"The Night Before Christmas" af Nikolai Gogol

"The Night Before Christmas" (org. titel "Ночь перед Рождеством") af Nikolai Gogol, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1831). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner.

Natten før jul flyver en heks over den ukrainske by, Dikanka, og lister et par af de funklende stjerner ned i sine kjoleærmer. Natten bliver langsomt dunklere og dunklere, og da selveste djævelen flyver over nattehimlen og beslutter sig for at putte månen i sin bukselomme, indhylles hele byen i et tæt mørke.
Natten før jul er nemlig en nat for hekseri; det er den sidste nat, hvor djævle og hekse kan lave ulykker og skabe kaos, da den kommende julefejring sætter en stopper for enhver form for ondskab og djævelskab.
Djævelen har set sig sur på Vakula, den lokale smed, og forsøger derfor at sabotere hans forhold til den smukke Oksana – landsbyens tilbedte skønhed. I den stille julenats mørke udkæmpes således en kamp mellem Vakula og djævelen. En kamp for kærlighed, julefred og månelys.

“The whole world changed. The blizzard died down, the ground lit up like a silvery desert, and even the cold seemed warmer. Bands of girls and boys carrying sacks with treats poured into the streets, and Christmas carols filled the air. What a gorgeous night!”

I en blanding af eventyr, fabel og satire, nedskreven lyrik og mundtligt fortalte ord, spinder Gogol en historie, der føles som noget fra en anden verden. Den første linje og linjen der fulgte, blev et læsemæssigt chok. Hvad der føltes som en ganske velkendt julefortælling ændrede form allerede efter det første punktum og blev til noget helt andet; en sælsom julefabel med en stemning, der næsten kunne indåndes fra de blotte papirssider.
I den korte fortælling om julenatten i den ukrainske by, leger Gogol med den russiske eventyrstradition. Flyvende hekse, levende djævle, forsvundne stjerner, kolde nætter og lange rejser på tværs af himlen, er alle elementer, jeg har set før og undret mig over før, når jeg har siddet med en russisk eventyrsbog. Men sammenkoblingen mellem julen og overnaturligheden, heksene og djævlene der rumsterer rundt i nattehimlen på selveste julenatten, har jeg aldrig hørt før. Det virker næsten som en kompliceret kunstform, et  fortryllende forsøg på surrealisme eller avantgarde.
Og dog er Gogols fortælling, på trods af månen der så belejligt passer i djævelens lomme, ikke et eventyr. Det er en bizar parodi, et satirisk mesterværk der spøger med menneskets natur. Den skæbnesvangre julenat indeholder ikke blot djævle og hekse; den involverer også tre mænd, der havner i tre kulsække efter at have kysset på den samme kvinde. Den smukke landsbypige Oksana bruger en evighed på at stirre i sit spejl, altimens mænd vælter frem og tilbage og hvirvler ind og ud mellem hinanden på det lokale værtshus. Det hele er en farce, et vidunderligt kaos skrevet i en munter tone og skjult bag et tyndt drømmeslør. 

“Everything glittered in the bright moonlight; the air was a transparent silvery mist. One could see everything that was happening in the sky; a wizard racing in his cauldron, stars playing hide-and-seek, a group of ghosts hanging together like a cloud, a devil dancing in the moonlight, a broomstick returning home after transporting a witch.”

Gogol slår armene ud og viser sig som den fuldendte satirist. Hans karikerede persongalleri er kilde til alverdens morskab, samtidig med at fortællingen aldrig mister sin overjordiske stemning og dragende kraft. De stille vintermalerier fryser fast på læserens nethinde, de gentagende beskrivelser af den glitrende sne, den mørke nat og den ventende jul er så farverige, at man kunne leve i dem for en stund. 

Selvom jeg ikke just ville kategorisere fortællingen for børnevenlig, er det dog netop, hvad den er. I Rusland og Ukraine udgør Nikolai Gogols fortælling en af grundstenene i juleopfattelsen. I dag læses "The Night Before Christmas" stadig højt for børneforsamlinger og skoleklasser, akkurat ligesom H. C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne" endnu bliver overleveret i Danmark. Gogols absurde scenarier har inspireret talrige balletter og film, og Vakula og Oksana er essentielle skikkelser, der elegant træder igennem Ruslands historie.

Og selvom jeg undres, forstår jeg det også godt. For Gogols fortællerstemme, hans uigennemskuelige genreblanding, dryppende satire og frem for alt, hans frostkyssede skrivestil der får det til at isne i mine fingerspidser, var nok til at få mig i julestemning. Gennem denne lille bog forvildede jeg mig ind i en mærkværdig juleverden, hvor latter er ligeså essentiel som morale.