Tema-tirsdag #113: Læseklubssnak

To år og fem måneder, seksten bøger, femten møder og smukke venskaber. Så hurtigt kan min læseklub opremses. Den blev startet i august 2013 i et anfald af ønsketænkning, da jeg sendte en håndfuld håbefulde mails ud til tre piger, som jeg ikke rigtigt kendte. Alt hvad jeg vidste om Anne, Mai og Anne Nikoline var, at de boede i Odense, elskede at læse og havde bogblogs. Og i sidste ende viste det sig også, at det var alt, hvad jeg havde brug for at vide.

For efterhånden som årene er gået, er den pludselige indskydelse blevet til en tradition. De, nogenlunde regelmæssige, læseklubsmøder er et månedligt pusterum, hvor tekopper bliver tømt på rekordtid, hvor litterære metaforer og vasketøj diskuteres på lige fod, og hvor der hurtigt forsvinder mange timer. Faktisk sætter vi efterhånden halve dage af til vores læseklubsmøder. Det er altid så hyggeligt, at vi ikke kommer hjem, før det er blevet mørkt udenfor, og en eller anden udbryder noget om aftensmad.

Jeg kan blive helt rørt ved tanken om, at vi nu har mødtes i over to år og snakket løs om bøger. Om Kazou Ishiguro som vi ikke helt forstod men elskede alligevel. Om John Greens mærkværdige julenovelle som ingen af os helt kom i julestemning af. Og om Josefine Klougarts velskrevne roman, som hverken Mai eller jeg kom helt igennem. Om chick-lit, fantasy, magisk realisme og børneeventyr. Der har aldrig været et mønster for de bøger, vi har læst og diskuteret. Det har altid bare lige været, som vi har været i humør til. Og haft lyst til.

Det samme kan man vist også sige om vores møder. Ingen af os er synderligt strukturerede eller langtidsplanlæggende, og vores kalendere matcher ikke altid hinandens. Og fordi vi kun er fire, savner vi ofte et gruppemedlem, når nogen aflyser. Derfor glæder vi os til at mødes med Rikke næste gang og gøre vores firekløver til et femkløver. Det bliver uden tvivl lige så rart, som det altid har været. 

Jeg har altid drømt om at være del af en læseklub. Måske har jeg i virkeligheden ønsket mig det, lige siden jeg opdagede, at den slags fandtes. For et månedligt forum hvor man mødes og taler om bøger – bøger man har læst sammen, samtidig – har altid forekommet mig helt genialt. Og med tiden er det blevet noget helt uundværligt. Jeg er så glad for, at jeg sendte de tre mails ud, dengang for næsten to et halvt år siden. For de mails har givet tilbage i tifold siden da.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan man starter en læseklub, eller hvordan man bliver del af en. Og jeg har altid lidt svært ved at svare, for jeg kunne i mange år heller ikke selv regne det ud. Lige indtil jeg en dag bare gjorde det. Jeg blev en del af en læseklub, fordi jeg fandt andre, der ville være en del af en læseklub. Og jeg fandt dem kun, fordi jeg spurgte. 

Det at være del af en læseklub er meget mere end bøgerne. Bøgerne og læsekærligheden er altid udgangspunktet; altid det vi starter med at diskutere, når vi mødes. Men emnet skifter, sommetider langsomt og sommetider hurtigt, og snakken falder hurtigt på alt fra bloggeri til arbejde, oplevelser og hverdag. Måske var det første år en lang dans for at få lært hinanden at kende – men nu kender vi hinanden så godt, at det føles trygt at tale om lige præcis det, man tænker på. Og det er dét, der gør, at jeg altid glæder mig til at møde op til et læseklubsmøde. Uanset om jeg har fået læst bogen, det hele handler om eller ej.

Er du medlem af en læseklub? Eller leger du med tanken om at blive det?