onsdag den 26. marts 2014

"Åndernes hus" af Isabel Allende

"Åndernes hus" (org. titel "La Casa de los Espíritus") af Isabel Allende, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 1991 (org. udgivet i 1982). 4/5 stjerner.

Efter sigende begyndte Allendes populære debutroman som et brev, Allende skrev til sin 100årige bedstefar. Brevet udviklede sig til et manuskript, og manuskriptet udviklede sig til en bestseller.
"Åndernes hus" er en slægtsroman, der er dybt sammenfiltret med Chiles politiske historie. Bogen strækker sig over fire generationer, og beretter om familiebånd, problematiske søskendeforhold, kærlighed, død, politisk tumult, hævn og generelle livsvilkår. Historien tager sit udgangspunkt i Esteban og hans ægteskab med den synske Clara, deres børn og børnebørn.

Langt over et halvt århundrede er gået siden da, men det øjeblik står stadig prentet i min erindring, da Rosa, den smukke, kom ind i mit liv som en distræt engel og fratog mig min sjæl, idet hun gik forbi.

På en eller anden måde, sniger Allende sig altid ind i daglige diskussioner og lange oplistninger af yndlingsbøger. "Åndernes hus" er en af de romaner, jeg er stødt på igen og igen, og alligevel aldrig har fået læst. Indtil nu.
I forrige weekend så jeg ved et tilfælde filmatiseringen af "Åndernes hus" - og jeg forelskede mig i den barske familiesaga med magiske stænk. Jeg gik øjeblikkeligt ind i min mors bibliotek, fandt bogen frem og påbegyndte min læsning. Og som altid viste bogen sig at være dybere, stærkere og større end dens filmatisering.
Bogen er langt mere sanselig, legesyg og fremmedartet end filmen. Hos Allende er den smukke Rosa kendetegnet ved maritim skønhed, grønt hår og havfruelignende forførelse, altimens Clara læser tanker, flytter border, taler med ånder og stiltiende træner sine kræfter. Den magiske realisme skaber sit helt eget univers, og spillereglerne er derefter. Det hele bliver meget symbolsk og mytisk; bogen emmer af sydamerikansk fortællertradition og åbenlyse referencer til Gabriel García Marquez.
Og det er måske også denne stemning, der fastholdt holdt mig under min læsning. Allende maler et smukt og nuanceret billede af Chile, og bevæger sig med lethed mellem rigdom og fattigdom, tryghed og militærstyre, flugt og kærlighed. De fire generationer romanen skildrer, repræsenterer alle noget vidt forskelligt, og tillader bratte fokusskift undervejs. 

Hun gik for at være genert og melankolsk. Kun på landet, med huden brunet af solen og maven fyldt med kølig frugt, og når hun løb omkring på engene med Pedro Tercero, var hun glad og lattermild. Hendes moder sagde, at dét var den rigtige Blanca, den anden, hende fra byen, var en Blanca, som lå i dvale.” 

Da jeg påbegyndte "Åndernes hus", og bevægede mig få kapitler ind i dens overflade, blev jeg forvirret over dens fortællerform. Størstedelen af passagerne fortælles af en alvidende betragter, men indimellem forvandles historien til en jeg-fortælling fra både Esteban og Albas synsvinkel. Det er afgjort en form, man skal vænne sig til og gradvist læse sig ind i - men de tre fortællerstemmer bliver hurtigt klare som vand og lette at adskille.
For selvom bogen vrimler med karakterer, slægtled og nedarvede konflikter, er hver karakter i besiddelse af et tydeligt særpræg. De fire bærende kvinder; Nívea, Clara, Blanca og Alba er kendetegnet ved et fælles klarsyn og en umådelig styrke, mens deres livsforløb løber i vidt forskellige retninger. Nívea er tidlig feminist, Clara er spiritualist, Blanca bekæmper sociale uretfærdigheder, mens Alba indvies i politisk ideologi. Bogen udfolder deres skæbner på et fåtal af sider og begivenhederne raser frem. Der er ikke megen tid til at knytte bånd og dykke under overfladen på hver enkel personlighed, og derfor blev det også særligt Alba, der vandt min sympati i kraft af de kapitler, der fortælles med hendes egne ord.
I "Åndernes hus" er det særligt kvindeskikkelserne, der er i fokus. Det er kvinderne, der driver romanen (og historien) frem, mens den mandlige hovedperson, Esteban, er symbolet på det præcist modsatte. Esteban er stillestående - både på et politisk og et personligt plan. Han lever i en tidslomme, hvor intet bør forandres, og han klynger sig hjælpeløst fast til traditionernes monotoni. Derfor er han også delvist romanens antagonist, og fungerer ofte som forhindringen i sine børns og sin kones liv. Han er en usympatisk hustyran, og dog et komplekst væsen med endeløs anger, skyldfølelse og higen efter kærlig anerkendelse. På grund af hans lange liv er han også den eneste konsistente figur i romanen; et mærkeligt holdepunkt for både karakterer og begivenheder.
"Åndernes hus" trækker store linjer mellem individet og historien, og Allende fører via sine fire generationer, læseren igennem et forunderligt landskab af magi, kærlighedsforhold og politisk tumult. Bogen slutter med akkurat samme sætning, som den begynder med, og dermed skabes en cirkulær helhed; de fire generationer sammenflettes på tværs af årene og begivenhederne, der skilte dem ad. Det er på sin vis en meget smuk tanke, Allende fremfører i bogens sidste åndedrag.

Jeg skriver, hun skrev, at hukommelsen er skrøbelig og et livsforløb meget kort, alt sker så hurtigt, at vi ikke når at se sammenhængen mellem begivenhederne, vi kan ikke forudse virkningen af handlinger, vi tror på forestillingen om tiden, nutid, fortid og fremtid, men det kan lige så vel være, at alt sker samtidig, som det fremførtes af de tre søstre Mora, der var i stand til at se rummets ånder fra alle tider.

16 kommentarer:

  1. Åh, det er bare sådan en skøn bog! :-)

    SvarSlet
  2. Jeg så også filmen (igen) for nylig, og den er så storslået. Jeg har desværre aldrig fået læst "Åndernes Hus", men er meget, meget glad for Allende's bog til sin datter "Paula", som er hendes egen slægtshistorie fortalt til datteren, der ligger i koma. Den er virkelig fantastisk og dybt interessant.
    Desuden er hendes serie til børn/unge, der starter med "City of the Beasts" også rigtig fin og anderledes.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig en god film, og den gjorde mig helt sulten efter at læse bogen. Meryl Streep spiller vitterligt som en drøm.

      Og det lyder bestemt spændende med "Paula" - den vil jeg kigge nærmere på. Tak for anbefalingen :)

      Slet
  3. Åndernes Hus er min absolutte yndlingsbog. Jeg har godt nok ikke læst den så mange gange, men hver gang nogen spørger om min favorit - så er det altid dén, der dukker op i mit hoved. Synes den har sådan en dejlig stemning over sig. Den er vildt hyggelig, spændende og bare virkelig smukt fortalt. :) Bliver så ked af det, hver gang folk ikke gider give den en chance... har en on-going diskussion med min papfar om, hvorvidt den er god eller ej - han er aldrig kommet mere end 50 sider ind i den og siger, den er tør og kedelig. Det gør lidt ondt i mit hjerte :(

    Skrev faktisk dansk-opgave om den i 2.g - det blev den faktisk bare endnu bedre af, når man dykker ned i alle dens lag. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Den har nemlig sådan en fantastisk stemning, og blandingen af magi og sydamerikansk historie er simpelthen eminent. Jeg nød virkelig at læse den, og jeg forstår din begejstring! Jeg kunne aldrig forestille mig at kalde den tør eller kedelig.

      Og spændende med en opgave, jeg kunne godt forestille, den kunne gavne af en analyse. Hvilken vinkel lagde du på? :)

      Slet
    2. Nej vel!? Den er så langt fra tør og kedelig! Men ham om dét - så går han da bare glip af en god læseoplevelse! ;)

      Jeg fokuserede på genreforvaltningen af magisk realisme i romanen - og så perspektiverede jeg Allendes måde at bruge magisk realisme på, med hvordan den kom til udtryk og hvilken funktion den havde i en novelle af Gabriel García Marquez :)

      Slet
    3. Lige præcis - det gør folk så ofte alligevel :p ..

      .. Åh hvor spændende! Marquez er også en af mine store favoritter, og det virker meget relevant at sammenligne de to. De er begge fantastiske. Jeg blev mindet meget om Marquez, mens jeg læste Allende :)

      Slet
  4. Jeg holder uendeligt meget af Isabel Allendes bøger og har for nyligt læst "Mit opdigtede land", som er hendes fortælling om sit hjemland Chile og hendes liv inkl. hendes familie fyldt med spøjse karakterer - bl.a. hendes bedstefar. Den kan varmt anbefales.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den lyder virkelig fin! Det vil jeg undersøge nærmere. Tak for anbefalingen :)

      Slet
  5. Jeg har altid gerne ville læse denne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg godt! Det kan kun anbefales :)

      Slet
  6. Jeg læste bogen engang, hvor jeg holdt ferie med mine dengang små sønner i sommerhus.
    Vi levede af havregryn, fordi jeg ikke kunne slippe den, lidt flovt at tænke på nu, men jeg nød det.
    Filmen i mine øjne ikke ret vellykket, ens egen fantasi ER jo bedre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor lyder det bare fint! Jeg kan kun levende forestille mig det. For bogen fænger og lokker - den er umulig at lægge fra sig. Jeg nød den også fra ende til anden :)

      Jeg kan dog egentligt meget godt lide filmen, men jeg har også en kæmpe svaghed for Meryl Streep :)

      Slet
  7. Er vild med 'Åndernes hus'. Har for nyligt læst 'Lykkens Datter', som også er helt vildt god, den kan varmt anbefales.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, det så jeg faktisk godt på din blog! Jeg kunne sagtens finde på at læse mere Allende, så bogen kommer straks på læselisten! Tak for anbefalingen :)

      Slet