onsdag den 28. maj 2014

"Læserne i Broken Wheel anbefaler" af Katarina Bivald

"Læserne i Broken Wheel anbefaler" (org. titel "Läsarna i Broken Wheel rekommenderar"), fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk – originalsproget er svensk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner

Katarina Bivalds debutroman handler om bøger og om de mennesker, der læser dem. Bogen kombinerer chick-lit genrens lyserøde sødme med hovedpersonens bogkærlighed og en hel landsbys sorger og glæder.
Handlingen tager udgangspunkt i en brevudveksling mellem den 75-årige Amy fra Iowa i USA og den unge Sara fra Sverige. I to år har de to kvinder skrevet sammen om alt mellem himmel og jord; men mest om bøger og den glæde, de kan sprede. Den arbejdsløse Sara søger luftforandring og nye eventyr, så da Amy inviterer hende på besøg, siger hun glædeligt ja. Besøget bliver dog langt fra, som hun havde forestillet sig, for da Sara når frem til Amys landsby, er Amy død. Sara er chokeret og forvirret; men heldigvis er Broken Wheel en så pudsig lille by, at Sara vælger at nyde sit ophold der alligevel. Hun åbner en midlertidig bogbutik, og ser omgivelserne omkring hende forandres. 

Kan du mærke det? Duften af nye bøger. Ulæste eventyr. Venner, man endnu ikke har lært at kende, timer af magisk virkelighedsflugt, der venter.

Jeg læste "Læserne i Broken Wheel anbefaler" på det helt rigtige tidspunkt. Under en eksamenspause, hvor solen skinnede og graderne steg, vandrede jeg barfodet ud i haven, drak en hindbærsodavand og fandt den kulørte bog frem. Jeg læste den imens fregnerne spirede frem på min næsetip, og jeg mærkede hvordan eksamenstankerne langsomt forduftede. Det var ren eskapisme, ren sommerglæde og lige hvad jeg behøvede.
På Goodreads kan man opspore en et-stjernet anmeldelse af den lille bog med et enkelt ord skrevet som begrundelse: "Sødsuppe". Og det er hverken uberettiget eller forkert. "Læserne i Broken Wheel anbefaler" er ren sødsuppe; lyserød chick-lit drysset med et tykt lag sukker. Plottet er næsten pinefuldt forudsigeligt, fyldt med varm luft og delvist ligegyldigt fjolleri. Man bliver ikke klogere af at læse den; men man bliver underholdt. Man bliver glad.
Mest af alt mindede "Læserne i Broken Wheel anbefaler" mig om min yndlings TV-serie, 'Gilmore Girls'. Broken Wheel er en lille by der, ligesom Stars Hollow, er befolket af lokale landsbytosser, excentriske butiksejere og evigt sladrende, larmende og insisterende naboer. Selvom bogen hovedsageligt følger Sara, beretter den også om de mange små hverdagstragedier og sejre, de andre beboere oplever. En ældre mand forsøger at overvinde alkoholismen, mens han længdes efter sin steddatter, en religiøs og striks kvinder leder efter kærligheden, altimens en identitetssøgende ung mand leder efter sig selv. Og i midten af det hele er Amy; byens hjerte, det evige bindeled, reinkarneret i Saras bogbutik.

Bøger eller mennesker, spørger du. Det er et svært valg, må jeg nok sige. Jeg ved ikke, om mennesker betyder mere end bøger – de er helt klart hverken rarere eller sjovere eller mere trøstende ... og alligevel, uanset hvor meget jeg vender og drejer spørgsmålet, så ville jeg nok alligevel vælge mennesker i det lange løb.

"Læserne i Broken Wheel anbefaler" er en fortælling om kærlighed; både den kærlighed, man kan finde i bøger, og den kærlighed man kan finde i livet. Mange læseglimt udgør romanens sider; de små breve, som Amy og Sara har skrevet til hinanden er fyldt med boganbefalinger og litterære diskussioner, altimens Saras sortering af materiale til bogbutikkens boghylder og hendes gradvise succes med at få en hel by til at læse, er et andet tema i bogen. Og akkurat ligesom chokoladen i Joanne Harris' "Chocolat", skaber bøgerne glæde i Broken Wheel. Mennesker finder sig selv blandt de tynde papirssider, får tilsat et gram spænding til deres tilværelse via krimier og hede romancer, og byens atmosfære ændres markant.
Sara selv er en klassisk læser, og hendes største problem er, at hun lader livet passere forbi, mens hun læser i en bog. I løbet af bogen tvinges hun til at reevaluere sine livsstilvalg og forsøge at finde en balance mellem livet bag en bogstak og livet blandt mennesker.
Imens jeg læste om Sara, om den afdøde Amy og om den indebrændte Tom, smilede jeg flere gange. Bogen er en sand humørbombe og en sommerlig glædesspreder, perfekt til læsning ved stranden og som pause i eksamenen. Sommetider har man nemlig bare brug for en smule sødsuppe i sin læsning.

Mens de andre i klassen havde mobbet eller var blevet mobbet, tegnet meningsløse tegn på bordet eller lavet graffiti på hinandens skabe, havde hun oplevet himmelstormende passion, død, latter, fremmede lande, svundne tider. Andre havde måske været på en slidt folkeskole i Haninge, men hun havde været geisha i Japan, vandret samen med Kinas sidste kejserinde i de klaustrofobisk tillukkede rum i Den Forbudte By, vokset op på Grønnebakken med Anne og de andre, oplevet hvad der tilkom hende af mord, og havde elsket og mistet sammen med klassikerne.” 

17 kommentarer:

  1. Hvor lyder den virkelig som den perfekte sommer afslapningsbog. Den er i hvert fald helt sikkert røget direkte på min TBR-liste, og forhåbentlig kan jeg læse den som dig på græsset en varm sommerdag med en kølig sodavand ved min side :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig sød og virkelig fin! Helt perfekt sommerlæsning :)

      Slet
  2. Herligt! Du omvender mig langsomt til det chick-lit. Måske det skulle være en personlig læseudfordring at få et par stykker under bæltet hen over efteråret :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ja, JA! You do that! Det er virkelig så hyggelig læsning, afslappende, intetsigende og vidunderfint på samme tid :D

      Slet
    2. Kan man få nogle anbefalinger, hvis man skal stifte bekendtskab med chick-lit-genren? :-D

      Slet
  3. Nydelig omtale! Jeg er av dem som elsker chick-lit, så denne boken var perfekt for meg. En av årets favoritter :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Chick-lit er virkelig også skøn læsning ind i mellem :)

      Slet
  4. En bog og bøger og en boghandel, jeg var allerede lidt solgt der. Lidt chick-lit oveni hatten har man vel aldrig taget skade af, så den ryger da på TBR listen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker virkelig også bøger om bøger! Elsker at læse om andres kærlighed til bøger, det er så fint! Det var også det, der gjorde denne bog til noget mere særligt for mig :)

      Slet
  5. Jeg er solgt. Det lyder lige som en bog for mig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt bestemt også en hyggelig og letlæst lille sag :)

      Slet
    2. Jeg har efterhånden fået samlet rigtig mange bøger om bøger sammen, så jeg tror jeg gør det til juli måneds læsetema at læse bøger der handler om bøger.

      Slet
    3. Ej hvor lyder det skønt! Dét vil jeg glæde mig til at høre mere om :)

      Slet
  6. Elsker, elsker, elsker emballagen på de flasker der - de er helt eventyragtige. Får lyst til at holde Alice In Wonderland tema fest igen og have et hav af dem på bordet.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. De er nemlig virkelig fine og så dekorative! En Alice-fest ville være helt perfekt :)

      Slet
  7. Hej Rikke, jeg tænke på om du ikke havde nogle anbefalinger til, hvad man kunne ønske sig i studentergave? Der er nemlig flere der gerne vil give mig en lille ting, og jeg tænke at du var den perfekte at spørge! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pyha. Der er så mange muligheder i bøgernes verden! Smukke læderindbundne basser eller måske en bogserie, du selv samler lidt på? Den store 'From Page to Screen' bog om Harry Potter fyldt med billeder og fine ord om det magiske filmunivers? Eller måske en lækkerhed fra Folio Society, en dagbog/mindebog fra Potter Style eller en særlig barndomsfavorit?

      Hvad læser du normalt? Så kan jeg give mere specifikke bud :)

      Slet