At finde lykken i en læseklub

Det startede egentligt bare som et forsøg, en slags tøvende eksperiment. Måske havde jeg set "The Jane Austen Book Club" alt for mange gange, men at være med i en læseklub var et ønske jeg længe, havde båret rundt på. Og intet virkede mere ideelt end at kontakte de mest passionerede mennesker, jeg kendte; medbogbloggerne. Derfor sendte jeg en forsigtig runde af mails rundt og fik positive svar tilbage, en bog blev aftalt, og et møde blev afholdt.

Nu er det efterhånden syv måneder og seks bøger siden, jeg mødte Anne, Mai og Nikoline for første gang, og hvad der startede som et forhåbningsfuldt forsøg er blevet til en strålende succes. Hver gang vi mødes, flyver tiden væk; stearinlys brænder ned, kager bliver spist, og timerne går. Den fælles læste bog er altid udgangspunktet for vores samtaler, men snakken bevæger sig så hurtigt i alle retninger, og ender ofte et helt andet sted, end hvor den startede.

For selvom læseklubben først og fremmest er en læseklub, er den også blevet til et månedligt forum, hvor vi vender idéer, diskuterer (andre) læseoplevelser, anbefaler kameradimser og deler hverdagsscenarier. Det er et afbræk, jeg for alt i verden ikke ville undvære. Og det hele begyndte med et spørgsmålstegn i en mail.

Efter at vi i torsdags mødtes for at diskutere "Fantomet i operaen", skrev Mai det fineste indlæg med tips til at indgå i læseklubber. I kan læse indlægget lige her, og jeg tilslutter mig glædeligt Mais afsluttende pointe; læseklubber kan anbefales.