"The Pilgrimage" af Paulo Coelho

"The Pilgrimage" (org. titel "O Diário de Um Mago") af Paulo Coelho, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1987). Læst på dansk  – originalsproget er portugisisk. 2/5 stjerner. 

"The Pilgrimage" begynder med et glimt af et ritual, der vil inkludere bogens hovedperson i en særlig Orden. Men ved at udvise et øjebliks forhastelse, fejler hovedpersonen og får derfor ikke tilbudt det sværd, der er en del af ritualet. I stedet skal han på en lang rejse fra Sydfrankrig til det nord-vestlige Spanien; en pilgrimsrejse, hvor han vil blive udsat for mange prøvelser og til sidst opnå sit sværd. 

“We must never stop dreaming. Dreams provide nourishment for the soul, just as a meal does for the body. Many times in our lives we see our dreams shattered and our desires frustrated, but we have to continue dreaming. If we don't, our soul dies, and agape cannot reach it.”

Hver gang jeg tænker tilbage på min sene nattelæsning af "The Pilgrimage", bliver jeg efterladt med de samme spørgsmål, den samme undren og den samme opgivende erkendelse af, at det hele blev alt for besynderligt, for abstrakt og for spirituelt til min smag. Hvad er denne bog overhovedet? Og hvad er meningen med den? Jeg aner det vitterligt ikke.  Da jeg færdiglæste bogen, spekulerede jeg på, hvad jeg overhovedet havde læst.
Min udgave af "The Pilgrimage" er en jubilæumsudgave, og derfor begynder den med et reflekterende forord, hvor Coelho mindes den rejse, han foretog sig for femogtyve år siden. Efterfølgende har Google bekræftet mig i, at Coelho netop selv foretog den rejse, han beskriver i "The Pilgrimage", og at han trækker meget på personlige oplevelser i sin lille bog. Ligeledes er bogen skrevet i jeg-person, og det ville derfor være nærliggende at antage, at bogen virkelig er en rejseberetning. Det tror jeg bare ikke, at den er. Jeg læser den først og fremmest som en symbolsk mindeomskrivning, og jeg kategoriserer den som fiktion.
Men selv med øje for bogens symbolske og fiktive elementer, er historien en særpræget oplevelse. Måske endda bizar. Ikke alene drager jeg-fortælleren afsted for at finde sit sværd og opnå en sjælelig ro, han kommunikerer også med hunde, fremkalder hjælpsomme ånder og konfronterer djævelen selv. I en blanding af menneskelige lektioner og yoga-lignende øvelser udfører han RAM-øvelser, som endda også er inkluderet i bogen til eget brug (læs evt. et par af slagsen lige her). Alting eskalerer hurtigt fra blid filosofi til urimelig symbolik, alting bliver hurtigt sløret, og selv de klogeste lektioner forsvinder i det særprægede plot. 

“Death is our constant companion, and it is death that gives each person's life its true meaning.”

Det mærkeligste er nemlig, at "The Pilgrimage" indeholder mange af de vidunderlige sprogperler, Coelho er så kendt for. Ligeledes er bogen fyldt til randen med livsvisdom og værdifulde lektioner om at leve i nuet, følge sine drømme, være taknemmelig og om at være god. Jeg er fuldstændig enig i alle de problematikker, Coelho fremhæver ved det menneskelige væsen. Jeg kan bare ikke udholde hans måde at sige det på.

Jeg forstår ikke, hvordan det at bide en hund til blods skal fungere som logisk symbolik for at konfrontere sine dæmoner. Jeg forstår ikke, hvordan det at fremkalde et åndelignende væsen i et blåt lys, skal bevise hvordan hovedpersonen kommer tættere på sig selv. Og jeg forstår ikke, hvorfor så lidt bliver forklaret om den Orden og det sværd, som jeg-fortælleren leder efter. "The Pilgrimage" er en rejse, som jeg (ved brug af en vis grad af fantasi) godt kan følge, men jeg forstår hverken dens udgangspunkt eller dens konklusion.

Normalt betragter jeg Coelhos forfatterskab som noget helt uimodståeligt og ganske særligt. Selvom det efterhånden er lidt af en kliché, fortæller jeg stadig om, hvordan "Alkymisten" ændrede mit liv. Coelho borede sig ind i mit hjerte med sine simple sætninger, åbenlyse sandheder og lette tilgang til livet. Og selvom "The Pilgrimage" egentligt er i besiddelse af mange af "Alkymisten"'s kvaliteter og tankevækkende budskaber, drukner det hele i en besynderlig fortællerform, spirituelle yoga-lignende øvelser og symbolske handlinger, som jeg faktisk slet ikke forstår.