tirsdag den 6. oktober 2015

Tema-tirsdag #103: Kan du huske det, du læser?

Klirrende tekoppe og boglig snak. En sød veninde med en stor stak boganbefalinger, og et begejstret jeg der spurgte ind til hendes seneste læseoplevelse af "Middlemarch". 
"Var den ikke bare fantastisk?" sagde jeg og fortsatte: "Åh, og hele afsnittet om den døde hånd – synes du ikke bare, det siger meget om Dorothea?" Altimens et spørgsmålstegn udfoldede sig i min venindes ansigt. "Dorothea? Åh, hvem er det nu lige af dem, hun er?"


Ovenstående scenarie udspillede sig for et par uger siden, og det har genspillet sig igen og igen i mit indre lige siden. Min veninde havde læst "Middlemarch", og jeg var så ivrig efter at tale om den, at jeg remsede mine yndlingsscener op i et væk, samtidig med hun ikke længere var i stand til at genkalde sig hovedpersonens navn. Af en eller anden grund gik det mig på – måske mere, end det burde.
Men samtidig oplevede jeg selv for nylig, at en bogtitel smuttede ud af min hukommelse og efterlod min mund som et stort gabende hul, da jeg skulle forklare, hvorfor jeg ikke brød mig så meget om "Inkheart". Ligeledes måtte jeg vride min hjerne for at komme i tanke om, hvad hovedpersonerne fra en nylig læst bog, "The Gracekeepers" af Kirsty Logan, overhovedet hed. Informationen var begravet så dybt i min hukommelse, selvom det blot var få dage siden, jeg havde læst bogen. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere bekymret bliver jeg.
For selvom man ikke bør terpe bøger, som man i sin tid terpede tyske verber, hvor man huskede ordene men glemte substansen, har jeg stadig en romantisk forestilling om, at de bedste læseoplevelser bliver hos en for evigt. At når en bog vinder en evighedsplads i hjertet, får den samtidig også en plads i hukommelsen. Min logik siger mig, at når noget gør indtryk for alvor, så bliver det hængende. Alternativet er alt for skræmmende. Og dog.
Jeg har læst mange bøger i mit liv. Alene sidste år læste jeg over 200 bøger, der indeholdt 200 forskellige plots, over tusinde karakterer og flere millioner ord. Det er et navnevirvar uden lige; et ordpuslespil med en uendelighed af brikker. Og når jeg tænker tilbage, tænker jeg i højdepunkter og læsestunder. Nogle bøger kan jeg genfortælle til punkt og prikke, og andre kan jeg end ikke huske titlen på. Nogle bøger kan jeg huske på grund af talrige genlæsninger, og andre bøger kan jeg huske på grund af de eksterne omstændigheder, der omgav dem. Og jeg ved, at der er så meget, jeg har glemt undervejs. Jeg har bare svært ved at acceptere det.

Måske er det for let at drage konklusionen, at de bøger man ikke husker er værd at glemme. Og måske er det for snæversynet at påstå, at hvis man ikke kan huske en bog, er det fordi, man har læst den for hurtigt eller for skødeløst. Jeg er pr. definition en hurtiglæser, og sommetider læser jeg hurtigere, fordi jeg er mere investeret. Læsehastighed er et mærkværdigt begreb, der hverken garanterer nærlæsning eller skimmen. Rent videnskabeligt er der dog en pointe i, at jo hurtigere man læser, jo større risiko er der for at skimme og derved miste essentiel information undervejs.
Jeg hører også ofte, at man husker en bog bedre, hvis man arbejder med den. Hvis man fysisk involverer sig i læseoplevelsen ved at strege over, strege under, tage notater eller skrive referater, boganmeldelser og analyser – en afledning af en gammel idé om personlig involvering og investering. Men eftersom jeg, næsten, skriver om samtlige bøger, jeg læser, har det ingen anden relevans, end at jeg husker bøger fra de seneste par år bedre end det sorte hul af læseri, jeg ved, ligger forud for bloggen. 
Selvfølgelig er den menneskelige hukommelse langt mere kompliceret, end jeg overhovedet kan begyndte at forstå. Selvfølgelig kan og bør ikke måle læseoplevelser på deres plads i hukommelsen, da så mange af de bøger, man tydeligt husker, sommetider er forbundet med et fremtrædende minde om de omkringliggende omstændigheder eller måske er influeret af andre personer, filmoplevelser eller måske endda andre bøger. Men jeg er, inderst inde, stadig af den utopiske mening, at uforglemmelige læseoplevelser netop er uforglemmelige. Måske er det bare ikke altid navne, titler og handlinger, man husker – måske er det bare fornemmelsen af bogen, der bliver hængende. Den er selvfølgelig bare sværere at genfortælle.
I cannot remember the books I've read any more than the meals I have eaten; even so, they have made me,” skrev Ralph Waldo Emerson engang. Og måske har han mere ret, end jeg vil indrømme overfor mig selv.

Kan du huske det, du læser? Kan du remse hovedpersoner op og genfortælle handlinger af alle de bøger, du har læst i løbet af det seneste år? Og tror du (også), at man er ude af stand til at glemme en karakter eller en titel, der vedrører en yndlingsbog – eller mener du ikke, at læseoplevelser og navnehukommelse har en sammenhæng?


32 kommentarer:

  1. Virkelig godt indlæg :-)
    Jeg glemmer faktisk ofte, hvad jeg læser. Og ofte blander jeg bøger sammen, fordi jeg netop læser så meget og springer fra en bog til en ny, og nogle gange læser flere bøger samtidigt.
    Mine yndlingsbøger kan jeg ofte huske tydeligt, men det er faktisk mest følelsen af bogen jeg kan huske. Jeg kan huske hvordan jeg havde det, da jeg læste. Hvis en bog gør følelsesmæssigt indtryk på mig, så husker jeg den! .. Hvis ikke, så falder den også bare ned i det sorte hul af bøger jeg har læst igennem tiden.
    Men det er sjovt at dit indlæg kommer lige nu, for jeg er nemlig igang med at læse The Bronze Horseman .. igen. Jeg læste den sidste år på samme tid, og for nogle uger siden begyndte der at dukke små scener op i min hukommelse fra bogen, som jeg egentlig ikke havde tænkt vildt meget over, da jeg læste den første gang. Så det tog jeg som et tegn på at den skulle læses igen. Og nu kan jeg se at nogle passager er printet ind i min hjerne, og der kan jeg næsten huske ordret hvad der står - og det er typisk de følelsladede scener - og så er der andre scener, hvor jeg slet ikke kan huske at jeg har læst nøjagtig den scene før.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Og ja. Følelser stikker ud. Sommetider kan jeg også bare huske, jeg elsker en bog uden at vide hvorfor. Jeg ved det bare.

      Og hvor er det fint med genlæsning. Det er nemlig så fascinerende at man opdager noget nyt hver eneste gang.

      Slet
  2. Jeg har det sådan set fint med at glemme handlinger og navne. De bøger, som virkelig betyder noget, tror jeg på ændrer dig og den ændring bliver hos dig for evigt, for den er en del af dig :-)

    SvarSlet
  3. Jeg er helt sikker på, at man kan glemme både bogens navn og karakterernes navne. Jeg har en idé om, at de bøger der sætter sig fast i én, er de bøger, der har gjort noget specielt. Hvis jeg ikke selv kan huske en bog særlig godt efter at have læst den, må jeg erkende, at den måske ikke var helt så god, som jeg troede. For blæste den mig omkuld og gjorde et kæmpe indtryk på mig, burde jeg vel også have husket den. :-)

    /www.mitbogunivers.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaeh, sådan har jeg også tit haft det. Det virker logisk. Men sommetider glemmer jeg altså noget væsentligt alligevel.

      Slet
  4. Det er en spændende problemstilling. Jeg glemmer også ofte navne, men jeg husker alligevel karakterer ud fra deres tanker og handlinger, altså essensen af dem. Tænker jeg tilbage på f.eks. The Night Circus, rammes jeg igen af følelsen af mystik og uovervindelig kærlighed. Og jeg ser det fantastiske cirkus for mit indre blik, som jeg forestillede mig det under min læsning.
    Så jeg glemmer måske navne og overordnede plot, men jeg husker alligevel bogens stemning, hvis den har rørt mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, 'The Night Circus' den er netop også blandt mine uforglemmelige. Det er også en af mine yndlingsbøger.

      Slet
  5. Unless we are talking about a series where the character names are constantly repeating or classics, I tend to forget about character names. I find that normal; it's impossible to remember everything... our brain would explode. Normally I remember how the book made me feel and whether I liked it or not, and the general plot. Sometimes I could remember a book in more depth but it depends on the book :)

    SvarSlet
    Svar
    1. You're probably right! And it really does vary quite a lot from book to book.

      Slet
  6. Jeg glemmer tit store dele af bøger, selv dem jeg holder af. Jeg tænkte for nylig på Michael Cunningham's 'A Home at the End of the World' - jeg kan huske, at jeg virkelig godt kunne lide den, men ellers er det hele lidt sløret, når jeg tænker tilbage på den.

    Det kan også være, at det spiller ind hvor meget man læser. Hvis man nu kun læste 5 bøger om året, ville det måske være lettere at huske. Det er i hvert fald min undskyldning, når folk forarves over, at jeg ikke kan huske en bestemt detalje :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har helt sikkert også noget at sige, hvor meget man læser. Det tror jeg i hvert fald også. Og sært nok er det børnelitteraturen jeg læste for længe siden som barn, jeg altid husker bedst.

      Slet
    2. Samme her - den gang genlæste jeg også meget mere end i dag :-)

      Slet
  7. Jeg er faktisk ufattelig dårlig til at huske det jeg læser. Jeg glemmer det ofte et par dage efter. Det er hamrende frustrerende, men jeg tror ærlig talt ikke, at der er så meget jeg kan gøre ved det.
    Men som du selv skriver, så husker jeg altid min "stemning" når jeg læser bogen, eller hvad man skal sige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er bestemt ikke den eneste. Nogle bøger glemmer jeg meget hurtigt. Og andre glemmer jeg aldrig.

      Slet
  8. Meget interessant spørgsmål :-)

    Jeg synes, det er meget forskelligt, hvor god eller dårlig jeg er til at huske bøger. Ind imellem kan jeg godt glemme slutningen, selvom jeg måske har været ret begejstret for bogen i det hele taget. Det er en ret irriterende ting at glemme :D

    Men der er bare bøger, der er lettere at huske end andre. Jeg tror, jeg er enig med Zenia i, at bøger, der vækker følelser i mig (det kan både være gode og dårlige) er lettere at huske.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Og haha! Jeg har også prøvet at diskutere en bog og slet ikke kunne huske slutningen. Det er problematisk. Man spoiler nærmest sig selv!

      Slet
  9. For mig kommer det rigtig meget an på, hvilken en bog det er. Nogle bøger føler jeg, at jeg kan huske enhver detalje af, mens andre føles som en fjern slægtning, man engang kendte. Bøger som "Me Before You" af Jojo Moyes, "One Day" af David Nicholls og "Billy and Me" af Giovanna Fletcher kan jeg huske næsten hele handlingen af, mens andre bøger, af samme forfattere, har plantet sig lang lang nede i min bevidsthed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig. Det kommer også meget an på, hvor specielt eller kompliceret plottet er. Om bogen har noget sært og unikt der gør, at man altid vil huske den – om man så kunne lide den eller ej.

      Slet
  10. Jeg tror det varierer ufatteligt meget fra bog til bog. Lige som resten af verden forelskede jeg mig hovedkuls i The Fault in Our Starts da den var på sit højeste, og jeg glemmer nok aldrig den bog, men mere eller mindre hver eneste gang jeg taler om historien må jeg virkelig anstrenge mig for at huske, hvad de ellers elskelige karakterer egentlig hed. Oftest er det "detaljer" som dem, der først forlader hukommelsen - i dette tilfælde især fordi jeg synes, at navnene er helt forkerte.

    I bund og grund har jeg ikke noget imod at glemme detaljer her og der. Så længe jeg netop kan huske den der stemning, og kan genkalde det der fascinerede mig undervejs, så er det godt nok for mig :)

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert! Jeg tror også sommetider, jeg går for meget op i huskeriet som en eller anden form for test. Det er det jo ikke. Hvad man husker kan være så tilfældigt.

      Slet
  11. Jeg læser på en underlig måde, F.eks læser jeg aldrig navne eller steder " højt". Dvs. Jeg ser på navnet og genkender det som symbol og ved derfor aldrig hvad hovedperson hedder hvis der er en der skulle spørge mig.Måske læser din veninde på samme måde uden at hun har lagt mærke til det.

    SvarSlet
  12. SKØNT indlæg! Din sidste pointe er så vigtig, synes jeg; "måske er det bare fornemmelsen af bogen, der bliver hængende. Den er selvfølgelig bare sværere at genfortælle."
    Jeg tror det er sådan, at jeg har det med de fleste bøger. Jeg kan huske den følelse eller fornemmelse, som bogen gav mig. Hvad enten det var lykke, et knust hjerte eller en masse grin. Om det så var Finn eller Poul, der var navnet på den tredje person i et trekantsdrama er knapt så relevant for hukommelsen tænker jeg.

    Men du har ret, det er så svært at genfortælle en historie ud fra en følelse eller en fornemmelse. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og ja. En fornemmelse er svær at sætte ord på – men hvis man sammenkobler bogen med en følelse er det et smukt minde, om hvad den har vakt i en. Og det er bestemt også værd at tage med sig.

      Slet
  13. Jeg er virkelig også god til at glemme! Jeg genlæser ikke så meget længere, men da jeg gjorde, havde jeg ofte en oplevelse af at få helt nye afsnit og sammenhænge foræret - fordi de af uransagelige grunde ikke havde fæstnet sig i min bevidsthed første gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kender jeg kun alt for godt! Det er også derfor, jeg elsker at genlæse. Man opdager altid noget nyt.

      Slet
  14. Jeg tror, du har helt ret i din sidste pointe. Jeg tror nemlig på, det er fornemmelsen af bogen, der bliver mest hængende i hukommelsen. Jeg har i hvert fald flere gange oplevet at både navne og personer forsvinder fra min hukommelse i kortere eller længere tid, selvom de måske er en del af en yndlingshistorie, som jeg har genlæst flere gange. På den anden side har jeg også bøger, hvor jeg stadig husker små brøkdele af historien, selvom jeg virkelig ikke kunne lide bogen.

    I det hele taget tror jeg, det er meget forskelligt, hvad og hvordan man egentlig husker, når man læser. Nogle lægger f.eks. også meget vægt på ting/episoder, som andre slet ikke bemærker. Det har måske også noget at sige, hvordan vi er som personer - hvad er det, vi har mest fokus på? Og hvordan afspejler det sig i vores læsning? Jeg tænker i hvert fald, at det måske også kan være en grund til, at vi husker forskellige ting, og at nogle ting måske sætter sig fast hos nogen, hvorimod andre slet ikke har registreret de ting, fordi de måske f.eks. rørte dem ligeså meget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hukommelse er virkelig en sær ting. Jeg aner ikke, hvorfor jeg husker halvdelen af det, jeg gør, og hvorfor jeg sommetider glemmer ting, der er så essentielle.

      Men ja – helt sikkert. Det siger meget. Og det er spændende.

      Slet
  15. Så godt skrevet, Rikke. Jeg bliver tit frustreret over min mangelfulde hukommelse, når det kommer til de læseoplevelser, som ligger lidt længere tilbage. Det starter som regel med det klassiske udbrud: "Den her skal du læse! Den er så så så god!" Og når personen dernæst spørger ind til det så så så gode, kommer jeg ofte til kort. Jeg kan sagtens huske stemningen, som læsningen skabte, hvor jeg var, da jeg læste den, eller hvem der anbefalede mig den, men den helt specifikke handling eller scene udebliver. Kun bøger, hvor jeg har skrevet resumeer på Goodreads, faldet i svime over dem med litterære hjerteveninder over uudtømmelige tekopper eller diskuteret dem med undervisere og medstuderende hænger sådan for alvor fast - og derfor må jeg sige, at jeg stadig får et smil på læben, hver gang jeg ser Middlemarch stå på hylden og kommer i tanke om den kære Ludgate. Han er og bliver altså bare min yndlingskarakter <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, søde Stine! Og åh, om jeg kender det med de boganbefalinger der leder en ud i søforklaringer og tomme blikke. Æv, altså! Men ja. Det hjælper at skrive ned, at bearbejde og at tale. Præcis om vi læseglade mennesker gør <3

      Og, åh Middlemarch! Lydgate er så fantastisk. Alle burde kende ham.

      Slet
  16. Åh, ikke altid - det svinger meget. Dog har jeg fundet ud af, at efter at have fået bloggen, hvor jeg reflekterer mere over bøgerne, samt skriver anmeldelser, så husker jeg langt bedre hvad jeg har læst.
    Mange bøger som jeg har nydt og på Goodreads har givet topkarakterer, er dog bøger hvor jeg knap nok kan genkalde handlingen..
    Jeg bliver en smule frustreret og har tit tænkt på, om jeg har givet mig nok hen i historien, om min hukommelse bare er forfærdelig, eller om bogen overhovedet var så god, hvis jeg ikke engang kan nævne, hvad der egentligt gjorde den speciel..

    Spændende og tankevækkende indlæg.

    SvarSlet