tirsdag den 20. maj 2014

Spørgerunde #2: Fremtidsdrømme, forbilleder og fritidsbeskæftigelser

Jeg er vild med din tøjstil og er nysgerrig for at vide, hvor du shopper - og om du gør det i lige så stor stil som med bøger? Mange tak! Jeg nærer en dyb kærlighed til hvide blondekjoler, søde Peter Pan kraver og tunge strikbluser, og jeg holder meget af at forkæle mig selv med lidt nyt til garderoben. Men sandheden er nok, at jeg ikke shopper nær så meget tøj, som jeg har gjort – jeg forsøger at se mere fornuftigt på det; mit tøjstativ er fyldt, og mit tøjskab bugner. Og så ender jeg ofte med at købe lidt læsestof i stedet. 
Men når jeg mangler en ny kjole, er Topshop altid den første hjemmeside, jeg klikker forbi. Ligeledes er jeg ellevild med New Look og Asos, som de fleste andre nok også er. Hvis jeg shopper i Odense, ender jeg oftest med at befinde mig midt i H&M  hvilket på én gang både er ondt og godt.

Hvad drømmer du om at "blive" og arbejde med, når du er færdig med studierne? Jeg har mange drømme, og de stikker i mange forskellige retninger. Alle mine drømme involverer dog bøgerne og ordjongleringen, og jeg ville elske at arbejde på et forlag. At blive redaktør og forsvinde i tekstredigering og manuskripter er en gammel drøm, men siden min tid på handelsskolen har mine drømme også været præget af virksomhedskommunikation  og det er kun blevet forstærket af min færden på blogs og andre sociale medier. Et job der kunne kombinere ordkærlighed med online kommunikation ville være noget nær himmellykke for mit vedkommende; rent praktisk ville det nok netop finde sted som PR-medarbejder på et forlag.

Hvordan mødtes dig og din kæreste? Nico og jeg mødte hinanden d. 22. april 2006. Jeg husker det så tydeligt og præcist, fordi det var den dag, jeg besøgte min kommende efterskole for første gang. Da jeg var til orientering i skolens forsamlingssal, lod jeg mine forældre udvælge en tilfældig siddeplads blandt de mange rækker af hvide plasticstole. Og ved siden af mig sad Nico.
Vi brugte derefter en lang sommer på at skrive sammen over Arto, vi mødtes flere gange i løbet af sommerferien, og var derfor allerede kærester inden vi begyndte vores efterskoleår på Skovlund Efterskole. 

Hvordan ville dit bryllup se ud? Det ved jeg faktisk ikke helt. Til manges store forfærdelse (inklusiv Nicos) tillægger jeg ikke selve brylluppet så stor betydning. Jeg vil langt hellere holde en lille privat fest inden for rimelighedens grænser og så bruge flere penge på en drømmebrylluprejse end at gå igennem en fyldt kirke i en stor hvid kjole. Måske er det fordi, min familie er ret lille, så jeg har altid været vant til små fester frem for store begivenheder. Jeg kan sagtens se skønheden i et brusende hvidt skørt og en overdådig pyntet festsal; men jeg er ikke sikker på, at det er mig, når det kommer til stykket. 

Hvad er din yndlings tv-serie? 'Grey's Anatomy'. Jeg er dybt afhængig, og ser det næsten religiøst. Derudover er jeg også ellevild med 'Glee', 'Game of Thrones' og 'Once Upon a Time'. 
Jeg genser også jævnligt en sæson eller to af 'Gilmore Girls', 'Friends' eller 'Desperate Housewives'. Desuden har jeg også et virkelig blødt punkt for 'Ally'. 

Nu hvor du havde valgt at bruge Sigur Rós som stemningsmusik i en af dine videoer, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvilke bands der er dine favoritter og hvilke sange, der betyder meget for dig? Folk siger, at jeg er forfærdelig, hvad musik angår. Nico bemærker tørt, hvordan jeg "i fem år har hørt akkurat det samme", og da jeg boede hjemme og spillede højt musik, troede min mor, at jeg hørte den samme sang om og om igen, fordi "det altid lød ens alligevel". Jeg er uhyggeligt forudsigelig, når det kommer til musik.
Jeg er aldrig kommet mig over Lifehouse, og 'Blind' befinder sig endnu på toppen af min spilleliste. Jeg nynner stadig med på den akustiske version af Snow Patrols 'Chasing Cars', når jeg går mod banegården om morgenen. Jeg skruer op for Creeds 'Rain', når jeg går regnvejrsture, og jeg får stadig kuldegysninger af Priscilla Ahns 'Dream'. 'Bad Day' af Daniel Powter er den sørgeligste sang, jeg kender, og jeg kan slet ikke udholde at lytte til den, altimens 'Sweet Disposition' af The Temper Trap er lyden af kildrende lykke. 

Har du nogensinde selv overvejet at blive forfatter og skrive din egen bog? Da jeg var lille, og folk spurgte mig om, hvad jeg ville være, svarede jeg altid med en højtidelig mine: "Jeg skal være en stor digterinde". Senerehen drømte jeg om at blive romanforfatter,  og mine notesbøger var fyldt med små fragmentariske scener og skitser, jeg engang ville kæde sammen. Jeg gjorde det også flere gange, og jeg har Word-dokumenter på min computer, der næsten rammer det magiske trecifrede sidetal. Men intet af det er tilnærmelsesvist færdigt.
I virkeligheden tror jeg ikke, at forfatter er noget, man overvejer at blive. Det er noget, man gør sig til. Ved at skrive. Og jeg bliver aldrig forfatter, hvis jeg ikke skriver; hvilket jeg ikke gør så meget i lige for tiden. Men måske går jeg en dag i gang med at skrive og glemmer at holde op igen.

Hvis du skulle skrive en bog, hvad ville den så handle om? Jeg er desværre ikke plot-orienteret nok til at tænke i emner, handlingsforløb og store linjer. Snarere tværtimod, starter jeg altid med følelser, stemninger, bittesmå øjeblikke. Jeg aner ikke, hvad jeg vil skrive om, men jeg ved, hvordan det skal føles; melankolsk, utydeligt, eventyrligt, mystisk, flyvsk og afslutningvis skal det være optimistisk. Hvis jeg nogensinde skulle skrive en bog, ved jeg, den ville befinde sig på en vippekant mellem det deskriptive og det handlingslammede. 

Ud over læsning og bøger, er der så andre hobbyer, der optager din interesse lige så meget? Naturligvis vinder bøgerne suverænt over mine andre hobbyer. Delvist fordi jeg elsker dem, men også fordi de både er en hobby og en beskæftigelse i form af mit studie. Jeg er altid fortabt i en bog. Jeg har altid en med mig, selv når jeg ved, der slet ikke er tid til den. Jeg er (næsten) evigt læsende.
Men der er også mange andre ting, der interesserer mig. Jeg elsker at eksperimentere med fotograferering og film (hvilket bloggen nok også afspejler), jeg elsker at skrive små meningsløse historiefragmenter, jeg elsker at scrapbooke og fører flere og flere dagbøger efterhånden. Desuden er sommeren en farverig vitaminpille til mit liv, og jeg går lange ture, ligeså snart solen viser sig; det er min foretrukne form for motion, selvom jeg desperat prøver at opbygge en passion for fitnesscentret, som jeg tvinger mig selv afsted til fire gange om ugen. 
Jeg holder ligeledes meget af Disneyfilm og filmaftener med mine kære, og jeg bliver pålagt at se mange action-film i Nicos selskab (hvilket ofte får mig til at falde i søvn). Jeg er håbløs ignorant i et køkken, men jeg kan godt lide at bage og særligt at pynte de små kager med massevis af krymmel. Generelt er der mange små ting, der fylder min hverdag, som jeg ikke nødvendigvis tillægger en decideret hobby-betydning.

Hvis du skulle vælge én superkraft, hvilken ville du så vælge? Da jeg var yngre, drømte jeg om at være usynlig, men i dag ville jeg nok helst kunne flyve. For nylig så Nico og jeg 'Heroes'-serien forfra, og der var en, der kunne røre ved ting og derved genopleve minderne forbundet med den ting. Det ville også være en smuk ting at kunne; at kunne afsløre tingenes hemmelige liv, på en måde.

Hvilket fabeldyr fascinerer dig mest? Enhjørninger udstråler blid magi, og jeg har altid holdt meget af at støde på dem i bøger. Dog er jeg ikke sikker på, de decideret fascinerer mig. Det gør sfinksen derimod med dens uløselige gåder; jeg tror altid, enhver med forkærlighed for logik og mysterier, vil føle sig draget mod det ægyptiske fabeldyr. 

Hvilken kvinde beundrer du mest? Det ville være oplagt at svare Jane Austen, Donna Tartt eller George Eliot; forfattere der hver især er sin egen myte og har skrevet smukke ord, der har rørt mig dybt. Men mit ultimative kvindelige forbillede vil altid være min mor, der har overkommet store forhindringer, og alligevel videreformidlet alverdens kærlighed og overskud til sine børn. Hun er det stærkeste menneske, jeg kender.

Hvis du skulle lave en såkaldt "bucket list", hvad ville så være de 3 øverste ting på den? Jeg har så mange ting, jeg gerne vil nå. Små og store. Skøre og fornuftige. Rejsedrømme, fremtidshåb og små øjebliksglimt. Jeg vil gerne se Nordlyset danse over himlen som en levende regnbue, en dag vil jeg rejse til Bath og følge Anne Elliots og Kaptajn Wentworths gåtur med Nico i hånden, og Australien befinder sig også højt på min oplevelsesliste. Jeg drømmer om at holde en fuldstændig lyserød fødselsdagsfest, at indrette det perfekte bibliotek og at flytte til et sted, hvor det er tilladt at have kat. Jeg vil gerne møde Neil Gaiman, tage med Nico til Lifehouse koncert, og jeg vil så inderligt gerne ae en pandaunge.  
En dag drømmer jeg om at stå i mit barndomsrige igen; at befinde mig i Disneyland Paris og videregive oplevelsen til mine egne børn. Jeg vil gerne være mor, omend ikke lige nu. Forhåbentligt vil jeg engang overvinde min højdeskræk, plante jordbær i baghaven, lære at kunne aflæse klokken og vigtigst af alt; leve lykkeligt til mine dages ende. Jeg kan ikke rigtig prioritere.

27 kommentarer:

  1. Ihh, RIkke - du virker altid bare som af verdens fineste og mest sympatiske mennesker.
    Meget hyggeligt indlæg.

    - Kit

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, hvor er du sød! Tusind, tusind tak :)

      Slet
  2. Hvor er det en sød måde, du og Nico mødte hinanden på! <3 Spændende svar på spørgsmålene! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaa, og enormt fjollet også! Vi griner ofte meget af det :'D Og mange tak ;*

      Slet
  3. Jeg elsker sådan nogle indlæg - og du har fået samlet en rigtigt fin samling af spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Hyggeligt at lære dig lidt bedre kende! :)

    (og så lyder "superkræft" i øvrigt som en meget skræmmende og uovervindelig ting ;P - undskyld, jeg er uforbederlig ordkløver :D)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det er nu også hyggeligt at sidde at udfylde, synes jeg :)

      (Hæhæ, godt du lige påpegede det :p Jeg har faktisk bare kopieret folks spørgsmål direkte ind, så megen korrekturlæsning er det ikke blevet til :p)

      Slet
  4. Endnu et hyggeligt indlæg, og jeg må tilslutte mig Mettes kommentar. Nåååååårh.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og ja, det er lidt cutiepie ;D

      Slet
  5. Endnu engang: virkelig et hyggeligt indlæg. Og sikke nogle gode spørgsmål der også er blevet stillet. Apropos Gilmore Girls så stødte jeg lige på denne her "artikel" på Facebook: http://www.buzzfeed.com/krystieyandoli/all-339-books-referenced-in-gilmore-girls :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :D Og ja, det er netop alle de bogreferencer der fascinerer mig ved Gilmore Girls! Tak for linket :)

      Slet
  6. Verdens bedste idé med den spørgerunde! Du er simpelthen så velreflekteret, nede på jorden - men alligevel vidunderligt flyvsk, og helt igennem skøn! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød Mai! :'D Tusind tak <3.

      Slet
  7. Det er simpelthen så hyggeligt med de her indlæg :)
    Og hvor er det nogle gode spørgsmål, folk har stillet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg så glad for, at du synes! :) Og ja, det er det helt bestemt!

      Slet
  8. Skønt indlæg! Og hvor er den kjole bare smuk :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg er også rigtig glad for den :)

      Slet
  9. De er så skønne de her indlæg - glæder mig til at læse flere af dem! Jeg er også helt vild med Gilmore Girls - kan se den igen og igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og åh ja - Gilmore er en sand klassikerserie! :D

      Slet
  10. Så hyggeligt indlæg!! :)
    Det er sjovt mht. bryllupstanker. Folk undrer sig ofte, hvis man ikke drømmer om den store fest, brudekjole, mm. Jeg vil også hellere bruge pengene på en fantastisk bryllupsrejse og så holde en mindre og mere intim fest (når den tid kommer engang).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og du har helt ret, det fremkalder så mange spørgsmål. Jeg kan selvfølgelig nå at ombestemme mig endnu, men lige nu er det store bryllup ikke en del af mine drømme :)

      Slet
  11. Kan tilslutte mig så mange af dine ideer, favoritter og drømme.
    Med hensyn til bryllup så havde jeg også tænkt småt og intimt. Eller jeg havde nærmere bestemt tænkt rådhus i al hemmelighed efterfulgt af en taxa til lufthavnen og tre ugers ferie et eventyrligt sted. Efterfølgende kunne man altid holde en lille sammenkomst og fejre det med familie og venner, men bryllupsdagen skulle kun være min og min mands. Manden min ville det dog anderledes og det blev kirke og det blev kjole og det blev fin fest og en uforglemmelig dag. Ikke stor og marengsfyldt, men lige tilpas så vi begge kunne se os i dagen og jeg ville ikke have været den fantastiske dag foruden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre! :)
      Og det lyder nu også til at have været en smuk dag fyldt med magi :) Kærligheden er jo, trods alt, det vigtigste - hvordan man fejrer det er ikke det væsentligste. Og mon ikke man altid vil nyde dagen uanset hvad? :')

      Slet
  12. Jeg holder også meget af Gilmore Girls! Det er fantastisk, at der bare er nogle serier, man kan se igen og igen uden at blive træt af dem :)

    Har du set, at Lauren Graham har udgivet en bog? Den hedder "Someday, Someday, Maybe" :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis sådan har jeg det også! Jeg knuselsker den serie. Jeg har faktisk godt set/læst om Lauren Grahams bog. Jeg har bare aldrig rigtigt fået den købt. Har du måske læst den, og kan du fortælle mig, om den er noget ved? :)

      Slet
  13. Hold op, et hyggeligt indlæg, kære Rikke! Det er rart at lære dig bedre at kende og hold op, hvor er det dog en sød historie om, hvordan dig og Nico mødte hinanden!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Og åh ja, det er en kær lille episode! :')

      Slet
  14. Hej Rikke, sikke en dejlig rar blog, du har :)
    Jeg er nysgerrig omkring kattefiguren, ved siden af billedet. Hvor har du den fra? Den er fantastisk sød.
    Hilsen Louise

    SvarSlet