tirsdag den 22. marts 2016

Tema-tirsdag #119: Min mors hjemmebibliotek

Jeg har vist tidligere lovet jer at tage jer med ind i min mors hjemmebibliotek. Det er bare svært, fordi der er så mange ting at vise frem og så mange sjove vinkler og minder gemt i de store væg-til-væg reoler. Ikke desto mindre er her et lille glimt af hendes imponerende bogsamling og hjemmet de står i.


Jeg begyndte at læse, fordi jeg elskede det. Og fordi jeg voksede op i et hjem, hvor bøger var lettilgængelige. Faktisk var de nærmest overalt. På mine forældres soveværelse stod rækker af Jumbo-bøger, Puk-bøger og paperbacks på øverste hylde hvis titler jeg knap nok kunne læse. I stuen stod Lademanns samlede leksikoner, der så så ærefrygtindgydende og majestætetiske ud i deres læderindbinding. Vi slog ofte ord op sammen, og jeg kan huske, jeg drømte om en dag at læse dem alle. Det forekom mig som noget særligt.
Min mor havde bøger om alt muligt, og de stod overalt. Jeg er vokset op med historier i alskens former og farver; jeg var vant til at bladre i bøger og tegneserier og lytte til lydbånd især, før jeg overhovedet lærte at læse. Jeg voksede op i et hjem fyldt med bøger, jeg har fyldt mit eget hjem med bøger; og i dag føles hjem ikke som rigtige hjem uden bøger. Bøger er, for mig, en del af tapetet, en del af bygningen, en slags indgroet inventar akkurat lige så essentielle og utænkeligt uundværlige som sofaer er for andre. 
Jeg hørte engang en veninde sige, at hjem uden familiebilleder bliver for upersonlige. Det er jeg enig i, men jeg har også tilføjelser. For nogle af min mors bøger er som familiebilleder. Og når jeg samler dem op, ser jeg den pige, der engang læste dem – min mor, min søster eller mig selv. Jeg kan så tydeligt huske de søndage, vi tilbragte med Jumbo-bøger og vafler. Den dag min mor gav sine Puk-bøger til mig, og alle folderne og æselører i "Det lille hus i den store skov" som min søster lavede, imens hun digtede videre på Laura Ingalls Wilders historie. Det er som fotoalbums. Det er historiebøger. Og derfor er der få steder, jeg føler mig så meget hjemme som i min mors bibliotek.

Man siger, bogreoler siger meget om personen bag. Men min mors bogreoler siger lige så meget om personerne omkring hende. På hendes hylder står bøger hendes børn har efterladt, bøger hun har læst højt fra engang, bøger hendes mand har fået foræret og som hun har adopteret, bøger fra lufthavne, togstationer, genbrugsbutikker og fjerne verdenskroge. Der står Jumbo-bøger, som hun har samlet på i mange år, bøger om Prinsesse Diana (som hun altid har været fascineret af), bøger om præsidenter og krimier i stribevis, læderindbundne skønheder, Jane Austen-romaner, slidte Harry Potter-bøger og højt elskede Tolkien-fortællinger. Hendes bogreoler er svære at afkode, for hun læser det hele – og hun læser meget.
Rummet bøgerne står i er faktisk mit gamle værelse; to rum slået sammen til et og fyldt med reoler, gulvlamper og lænestole. Det er en ægte læsehule, der bringer min egen til skamme; og jeg elsker at sidde derinde og betragte bøgerne, der smyger sig fra gulv til loft, folder rundt om væggene og fortsætter ind i et andet rum. Billeder kan slet ikke yde det retfærdighed.
Min mors bibliotek er et fantastisk sted. Mest af alt fordi det minder mig om, hvor min egen læselyst kommer fra. Fra hende og hendes boganbefalinger. Fra at vokse op i et hjem hvor læsning var en selvfølge. Og for at altid at komme på besøg og komme derfra et par boganbefalinger rigere. 

Er du også vokset op i et hjem med bøger? Deler du også din bogkærlighed med din familie – eller kommet din læseglæde andetsteds fra? 

7 kommentarer:

  1. Sikke et vidunderligt bibliotek, som ikke kun rummer læseglæde fra en hel familie, men også så meget kærlighed til litteraturen:-) Hvor er det hyggeligt at læse om dine barndomsminder med skønne læsestunder med skønne og fine billeder! Jeg elskede også serien om "Det lille hus i den store skov", men jeg brugte også mange timer sammen med Troldepus og hans søster Pussi, der kunne blive usynlige når de puttede en hvid pind i munden. Min læseglæde stammer også fra min barndom, hvor min mor og far også havde en del bøger stående på hylderne.
    Ønsker dig og familien en dejlig påske:-)

    SvarSlet
  2. Hvor ser det bare skønt ud! Og der er endda et billede af katten Rasmus, hun er altså bare så sød!
    Jeg er også vokset op blandt bøger, både min far og mor læser rigtig meget, og min mor læste altid højt for mig, da jeg var barn - hver aften. Deres bogreoler er fyldt til randen med biografier, romaner, krimier købt på loppemarkeder, i boghandler, givet som gave og købt på ferier. Der er så mange bøger, og jeg er så glad for, at jeg er vokset op blandt bøger og læseglæde. :) Skønt indlæg Rikke! <3

    SvarSlet
  3. Åh, hvor har din mor også et skønt hjemmebibliotek.
    Jeg er vokset op blandt bøger, men det har været mine egne, da min mor ikke læser specielt meget pga. ordblindhed.
    Min mor har dog altid læst højt for mig, specielt når vi var indlagt på sygehuset og jeg skulle have medicin igennem sådan en dampmaske, hvilket tog et godt stykke tid og jeg hadede det, så for at distrahere mig læste min mor højt og tit blev jeg sur når vi så ikke skulle læse mere fordi jeg havde fået al min medicin.
    Så snart jeg lærte at læse vendte rollerne dog og det blev mig der læste højt for min mor istedet for og det gør jeg stadig den dag i dag. Hver december læser jeg den samme bog højt for min mor hvor der er et kapitel til hver dag op til jul. Jeg elsker at min mor er en del af min læseglæde, selvom hun ikke selv læser ret meget.
    Min mor har altid bakket meget op om min læsning og hun tog mig med på biblioteket flere gange om ugen og så skiftedes vi til at læse bøgerne højt for hinanden. Og så er bøgerne bare et fantastisk tilflugtssted når alt andet bliver for meget.

    SvarSlet
  4. Åh, din mor lever virkelig drømmen! At have et helt rum - eller to - udelukkende til bøger er vel, hvad de fleste læseheste drømmen om en dag at kunne opnå? Smukt ser det i hvert fald ud! Og hvor er det bare skønt, at din mor ikke begrænser sig til "mor-litteratur", men tilsyneladende har lige så bred smag, som mange af vi andre.
    Jeg kommer selv fra et utroligt ulitterært hjem, men for et halvt års tid siden lånte min mor dog den første Harry Potter-bog med hjem, og rygtet vil vide, at hun læser den højt for min far. Det synes jeg altså er ret så fint at tænke på! :)

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
  5. Hvor ser det skønt ud! Jeg synes i øvrigt, det er tydeligt, I er i familie - samme smukke og rolige opbygning af bogreolerne :-)

    Der var mest opslagsbøger i mit barndomshjem (dem var der til gengæld en del af), så min kærlighed til bøger var ikke specielt knyttet til mine forældre. Jeg tror ind imellem, de undrede sig over, HVOR mange biblioteksbøger jeg kunne sluge på en uge ;-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
  6. Your mother's bookshelf is beuatiul. And I did grew up in a house with books and it was quite fun to read all those books I found, though we didn't have a bookshelf like your mother does :)

    SvarSlet
  7. Så flotte reoler - man kan let se, hvor du har det fra!
    Og ja, min læseglæde/samlermani har jeg bestemt også fra mit barndomshjem.

    SvarSlet