og David Levithan har bidraget med en historie til antologien, som Stephanie Perkins har redigeret og sammensat. Med juleglimt og nytårslys er bogen en farverig samling af forfattere og deres vidt forskellige kærlighedshistorier. 

You’re a kaleidoscope. You change every time I look away. ” – Rainbow Rowell

Med Rainbow Rowells novelle starter "My True Love Gave to Me" på en bjergtop, der er umulig for de efterfølgende historier at opnå. I løbet af ganske få linjer formår Rowell at etablere et årelangt forhold, der limer læserens blik koncentreret fast på siderne. I "Midnights" følger man et vennepar i løbet af tre forskellige nytårsaftener. Hver gang klokken slår tolv, udbryder et kaos, et kys uddeles, og en længsel opstår. Hver gang klokken slår tolv, går et hjerte itu; og på novellens sidste nytårsaften ændres alting i takt med urets midnatstikken. Det er uendeligt følsomt, skrøbeligt og smukt; en novelle så velskrevet, at jeg opnåede en forbindelse med Rowells karakterer og deres fraværende nytårskys. Jeg kunne næsten se de maleriske scener for mig, som øjeblikke i en film jeg aldrig har set.
Efter Rowells dalende nytårskonfetti kunne der kun komme en skuffelse. Alle de efterfølgende noveller blegner i forhold til Rowells midnatshistorie, og ingen af samlingens andre, gode noveller nåede samme niveau. Ikke desto mindre fandt jeg dog fornøjelse i Jenny Hans nisseunivers, "Polaris is Where You'll Find Me", hvor en ung pige ikke befinder sig blandt ligeværdige, men tværtimod lever blandt nisser, rensdyr og juleglitter på Nordpolens tykkeste is. Hun har ingen at spejle sig i; ingen at tale med, og drømmer om en dreng hvis navn, hun knap nok husker. Historien er eventyrlig og julevarm med et hint af den melankoli, julen kan indeholde for nogen.
Også Stephanie Perkins' julenovelle, "It's a Yuletide Miracle, Charlie Brown", fandt vej til mit hjerte. Perkins opbygger med fin ironi et sødmefyldt, tilfældigt møde mellem to fremmede over et juletræsindkøb. Der er ingen spænding, ingen overraskelser i Perkins' novelle, og dog er den vidunderlig underholdning pyntet med et tyndt lag af lyserødt krymmel. 

All evening long, real snow would fall from the ceiling to glitter on the lashes of dancing girls and ardent boys, but Neve and the Dreamer didn’t linger. They had other things to do: all of them. All the things, dreamed and undreamed, in the depth and breadth of the whole spinning world. ” – Laini Taylor

Nogle af kærlighedshistorierne i "My True Love Gave to Me" smeltede mit hjerte og varmede mit indre som et omsorgsfuldt krus te i den mest bidende vinterkulde, mens andre af novellerne føltes meningsløse og næsten umulige at gennemlæse. Da jeg nåede enden af denne yndefulde novellesamling, føltes det som om, jeg havde læst forskellige versioner af den samme historie.
Mange af novellerne i "My True Love Gave to Me" falder desværre i den samme fælde og benytter sig af den samme kliché. Eftersom julen er en familiehøjtid og hjertefest, er det også en ensom højtid for mange; og ensomheden spiller en enorm rolle i mange af novellerne. Mange af novellerne starter med en ensom person, en enspænder eller et udkast, som langsomt finder en at stirre op på de funklende julelys sammen med, en at dele et nytårskys med og en til at hjælpe med at holde varmen midt i den bidende kulde. Og selvom det er et smukt koncept, bliver det monotont efter tolv historier, kredsende om det samme plot. Jeg læste alle de små kærlighedshistorier, men flere af dem burde jeg måske i virkeligheden have sprunget over. Ikke alle havde den samme originalitet eller julestemning.
Novellesamlinger er vel altid som en glasskål fyldt med blandede bolsjer. Fra rødstribede pebermyntebolsjer til traditionelle jordbærbolsjer og sorte bolsjer med lakridssmag, er der altid yndlinge og de, man efterlader tilbage uspiste og urørte. Jeg brød mig ikke om Holly Blacks mærkværdige juleeventyr, ej heller Kelly Links ligegyldige, overnaturlige historiebid og slet ikke Gayle Formans eller Ally Carters julenoveller. Til gengæld ville jeg ønske, Rainbow Rowells novelle havde været en hel bog, at Stephanie Perkins' minutiøse kærlighedshistorie havde været en årelang romance, og Jenny Hans glitrende snelandskab have været virkeligt. De noveller var det hele værd; funklende juveler og nattestjerner i et ensformigt julelandskab. 

14 kommentarer:

  1. Hvor har du købt den henne? Kan du give et link, for jeg tror jeg er nødt til at eje den bog :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg mener, jeg har købt den på saxo.com :) Du kan bare søge efter 'My True Love Gave to Me' derinde, og så tror jeg helt sikkert, den dukker op i forskellige udgaver :)

      Slet
  2. Jeg er ikke så meget til de romantiske noveller eller romaner, men hold fast en smuk anmeldelse du har skrevet. Den får mig til, at krible i fingerne for at købe bogen, og læse nogle af de søde julenoveller:0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de søde ord! Nogle af novellerne i bogen er virkelig også læsningen værd; så fine, søde og julede. Desværre er ikke alle helt på det samme niveau, men sådan er det jo ofte med novellesamlinger :)

      Slet
  3. Fin anmeldelse. Jeg er selv i gang med at læse den, og giver dig helt ret i at kvaliteten af novellerne er meget svingende. Nogle rører dybt i hjertet og hænger ved, men andre vil jeg bare gerne læse færdige i håb om at den næste er lige så god eller bedre som den forrige. Jeg ser lidt frem til at læse flere af dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og ja, sådan er det lidt. Men det er jo også mange, forskellige forfattere der er blevet blandet sammen i den, så det giver nok god mening, at ikke alt falder i ens smag :)

      Slet
  4. Woa... det er en af de bøger jeg ville købe KUN for at eje dem - ku' næsten været ligemeget hvad der var indeni. Wow den er flot!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig virkelig flot, og så vidunderlig fin at have stående på hylden :)

      Slet
  5. I've not read this, but the cover art (and pink edging on the pages) is beautiful! Sometimes I admit, I am just superficial and won over by books with pretty covers.

    SvarSlet
    Svar
    1. It really is beautiful! The cover won me over at first sight!

      Slet
  6. Hold op, hvor er den ualmindelig pæn den bog - helt tøsefin! Og så elsker jeg, at Hedvig kigger med fra dit fine juletræ :D

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er netop SÅ tøsefin! Jeg elsker alle detaljerne på den! Og åh ja – mit lille mini-juletræ med søde Hedvig :D Jeg elsker den slags julenips.

      Slet
  7. så smuk en bog, og lyder også til, at der var nogle lækre historier inden i. :-)

    SvarSlet