"Silly Novels by Lady Novelists" af George Eliot

"Silly Novels by Lady Novelists" af Laurence Cossé, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1856). 3/5 stjerner.

1800tallet så nogle af verdens første, bedstsælgende romaner skrevet af kvinder. Sensationsromanen vandt stort indpas, og sentimentale, romantiske beretninger fyldt med drama og klichéer blev udgivet i hobetal. Selvom George Eliot selv var en kvindelig forfatter, der kæmpede for anerkendelse, var hun ikke imponeret af udviklingen. Tværtimod forholdte hun sig meget kritisk overfor de kvindelige forfattere, der solgte massevis af sentimentale romaner.

I "Silly Novels by Lady Novelists" går George Eliot til angreb på de litterære normer i de viktorianske samfund, og hun tillægger den ellers så moderne "kvinderoman" en ødelæggende karakter for kvindernes plads i verdenslitteraturen. "Silly Novels by Lady Novelists" er et essay, som blev udgivet i tidsskriftet Westminister Review i 1856. Desuden indeholder denne udgave også fem andre essays og Eliots egne anmeldelser af franske, amerikanske og britiske romaner skrevet af kvindelige forfattere. 

“Apparently, their recipe for solving all such difficulties is something like this: – Take a woman's head, stuff it with a smattering of philosophy and literature chopped small, and with false notions of society baked hard, let it hang over a desk a few hours every day, and serve up hot in feeble English, when not required.”

Det tog mig, hvad der føles som en evighed, at læse den lille, sparsomme bog. De 111 sider blev strukket ud over fjorten dage, fordi jeg var for træt, stresset og ukoncentreret til at fordybe mig i Eliots skarpe ord og den meget indforståede litteraturkritik hun bringer af sin samtid. Nonfiktion har altid krævet mere af mig en fiktion, og på trods af min urokkelige beundring for George Eliots skrivestil, var disse essays ingen undtagelse. At læse dem var en interessant men også umådeligt tung læseoplevelse.

Det første essay i samlingen, som også udgør bogens titel, var afgjort det bedste. I essayet "Silly Novels by Lady Novelists" skriver Eliot en spiddende satire af den viktorianske kvinderoman. Med malende ord, drilagtig ironi og hysterisk morsomme beskrivelser af det viktorianske kvindeideal piller Eliot de populære kvinderomaner fra hinanden, ord for ord. Disse romaner bestod, ifølge Eliot, altid af en smuk, begavet og gudfrygtig hovedperson der blev frarøvet sin rigdom, forelskede sig i en hertug (eller en anden rigmand), og under drastiske omstændigheder fik alle sine drømme opfyldt via et ægteskab. Det komiske er, at Eliots udlægning forekommer mig velkendt selv i dag, på tværs af et århundrede.

Eliot var selv en stærk modstander af netop dén type af kvindelige hovedpersoner, og intet viser det mere tydeligt end "Middlemarch", hvori hovedpersonen Dorotheas naivitet og barnlige godhed leder hende til et liv, der er alt andet end elskværdigt. I sin fiktion har Eliot selv gentagende gange knust det ideal, der var så populært i hendes samtid.

“She mistakes vagueness for depth, bombast for eloquence, and affection for originality; she struts on one page, rolls her eyes on another, grimaces in a third, and is hysterical in a fourth.” 

Eliot argumenterer for, at de mange, fjollede og formulariske plotmekanismer fik samtlige kvindelige forfattere stemplet som værende useriøse og uoriginale skabere sensationsromaner. Hun giver tendensen skylden for kvindernes kamp for anerkendelse og påstår, at de seriøse kvindelige forfattere bliver tvunget til at skrive under mandligt pseudonym for ikke at blive ramt af de negative associationer, som andre kvindelige forfattere har nedkaldt over deres eget køn.

Det er en meget interessant betragtning, men også uhyre oversimplificeret. Der er ingen tvivl om, at kvindelige forfattere blev overset og bagatelliseret i Eliots samtid, men det var i mine øjne et resultat af mere og andet end udgivelsen af sensationsromaner. Ikke desto mindre kan Eliot godt have ret i, at kvinderne blev yderligere udfordret af tendensen til at udgive "letlæste tomheder" som den største bølge af kvindelitteratur.

Der hersker en stor dobbelthed og ambivalens i Eliots argumentation. For burde seriøse kvindelige forfattere ikke lade være med at skrive under mandligt pseudonym, for at være med til at bekæmpe kvindelitteraturens dårlige ry? Der er grobund for en interessant og nuanceret diskussion i Eliots essay.

Resten af de inkluderede boganmeldelser og essays i denne samling er meget periodespecifikke og fokuserer på bestemte romaner, hvilket gør det svært for den moderne læser at følge med, hvis man ikke har læst alle de romaner, der omtales. Ikke desto mindre blev jeg dybt optaget af et af Eliots essays, der sammenlignede den amerikanske journalist Margaret Fuller med den britiske Mary Wollstonecraft og dermed diskuterede  de grundlæggende, feministiske idéer.

Den lille bog er overraskende tung. Men det er også en bog sprængfyldt med spændende, omend selvmodsigende, litteraturkritik, feminisme og viktorianske idealer. George Eliot var ikke blot en stor forfatter, hun var også en af de største, intellektuelle kvindelige kræfter i 18ootallets England – og alene derfor er hendes tanker en læsning værd.