torsdag den 8. oktober 2015

"Peter Pan" af J. M. Barrie

"Peter Pan" af J. M. Barrie, fra forlaget HarperDesign, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1902). 5/5 stjerner

Wendy Darling drømmer om en dreng, der flyver ind af vinduer og iklæder sig blade. Hendes mor undres, da Wendy fortæller livligt om det – og da drengen en dag dukker op og ikke blot tager Wendy men også hendes to brødre med sig ud i nattehimlen, bliver drøm til virkelighed.
Den flyvende drengs navn er Peter Pan. Et navn der i dag er legendarisk, men som i 1902 blot var en begyndelse. Peter Pan er drengen, der aldrig bliver voksen. Han er en inkarneret barndomsånd; fri fra forpligtigelser og forventninger, og dog er han begrænset af den selvsamme frihed. For alle andre end ham selv bliver nødt til at vende tilbage til virkeligheden og vokse op.

The moment you doubt whether you can fly, you cease for ever to be able to do it.” 

Allerede i sin åbningssætning opstiller og nedbryder Barrie en universel sandhed. All children, except one, grow up” skriver han, og undtagelsen er netop, hvad bogen beskæftiger sig med. Undtagelsen er Peter Pan, den evige barneånd.
Jeg blev introduceret til historien om Peter Pan af min mor. Først som bog og senere som Disneyfilm. Mørke aftener blev tilbragt i natlampens vågelys, hvor min mor læste højt, og jeg skiftevis bed negle og lo højlydt. På en måde var jeg bange for Peter Pan; bange for at blive kidnappet midt i min nattesøvn og ført væk til en fjern stjerneø. Og på en måde var jeg også bange for, at jeg aldrig ville få ønskeøen at se. Jeg vidste aldrig helt, hvad jeg skulle mene. Mest af alt ville jeg bare høre mere om Wendy Darling, om havfruerne og om feerne. 
Når jeg i dag genlæser historien, der er ligeså udødelig som Peter Pan selv, bliver jeg oftere ramt af melankoli end rejselængsel. Peter Pans karakter har et hint af tragedie, som jeg aldrig opdagede som barn. Den særprægethed der allerede i bogens første sætning isolerer ham fra andre børn, gør ham ensom. Og selvom Peter Pan er omgivet af eventyr, pirater, havfruer, feer og fortabte drenge, er det kun midlertidige eventyr i en konstant verden. Alting vokser op, forsvinder og dør – undtagen Peter selv.
Det er i virkeligheden meget hjerteskærende, når Peter Pan bortfører Wendy for at få en mor, der kan fortælle ham smukke eventyr med lykkelige slutninger. Men selvfølgelig er Peter Pan også en fuldendt, hjerteløs barneånd, der ikke forstår forskellen på fantasi og virkelighed, ikke forstår ydmyghed eller generøsitet og ikke kan huske, hvad der skete for blot få minutter siden. Han er sorgløs, fordi han ikke kan rumme sine egne sorger. Og på den måde er barndommen måske alligevel det mest gavnlige våben.

Stars are beautiful, but they may not take part in anything, they must just look on forever.

"Peter Pan" er en af verdenslitteraturens mest klassiske børnefortællinger, og samtidig er det også en af mine absolutte yndlingsbøger. Skrevet i et charmerende sprog og fyldt med lystige forfatterkommentarer er bogen et bedårende bekendtskab, der alene for sin sproglige ynde er talrige genlæsninger værd. Barrie konstruerer sætninger, der er fulde af liv og gavtyveblink, og samtidig tilføjer den underliggende melankoli hele tiden en sart ynde til historien.
Den danske oversættelse af "Peter Pan" kalder Neverland for Ønskeøen. Og jeg holder meget af den oversættelse, da den siger så meget om Peter Pans barndomsunivers. Da Wendy, John og Michael ankommer til Neverland, genkender de det alle straks. For det er det sted, de alle har besøgt i deres drømme, tanker og inderst ønsker. Det er en ø, der er vokset ud af barnedrømme og fantasistunder. En ø som alle børn deler og besøger på skift i deres drømme; en ø som alle børn, og kun børn, kan genkende, fordi de alle har været der. Og selv jeg, der som barn var rædselsslagen for at blive bortført af Peter Pan, genkender det også. Det er en del af historiens sande magi.

16 kommentarer:

  1. Min mor introducerede også mig til Peter Pan og det er jeg glad for. Det er simpelthen en fantastisk fortælling!
    Og den udgave du fremviser er intet mindre end smuk. Får helt lyst til at finde en ny udgave af min noget slidte/ødelagte bog fra da jeg var barn :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det nemlig. Så fin, melankolsk og skrøbelig. Jeg er vild med den.

      Og, ih ja! Den er nemlig så smuk, og jeg knuselsker den. I øvrigt kan man næsten ikke eje for mange udgaver af Peter Pan ;b

      Slet
  2. Den er så smuk, den udgave! Det må have været en fantastisk oplevelse at læse den med så fine og omfattende illustrationer. Jeg har besluttet mig for, at jeg for første gang skal stifte bekendtskab med den rigtige Peter til efterårets readathon - omend Disneyfilmen altid har og vil have et helt særligt sted i mit hjerte, især Nanna. Åh, hvor jeg dog elsker den hund!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den virkelig! Og meget pudsig, rent intertekstuelt (siger tekstnørden i mig). Illustrationerne tilføjer så meget til historien – og der er jo så mange af dem. Det er så fint, så fint.

      Og hvor er det skønt, du skal læse den 'rigtige' historie til readathon! Det tror jeg bliver en læseoplevelse, som du sent vil glemme. Og ja – Disneyfilmen er også skøn! Heldigvis er den søde Nana også med i bogen ;D

      Slet
  3. Fin anmeldelse - og skønt at høre om dine barndomsminder med denne bog.

    SvarSlet
  4. That Peter Pan book is beautiful!

    I was also introduced to Peter Pan in the Disney movies while I was a child and have never picked up the book (which, to me, it's a shame, really) but I'm gonna get this book one day-it's so beautiful!!

    SvarSlet
    Svar
    1. It really is. I adore it.

      I adore the Disney movie as well, though it doesn't come close to the depth that the book has. I cannot recommend reading it highly enough :)

      Slet
  5. Peter Pan er én af de bøger, som jeg for tiden desperat leder efter i en perfekt udgave. Jeg nærmest skammer mig over, aldrig at have læst den, men jeg vil ikke overgive mig, før jeg finder den rigtige version til mit første møde. Den du viser frem her, kunne dog godt være et lovende bud, på lige præcis det jeg går og leder efter :)

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Ingen grund til at skamme sig – man kan jo ikke nå det hele. Nu kan du bare glæde dig til at læse den, for den er noget så fin. Og det her er en fantastisk udgave med så mange fine detaljer. Jeg knuselsker den!

      Slet
  6. Det er virkelig en af de smukkeste børnefortællinger der findes, og hvor har du bare nogle skønne udgaver! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig! Så sørgmodig og så sart. Jeg knuselsker den. Og tak!

      Slet
  7. Hold da op, hvor er de en fin udgave af den fantastiske fortælling! Jeg er helt vild med de små detaljer og ekstra sider som clap-charten! :')

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig en himmelfin udgave med så mange detaljer, der virkelig også tilføjer noget særligt til bogen.

      Slet
  8. Når man høre navnet "Peter Pan" vækkes mine inderste barndomsminder. Jeg har desværre ikke selv fået læst J.M. Barries utrolige børnebogs klassiker, men ejer to rigtig flotte udgaver. Den ene er en dansk oversættelse med illustrationer af Robert Ingpen, som er en af min ynglings illustratorer. Den anden er en engelsk udgave fra Barnes&Noble Signature Editions, som jeg fandt i en lille perle af en antikvarisk boghandler i London. De er begge smukt illustreret, og jeg glæder mig virkelig til at læse dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Det er indbegrebet af barndomsminder og nostalgi.

      Jeg kender godt Robert Ingpens fine streg, der passer så godt til historien om Peter Pan. Det er en skøn udgave af en skøn bog. Du skal virkelig glæde dig til den fine historie, som du har til gode :)

      Slet