"Sense & Sensibility" af Joanna Trollope, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2013. 1/5 stjerner.
Med The Austen Project har HarperCollins startet et spændende initiativ. Projektet går ud på, at seks etablerede forfattere skal genfortælle Austens seks romaner i en nutidig tone og med nutidige omgivelser. Projektet er en form for genfortolkning, der skal påvise, at Austens romaner er ligeså gældende i dag, som de var, da de blev udgivet for 200 år siden.
"Sense & Sensibility" er den første udgivelse i rækken af de seks romaner. I Joanna Trollopes hænder forvandles Austens klassiker til en fortælling om to vidt forskellige søstre med vidt forskellige drømme. Den kreative og guitar-spillende Marianne Dashwood er en følsom sjæl, der drømmer om at komme på kunstskole, hvorimod søsteren Elinor fungerer som den ansvarlige i familien, og håber på en dag at blive arkitekt. Familien Dashwoods priviligerede tilværelse får dog en brat slutning, da faderen dør og efterlader sig en kone og tre døtre i et økonomisk hul uden et hjem.
“The window was open, a high sash window between white linen curtains striped in grey and pink. Marianne folded her arms on the sill and leaned out. The gardens below her were extensive, and even if Cleveland Cottage called itself a cottage, it was an affectation, really, because it was a house.”
Det lovede så godt. Den yndigt blå bog med udskårne silhouetter og de skinnende gulddetaljer lignende begyndelsen på en slags fornøjelig eftermiddagseskapisme, altimens konceptet bag The Austen Project tydede på en sjov, kreativ og respektfuld vinkel på min absolutte yndlingsforfatter. Desværre faldt det hele så hurtigt til jorden, og læsningen efterladte mig med ét eneste spørgsmål; hvorfor? Hvorfor er denne bog overhovedet nødvendig, og hvorfor i alverden påstår den at tilføje noget nyt til Austens univers?
På det seneste har jeg med længsel og spænding fulgt med i YouTube-serierne 'Emma Approved' og 'The Lizzie Bennet Diaries', som netop fungerer som moderniserede Austen-fortællinger. I en omskrevet videoblog-form udspiller Austens ord sig på en måde, der endnu beviser deres relevans. De to YouTube-serier er tydelige eksempler på, hvor elegant Austens fortællinger lader sig oversætte til moderne scenarier; hvordan noget nyt kan tilføjes til plotlinjen uden at tabe Austens smukke struktur og fortællerstemme undervejs.
Og det er lige netop i denne disciplin, Trollope fejler så fatalt. Trollope tilføjer ikke noget nyt til plotlinjen, i stedet fortæller hun Austens historie, som vi alle kender den, og indsætter akavede glimt af moderne teknologi. Det eneste nye i Trollopes fortolkning er en enkelt SMS i ny og næ og det lejlighedsvise behov for Facebook-stalking. Historien forbliver den samme, og selvom Trollopes integretitet er beundringsværdig, falder historien fra hinanden på grund af det.
“And I've made it, because I am desperate not to push. And, actually, it's more than enough, it's wonderful to lie here and watcher her able to look down at that house without it distressing her. She's not indifferent - that would be too much to hope for - but she's not yearning either.”
Et af knudepunkter i "Sense & Sensibility" er faderens død og de pengeproblemer, der følger som konsekvens af hans død. Trollope skriver om, hvor fortabte Dashwood-familien er ved tabet af deres hus og dermed deres status. Ikke et sekund overvejer Marianne og Elinors mor, Belle Dashwood, at få sig et job. Det er tilsyneladende umuligt for en kvinde af hendes status at arbejde; og således skubbes den ellers så moderne fortælling atter tilbage i Austens tidsalder. Trollopes tekst er fyldt med dilemmaer, der synes mærkværdige for den moderne læser; undren over hvordan Edwards forældre kan tillade sig at bestemme over hans ægteskab med begrundelsen af, at hans kommende kone skal komme fra en god familie og have en formue? Det tilbagevendende tema om kvinders arveret er også mærkeligt malplaceret, ligesom det faktum at Marianne dåner og sukker hele bogen igennem og tilsyneladende også er ude af stand til at kurere sine pengeproblemer ved at få sig et job.
"Sense & Sensibility" er dermed ikke en nyfortolkning af Austens klassiker, og plotlinjen er ikke ændret eller tilpasset til moderne omstændigheder. Tværtimod er det blot som om, hele Austens roman har foretaget en tidsrejse og nu udspiller sig i et samfund, hvor den ikke hører til. Trollope lader historien smuldre mellem sine fingre; hendes drama er hverken plausibelt eller troværdigt.
Jeg kan levende forestille mig, hvor frygtindgydende en opgave det må være at blive bedt om at omskrive en så elsket klassiker af en så elsket forfatterinde. Jeg kan forstå behovet for respektfuld troværdighed; men jeg kan ikke forstå, hvordan man kan modernisere en historie uden at tilføje noget nyt til den. Hvis jeg ønskede at genlæse "Sense and Sensibility" ville mit valg altid falde på Austen selv. Der findes trods alt ingen bedre.
“The window was open, a high sash window between white linen curtains striped in grey and pink. Marianne folded her arms on the sill and leaned out. The gardens below her were extensive, and even if Cleveland Cottage called itself a cottage, it was an affectation, really, because it was a house.”
Det lovede så godt. Den yndigt blå bog med udskårne silhouetter og de skinnende gulddetaljer lignende begyndelsen på en slags fornøjelig eftermiddagseskapisme, altimens konceptet bag The Austen Project tydede på en sjov, kreativ og respektfuld vinkel på min absolutte yndlingsforfatter. Desværre faldt det hele så hurtigt til jorden, og læsningen efterladte mig med ét eneste spørgsmål; hvorfor? Hvorfor er denne bog overhovedet nødvendig, og hvorfor i alverden påstår den at tilføje noget nyt til Austens univers?
På det seneste har jeg med længsel og spænding fulgt med i YouTube-serierne 'Emma Approved' og 'The Lizzie Bennet Diaries', som netop fungerer som moderniserede Austen-fortællinger. I en omskrevet videoblog-form udspiller Austens ord sig på en måde, der endnu beviser deres relevans. De to YouTube-serier er tydelige eksempler på, hvor elegant Austens fortællinger lader sig oversætte til moderne scenarier; hvordan noget nyt kan tilføjes til plotlinjen uden at tabe Austens smukke struktur og fortællerstemme undervejs.
Og det er lige netop i denne disciplin, Trollope fejler så fatalt. Trollope tilføjer ikke noget nyt til plotlinjen, i stedet fortæller hun Austens historie, som vi alle kender den, og indsætter akavede glimt af moderne teknologi. Det eneste nye i Trollopes fortolkning er en enkelt SMS i ny og næ og det lejlighedsvise behov for Facebook-stalking. Historien forbliver den samme, og selvom Trollopes integretitet er beundringsværdig, falder historien fra hinanden på grund af det.
“And I've made it, because I am desperate not to push. And, actually, it's more than enough, it's wonderful to lie here and watcher her able to look down at that house without it distressing her. She's not indifferent - that would be too much to hope for - but she's not yearning either.”
Et af knudepunkter i "Sense & Sensibility" er faderens død og de pengeproblemer, der følger som konsekvens af hans død. Trollope skriver om, hvor fortabte Dashwood-familien er ved tabet af deres hus og dermed deres status. Ikke et sekund overvejer Marianne og Elinors mor, Belle Dashwood, at få sig et job. Det er tilsyneladende umuligt for en kvinde af hendes status at arbejde; og således skubbes den ellers så moderne fortælling atter tilbage i Austens tidsalder. Trollopes tekst er fyldt med dilemmaer, der synes mærkværdige for den moderne læser; undren over hvordan Edwards forældre kan tillade sig at bestemme over hans ægteskab med begrundelsen af, at hans kommende kone skal komme fra en god familie og have en formue? Det tilbagevendende tema om kvinders arveret er også mærkeligt malplaceret, ligesom det faktum at Marianne dåner og sukker hele bogen igennem og tilsyneladende også er ude af stand til at kurere sine pengeproblemer ved at få sig et job.
"Sense & Sensibility" er dermed ikke en nyfortolkning af Austens klassiker, og plotlinjen er ikke ændret eller tilpasset til moderne omstændigheder. Tværtimod er det blot som om, hele Austens roman har foretaget en tidsrejse og nu udspiller sig i et samfund, hvor den ikke hører til. Trollope lader historien smuldre mellem sine fingre; hendes drama er hverken plausibelt eller troværdigt.
Jeg kan levende forestille mig, hvor frygtindgydende en opgave det må være at blive bedt om at omskrive en så elsket klassiker af en så elsket forfatterinde. Jeg kan forstå behovet for respektfuld troværdighed; men jeg kan ikke forstå, hvordan man kan modernisere en historie uden at tilføje noget nyt til den. Hvis jeg ønskede at genlæse "Sense and Sensibility" ville mit valg altid falde på Austen selv. Der findes trods alt ingen bedre.
Åh hvor skuffende! Og hvor lyder det bare som en utrolig ærgerlig måde at genfortælle historien på, for mange af problematikkerne i Austens romaner, kan man jo ikke oversætte direkte (i hvert fald ikke så direkte, som det lyder til at Trollope gør) til nutiden.
SvarSletNej lige præcis! Selvfølgelig er status stadig et problem, men ikke på samme direkte måde, at ens status falder fordi man skal flytte til et andet hus. Bogen bruger også lang tid på at skelne mellem "house" og så "cottage", og jeg føler ærlig talt, at det er en smule irrelevant :/
SletDet gode ved Austen Project er dog, at hver bog får en ny forfatter, så tænker lidt man godt kunne prøve igen med "Northanger Abbey" af Val McDermid, hun behøver jo ikke at begå samme fejl som Trollope :)
Åh, jeg er lige blevet færdig med den og var bestemt heller ikke fan :-( jeg kan godt lide nyfortolkninger, genfortællinger, genindspillinger og at lade sig inspirere af mesterværker. Alle dele har på en måde sin egen ret, men denne var virkelig ikke særlig vellykket. Ligesom dig syntes jeg også umiddelbart, at det lød som et spændende projekt og håber på det bedste med de næste. Jeg er enig i langt de fleste af dine kritikpunkter og så hadede jeg - af uforklarlige årsager - kælenavnet Wills. Det fik mig til at gyse hver gang ;-) Det hele fik gav også mig mest lyst til at hive originalen ned fra boghylden og starte forfra.
SvarSletJeg har ikke set de 2 YouTube serier, men vil gøre det ved først kommende lejlighed tror jeg :-)
Lige præcis. Jeg synes slet ikke, Trollope "omskriver" historien, hun genfortæller den bare og smider en iPad ind hist og her. Det er virkelig en skam, og jeg synes, det kunne have været så meget mere interessant på en anden måde. Du har i øvrigt helt ret med Wills; generelt havde jeg det største problem med "M" eller Marianne, jeg synes simpelthen, det blev alt for karikeret. Suk.
SletMht. YouTube-serierne kan jeg varmt anbefale det! Især "The Lizzie Bennet Diaries" er helt fænomenal!