tirsdag den 9. december 2014

Tirsdags-tip #5: Til hjemmebiblioteket

Her i decembers glitrende dage har jeg, ligesom sidste år, sat tema-tirsdag midlertidigt på pause. I stedet vil jeg benytte tirsdagen til at fremhæve bøger og uddele tip, der kan være til inspiration for både ønskelister og gaveindkøb.

Hvis jeg er en bogsamler, er min mor en endnu større bogsamler. Da jeg flyttede hjemmefra, fyldte hun mit værelse med reoler og med bøger. Læderindbundne klassikere, biografier, krimier og tunge, historiske romaner står nu side om side dér, hvor jeg engang sov. Det er den smukkeste tanke i verden – og rummet er det behageligste sted i verden. Et sted hvor tiden står stille, et sted hvor man kan læne sig tilbage i en blød lænestol, tænde en bordlampe og fordybe sig i en bog. I daglig tale kalder vi rummet for biblioteket, og det er også netop, hvad det er. Et storslået hjemmebibliotek.
Derfor kunne jeg ikke lade være med at tænke på min mor, da jeg sidste år stødte på et miniature bibliotekssæt. Egentligt er idéen såre simpel; en æske med et stempel, en smule sværte, en blyant, bibliotekslommer til at klistre ind i bøgerne og små kort der kan udfyldes med lånerens navn, lånedato og afleveringsdato. Ikke desto mindre er det et vidunderligt påfund, der forvandler hjemmebiblioteket til et rigtigt bibliotek og genopliver den søde nostalgi fra den tid, hvor biblioteksbøger blev stemplet, og afleveringsdatoer blev nedskrevet.
Da jeg sidste år gav min mor det spøjse lille bibliotekssæt, morede vi os meget over det, og siden har enhver bog, der har forladt min mors reoler fået et stempel og en afleveringsdato med på vejen, mest for sjov og samtidig som en del af en korrekt biblioteksprocedure. Faktisk ønsker jeg mig nu også selv et lille bibliotekssæt, så jeg lettere kan holde styr på udlån og organisering af min egen bogreol. Det er jo et perfekt legesæt for enhver bogsamler. 

Bibliotekssættet går under navnet Personal Library Kit og bliver fremstillet af Knock Knock. Det kan bl.a. købes her.

18 kommentarer:

  1. Haha, hvor er det fint! Drømmen er jo naturligvis selv en dag at have plads nok til at hellige et helt rum udelukkende til bøger, så jeg er meget imponeret af din mor. Og hvor er det hyggeligt, at hun så kan lege rigtig biblioteksmutter haha. Hvem siger at forældre ikke stadig bør lege med deres voksne børn? (:

    Er Beautiful Creatures egentlig værd at læse? Så filmatiseringen, og den var sådan lidt tåkrummende synes jeg. Men også ret sød. Og mit YA-elskende hjerte kan ikke helt lade være med at begynde at slå når jeg overvejer den haha (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg drømmer virkelig også om et hjemmebiblioteket! Gerne snart. Jeg har næsten bøger nok til at fylde det helt ud, tror jeg :D .. Og ja, hun er en rigtig biblioteksmutti, det er skønt :D

      Jeg har faktisk anmeldt 'Beautiful Creatures' her på bloggen: http://paperbackcastles.blogspot.dk/2013/05/beautiful-creatures-af-kami-garcia-og.html – jeg var ikke særlig vild med den, den var ret langtrukken og fyldt med klichéer..

      Slet
  2. Hvor er det genialt!!:D Jeg skal så meget have fingrene i sådan et kit - så kan min søster ikke bilde mig ind, at hun har afleveret mine bøger igen;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er simpelthen så smart, praktisk og sødt :D

      Slet
  3. Sikke da en god ide. Vil jeg da klart overveje at købe. Jeg har bare en liste over dem jeg låner ud, men kunne da være rigtigt sjovt at ha :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig lidt sjovere end en almindelig liste :D

      Slet
  4. Hvor er det virkelig genialt! Det må jeg så meget selv have fat i. Både fordi det jo er fuldstændig genialt til en bog- og bibliotekselsker, men også fordi det jo faktisk har en rigtig god praktisk funktion. Jeg tror i hvert fald, det vil gøre det noget lettere for mig at holde styr på, hvilke af mine bøger der er udlånt, og hvem de er udlånt til :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige præcis både fint og praktisk! Sjovt og sødt :) Jeg bliver også nødt til at købe et til mig selv snart!

      Slet
  5. Det sæt er så sejt! Jeg gav det til en af mine mest bogelskende venner sidste år - hun arbejder i øvrigt som bibliotekar, så den passede perfekt til hende :D

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig en skøn gave – jeg drømmer virkelig også om et sæt selv :D

      Slet
  6. Næ, hvor er det sjovt at se den nederste bog i stakken. Vi havde en samling på tre i mit barndomshjem, og jeg tror, at det er af disse tre bøger jeg har fået allerflest godnathistorier fra. Der er så mange gode eventyr i. Og hvor er det et fint sæt, helt nostalgisk. Ved dog ikke om jeg kunne nænne at klistre lommen i bogen. Men virkelig en sjov ide :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor fint! Faktisk har jeg fundet alle tre i en genbrugsbutik i Varde, og synes de var så fine, at jeg blev nødt til at købe dem hjem :)

      Og det er virkelig en sjov idé. Heldigvis kan lommen nemt fjernes fra bøgerne igen :)

      Slet
  7. Det er simpelthen det fineste lille sæt. Til os der ønsker et rigtigt bibliotek, er det her jo den perfekte start! <3 :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! :D Og så savner jeg virkelig de kære, gamle stempellommer fra dengang, vi lånte på børnebiblioteket :D ren nostalgi!

      Slet
  8. Super kreativt! Kan være jeg skal ønske mig sådan et sæt i julegave - da det sker ind imellem at jeg låner bøger ud og glemmer hvem der har lånt hvad, og hvornår:0)

    SvarSlet
    Svar
    1. I så fald er det jo helt genialt til at holde styr på hukommelsen :)

      Slet
  9. Nej, hvor er det bare fint. Det bringer minder tilbage, til dengang, hvor man lånte bøger på den måde - både på folkebiblioteket og skolebibliblioteket. Husker særligt, at det var til stor glæde, når man selv fik lov at stemple sine bøger på skolen :-)
    Det sæt kunne være morsomt at købe selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo rendyrket nostalgi, og jeg husker det så tydeligt. Åh hvor var det fint, altså!

      Slet