"How to Be a Heroine" af Samantha Ellis

"How to Be a Heroine" af Samantha Ellis, fra forlaget Random House, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

En diskussion med en kær veninde om hvorvidt Jane Eyre eller Catherine Earnshaw er at foretrække, udgør fundamentet for Samantha Ellis' heltindeovervejelser og denne bogs tilblivelse. Ellis har hele sit liv set op til Cathys tragiske personlighed, men pludselig bærer hun rundt på nagende tvivl. Hvad hvis hun hele sit liv har forsøgt at være som Cathy, når hun i virkeligheden burde have stræbt efter at blive Jane Eyre?

"How to Be a Heroine" er Ellis' tilbagesøgende projekt; et forsøg på at genforenes med alle sine litterære heltinder gennem tiderne, at genlæse bøger de kommer fra, og at forsøge at vurdere om de mange kvindeskikkelser har været deres heltindestatus værd. 

Bogen er derfor en pudsig blanding af et memoir og litterære analyser af en lang række af elskede bøger. Fra Andersens "Den lille havfrue" til Brontës "Wuthering Heights" og Forsters "A Room with a View", bevæger Ellis sig fra bog til bog; fra erindring til erindring. 

“I wasn't just reading about my heroines, I was reading the story of my life.”

Sommetider skal der ikke mere til end et simpelt handlingsreferat, før man med sikkerhed véd, at man vil elske en bog. Sommetider fornemmer man det bare via en kulørt forside, en morsom titel og ganske få sætninger. Da jeg for første gang hørte om "How to Be a Heroine", var jeg ikke et sekund i tvivl; jeg blev nødt til at eje den, læse den og elske den. Øjeblikkeligt. Og jeg tog ikke fejl; Samantha Ellis tog mig på en levende rejse, udgjort af en sitrende læsekærlighed og minder tæt forbundet til særlige bogtitler.

En stor del af "How to Be a Heroine" kan læses som en læsehests bekendelser; en kærlighedserklæring til de bøger, der har formet Ellis' barndom, og de karakterer der er trådt ud fra bøgerne og ind i Ellis' bevidsthed. På den anden side er bogen også fyldt med tabt nostalgi og mange af de bøger, Ellis huskede som sande barndomsvidundere, mister deres charme ved en mere kritisk genlæsning. Undervejs må Ellis erklære Anne Shirley fallit og erkende en fatal fejllæsning af Lucy Honeychurch fra "A Room with a View". 

Bogen er således både fyldt med skuffelser og gensynsglæde, og Ellis' pointe er, at ingen bog kan blive læst på den samme måde to gange. Den måde vi læser en bestemt bog på er dybt influeret af, hvem vi er i det eksakte øjeblik, vi læser den. Selvom sætningerne på papiret forbliver de samme efter mange års forsømmelse, udvikler læseoplevelsen sig konstant, i takt med læseren selv.

Ellis sammenkæder derfor bøgerne med bestemte epoker i sit liv og forsøger at forstå heltinderne ud fra den, hun var engang. Hendes tilbedelse af Andersens lille havfrue bliver forklaret ved, at hun genkendte sin egen splittelse i det skrøbelige havvæsen. Ellis beretter om en opvækst splittet mellem to kulturer; en familie der altid snakkede om Bagdad på trods af, at de aldrig tog dertil, og hun sætter ord på den længsel, hun hver dag blev konfronteret med - akkurat ligesom den lille havfrue, der måtte sukke nytteløst efter solens stråler. På den måde formår Ellis at sammenkæde bøgerne med sig selv, at være personlig uden at vige fra sit emne.

“I'm beginning to think that all readings are provisional, and that maybe we read heroines for what we need for them at the time.”

Hvor meget jeg end nød at tage del i Ellis' læserliv, læste jeg hendes kritiske spørgsmålstegn med langt større interesse. Mellem de mange erindringer om sit læserliv bidrager hun med interessante analysevinkler og feministiske tankestrøg. Jeg nød særligt et kapitel, der omhandlede L. M. Montgomery og sammenlignede "Anne of Green Gables" med "Emily of New Moon". Ellis formåede at sætte ord på en spekulation, jeg altid har båret rundt på i forbindelse med de elskede børnebøger. Hendes tese er, at Anne ofrer sin drøm, mens Emily er Montgomerys forsøg på at fokusere på karriere og uafhængighed. Jeg har altid selv elsket Emily langt højere end Anne; men jeg har aldrig kunne sætte fingeren på hvorfor. Ellis' analyse gav mig et fingerpeg i den rigtige retning.

Det er dog ikke alle Ellis' fortolkninger, jeg kan erklære mig enig i. Kapitlet der omhandlede "Little Women" fremstod for mig som værende en anelse kynisk. Ellis' fortolkning er, at Alcott knuser sine karakterers drømme og derefter tvinger dem ind i et underkuet, hjemligt domæne. I mine øjne er det et for snævert et syn på Alcotts feminisme, men ikke desto mindre var det tankevækkende at læse. Samantha Ellis er ufatteligt velargumenteret, informativ og dog altid dybt personlig.

"How to Be a Heroine" er ikke nødvendigvis en perfekt bog; til tider fortaber Ellis sig i indforståede referencer, og de heltinder man ikke selv har kendskab til i bogens forløb, bliver næsten umulige at læse om. "How to Be a Heroine" er først og fremmest tilegnet de, der deler Ellis' yndlingsheltinder, og ikke meget af bøgernes plot eller karakterer bliver opsummeret undervejs. Ligeledes bevæger Ellis sig ikke blidt udenom spoilers; bogen er fyldt med dem, og slutninger diskuteres i deres fulde omfang.

Ikke desto mindre rørte bogen noget i mig og var en smuk påmindelse om, hvordan fiktive karakterer og heltinder har hjulpet mig til at blive den, jeg er i dag. Bøger kan udøve sådan en stor magt på deres læsere, og sommetider følger de mennesker, man møder i bøgerne med en hele livet. Sommetider er fabrikerede ordpersonligheder de mest virkelige personligheder, man kender. Hvilket er præcis, hvad Samantha Ellis skriver om.

“All my heroines, yes, even the Little Mermaid, even poor dull listless Sleeping Beauty, have given me this sense of possibility. They made me feel I wasn't forced to live out the story my family wanted for me, that I wasn't doomed to plod forward to a fate predetermined by God, that I didn't need to be defined by my seizures, or trapped in fictions of my own making, or shaped by other people's stories. That I wanted to write my own life.”