lørdag den 29. marts 2014

“There is a place, like no place on earth. A land full of wonder, mystery, and danger. Some say, to survive it, you need to be as mad as a hatter.”

Sidste lørdag på dette tidspunkt befandt jeg mig i et larmende kælderlokale fyldt med både fremmede og velkendte ansigter. Jeg kom fra en lang togtur, og trådte ind i en farvestrålende verden af proppede kagefade, forgyldte tekopper og højlydt latter. Katja og Mathilde havde nemlig inviteret til bogbloggertræf og teselskab.
Det var en begivenhed, jeg længe havde set frem til - og med god grund. For ikke alene havde Katja og Mathilde designet en underfundig eventyrverden med ikoniske Alice-elementer; de muliggjorde også et møde mellem mennesker, der normalt følger hinanden på afstand, gennem en skærm. Der er noget helt særligt ved at få lov til at møde de mennesker, hvis bogstaver udgør en fast del af ens internetrutine og dermed nedbryde de mure, der adskiller bloggeri fra udlevet virkelighed. Lokalet rungede af snak og bog-diskussioner hele dagen lang. Det er den største gevinst, blogging kan tilbyde; forbindelser med ligesindede og nogle at dele sine passioner med.
Dagen fløj afsted ligeså hastigt som viserne på den hvide kanins lommeur. Fra velkomst til frokost, fra hyggesnak til kagebord og med en stor finale i form af bog-jeopardy, quiz-opgaver og fjolleri var ikke et øjeblik spildt. Det var sådan en god dag i fortryllende omgivelser, og den blev tilbragt i det bedste selskab.

Tusind tak til Katja og Mathilde, som arrangerede alting så fint og skabte den bedste stemning med lidt hjælp fra Dreamparty. På billederne ser I Anne samt mit seje jeopardy-hold bestående af Gitte, Andra og Xenia.
De andre bloggere, der deltog var; Anna, Ida, Kathrine, Maja, Marie, Rebecca, Rikke, Sabina, Sabrina, Sidsel, Simone, Susanne, Tanja og Xenia.

Som kirsebærret på toppen, indebar bogjeopardy også præmier sponsoreret af Carlsen, SAXO og Cobolt. Katja havde opstillet det fineste udvalg af den klassiske fortælling om Alice og hendes Eventyrland, og efter tur måtte hvert hold udvælge den bog, deres hjerte begærede.
Jeg endte således med en bog, jeg længe har drømt om. En bog jeg har sukket over og bladret i gentagende gange hos boghandleren. Nemlig en udgave fra Carlsen der er illustreret af selveste Tove Jansson; skribenten og tegneren bag Mumi-bøgerne. Hendes sirlige streger er så skæve, finurlige og henrivende, og stemningen klæder Eventyrlandet ligeså godt som Mumidalen.
Bogen er efterhånden den fjerde bog i min voksende samling af Alice-bøger. Af en eller anden grund er det en fortælling, der ofte udgives i svimlende yndige udgaver, og jeg bliver draget af den, gang på gang. Historien indeholder også ord, der fortjener den smukkeste indpakning overhovedet muligt.

12 kommentarer:

  1. Det lyder som en fortryllende aften! Gad virkelig godt opleve en lille fest med Alice i Eventyrland tema. Den bog er virkelig et af mine favoritter, og jeg forudser også at jeg vil samle mig en del udgaver af den bog i fremtiden fyldt med finurlige illustrationer og farverige skildringer af Alice. Hvor er det også skønt at du fik lige præcis den udgave af bogen - illustrationerne må være himmelske at se på og beundre!

    http://stainsofpaint.blogspot.com/

    SvarSlet
    Svar
    1. Fortryllende er lige ordet! Jeg vil elske selv at skabe min egen Alice-fest engang, og Katjas pynt var et perfekt eksempel på, hvor fint det kan blive!
      Og Alice-bogen er også blandt mine favoritter. Jeg kunne samle så mange udgaver af den bog og aldrig få nok - der er så mange spændende måder at illustrere Alices Eventyrland på, og selvom jeg muligvis hælder mest til John Tenniels klassiske streger, så er nyfortolkninger evigt spændende!
      Du har i øvrigt helt ret - Tove Janssons illustrationer er fantastiske at bladre igennem og nyde.

      Slet
  2. Jeg bliver simpelthen så overrasket, hver gang jeg ser udsmykningen til det event. For hvor er det bare fantastisk flot lavet! Alice i eventyrland er en af mine favorit fortællinger, og tænkt engang at I fik en hel dag i det univers, I heldige asener! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig flot! Jeg har selv længe overvejet at holde en Alice-fødselsdag, og nu har jeg da fået det smukkeste eksempel på, hvor godt det kan gøres! :')

      Og åh, din smukke dame, næste gang må du komme med!

      Slet
  3. Hvor er jeg enig i, at det var en sand eventyrverden -- og det bedste selskab. Endnu en gang tak for en helt og aldeles vidunderlig dag, søde Rikke! Det var virkeligt dejligt at snakke med dig (igen) i virkeligheden, og hvor er det ærgerligt, at vi bor så langt væk fra hinanden. Jeg ser allerede frem til vores næste møde! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var det virkelig! Jeg fik et helt smil, da jeg bladrede billeder igennem og opdagede så mange fine detaljer og yndige skævheder. Så yndigt.
      Og i lige måde, du kæreste! Jeg nød virkelig at snakke med dig igen, og jeg glæder mig meget til næste gang, allerede. Hvis du nogensinde kommer forbi Odense, må du endelig sige til - jeg giver gerne en kop te og en lille kage for endnu en hyggestund :)

      Slet
  4. Tak for en hyggelig dag, Rikke! :D
    Og hey, det blev da faktisk ganske godt det billede af du og jeg - jeg tillader mig lige at låne højresiden (mig-delen, forstås) som mit nye profilbillede på min blog, hvis det er i orden med dig? Fornyelse er jo rart ;P

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak! :D
      Og selvfølgelig må du det! Det er sådan et sødt billede af dig :D Jeg får lige sendt org. billedet til dig i morgen :D

      Slet
  5. Hvor lyder det eventyrligt hyggeligt!

    SvarSlet
  6. Ser pragtfuldt ud - elsker Alice-temaet, mig og Kit kunne jo heller ikke dy os for at vælge det til årets fødselsdagsfest, der i efteråret.
    Og hold op, nogle fine illustrationer fra bogen, du fremviser.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig også fantastisk med en dag i Eventyrland! Jeg elsker det :)

      Og helt vildt! De er jo også tegnet af selveste Mumimor :)

      Slet