Far from the Madding Crowd

Landsbybilleder. En smuk kvinde på en galoperende hest ser sig tilbage, og smyger sig ud af sin damesaddel for at sætte sig overskrævs i stedet. En bonde ser hende, og hans undrende øjne lyser af interesse. En kort samtale ladet med betydning følger derefter, og filmen går i gang.

Thomas Vinterberg starter sin film der, hvor Thomas Hardy også altid selv begyndte; med naturbilleder, ruralt landsbyidyl, tætte træer og små gårde. Og hvad der sommetider virker så langtrukkent i Hardys bøger, kommer så smukt til live på det store lærred, hvor blændende billeder af solskinspletter, bølgende kornmarker og brægende lam varsler ægte natursamhørighed. Periodefilm er så ofte skønhedsfilm, og Vinterbergs fortolkning af 'Far from the Madding Crowd' er ingen undtagelse. Kostumerne, omgivelserne, farverne og musikken gør filmen til en dragende sanseleg. 
Fordi Hardys naturalistiske univers er så stilfærdigt og hans drama så underspillet, stiller det store krav til skuespillerne. Størstedelen af handlingen i Hardys romaner kommer indefra, gennem karakterernes modstridende tanker, der hiver og slider i dem fra alle retninger. Inden filmens start var jeg særligt bekymret for Carey Mulligan, der skulle spille den forfængelige, stolte, selvstændige og modige Bathsheba Everdene. Og selvom Mulligan måske er mere smilende end stolt, bringer hun karakteren til live med en troværdighed, jeg ikke havde forventet. Detaljen er i de små ting; hendes tonefald, hendes spottende kærlighedsbrev sendt i et anfald af impulsivitet, hendes flakkende blik og uforståelige vrede mod den følsomme Gabriel Oak. Efterhånden som filmen nærmede sig sin slutning, smeltede hun mere og mere sammen med den Bathsheba, jeg selv skabte, da jeg læste bogen.
Men filmens hjerte og sjæl ligger stadig hos Matthias Schoenaerts, der som Gabriel Oak tilføjer et drys af varme til alle de scener, han medvirker i. Hans vedholdenhed og hans øjnes  indimellem blanke frustration forvandler historiens uretfærdighed til en lille tragedie. Han tiltrak en sympati, der fik mig til at heppe og håbe hele filmen igennem. Akkurat som jeg skulle.

Der er flere år siden, jeg læste Thomas Hardys store gennembrudsroman, og jeg har glemt så mange af dens knudepunkter i mellemtiden. I biografmørket mumlede jeg: "Nårh ja" igen og igen, når karaktererne bevægede sig forvirret ind og ud mellem hinanden. Jeg undrede mig over William Boldwood, som forekom mig mere nedtonet og mindre besat end den torturede mand, jeg huskede fra bogen, og jeg fik et chok over graden af Francis Troys klaustrofobiske behandling af Bathsheba. Men Vinterberg overdriver en karakterer og nedtoner en anden, så ligningen alligevel går op. Og filmatiseringen er – på trods af alle dens nye kompenenter – stadig en troværdig fortolkning af en enestående historie.
Filmen er værd at se – både for de garvede Hardy-læsere og de, de endnu ikke har stiftet bekendtskab med hans værker. Det er en stilfærdig film fyldt med magisk landsbyskønhed, yndige kjoler, stjålne blikke og håbefuld kærlighed.