"Samlede noveller" af Ernest Hemingway, fra forlaget Lindhardt & Ringhof, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1923 - 1938). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 4/5 stjerner.
"Samlede noveller" er lige præcis dét, titlen lover. Det er en samling af Hemingways noveller; de der blev udgivet i novellesamlinger og i aviser i Hemingways egen levetid, men også de noveller, fragmenter og udkast, der er blevet opdaget sidenhen. Fra tidlige ungdomsnoveller fra 1916 til sene avisudgivelser fra 1957, strækker antologien sig over hele Hemingways ungdom og voksenliv.
Novellerne har mange gennemgående temaer og endda også gennemgående karakterer såsom Nick Adams, som Hemingway brugte som hovedperson i mere end tyve af sine noveller.
"Samlede noveller" er lige præcis dét, titlen lover. Det er en samling af Hemingways noveller; de der blev udgivet i novellesamlinger og i aviser i Hemingways egen levetid, men også de noveller, fragmenter og udkast, der er blevet opdaget sidenhen. Fra tidlige ungdomsnoveller fra 1916 til sene avisudgivelser fra 1957, strækker antologien sig over hele Hemingways ungdom og voksenliv.
Novellerne har mange gennemgående temaer og endda også gennemgående karakterer såsom Nick Adams, som Hemingway brugte som hovedperson i mere end tyve af sine noveller.
“Dén tidlige morgen på søen, siddende i stævnen af båden, mens hans far roede, følte han sig helt sikker på, at han aldrig ville dø.”
Hver gang jeg læser så meget som én eneste sætning skrevet af Ernest Hemingway, føles det som at få smidt en spand iskold vand i hovedet. Man indser pludselig, hvor meget af det dagligt nedskrevne sprog, der blot er fyld. At læse Hemingway er at indse, hvor simpelt sproget kan gøres - uden at miste sin skønhed og uden at miste sin kraft.
Hemingway er en forfatter i fuldstændig kontrol; han er i stand til at klæde sine sætninger af for overflødige adjektiver og stilstående beskrivelser, og formår i stedet at lade sine bogstaver træde tydeligt frem, nøgne og sande. Hvert eneste tegn er udtryk for en dybere intention, og intet læses forgæves.
Af samme grund synes jeg måske også, at Hemingway er stærkest i sine noveller. Det korte format klæder hans sparsomme fortællerøkonomi, og eftersom han er i stand til at danne hele handlingsforløb over blot en halv side, er der intet, der mangles. Omfanget på hans noveller spænder fra en enkeltsides mikrofiktion til tyve siders prosatekst. Ofte virker novellerne som næsten banale hverdagsscener uden sensation eller dybde; men i den afsluttende sætning efterlader Hemingway en åbenhed, der lukker op for en helt ny læsning. I novellen "En kanariefugl til én" lader Hemingway en gammel dame lovprise sine amerikanske medpassagerers ægteskab, for derefter i den sidste sætning at skabe en tyk ironi, da damen står af toget, og ægteparret sidder tilbage på vej til Paris, separate lejligheder og en skilsmisse. Hele scenariet omvendes, og novellen kan læses forfra med en sitrende tvetydighed.
“Han havde aldrig skændtes ret meget med denne kvinde, mens de kvinder han havde elsket, havde han skændtes så meget med, at skænderierne havde fået kærligheden til at smuldre og til sidst dræbt den. Han havde elsket for meget og krævet for meget, og han sled alting op.”
Mange af Hemingways noveller er kendetegnet ved den macho-tematik, Hemingway ofte associeres med. Jagt, fiskeri, krig, tyrefægtning, druk, seksualitet og talrige sider fyldt med brok over kvinder, er en rød tråd, der gennemsyrer novellerne. Kvindesynet hos Hemingway er overvejende negativt, og i en novelle fra 1923 ved navn "Oppe i Michigan" er der et grafisk eksempel på voldtægt og udnyttelse. Ægteskaberne i novellerne er overvejende problematiske; i den kendte novelle "Francis Macombers korte, lykkelige liv" fra 1936 fremstilles ægteskabet som en langtrukken magtkamp, hvor en undertrykt mand forsøger at realisere sig gennem en løvejagt. Resultatet er både intelligent og nervepirrende, og novellen hører til blandt mine største favoritter.
Men der er også andre sider af Hemingway, der skinner igennem i denne omfattende antologi. Rørende, dybsindige og smukke skildringer af barndomsfrygt og anerkendelseskampe, dukker også op. "En hel dags venten" fra 1933 er en overraskende skrøbelig historie, om hvordan en småsyg dreng venter på døden på grund af en fejlagtig temperaturmåling. Hemingway viser barndommens logik med en følsom troværdig og mindede mig således om dengang, jeg selv fik et bolsje galt i halsen, og troede jeg skulle dø. Og han gør det i løbet af blot fire sider.
Ligeledes knuste novellen "Alting minder vel én om noget" mit hjerte. Her fortæller Hemingway om en søn, der for at imponere sin far kopierer en anerkendt novelle for at vinde en novellekonkurrence. Novellen er fyldt med skuffelse og bliver næsten uudholdelig læsning, når man ved, at episoden rent faktisk udspillede sig mellem Hemingway og hans søn Gregory. Biografiske ligheder sniger sig ind overalt i Hemingways fiktion, og det er sommetider svært at skelne mellem jeg-fortælleren og Hemingway selv.
Jeg har brugt den seneste måned på at fordybe mig i Hemingways noveller, og det var med et anstrøg af vemod, at jeg i dag vendte den sidste side. Så mange af de korte historier sidder endnu fast i mig, og Hemingways famøse afslutninger giver endnu genlyd i mit indre. Jeg er imponeret over, man kan gøre så meget med så lidt, og den amerikanske definition af novellen som en 'short story', har aldrig givet så megen mening, som den gør nu. Hemingway besad, om nogen, evnen til at skabe hele historieuniverser med få ord.
Hver gang jeg læser så meget som én eneste sætning skrevet af Ernest Hemingway, føles det som at få smidt en spand iskold vand i hovedet. Man indser pludselig, hvor meget af det dagligt nedskrevne sprog, der blot er fyld. At læse Hemingway er at indse, hvor simpelt sproget kan gøres - uden at miste sin skønhed og uden at miste sin kraft.
Hemingway er en forfatter i fuldstændig kontrol; han er i stand til at klæde sine sætninger af for overflødige adjektiver og stilstående beskrivelser, og formår i stedet at lade sine bogstaver træde tydeligt frem, nøgne og sande. Hvert eneste tegn er udtryk for en dybere intention, og intet læses forgæves.
Af samme grund synes jeg måske også, at Hemingway er stærkest i sine noveller. Det korte format klæder hans sparsomme fortællerøkonomi, og eftersom han er i stand til at danne hele handlingsforløb over blot en halv side, er der intet, der mangles. Omfanget på hans noveller spænder fra en enkeltsides mikrofiktion til tyve siders prosatekst. Ofte virker novellerne som næsten banale hverdagsscener uden sensation eller dybde; men i den afsluttende sætning efterlader Hemingway en åbenhed, der lukker op for en helt ny læsning. I novellen "En kanariefugl til én" lader Hemingway en gammel dame lovprise sine amerikanske medpassagerers ægteskab, for derefter i den sidste sætning at skabe en tyk ironi, da damen står af toget, og ægteparret sidder tilbage på vej til Paris, separate lejligheder og en skilsmisse. Hele scenariet omvendes, og novellen kan læses forfra med en sitrende tvetydighed.
“Han havde aldrig skændtes ret meget med denne kvinde, mens de kvinder han havde elsket, havde han skændtes så meget med, at skænderierne havde fået kærligheden til at smuldre og til sidst dræbt den. Han havde elsket for meget og krævet for meget, og han sled alting op.”
Mange af Hemingways noveller er kendetegnet ved den macho-tematik, Hemingway ofte associeres med. Jagt, fiskeri, krig, tyrefægtning, druk, seksualitet og talrige sider fyldt med brok over kvinder, er en rød tråd, der gennemsyrer novellerne. Kvindesynet hos Hemingway er overvejende negativt, og i en novelle fra 1923 ved navn "Oppe i Michigan" er der et grafisk eksempel på voldtægt og udnyttelse. Ægteskaberne i novellerne er overvejende problematiske; i den kendte novelle "Francis Macombers korte, lykkelige liv" fra 1936 fremstilles ægteskabet som en langtrukken magtkamp, hvor en undertrykt mand forsøger at realisere sig gennem en løvejagt. Resultatet er både intelligent og nervepirrende, og novellen hører til blandt mine største favoritter.
Men der er også andre sider af Hemingway, der skinner igennem i denne omfattende antologi. Rørende, dybsindige og smukke skildringer af barndomsfrygt og anerkendelseskampe, dukker også op. "En hel dags venten" fra 1933 er en overraskende skrøbelig historie, om hvordan en småsyg dreng venter på døden på grund af en fejlagtig temperaturmåling. Hemingway viser barndommens logik med en følsom troværdig og mindede mig således om dengang, jeg selv fik et bolsje galt i halsen, og troede jeg skulle dø. Og han gør det i løbet af blot fire sider.
Ligeledes knuste novellen "Alting minder vel én om noget" mit hjerte. Her fortæller Hemingway om en søn, der for at imponere sin far kopierer en anerkendt novelle for at vinde en novellekonkurrence. Novellen er fyldt med skuffelse og bliver næsten uudholdelig læsning, når man ved, at episoden rent faktisk udspillede sig mellem Hemingway og hans søn Gregory. Biografiske ligheder sniger sig ind overalt i Hemingways fiktion, og det er sommetider svært at skelne mellem jeg-fortælleren og Hemingway selv.
Jeg har brugt den seneste måned på at fordybe mig i Hemingways noveller, og det var med et anstrøg af vemod, at jeg i dag vendte den sidste side. Så mange af de korte historier sidder endnu fast i mig, og Hemingways famøse afslutninger giver endnu genlyd i mit indre. Jeg er imponeret over, man kan gøre så meget med så lidt, og den amerikanske definition af novellen som en 'short story', har aldrig givet så megen mening, som den gør nu. Hemingway besad, om nogen, evnen til at skabe hele historieuniverser med få ord.
Det er virkelig nogle gode bøger han har skrevet :)
SvarSletHelt enormt! Jeg vil så gerne læse alle hans værker, engang.
SletEfter at have læst din boganmeldelse kan jeg konstatere, at jeg bliver nødt til at unde mig selv at læse hans samlede noveller <3 Hjertelig tak <3
SvarSletJeg kan i hvert fald varmt anbefale dem! Og jeg er glad for, du kunne bruge anmeldelsen lidt :)
SletHvis du er hooked på short story konceptet, så må du endelig læse Flannery O'Connors samling "A Good Man Is Hard to Find"!
SvarSletTusind tak for tippet, det vil jeg afgjort se nærmere på! :)
SletThe Hem er en af mine helt store favoritter - af de samme grunde, du fremhæver: Det enkle og kraftfulde sprog, sanseligheden og den hjertegribende smerte bag alt machoskvalderet. Men jeg har faktisk aldrig dyrket hans noveller (med mindre man regner Den gamle mand og havet for en lang novelle - den er under alle omstændigheder helt oppe blandt det bedre, jeg nogensinde har læst). Det lyder som om, jeg bør få gjort noget ved dét.
SvarSletLige præcis. Der er så mange lag i de forholdsvist simple formuleringer, og hans ord bliver bare hængende og rungende i lang tid bagefter. Jeg er vild med det.
SletPersonligt synes jeg, hans noveller er noget af det bedste i hans forfatterskab. Men jeg har omvendt heller ikke læst alt, hvad han har skrevet. Endnu. Det vil jeg gerne engang :)