Tema-tirsdag #35: Illustrationer

Bøger er mere end deres tekst. En bog er en helhed, udgjort af millioner af komponenter og brudstykker - ligesom en computer er mere end dens skærm og en krop er mere end dens hud, består en bog også af mere end dens bogstaver. En bog er også et forsidetryk, en indbindning, en titel på bogryggen, et forord om/af forfatteren, en indholdsfortegnelse, en overskrift, sidetal, papirstykkelse og illustrationer. Og selvom brødteksten der befinder sig mellem det første kapitel og det afsluttende efterord afgjort vejer tungest, bidrager hvert eneste brudstykke til førstehåndsindtrykket, den overordnede læseoplevelse og den samlede bog.

Ofte er teksten dén faktor, vi forbinder bogen med - men sommetider spiller andre elementer ligeså tydeligt ind. Når jeg tænker tilbage på min barndomslæsning ser jeg en sær sammenblanding af tekst og billeder, som er så tæt forbundet, at de aldrig ville kunne fungere uden hinanden. A. A. Milnes rørende fortælling om Peter Plys i hundredemeterskoven er så dybt sammenkædet med E. H. Shepard, at jeg ikke kan tænke på teksten uden at se illustrationerne for mig - eller omvendt. Ligeledes definerer John Tenniels tegninger af Alice min forståelse af teksten i en sådan grad, at jeg ikke kan undvære dem. Quentin Blakes illustrationer til Roald Dahls børnebøger (særligt "Mathilda"), Pauline Baynes' fortolkninger af Narnia-universet, og Tove Janssons egne Mumi-streger, er flere ikoniske og uforglemmelige eksempler herpå. Det føles næsten som om, der er tilfælde, hvor teksten ikke kan stå alene - hvor illustrationerne er integreret i sådan en høj grad, at de ikke kan skilles ad.

Egentligt er definitionen af en illustration, dét at visualisere og klargøre idéer, så de er lettere at forstå - hvilket naturligvis forklarer de indiskutabelt medfølgende illustrationer i enhver børnebog. Teksten afspejles i illustrationen, der starter en kæderække af billeder og stemninger i læserens eget sind. Som et blidt skub, leder illustrationer læseren i den rigtige retning af det billede, forfatteren forsøger at danne. Forståelsen bliver større, oplevelsen bliver dybere, og den verden bogen indeholder bliver langt mere håndgribelig.

Af samme grund forstår jeg ikke, hvorfor illustrerede bøger hovedsageligt er forbeholdt barndomsverdenen. Sommetider ville jeg ønske, jeg havde en illustration til at lede mig på vej under min læsning - både af forståelsesmæssige og æstetiske årsager. For illustrationer er, uden tvivl, også smukke kunstværker, der tilføjer et ekstra lag og et ekstra liv til ordene.

Jeg bliver irrationelt lykkelig, hvis jeg bladrer gennem en bog og støder på illustrationer,  fotografier og eksperimenterende lege med typografi. Jeg knuselsker bøger, der gør brug af disse elementer - ikke til at supplere historien med, men til at fortælle den med. "Opfindelsen af Hugo Cabret" af Brian Selznick, hvor en sætning bliver afbrudt af en billedserie, og en handling bliver vist i stedet for at blive skrevet - eller "Extremely Loud and Incredibly Close" af Jonathon Safran Foer, hvor fotografier inddrages for at beskrive og belyse elementer i hovedpersonens sind. Det er fantastiske tilfælde, hvor illustrationerne ophører med blot at være illustrationer - men i stedet bliver ligeså uundværlige for læsningen som bogstaverne selv.

Betyder illustrationer i bøger noget særligt for jer? Er der nogle bøger I husker ligeså meget for deres illustrationer som for deres tekst? I så fald - hvilke?