tirsdag den 10. februar 2015

Tema-tirsdag #79: Er 'chick-lit' et nedsættende begreb?

Man behøver end ikke læse bagsideteksten for at udpege en chick-lit roman. Man kan se det på lang afstand, som et glitrende og lyserødt stjerneskær fra boghandlerens bagerste reol. Forsider med skinnende glimmer, lyserøde forsider, sorte kvindesilhouetter og kvindelige forfatternavne står ofte side om side og defineres automatisk som chick-lit. Det er bøger, der ofte handler om kærlighed og om forvirrede kvinder, der ikke helt kan finde deres plads i livet og i verden. Efterhånden har genren i ligeså høj grad noget med bøgernes design at gøre som deres indhold.
En hurtig Wikipedia-søgning fortæller mig dog, at chick-lit er en genre, der opstod i 90'erne med Helen Fieldings "Bridget Jones' Diary" og Sophie Kinsellas Shopaholic-serie. Ifølge Wikipedia behandler genren det moderne kvindeliv og tematiserer konsumerisme, eksistentielle kriser og hverdagslige problemer. Chick-lit er samtidig også kendetegnet ved  almene kærlighedselementer, humor og ironi, og hovedpersonerne i bøgerne ender ofte i mindre katastrofer som resultat af deres handlinger.
Umiddelbart lyder en sådan definition af chick-lit på ingen måde nedsættende – og bøgerne genren involverer præsenteres heller ikke umiddelbart som dårlig litteratur. Men der er stor forskel på teori og praksis, og hvad der beskrives pænt i en Wikipedia-artikel modsiges stort i daglig tale, hvor chick-lit bagatelliseres som "strandlæsning" eller "guilty pleasure". Genren bliver ikke taget alvorligt, og forvandles derfor til noget, som læserne skal eller bør skamme sig over. Ordet "chick-lit" er blevet tillagt mange negative konnotationer, der hverken gavner læsere eller forfattere. 
Det er sjovt, når det der før plejede at være en genrebetegnelse i stedet er blevet til et skældsord – eller i hvert fald noget affærdigende. Noget der umuligt kan være godt, fordi det befinder sig i en bestemt kategori. Respekt for genren er snarere undtagelsen end reglen, og støder man på en god chick-lit roman, skal det altid understreges med ordene "særligt god chick-lit" (her er jeg i øvrigt også selv skyldig). 
For nylig læste jeg et interview med Sophie Kinsella, hvor intervieweren forsøger at opklare, hvorfor en intelligent og Oxford-uddannet kvinde ønsker at skrive chick-lit. Som intervieweren selv formulerer det:

"I still struggle to understand why a woman of her intelligence would want to write about women at their silliest." – Interviewer til Sophie Kinsella (læs interviewet her).

Er genren virkelig blevet så udskældt, at man regner med, at kun uintelligente mennesker skriver chick-lit romaner? Er definitionen på en chick-lit forfatter en fjollet, tomhjernet kvinde? Jeg undres og forundres over en så tydeligt respektløs fordom.
Ligeledes tror jeg, der hersker rigtig stor tvivl blandt læsere, forlag og forfattere over, hvad chick-lit egentligt er. I ovenstående definition fra Wikipedia opstilles chick-lit som en slags humoristisk dannelsesfortælling, men alligevel kategoriseres Jojo Moyes' roman "Me Before You" ofte som chick-lit. Forsiden er overensstemmende med genren; lyserød og med en sort kvindesilhouet påtrykt, og bogen indeholder kærlighedselementer. Bogen indeholder også en klassisk kvindelig protagonist, der ikke aner, hvad hun vil med sit liv. Men bogen er, i sin kerne, en politisk diskussion om aktiv dødshjælp – og den er alt andet end humoristisk. Kan man virkelig med god vilje kategorisere det som chick-lit?
Et andet eksempel er Rainbow Rowells nye roman "Landline". Bogen er en ægteskabsberetning om to mennesker, der langsomt er gledet fra hinanden. Det er en rørende, levende og smuk fortælling om, hvad der sker efter forelskelsen. Efter ægteskabet. Efter børnefødsler. Med et lille drys af science-fiction og en gennemgående melankoli, vil jeg hverken betegne den som humoristisk eller konsumeristisk. Og dog har en stor del af Goodreads kategoriseret den som chick-lit.

Jeg tror, der er sket et skift i definitionen af chick-lit, og jeg tror, at det i ligeså høj grad har noget at gøre med bøgernes design som deres indhold. Jojo Moyes' forside udsender tydelige chick-lit signaler, den handler om kærlighed, og måske vigtigst af alt; den er skrevet af en kvinde. Derfor ryger den automatisk i en chick-lit kategori.
Der er noget dybt problematisk i ovenstående scenarie. Først og fremmest udvandes chick-lit genren, hvis alle lettilgængelige nutidige kærlighedsromaner skrevet af kvinder betegnes som chick-lit. Og derudover er der noget fundamentalt sexistisk over en genre, hvis kendetegn er dens køn. Chick-lit er som begreb problematisk, fordi det næsten udelukkende inkluderer kvinder. At opstille "kvinde-litteratur" som et genrebegreb er frustrerende, fordi forfatterne og bøgernes defineres ud fra deres "kvindelige appel" og ikke deres egenskaber som bog, værk eller satire. For er David Nicholls' "One Day" og Jeffrey Eugenedis' "The Marriage Plot" ikke i ligeså høj grad chick-lit romaner som de førnævnte?
Jeg ved, at der i en periode blev etableret et tilsvarende begreb ved navn "dick-lit", som genrens mandlige modstykke. Dette begreb holdt dog ikke særligt længe, og er for længst forsvundet i glemslen – men er denne opdeling i mand/kvinde litteratur ikke forfærdelig? Hvad i alverden har forfatterens køn eller læsernes køn med genrebetegnelsen at gøre? Hele attituden overfor chick-lit trænger til at blive ændret. Inklusiv min egen.

Jeg kan godt lide (noget) chick-lit. Jeg kan godt lide pæne lyserøde forsider. Og jeg elsker bøger med kærlighedselementer i. Men jeg bryder mig ikke om tendensen til at affærdige chick-lit som noget, der er skrevet af uintelligente kvinder, og jeg bryder mig ikke om tendensen til at kategorisere alle kærlighedsromaner skrevet af kvinder som chick-lit. Chick-lit begrebet trænger til en ny definition – og ikke mindst et nyt navn. 

Hvad synes du?

25 kommentarer:

  1. Virkelig interessant diskussion! Det er en underlig størrelse, når man definerer en genre ud fra køn, og mange forlag falder lige i fælden, når det kommer til markedsføring med f.eks. de lyserøde eller glitrende sider, jeg har da også opdaget, at der er kæmpe forskel på chicklit i den lille smule jeg har læst indenfor genren, for det er ikke bøger, jeg har læst særlig mange af, f.eks. har jeg faktisk aldrig læst bøgerne om Bridget Jones. Tror slet ikke der er tale om uintelligente kvinder, der skriver disse bøger, eller der læser dem for den sags skyld. I stedet er der tale om kvinder med et fint overblik over livet og over, hvad alle kvinder på et eller andet plan kan identificere sig med; den lidt klodsede kvinde, der kommer ud af døren i det forkerte tøj, eller med mascara tværet ud over hele ansigtet, de uheldige møder med det modsatte køn; ting som de fleste har oplevet i en eller anden form. Jeg ser chicklit forfatterne på lidt samme måde som dygtige standup komikere, de kan finde lige præcis frem til de scenarier, som vi alle kan identificere os med, og så laver de sjove og vedkommende historier ud fra dette!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis!

      Og lige præcis. Det er netop sjove og vedkommende historier, og Fieldings Bridget Jones er indbegrebet af nutidig relevans. Hun tegnede det bedste tidsbillede, og jeg kan stadig genkende mig selv i den.

      Slet
  2. Virkelig fedt og relevant indlæg, du skriver her! Jeg har ikke tænkt meget over spørgsmålet om chick-lit før, da jeg nok per automatik har følt mig en smule allergisk overfor genren. Men jeg kan samtidig virkelig mærke, hvordan dit indlæg her rammer spot on alle mine fordomme, og det skammer jeg mig egentlig lidt over. Jeg er meget enig i, at vi må være mere kritiske og reflekterede i vores kategoriseringer, og jeg vil slutte mig til dig i den bevægelse! ;)

    En lidt anden ting er, at jeg forsøger at udfordre mig selv og min reol en smule, og faktisk har jeg aldrig læst noget chick-lit, fordi jeg ikke har følt det vedkommende. Dit indlæg giver mig dog lidt blod på tanden. Både for at kunne vide, hvad jeg egentlig taler om og for at udfordre mig selv i en genre, hvor jeg ikke føler mig på hjemmebane. Tror egentlig det nærmeste, jeg nogensinde er kommet på at læse om kærlighed er Nabokovs 'Lolita', og det siger vist en del, haha! Så har du nogle anbefalinger, hvis en rookie-chicklitter, skulle begive sig ud på det lyserøde marked, men det heller ikke skal blive alt for sukkersødt? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Der er helt sikkert mange fordomme, og jeg tror også, jeg er skyldig i mange af dem. Sådan er det jo desværre bare. Men selve genren-kategoriseringen er også bare et problem i sig selv.

      'Lolita' er så langt fra en kærlighedsroman, som noget kan være! :) Men altså, leder du efter anbefalinger af kærlighedsromaner eller af chick-lit? Jeg tror nemlig ikke nødvendigvis, man kan sætte lighedstegn derimellem. Men altså, verdens bedste chick-lit-roman vil i mine øjne altid være "Bridget Jones' Diary" af Helen Fielding. Så sjov, vittig og gennemført genial!

      Slet
  3. Super fedt indlæg, Rikke.

    Jeg er også lidt træt af at så snart en kvinde skriver en humoristisk om kærlighed, så er det chick-lit. Som i så er det let og ligegyldigt og ikke værd at tage alvorligt. I min verden er det virkelig en bedrift at kunne skrive sjovt. Og der er flere "chick-lit" forfattere, der fortjener anerkendelse for deres satiriske talent, men det spænder fortærskede chick-lit lidt ben for. Det er synd.

    Derfor blev jeg også så glad, da jeg så Lovebooks :)

    Det må være lidt som med krimi'er. Jeg kan nemt komme til at dømme hele genren som værende noget litterært-gylle, men det er jo slet ikke fair. Der er helt sikkert også dygtige krimiforfattere, som lider under genrens ry som værende halv-dårlig litteratur.


    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig. Det er så trættende, at det skal være så let at affærdige en god roman som chick-lit, når det i nogle tilfælde ligeså godt kunne være en satirisk roman.

      I samme retning, hader jeg udtrykket "femi-krimi", der simpelthen er så nedsættende på alle måder.

      Slet
  4. Synes vi skal stå sammen om at komme af med de nedladende amerikanske kategorier
    Chicklit betyder noget ala tøselitteratur.
    Det må gerne forsvinde sammen med : Bromance, catfight, momporn og cougar.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er mange fjollede udtryk, som man tager til sig..

      Slet
  5. Det er helt bestemt et interessant emne.

    Jeg bryder mig ikke om chick-lit. Genren siger mig ganske enkelt ikke noget - sikkert fordi jeg på ingen måde kan identificere mig med de ofte ret naive, spontane, navlepillende, shoppefikserede og kalorieforskrækkede kvindelige hovedpersoner, som genren er blevet kendt for. Jeg synes sjældent, de er sjove - nærmere utroligt pinlige, irriterende naive og temmelig uansvarlige.

    Mine aversioner mod genren overfører jeg dog ikke til læserne eller forfatterne, og det overrasker mig faktisk at høre, at der er folk, der mener, at intellektuelle kvinder ikke kan/bør skrive chick-lit. Jamen hvorfor dog ikke?

    Jeg er helt enig i, at genrens navn er sexistisk. Jeg synes, det er ret lige meget, at bøgerne ofte er skrevet af kvinder, og at bøgerne - på grund af emnerne, der behandles i historierne - primært læses af kvinder. Men det skyldes måske også, at jeg frygter, at folk vil forvente, at jeg kan lide en chick-lit bog, bare fordi jeg tilfældigvis er kvinde. Jeg hader, når noget bliver kategoriseret ud fra, hvad man 'bør' kunne lide, fordi man enten er mand eller kvinde. Jeg gider ikke at blive puttet i en (lyserød) boks med bestemte forventninger til, hvad jeg (som kvinde) vil læse.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er helt sikkert mange troper i genren, ligesom i så mange andre genrer. Jeg kan godt forstå, det ikke er alles kop te, men jeg kan heller ikke forstå, hvorfor forfattere og læsere får overført de mange fordomme til dem. Det er skørt.

      Og jeg er helt enig mht. navnet og markedsføringen. Det er alt for kønsbaseret og stereotypisk.

      Slet
  6. Jeg elsker chicklit.
    For at svare helt kort på spørgsmålet i overskriften: Nej, det synes jeg ikke.
    Jeg synes heller ikke, det er nedsættende, når folk kalder det strandlæsning. Når jeg hører begrebet "strandlæsning," så synes jeg det referer lige meget til chicklit som krimier. Det er i hvert fald begge de to genrer, begrebet dækker over, i de kredse jeg færdes (familie fx.). Guilty pleasures er et begreb, jeg bare gerne vil have udryddet. Når noget er en fornøjelse, bør man ikke føle sig skyldig eller flov over at nyde det :)

    Jeg ser det egentlig heller ikke sådan rigtigt som et problem, at Landline er kategoriseret Goodreads' brugere; det er jo læserne selv, der har sat den på denne hylde. Endnu flere har sat den på hylden som "romance." Nogen (færre) har sat den på hylden som "fantasy." Jeg har ikke læst bogen, så jeg ved ikke, hvor den hører til.
    Der er jo bare det med goodreads, at genrebestemmelserne er noget så subjektive, når det er brugerne selv, der vælger, hvad de synes bogen skal stå som. Hvis jeg sætter Anne Franks dagbog under fiktion, så bliver den jo ikke mindre sand. Det *kan* være en kæmpe fejlkilde, at gå ud fra Goodreads brugernes definitioner, hvis man gerne vil have den "rigtige" genremærkat på en bog. Ofte er det dog en god rettesnor, det synes jeg i hvert fald selv. (Og jeg ved godt, man kan sætte bøger på hylder uden at have læst dem, men hvis man også skal have dén del med i ligningen, puh, så bliver det pludselig kompliceret! :))
    Jeg kan godt følge dig i, at genren lider et knæk, hvis vi bare propper alt indunder den, så lige her gavner denne funktion på Goodreads ikke ret meget. For mig opstår problemet i særlig høj grad, hvis det sker fra forlagenes side. Jeg forstår dem dog også godt lidt; hvis de sætter et klistermærke på, hvor der står chicklit, så er en masse kvindelige læsere allerede fanget (så er der selvfølgelig også dem der går i en stor bue udenom, men sådan er det jo med alting). Lidt på samme måde som når al ungdomslitteratur enten har et "til John Green fans" eller "hvis du kunne lide The Hunger Games" mærke. Det er nok bare en salgsstrategi fra forlagenes side, og nogen gange går det rigtig godt, mens det andre gange går knap så godt og man som læser sidder og føler sig snydt, fordi man ikke fik, hvad man regnede med/håbede på.

    Chicklit behøver for mig ikke være skrevet af kvinder; jeg har f.eks. læst Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson. Så kan vi selvfølgelig altid diskutere, om det er chicklit i genrens "korrekte" definition.... Det er chicklit for *mig* :) Min egen personlige definition af chicklit har ikke noget med forfatterens køn at gøre.
    I det hele taget er det jo svært, det med genrer, fordi vi alle har hver vores definitioner. Hvis vi gik ud fra de definitioner, der findes, ville det nok være meget lettere, omend også lidt mere kedeligt :P

    Noget, jeg til gengæld kan synes lyder nedsættende, er high og low fantasy. Det kan godt være, at definitionen på low fantasy er, at selve fantasy elementet er til stede i mindre grad end i high fantasy, men det lyder bare ikke særlig godt. Dét lyder om noget nedsættende i mine ører, uanset dets definition... :) Det lyder bare ikke særlig fedt at rende og sige, at ens yndlingsgenre er low fantasy :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg siger bestemt ikke, at Goodreads-brugernes genrekategoriseringer er en endegyldig sandhed. Men de er et symptom på, hvad mange læsere opfatter en bog som. Og ud fra dem kan man godt danne sig en substantiel mening om, hvordan læsere genreinddeler en bog. Og ud fra det, kan man udlede en idé om, hvordan genren opfattes generelt. Og det er her, det bliver interessant.

      Jeg mener heller ikke, at chick-lit behøver at være skrevet af kvinder, men oftest er det sådan, genren markedsføres. Og egentligt ligger det også i navnet. Chick-lit. Kvindelitteratur. Skrevet af kvinder til kvinder. Det synes jeg er voldsomt problematisk, og indikerer en lidt for snæver tankegang om, hvad kvinder skriver eller læser. Tænk over det. "Åh, det er bare chick-lit" = "Åh, det er bare kvindelitteratur". Er det ikke frustrerende, at der blandes køn med ind i en genreinddeling? Det synes jeg.

      Jeg hader navnet chick-lit, fordi det er selvomsluttende. Kvindelitteratur, skrevet af og til kvinder. Genrebetegnelsen burde ske ud fra bogens kvaliteter, ikke dens demografi.

      Og sjov problemstilling med high/low fantasy. Det er lidt fjollet! Også ift. 'epic fantasy', som automatisk lyder meget mere pompøst end almindelig fantasy. Det er lidt hierarkisk, synes jeg.

      Slet
  7. Jeg læser rigtig meget chick lit. Og jeg elsker det! Grunden til at, jeg rigtig godt kan lide chick lit, er fordi, at ofte bliver den kvindelige hovedrolle set som en stærk kvinde og kvinden i al hendes almindelighed. Quote fra goodreads: "... because the heroine's relationship with her family or friends is often just as important as her romantic relationships." Jeg læser ikke chick lit for romantikken, men for kvindens brutale ærlighed af hverdagen.

    Jeg har selv sat Me Before You under chick lit på min goodreads, da jeg mener, at man følger den skønne Lou i hendes hverdag, hvor karriere og hendes tankegang er fuldt ud chick lit. Men der er jo bare også en anden del af bogen - den politiske diskussion om aktiv dødshjælp. I denne sammenhæng er det jo Lou's tanker og aktioner for dette, og det er bestemt ikke "written light-heartily" (goodreads). Jeg synes, at det er mere forkert at sætte Me Before You under romance end under chick lit.

    Sagen er den, at chick lit er ikke lige så definerbart som fantasy og andre genre. Den bliver hurtigt blandbar.

    Fedt emne! Og noget jeg også har diskuteret med mine læsevenner.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert. Der er mange former for kærlighed på spil i chick-lit, og især venindekærligheden synes jeg er i fokus. Det er så dejligt at læse.

      Njae, er det chick-lit tematiseret i 'Me Before You' eller er det hverdagsorienteret? Jeg synes, historien mangler den essentielle humoristiske fortællerstemme og uhøjtidelige satire til at være decideret chick-lit. Eller er det bare mig?
      Romance-aspektet er også op til fri diskussion. Men der er jo en eller anden form for kærlighedshistorie i den, så jeg forstår godt, hvorfor man kan kategorisere den som sådan. I virkeligheden tror jeg egentligt bare bogen er 'general fiction', men det er også sådan en irriterende bred kategori.

      Slet
  8. Spændende tema, som jeg slet ikke selv har overvejet før.

    Du når virkelig bredt om diskussionen, så jeg har egentligt ikke så meget at tilføje. Ikke andet, end at jeg selv kalder det "guilty-pleasures" og andet nedsættende, fordi jeg ofte er bange for at fremstå overfladisk og uvidende. Vi er jo mange, som gerne vil fremstå intelligente og veldannede, selvom vi i bund og grund ikke ved vildt meget om, hvad vi taler om. I nogle kredse ser folk ned på mig for at læse Jane Austen mens andre ser mig som utroligt højkulturel. Og det er så svært, at finde en balance! Men hvis man åbent står ved at elske chick-lit, så risikerer man bare det lyserøde stempel, og en tabt chance for at blive taget alvorligt, på den smule man nu ved. Derfor tror jeg mange vælger at tale det en smule ned, for at hæve sig selv i andres øjne?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig super svært at finde balancen. For jeg synes også, det ligger til opfattelsen, at hvis man læser chick-lit, så læser man ikke andet. Og det er jo løgn. Man kan sagtens læse Dostojevskij den ene dag og Kinsella den næste ...

      Slet
  9. Hold fast, hvor er det et godt indlæg, Rikke. Du har nogle fremragende pointer, som jeg må erklære mig rørende enig i!

    Kunne man ikke kalde det for humor? Romance? Et eller andet - det må være begrebet 'chicklit' der i endnu højere grad er skyld i fordommene end det egentlig er bøgernes handlinger, som du også så smukt siger, når chicklit egentlig bliver defineret. Men er det ikke også mere end bølge end en decideret genre? Som erotik, 'sicklit' og vel egentlig også krimi? Eller i hvert fald en undergenre. Nu blev det teknisk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Det er virkelig sådan en irriterende kategori. Jeg tænker, at satirisk roman i mange tilfælde kunne være ligeså præcist. 'Bridget Jones' Diary' kunne vel ligeså godt hedde humor, som den kunne hedde chick-lit. Det er virkelig så frustrerende at være vidne til.

      Altså. Jeg tror, chick-lit startede som en bølge, men i løbet af det seneste årti har manifesteret sig som en subgenre. I modsætning til sick-lit, der endnu ikke udviser nok samlede kendetegn som genre. Tror jeg. Jeg ved det ikke helt.

      Slet
  10. Virkelig, virkelig interessant, Rikke! Nyder alle dine tematirsdag-indlæg og dette nok mere end hovedparten af de øvrige, du har skrevet.

    Selv har jeg det en smule ambivalent med chick-lit-genren. Dels ligger jeg selv under for fordommen om indholdet af bøgerne samt læserne af disse, og dels synes jeg, at der skrives så mange ringe bøger i netop den genre. For nogle år tilbage læste jeg chick-lit i stor stil, nu knapt så mange, og jeg vil måske nok vove at påstå, at den indholdsmæssige afgrænsning (udvidelse?) af genrens indhold nok er medskyldig i så henseende, for jeg er da ikke uintelligent, jeg tager mig da ikke til takke med letskrevet og letlæst lekture. Bilder jeg i hvert fald mig selv ind ;)

    For noget tid siden lagde jeg et billede på instagram af Kinsellas nyeste (som LOVE BOOKS havde foræret mig, tak :)), hvortil en følger valget at skrive #guiltypleasure til mit billede. Dét blev jeg så faktisk både en smule skuffet og en smule stødt over. Det er da om noget en degradering af en hel genre, hvis det er udtryk for noget, vi faktisk skammer os lidt over at læse. Så må genren sandelig kalde på en redefintion!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, det er jeg glad for at høre.

      Jeg er heller ikke sikker på, hvordan jeg præcist har det med genrens kerneværdier. Jeg elsker Helen Fielding, har nydt Kinsella som ung, men ellers er jeg slet ikke så vidt bevandret i genren. Chick-lit gør dog slet ikke nogen uintelligent i mine øjne.

      Og ja! Det er da en mærkelig kategorisering foretaget på dine vegne. Genrenavnet og dets ry er så uddateret.

      Slet
  11. Sjovt, jeg har aldrig tænkt på at det hed chick-lit fordi det var skrevet af kvinder. Jeg har altid tænkt at det var fordi det primært var kvinder, der læste det - og så synes jeg egentlig betegnelsen er ganske fint :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Njaeh. Men er det ikke også lidt problematisk? At definere en genre ud fra, hvem der læser den? Det er hele *mand* vs. *kvinde* opdelingen som binære kategorier, der irriterer mig. For hvad har læserne med en bogs genremæssige kendetegn at gøre? Er genre-opstillingen ikke til for, at vi kan definere en bog i en genre ved blot at læse den og ikke kigge på dens demografi? Eller hvad?

      Slet
  12. Jeg må nok tilstå at jeg har et problem med ordet chick-lit. For mig har det altid lydt ret så nedsættende. Desværre gør jeg mig selv skyldig i at bruge det, fordi der umiddelbart ikke synes at være nogen anden betegnelse. Jeg har dog svært ved at kategorisere f.eks. Jojo Moyes som chick-lit, og ender ofte med at skrive noget a la kærligheds drama.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så super problematisk. Og jeg gør mig også selv skyldig, fordi der mangler et nyt begreb, som kan benyttes. Jeg hader det lidt, for det er en ond cirkel.

      Og ja – Moyes! Hun passer slet ikke ind som satirisk/humoristisk beretter om kvindeliv. Slet ikke.

      Slet
  13. Det er simpelthen sådan en mærkelig fordom. Man må læse, det man vil. Og hvem siger i øvrigt, at chick-lit nødvendigvis ikke kan være klogt? Der er mange kloge og skarpe observationer hos Helen Fielding, f.eks., og uanset om man er til Kinsella eller ej, så tegnede hun en ret fin og meget karikeret tidsånd.

    Og lige præcis! Hvordan i alverden kan man vove at påstå, at forfattere af chick-lit er uintelligente?! Jeg synes, det er det grummeste, jeg nogensinde har hørt.

    SvarSlet