fredag den 3. april 2015

"Thérèse Raquin" af Émile Zola

"Thérèse Raquin" af Émile Zola, fra forlaget Vintage Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1867). Læst på engelsk - originalsproget er fransk. 4/5 stjerner.

Thérèse Raquins far er en fransk sømand, og han er ofte væk fra landjorden. Da Thérèses mor dør, flytter Thérèse derfor ind hos sin tante, hvor hun vokser op side om side med tantens sygelige og forkælede søn, Camille. Thérèse tilbringer størstedelen af sit liv i et isoleret og klamt værelse, hvor hun agerer Camilles sygeplejer og legekammerat. 
Da Thérèse fylder 21 år, har hun ikke set meget af verden, og hun har kun kendt et fåtal af mennesker. Hun er derfor let at overtale til at gifte sig med Camille, og da hun forsegler sit ægteskab, begynder hun i virkeligheden et fangenskab; hun vier sit liv til at passe og føje en egenrådig og svagelig mand.
I en desperat jagt på en smule følelse i sit liv, falder Thérèses blik på Camilles bedste ven, Laurent. En affære begynder, og Laurent og Thérèse deler en fælles passion, en nådesløs higen efter et lykkeligt liv uden den sygeligt omklamrende Camille. 

After a time, she believed in the reality of this comedy.

Der var noget i denne bog, der fik mig til at ønske, at jeg kunne holde op med at være menneske. Den klaustrofobiske atmosfære, opbygningen af et magtforhold og den næsten ulideligt nøgterne psykologiske indsigt, afslørede menneskelige træk, der var så ækle, at jeg helst ville glemme dem igen. Det hele var grotesk og fordrejet – og alligevel fuldstændig rimeligt. Der er hverken spøgelser eller mumier til stede i Zolas gotiske gyser. Gyset kommer derimod indefra, fra den feberhede vished om, hvad mennesket er i stand til.
"Thérèse Raquin" minder mest af alt om en tidlig gotisk version af Dostojevskijs mesterroman "Forbrydelse og straf". Dæmonerne Laurent og Thérèse møder er deres egne, og virkeliggørelsen af en drøm bliver til et mareridt. De frygter et fængsel, men de har allerede skabt deres eget fængsel i de fugtige, omklamrende og mørke kælderlokaler, som Thérèse er vokset op i.
Og det er netop det, der er bogens styrke. Det at man som læser følger Thérèses opvækst fra barnsben giver en dybere forståelse for hendes karakter. Camille er et sygeligt barn, der indsvøbes i omsorg og forkælelse, og han udvikler en særpræget form for egoisme og jalousi som resultat. Camille nægter at tage sin medicin, medmindre Thérèse tager den sammen med ham. Som et viljeløst legetøj tvinges Thérèse til at hvile sig, når Camille gør, til at holde sig indendøre med ham og til at tage hans medicin med ham. Hun reduceres til en genstand, der skal passes på og gemmes væk – hun gøres sygelig, selvom hun er rask. Hendes vilje knækkes, og det er næsten som om, hendes helt raske krop begraves levende.
Camille er et usympatisk skvat, der får alle omkring ham til at visne hen. Og ind træder Laurent, en kernesund bondedreng, med latter og letsindighed og en tålmodighed, der rækker ud over sig selv. Thérèse vil ikke have ham, fordi han er den eneste for hende, hun vil have ham, fordi han er det første menneske, hun har mødt, der rent faktisk bærer et glimt af liv med sig. Han udøver en magnets tiltrækningskraft på hende bare ved at eksistere. 

He knew that, from now on, every day would be alike, that they would all bring the same sufferings. And he saw the weeks, the months, the years that awaited him, gloomy and implacable, coming one after the other, falling on him and suffocating him bit by bit. When the future is without hope, the present takes on a vile, bitter taste.

Émile Zola fabrikerer hverken en kærlighedshistorie eller en heltehistorie. Thérèse Raquin er ingen beundringsværdig heltinde, men hun er en overlever, der ved hjælp af dyriske metoder, kæmper sig ud af et ægteskab, som hun ikke selv har midlerne til at forlade. I løbet af historiens udvikling er det svært at have ondt af den modbydeligt overfladiske Thérèse, der barnligt kaster med glasvaser, græder angrende tårer for angrens skyld alene, og som aldrig har et eneste øjeblik af oprigtighed. Zola kunne så let have skrevet en lidelseshistorie, om en skrøbelig kvinde, der blev tvunget ind i et ægteskab og ikke så en anden udvej; men i stedet skriver han en overlevelseshistorie om fire menneskeliv, der alle er rådne, og alle skiftevis presser hinandens hoveder under vand. Han skriver om mennesker, men han skriver også om det uhyggeligt dyriske i mennesket.
Der er noget mærkeligt smukt i historiens grusomhed. Romanen er som et trafikuheld, man ikke kan lade være med at stirre på; en sensationshistorie der udspiller sig lige foran ens næse. Det er umuligt at se væk, det er umuligt at glemme eller fortrænge karakterernes råben, der giver ekko i ens indre. De smadrede glasvaser, de stjålne blikke, de tomme øjne og de blålige kroppe på lighuset – det er ubehageligt dragende. Zolas vidunderlige ord får en sælsom dobbelteffekt, når det går op for en, hvad det præcis er, der beskrives.
Selv nu, en halv måned efter, at jeg har læst bogen, kæmper jeg stadig for at finde et andet ord til at beskrive den end blot "uhyggelig". For bogen er uhyggelig, men på en måde som man normalt ikke forstår uhygge. Det er ikke karakterernes voldelige gerninger eller opførsel, der skræmmer mig. Det er derimod det menneskelige i følelserne bag handlingerne; jalousien, egoismen, passionen, grådigheden, samvittigheden, vanviddet, der er historiens mest modbydelige træk. Det er beskrevet med en så ulækker præcision, at det fik mig til at ønske, at jeg kunne stoppe med at være menneske. Bare for en stund.

"Thérèse Raquin" er en af de bøger, der rammer plet. Det er et atmosfærisk mesterværk, der er smukt i sin grusomhed.

6 kommentarer:

  1. Therese Raquin står på min leseliste i april :-).

    SvarSlet
    Svar
    1. Glæd dig! Den er så skøn :)

      Slet
  2. Jeg tror aldrig jeg har læst så dyster en anmeldelse fra din hånd. Det virker meget dragende, og lyder som en oplagt mulighed at gemme til efterårets mørke dage. Der er i bund og grund ikke noget mere skræmmende end det menneskelige sind i sin rene dyriske forstand.

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Bogen er lige præcis fyldt med efterårsstemning. Den er så gotisk, så velskrevet og samtidig også noget så skræmmende.

      Slet
  3. I morgen skal jeg hente den på posthuset - jeg glæder mig sådan!

    SvarSlet
    Svar
    1. Dét bør du også! Den er noget så god.

      Slet