Et iturevet hjerte; The Fault in Our Stars

I mandags havde 21th Century Fox været så venlige at invitere mig i biografen for at se John Greens smukke ungdomsroman blive vakt til live en måned før filmens officielle premiere. Jeg begav mig afsted sammen Heidi, en håndtaske fyldt med lommetørklæder og et indre fyldt med summende forventning.

Jeg læste "The Fault in Our Stars" i min seng, imens det sneede. Jeg havde lånt bogen på biblioteket, og jeg afleverede den tilbage fyldt med små runde mærker efter mine tårer. John Greens ord rev mit hjerte itu med sine smukke ord, levende karakterer og barske sygdomsskildringer. "The Fault in Our Stars" er uden tvivl en meget hypet bog, men jeg kan så tydeligt forstå hvorfor. Med den nylige filmatisering er populariteten eksploderet, og jeg har både ventet længselsfuldt og anelse bekymret på resultatet.
Og nu er al min bekymring forsvundet som dug fra solen. For filmen gør bogen ære med dens næsten citerende dialog, troværdige komik og dens sønderrivende slutning. John Greens egen involvering i projektet løber som en rød tråd gennem filmen, og mange af hans ord er stadig intakte. Hans sætninger lyser i mundtlig form såvel som skriftlig.
Det sjove er, at jeg aldrig har kunne forene mig med castingen af filmens persongalleri. Shailene Woodley har aldrig været min Hazel Grace, og Ansel Elgort har langt mindre kunne forenes med mit indre billede af Augustus Waters. Så sent som fem minutter før filmens start hviskede jeg min tvivl til Heidi; for derefter at prikke til hende en halv time senere for at indrømme min fejl. For skuespillerne trådte så tydeligt i karakter; Shailene Woodley blev min Hazel, og Ansel Elgort blev min Augustus.
Shailene Woodley udviste tilpas megen sarkasme og ligegyldighed til at spille en perfekt Hazel; for usikkerheden, den nagende tvivl og de tilbagevendende spørgsmål var konstant synlige i hendes ansigtstræk. Ansel Elgort smilede sin vej ind i mit hjerte med prætentiøse kommentarer og fuldstændig uindpakket forelskelse. Ligeledes udmærker Nat Wolff sig som den vrede og håbefulde Isaac, Willem Dafoe som den maniske og udbrændte forfatter Peter Van Houten, imens ethvert medlem af støttegruppen for kræftramte unge tilføjer et drys af akavet, velmenende og sårbar medmenneskelighed.
I virkeligheden er filmen overraskende simpel. Der er ingen bemærkelsesværdige effekter, ingen glitrende kostumer og ingen store armbevægelser. Størstedelen af filmen udspiller sig i almindelige huse og på nyslåede græsplæner. Persongalleriet består hverken af superhelte eller ærkeskurke; men tværtimod af mennesker. Mennesker med fejl, mennesker der lever med frygt, og mennesker der sommetider ikke er i stand til at se ud over deres egen næsetip. Mennesker vi får lov til at betragte, imens de lever deres liv, forelsker sig og kæmper mod en forfærdelig sygdom. Mennesker man ikke kan undgå at sympatisere med, grine med og græde med; mennesker man ikke kan forhindre i at rive ens hjerte itu, inden de to timer er gået, og rulleteksterne toner frem. Med en hårfin balance af sarkasme og tragedie er The Fault in Our Stars en fortælling om kræftramte unge, der er så meget mere, end hvad deres diagnosis reducerer dem til. 

At se filmen føles næsten akkurat som at læse bogen. Det fungerede menneskerne omkring mig som levende beviser på. Jeg tror ikke, en eneste pakke af de udleverede Kleenex forblev uåbnede; filmens sidste halve time var en konstant tårestrøm for mit eget vedkommende med stille, sorte dråber, som dannede sære mønstre på mine kinder. Drengen ved siden af mig duppede sine øjne diskret, altimens Heidi flere gange udåndede snøft, der gjorde sig fortjent til et lille skulderklem. Et par rækker bag mig hørtes der hjerteskærende hulken, hyperventilation og ulykkelighed af utrøstelige dimensioner. Vi sad der; en hel biografsal fyldt med fremmede mennesker og græd i fællesskab over knuste hjerter, mirakeldrømme og benhård livsvilje. Akkurat som jeg forestiller mig, at John Greens intention var.