tirsdag den 31. marts 2015

Månedlig opsummering: Fortrøstningsfulde marts

Marts var: fyldt med aftaler, ord, mennesker og farver. Nyudsprungne blomsterknopper, en smule rummelighed, voksende overskud og begyndelsen på en ny rutine. Marts var støtten fra en nær veninde, mere kærestetid, familietid og mig-tid; tilbagelænede dage i Jylland, overskud på min skridttæller og duften af hjemmebag.  Jeg er ved at acceptere behovet for en ny dagsorden, og jeg har forstået værdien af otte timers uforstyrret søvn. 
Marts var flere skridt i den rigtige retning; et nyprikket hul på den strøm af ord, der engang skal blive til et speciale. Research, biblioteksbesøg, friskprintede notater, sortering i en uendelig strøm af materialeindsamling. Marts var oprydning i skuffer og skabe, forårsrengøring og en fyldt kalender. Marts har været et bevis på, at lidt kreativ tænkning kan binde de løse ender sammen. 
Egentligt tror jeg ikke, der er sket så meget i marts, men jeg har nået meget. Jeg har set mange mennesker, der betyder noget for mig, og jeg har fået en masse grundarbejde fra hånden. Bloggen har fyldt år, og jeg har tilladt mig selv et lille nostalgisk tilbageblik i dens arkiver – den er efterhånden ligeså meget en del af min hverdag som alt andet. Og jeg lærer meget om mig selv, når jeg læser bagud i den.
I marts læste jeg: 22 bøger. Jeg aner faktisk ikke, hvor jeg har fået tiden fra. 
I marts købte jeg: 13 bøger – størstedelen af hvilke har jeg lige bestilt, og jeg venter allerede utålmodigt på dem. Faktisk har jeg netop forsøgt at tracke dem på PostDanmarks hjemmeside, selvom de endnu ikke er blevet afsendt. Jeg glæder mig til en ny vidunderstak – især fordi jeg nærmest allerede har læst igennem den seneste.
Marts' store læseoplevelse: Denne måned har været en lang kavalkade af åndedrætsfrarøvende bogopdagelser og smukke ord. Selv hvis jeg ikke tæller genlæsninger med, er der en overflod af bøger at vælge fra og fremhæve. Månedens mest skinnende stjerne må dog være "The Pearl" af John Steinbeck, der overraskede mig ved at være en så kompakt fortælling om et så lamslående stort emne. Jeg er imponeret og målløs. 
Marts' mest skuffende læseoplevelse: Jeg blev meget sur og meget træt af "Paper Swans" af Jessica Thompson, som mest af alt var en omskrevet kliché.
Marts' mest mindeværdige ord: “No one forgets the truth; they just get better at lying” stod der i "Revolutionary Road" af Richard Yates. Og det er så sandt, at det næsten gør ondt – hvilket på sin vis er kendetegnende for hele bogen. 
Marts' lyrikvalg: I marts har jeg læst "Lullabies" af Lang Leav, som er en underfundig digtsamling med korte, naive og simplistiske digte. Leav er blevet kritiseret meget for sine rim for rimenes skyld, men jeg holder på en måde meget af den kluntede barnlighed, som hendes digte udstråler. Det er ikke altid elegant, men det føles sandt. 
Marts' læseklub-læsning: I marts har læseklubben læst "Middlesex" af Jeffrey Eugenides. En bog der irriterede mig en smule med dens lidt snæversynede blik på det komplicerede emne, som den mener at behandle. Jeg savner en mere nuanceret definition af køn og seksualitet end den "enten-eller"-problematik, som Eugenides opstiller. 
På aprils læse-liste står der: Ikke rigtig noget. Endnu. Jeg overvejer at springe ud i min første graphic novel, og jeg leger med tanken om at nyde Inger Christensens digte, men først og fremmest skal jeg skrive og læse specialetekster, artikler og antologier. Nonfiction kommer til at dominere min læse-liste, tror jeg.

Hvad med jer? Hvad fik I læst og oplevet i marts? Og hvad står på jeres læse-liste for april?

14 kommentarer:

  1. Hehe, hvor er det fint det klip med mariehønen. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, tak! Jeg synes simpelthen, det var så morsomt, da jeg fandt den herhjemme på en solskinsdag :)

      Slet
  2. Som altid hyggeligt med en opdatering - du får simpelthen læst så meget, selv har jeg på tre uger læst fire nye bøger - sideløbende med nogle jeg bare hygge-genlæser inden sengetid.. men jeg når jo ikke dig til sokkeholderne :D
    Og marts er altså skøn, netop med alle blomsterknopperne - er sååå meget i sommervejrshumør.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og åh – hyggegenlæsning er det bedste, synes du ikke? Jeg genlæser i det evige, og mine yndlingsbøger kan jeg aldrig få nok af.

      Slet
  3. Det er så inspirerende at læse dine opdateringer. Du nævnte Inger Christensen, og jeg tror, jeg vil genlæse Brev i april og anbefale dig at læse den, fordi det er april og den er vidunderlig. Jeg er ved at læse Hanne Ørstaviks Der findes en stor åben plads i Bordeaux, hun skriver smukt og stærkt, men jeg må indrømme, at jeg også synes den er frygtelig deprimerende. Jeg har lånt Cheryl Strayeds Wild på biblio, for jeg vil hellere læse bogen end se filmen - og i hvert fald læse bogen først. Derudover vil jeg læse Marguerite Duras' Dæmning mod Stillehavet, hvis jeg får den hjem fra biblio inden april er omme :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre! Og åh, jeg vil så gerne læse mere af Inger Christensen. Det jeg har læst har altid været smukt. Og jeg vil også så gerne læse noget mere af Duras – sikke spændende bøger du lister op her!

      Slet
  4. Dejligt at du har fået nået en masse i marts på flere fronter. Sikke en fin, fin video med spirende forår:-)
    Jeg har haft en masse gymnastik og skønne gymnastikopvisninger, der har fyldt det meste af mine tanker og min tid, hvor 'Mobe-Dick' desværre blev en mursten og mit arbejde på BA blev skubbet. Så håber på at mit arbejdstempo stiger, nu når april og forhåbelig foråret kommer. (I Fredericia har det sneet det meste af dagen, og fornemmelsen af forår syntes noget længere væk). Håber at du får den skønneste marts:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! & ja! Det er nemlig smadderdejligt at begynde at kunne følge med.

      Og, åh, den BA dér kan også være en dum ting. Jeg håber dog, dette bliver måneden, hvor du finder overskuddet til den så :) Og JA – jeg aner simpelthen ikke, hvad der lige skete med det vejr. Det var så sært.

      Slet
  5. Ret godt gået med de 22 bøger :-)
    I april måned vil jeg læse 'A Wise Man's Fear' (regner med at få læst den i løbet af den næste uges tid - den er nemlig et påskeprojekt :D), og så har jeg flere serier, som jeg gerne vil læse videre i. Min Goodreads-udfordring i denne måned er hhv. 'Vilde svaner' og 'Little Brother', og jeg håber på at få læst dem begge. Og så er der jo også read-a-thon sidst på måneden... jeg kommer desværre ikke til at deltage hele døgnet, men jeg håber på at afsætte en halv dag til læsning.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? :p Jeg er også ret imponeret med mig selv!
      Og hvor lækkert med et lille påskeprojekt! Den slags er nu meget rart. Og 'Vilde svaner' skulle vist være ret god – min mor er i hvert fald ret vild med den, mener jeg.

      Jeg glæder mig også virkelig til readathon. Det er altid så hyggeligt!

      Slet
  6. Jeg elsker indlæg som disse, og hvor har du læst mange bøger - der kan jeg ikke være med. Mit mål for april er, at få læst meget mere.
    Så fin og hyggelig video :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, det er jeg glad for at høre! :) Og sikke et lækkert aprilmål. Du kan evt. være med til readathon d. 25.? :)

      Slet
  7. Ak, ja. I nogle perioder har man bare travlt. Jeg kender godt de dage, hvor man nærmest sover, inden hovedet rammer hovedpuden. Der er ikke megen læsetid til overs.

    Og tak – jeg er glad for, du kan bruge dem! Og du har helt ret. Zola havde virkelig ordet i sin magt.

    SvarSlet