tirsdag den 27. maj 2014

Spørgerunde #3: Fiktive helte, yndlingskarakterer og læsetørke

Hvilken karakter i en fiktiv bog kunne du mest tænke dig at være? Det er svært. Jeg vil gerne være Ron Weasley og vokse op i en mærkværdig familie af rødhårede troldmænd, drilske brødre og en kærligt kommanderende mor. Jeg vil gerne være Harry Potter og føle den kildrende glæde, det må være at åbne sit Hogwarts-brev og for første gang i sit liv føle, at man hører til et sted. Jeg vil gerne være Amy March og leve et målbevidst liv i jagten på drømme og ambitioner. Jeg vil gerne være Alice og træde ind i et Eventyrland og holde et vidunderligt galt teselskab. Jeg vil gerne være Lucy Pevensie og forsvinde ind i et garderobeskab. Jeg vil gerne være Anne Elliot og gense mit livs kærlighed. Jeg vil gerne være Rotte og finde glæde i at ro, ro og ro i en rolig sø. Jeg vil gerne være Peter Plys og leve i en verden, hvor det at opspore den næste honningkrukke er dagens største udfordring. Jeg vil gerne være Celia Bowen og optræde i et magisk cirkus. Jeg vil gerne være Bridget Jones og være elskeligt klodset og dog inderligt lykkelig.
Og naturligvis vil jeg gerne være Catherine Morland; en drømmer, en læser, en eventyrer og en naiv teenagepige i Englands mest betagende tidsperiode.

Hvilken helt er din yndlings (som i hvem ville du helt giftes med) og hvorfor? Remus Lupin er min ultimative helt. Jeg læser ham og hans varulve-forvandlinger som et uhyggeligt bevis på, hvordan mennesker reagerer på noget fremmedartet, som de ikke forstår. Remus Lupin er ufatteligt vigtig og ufatteligt modig, fordi han kæmper en evig kamp mod samfundet og mod sig selv. Jeg kunne ikke komme på noget mere heltemodigt i ordets simpleste forstand.
Men ville jeg gifte mig med Remus Lupin? Jeg ved det ikke. Han er ikke castet i en romantisk rolle, og det er derfor svært at se ham fra den vinkel. I virkeligheden ville jeg nok gifte mig med Kaptajn Wentworth fra Austens "Persuasion". Wentworth er en klassisk romantisk helt, som udtaler smukke ord og udsender hjertebankende spænding. Han er svær ikke at forelske sig i.

Hvem er din ubetingede favorit karakter? Emily Byrd Starr fra L. M. Montgomerys "Emily på Månegården". Måske fordi jeg genkendte så meget af mig selv i hende, da jeg lånte bøgerne om hende på skolebiblioteket. Måske på grund af hendes fantasi, hendes drømme, hendes skrivetrang og hendes optimistiske livssyn. Måske på grund af hendes fejl; hendes selvudslettende væsen og hendes naivitet. Eller måske fordi hun, selv efter hundredevis af bøger, stadig er den karakter, der lyser tydeligst op i min hukommelse. Hun gjorde indtryk på mig i en tid, hvor jeg var let at gøre indtryk på. Og hun har hængt ved lige siden. Hun føles næsten som en gammel ven; eller som en del af mig selv.

Hvis du kunne vælge et fiktivt univers at slå dig ned i resten af dine dage, hvilket ville det så være? Narnia. Jeg skriver det uden et sekunds tøven. Intet univers har nogensinde betaget mig i en sådan grad, som den fortryllede verden en snedækket lygtepæl blidt kaster sit lys over. Fra levende træer til talende løver, fra te-elskende faune til funklende ispaladser og fra fægtende mus til sensitive heste, er det dét sted, jeg allermest drømmer om at udforske. Selvom min alder har løftet sløret for mange af Lewis' fordømmende pointer, så har det aldrig ændret min fascination af den verdensopbygning, Lewis udøver. Narnia er en eventyrverden og et sted, hvor alt kan se. Hvis jeg nogensinde fandt en gul ring, ville jeg ikke tøve med at sætte den på min finger. Hvis jeg nogensinde stod foran et solidt garderobeskab, ville jeg straks kravle ind i det.

Hvilke egenskaber beundrer du mest i en forfatter? Jeg beundrer evnen til at lade nogle ord, nogle situationer og nogle følelser forblive usagte. Jeg beundrer de forfattere, der er i stand til at sige akkurat nok til at skabe forståelse i læserens indre, mens de samtidig ikke siger alt – især når det omhandler karakterbeskrivelser. Nogle forfattere er i stand til at beskrive en karakter så dybdegående, at karakteren bliver et levende væsen, der danser gennem papiret; derefter ser man måske en film, og kan slet ikke forene personen på skærmen med personen i bogen. "Jeg er helt overbevist om, at der stod, hun var lyshåret" tænker man desperat og bladrer gennem bogen for derefter at opdage, at hårfarven aldrig blev beskrevet. Det var blot en del af det billede, man selv konstruerede ud fra forfatterens sparsomme information; information der var akkurat nok til at gøre personen levende, men sløret nok til at efterlade deskriptive huller.
Jeg er meget interesseret i den balance, der skal til. Hvordan fortæller man nok uden at sige alt? Hvordan skaber forfatteren en så instinktiv forståelse hos læseren, at det ikke handler om facts, men derimod om fornemmelser? En fornemmelse for hvad karaktererne føler, en fornemmelse for hvem de er og en fornemmelse for hvad bogens plot egentligt omhandler. Hvordan indarbejder man de usagte ord i teksten, så de stadig er der, hængende mellem linjerne og i læserens bevidsthed?

Hvilken første sætning fra en bog er din favorit? Som jeg også tidligere har nævnt, så er jeg meget optaget af en bogs første linjer. Der er noget sært dragende ved at undersøge, hvordan en forfatter åbner sin historie op og lukker læseren ind. Nogle første sætninger kan slå en hel stemning an og danne en rød tråd, der løber gennem hele bogen. Det er så smukt. Og det er netop det, Dickens gør i "A Tale of Two Cities". Hans første sætning er så fyldt med stemningsfulde beskrivelser og modsigelser, at det er svært ikke at være imponeret. 
Sætningen lyder: “It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity, it was the season of Light, it was the season of Darkness, it was the spring of hope, it was the winter of despair, we had everything before us, we had nothing before us, we were all going direct to Heaven, we were all going direct the other way--in short, the period was so far like the present period, that some of its noisiest authorities insisted on its being received, for good or for evil, in the superlative degree of comparison only.

Oplever du nogensinde "reading slumps"? Hvis du gør, hvordan får du så dig selv ud af dem igen? I nogle perioder læser jeg afgjort langt mere end andre. Der er dage, hvor jeg ikke kan læse mere end én sætning i en velvalgt bog, før jeg bliver træt. Der er dage, hvor det er langt nemmere at tænde for fjernsynet end at åbne en bog. Og der er dage, hvor jeg simpelthen ikke kan koncentrere mig. De dage læser jeg oftest intet overhovedet.
Sommetider bevæger jeg mig ind i perioder af uinspireret læsetørke, og i sådanne øjeblikke vender jeg ofte blikket mod den kærlige genlæsning. Der er noget fortrøstningsfuldt, noget sødmefyldt og en sand lykkegaranti ved de personlige favoritter. Og de kan i virkeligheden ikke læses for mange gange, når de frembringer læseglæde hver evig eneste gang. 

Hvis man køber bøger fra Amazon.co.uk, skal man så betale told og moms? Dette er faktisk et spørgsmål jeg får meget ofte – både her på bloggen og på mail. Derfor er det også meget fint, at det er blevet stillet her, og jeg vil huske at føje det til min FAQ-side senere.
Hvis man køber fra Amazon.co.uk, skal man ikke betale told, eftersom man stadig handler inden for EU's grænser. Dog skal man være opmærksom på, at Amazon tillægger en VAT-afgift (value-added tax), når man handler. Det endelige beløb bliver dog vist før, man bekræfter købet, og det er derfor muligt at fravælge en vare, hvis den bliver for dyr med den tillagte moms.

Hvor mange penge bruger du cirka om måneden på bøger? Jeg aner det vitterligt ikke, da det svinger uhyre meget. Bogkøb er ikke en ting, jeg som sådan budgetterer eller planlægger; det er bare køb, jeg ofte gør mig. I gennemsnit vil jeg tro, jeg bruger 500-600 kr. på bøger månedligt, men det kommer meget an på, hvad jeg lige falder over, og hvad jeg lige synes, jeg mangler. 


16 kommentarer:

  1. Smukt som altid, kære Rikke :*
    Og skøn læsning! Åh, at være en plysbjørn. Det kunne jeg godt lige trænge til i denne eksamenstid! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak fineste! Og ja! Dét ville være helt ideelt :D

      Slet
  2. Hvor har du købt dine Emily-bøger? Det var også mine favoritter fra skolebiblioteket i start 00'erne, og jeg ville elske at have dem stående på hylden klar til en nostalgisk genlæsning. Åh, jeg burde også købe Anne-bøgerne. Det er næsten en forbrydelse ikke at eje dem!
    /Cecilie

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, endnu en Emily-nostalgiker! Jeg elskede virkelig de bøger så højt; jeg tror, det var dem, jeg lånte allermest på skolebiblioteket! Til gengæld havde jeg ingen interesse i Anne-serien, mærkeligt nok.
      Jeg har forsøgt at opspore Emily-bøgerne på dansk, men de er desværre udgået fra forlaget, så man kan kun købe dem på engelsk :/ Mine er købt over Amazon :)

      Slet
  3. Uh det er så hyggelig læsning med spørgerunder :-)
    Jeg er vild med alle dine fine svar! Årh.. Frederick Wentworth <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt, jeg nyder at svare på dem! :) Og tusind tak. Wentworth er en darling <3

      Slet
  4. Rikke, det er altså farligt at læse din blog. Jeg får så mange gode idéer til videre læsning og min to-read liste er i forvejen uendelig lang. Jeg har altid været en Anne-pige og har faktisk aldrig læst Emily bøgerne (hvilket jeg nu gerne vil ændre). Jeg har kun de to første Anne-bøger på engelsk, men vil samle hele serien en dag (det samme gælder Laura-bøgerne). Tak for inspirerende blog-indlæg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det er skam mig, der takker. Jeg er glad for, at du læser med, og jeg er glad for, at jeg kan inspirere lidt :) Laura-bøgerne var i øvrigt også fantastiske!

      Slet
  5. Remus Lupin er simpelthen min yndlingskarakter i Harry Potter-universet. Jeg forestiller mig ham som en flot, men hærget udseende mand - ikke helt castet efter min smag i filmene.

    Jeg foretrækker klart Anne-bøgerne og brød mig ikke særligt om Emily, selvom jeg har læst begge serier.

    Du er altså et dyrt bekendtskab: Ikke blot har jeg opdaget Penguin Clothbound Classics og Barnes & Noble Leatherbound, men nu bliver jeg vist også nødt til at sætte Anne-bøgerne på min køb-og-genlæs liste.

    Til gengæld har du hevet mig ud af min reading slump, som ellers havde varet i henved 3 år og var i fare for at blive en permanent tilstand, og det er jeg taknemmelig for:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Også min. Han er den ultimative heltefigur. Og jeg forestiller mig ham også som en hærget, hjemsøgt mand med smukke øjne. Faren ved filmene er jo bare, at de langsomt visker ens egne forestillinger ud på den måde.

      Jeg tror, at langt de fleste foretrækker Anne-bøgerne. De har bare aldrig rigtigt tiltalt mig så meget. Jeg kunne ikke lide Anne, pudsigt nok. Men det lyder skønt at du vil genlæse dem, når du holder så meget af de bøger. Genlæsning af barndomsglæder er bare det fineste i verden.

      Og det er jeg SÅ glad for at høre. Det må være den største ros i verden, hvis jeg kan få andre til at læse :)

      Slet
  6. Åh sikke nogle modige billeder! Meget classy :)!
    Er meget enig i dine betragninger om en forfatters evne til at sige nok og ikke for meget - det er virkelig også det, jeg beundrer allermest. Også derfor jeg har King-citatet 'Good books don't give up all their secrets at once' øverst på bloggen; det handler ikke bare om plot osv, men om hele måden at fortælle på - at det ikke skal være udpenslet, men akkurat nok til, at man danner sine egne meninger og billeder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Modige? :D Hvaffor det? (Jeg har altså tøj på. Selvom det ikke ligner! :D)
      Lige præcis. Det er så fascinerende. Sådan en fin balancegang, der gør hele forskellen.

      Slet
    2. hahahhaa det ligner du er gået all nude :D:D

      Slet
    3. HAHA! Det var altså bare en stropløs kjole :D :D ..

      Slet
  7. Skøn læsning. Finder du vejen til Narnja, søde Rikke, så giv lige tippet videre.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh mange tak! Og det kan du tro; lad os alle jagte gamle garderobeskabe og gule fingerringe!

      Slet