tirsdag den 6. maj 2014

Tema-tirsdag #49: Slutninger

Sagen er, at jeg i flere år har taget ordet "slut" meget bogstaveligt. Jeg har altid haft svært ved at acceptere sidste punktummer og især åbne slutninger. Da jeg var yngre, nægtede jeg at acceptere en bogs slutning, før den havde fortalt mig alt, hvad der var at vide. Jeg var ude af stand til at sige farvel til en karakter, før jeg havde hele deres livsforløb foran mig; klokkeklart og udskåret i pap.
Jeg er skyldig i at have kylet Lemony Snickets "A Series of Unfortunate Events"-bøger mod væggen, fordi de efterlod ubesvarede spørgsmålstegn. Jeg har set mig endegyldigt sur på Mumi-bøgerne, fordi de efterlod mig med et svævende tomrum, og jeg har været desperat efter at vide, hvordan Peter Pans videre liv på Ønskeøen udartede sig. Jeg har altid været hjælpeløst tiltrukket af de yndigt afrundede plot-forløb, hvor alle tråde samles, og alle regnestykker går op. Jeg har altid haft behov for at vide, hvad der skete efter bogens sidste punktum, og jeg har altid ønsket, at bogens autoritative fortællerstemme ville fortælle mig det, så jeg vidste, at det var rigtigt. Jeg var ude af stand til at se skønheden i de uvisse og åbne slutninger; lige indtil jeg stødte på det sidste kapitel i den sidste bog om Harry Potter...
I den sidste Harry Potter bog, gør Rowling alt det, jeg altid har elsket. Hun binder knuder, sløjfer og sætter punktummer. Hun opstiller hele livsforløb, fremdigter en hel ny generation og udråber med kyndig og autoritativ stemme ægteskaber, professioner og skæbner. Slutningen er endegyldig, klippefast og fuldstændig lukket. Og jeg bryder mig slet ikke om det.
Måske er det fordi, Harry Potter-serien var min store kærlighed, og måske er det fordi, det var for svært for mig at sige farvel til karakterer, jeg elskede så højt. Men Rowlings afslutning på den magiske serie, fik mig til at indse, at lukkede slutninger er de tungeste af slagsen. Fuldstændigt afrundede slutninger er reelle slutninger, der udelukker enhver form for spekulation og dagdrømmeri. De lader historien være endegyldig; stiv, uforanderlig og objektiv. De efterlader intet til fantasien. 
Med Harry Potter-bøgerne er der pludselig sket et skift i den måde, jeg læser bøger (og slutninger) på. Jeg er begyndt at opsøge spørgsmålstegn i stedet for punktummer.  Påfaldende nok er min absolutte yndlingsbog den af Austens bøger med den mest uvisse slutning. Jeg holder af at lade slutningen være afhængig af mit eget perspektiv og min egen fortolkning. Bøger som Martels "Life of Pi" der efterlader et gigantisk tomrum uden svar, Milnes "Peter Plys" der afsluttes med bittersøde og afventende toner, og Barnes' "A Sense of an Ending" der er som et kriblende puslespil, er blandt de mine favoritter. Bøger der efterlader små huller, det er op til læseren selv at fylde op, er oftest dem, jeg husker bedst. For jeg fylder dem med et lille stykke af mig selv, og på den måde lever historierne videre, selvom deres sider ikke længere vendes.

Hvordan har I det med åbne slutninger? Hvilken slags slutninger foretrækker I? Og hvilke bøger kan I bruge som et eksempel på en smuk slutning?

23 kommentarer:

  1. Det er et virkelig svært spørgsmål. Jeg plejede at hade åbne slutninger. Jeg havde det faktisk lidt lige som dig. Men om jeg ligefrem leder efter åbne slutninger, det ved jeg nu ikke. De lukkede slutninger kan nu også være meget gode efter en lang historie, hvor forfatteren så får rundet den ordentligt af - her tænker jeg f.eks. The Notebook. For mig er det en fantastisk lukket slutning.
    Derudover vil jeg give dig ret i, at historien helt klart lever lettere og stærkere videre ved en åben slutningen.
    www.katrinesommer.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Lukkede slutninger kan bestemt også være gode; helt bestemt. Det vil jeg slet ikke benægte. Det kommer meget an på, hvad historien lægger op til osv. :) Personligt tror jeg bare, bøger med åbne slutninger er dem, jeg husker allerbedst. De bliver ligesom 'hængende' og spøger i min bevidsthed, hvis du forstår? :)

      Slet
  2. Det svinger ret meget synes jeg. Det kommer helt an på hvor vild jeg er med en evt. bog eller serie. Men jeg tror mest jeg er til lukkede slutninger... Jeg vil så gerne vide det hele! Jeg bliver også tit lidt arrig hvis slutningen er alt for åben og jeg selv skal gætte mig til flere mulige stier for personerne - for hvilken en er den rigtige??

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo netop dét, jeg elsker ved det; at man selv kan bestemme, hvad der er den rigtige! Men åh, jeg forstår dig nu også godt. Det kan virkelig være frustrerende, og det er måske også lidt noget andet i serier? Men der er vel også tit åbne slutninger, for at kunne skrive en evt. ny bog i serien bagefter?

      Slet
  3. Jeg har egentlig ikke en præference når det handler om slutningen på bøger. Jeg har været sur på bøger, der efterlod mig med masser af spørgsmål og jeg har alligevel elsket de samme bøger for det! I modsætning til dig elskede jeg Rowlings sidste kapitel, for en serie af bøger, med personer man har fuldt i årevis, kunne jeg ikke overskue skulle have en åben slutning...

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske har du ret mht. HP. Rowling kunne jo, helt ærligt, ikke vinde på det punkt. Uanset hvad ville det være et problem at sige farvel til de elskede karakterer, og hun havde haft 'utilfredse kunder' i butikken uanset hvad :p
      Men jeg synes det er lidt interessant, for noget tyder jo på, hun selv fortryder hvor meget, hun lukkede historien. (Ron+Hermione problematikken) Jeg synes bare, det blev for kompakt. Der var jo ingen, der sagde, at alle skulle giftes med deres skolekærester osv., det stod hende helt frit for at overlade det til fantasien. Men hun valgte at lukke den ekstremt tæt, og derfor var det så forfærdeligt, da hun sagde, hun ville ønske, hun kunne ændre i det. For det havde stået hende frit for at lade slutningen være åben. Nøj, det irriterer mig.

      (Sikke en rodet kommentar. Det var bare lige en strøgtanke :p )

      Slet
  4. Åh, jeg er helt enig med dig i at de åbne slutninger tilføjer en nærmest uundværlig dimension af læseoplevelsen netop fordi ens eget perspektiv og fortolkning jo er så unik. Da jeg var mindre var jeg klart også tilhænger af slutninger der var lukkede, fordi det gav en vis ro. Måske fordi eventyrets klassiske "Og de levede lykkeligt til deres dages ende..." og eventyr generelt er så tiltrækkende for børn. Men nu bliver jeg bare frustreret over helt sammentømrede slutninger. Måske fordi jeg er blevet lidt kynisk med årene? I hvert fald blev jeg meget skuffet over Harry Potter-seriens slutning. Jeg tror det blandt andet er fordi de bøger har fulgt mig i så mange år, og så virker det for mig ikke rigtigt at de skulle sluttes af så lukket. En smuk slutning på en bog må være John Greens Papertowns. Jeg elskede den!

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget interessant input med eventyrs-slutningen. Det er jo netop rigtigt; som barn lærer man at få af vide, hvad der skete til karakternes "dages ende", og det er måske derfor, man har så svært ved at acceptere mangel på afsluttende information? Det kunne sagtens være!
      Jeg elsker også Greens slutninger. De er smukke, håbefulde, uvisse. De dirrer og de bliver i horisonten. Det kan jeg virkelig godt lide.

      Slet
  5. Jeg kan ikke udstå åbne slutninger, jeg føler ikke at jeg får forfatterens ærlige version. Jeg læser bøgerne for at få forfatterens historie og så når de slutter den åbent for at lade det være op til mig, så føler jeg mig snydt. Jeg behøver ikke en åben slutning for at dagdrømme videre på historier, det samme gælder med Harry Potter serien, så meget fast er den ikke at der for mig ikke sagtens kunne opstå noget nyt og spændende efter det sidste punktum er sat. Lige præcis med Harry Potter har jeg gjort mig skyldig i lige præcis det mange gange. Åbne slutninger efterlader ikke så stærke indtryk på mig som lukkede slutninger. De lever i stedet for videre som irritation i mine tanker hvorimod de lukkede slutninger, kan blomster på nye måder og giver mig inspiration til nye tanker.. Men er det ikke det fantastiske ved bøger? At vi alle ikke er ens og at vi se forskelligt på det? At der er plads til alle? Det aller værste ved slutninger, synes jeg er dem der er forced og som bare slet ikke fungerer, uanset om de er åbne eller lukkede. Det er det værste..... :0)

    SvarSlet
    Svar
    1. God pointe! Naturligvis efterlader selv de mest sammentømrede slutninger huller (det er jo hele paradokset ved det hele), men jeg kan nok bare godt lide den lidt mere diskrete elegance, der balancerer mellem hvad der skal siges, og hvad der skal efterlades til læseren selv. Det tiltaler mig bare :) For modsat dig, er det netop de åbne slutninger, jeg husker allerbedst - det er sjovt hvordan man kan være så forskellige :)

      Og du har helt ret. Slutningerne skal passe til bogen, frem for alt. Åben eller lukket :)

      Slet
  6. Kan en slutning både være åben og lukket? Under alle omstændigheder så synes jeg at slutningen af "The Hero of Ages" (sidste Mistborn bog) er helt fantastisk. Den lukker historien af på en rigtigt smuk og dejlig måde. Tråde bindes sammen og der kommer også sløjfer på nogen af dem. Men samtidig med at slutningen er lukket er den også åben. Den åbner op for en masse nye ting og sætter tanker igang om hvordan historien fortsætter. Det er lidt svært at forklare, men den slutning er helt perfekt for mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan den sagtens, tror jeg. Jeg ved i hvert fald godt, hvad du mener! Det er sådan en yndig balancegang.

      Slet
  7. Jeg er vild med slutninger, som tager alle mine forventninger, vender dem på hovedet og skubber dem ud af narrativet. Slutningen i Julian Barnes' "The Sense of an Ending" er case in point, ligeså er Calvinos "Hvis en vinternat en rejsende". Yderligere synes jeg også både Allendes "Åndernes Hus" og flere af Borges' noveller har samme magi over sig. Den slags slutninger kan jeg slet, slet ikke få nok af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret mht. Allende og Barnes! Calvino vil jeg så særligt gerne læse.

      Slet
  8. Jeg foretrækker en åben slutning frem for noget andet. Det er en kæmpe nydelse for mig, at fundere over, hvordan plottet kunne være ført videre, hvordan personerne udvikler sig efter bogens slutning, og om den endelige sindsstemning (lykkelige slutninger, ulykkelige situationer) ville være fortsat rent hypotetisk... Når jeg genlæser Harry Potter serien, springer jeg altid epilogen over, for jeg har aldrig brudt mig om den, og det var et mirakel at jeg overhovedet gad at læse det sidste kapitel, når det var så åbenlyst i titlen, hvad det ville indebære. Men jeg tror også, at det er den eneste bog, jeg husker at have læst, som havde en reel afslutning - så måske ville jeg kunne lide andre bedre? Jeg var, ærligt talt, ikke tilfreds med hvordan slutningen i HP var, så måske er det bare den specifikke afslutning, der går mig på - en personlig præference, om man vil :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig så fint at kunne spekulere videre selv - med måde naturligvis. At ikke være givet alle kortene, men selv vende et par også. Det er rart, når plottet giver plads til det.
      For mig at se, var HP-slutningen næsten desperat i dens forsøg på at opsummere, lukke og afslutte det hele. Det er sært, især i betragtning af, at JK nu fortryder nogle ting fra netop slutningen (Ron+Hermione). På den måde tror jeg hurtigt en sådan slutning også lægger bånd på forfatteren selv.

      Slet
  9. hvad er det for et objektiv du har? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bruger et Canon EOS 600D med et fast objektiv 50 mm. f/1.8. :)

      Slet
  10. Spændende emne! Jeg skrev tilfældigvis eksamensopgave om 'subversive endings' sidste år, og jeg synes, det med åbne/lukkede slutninger er vanvittigt interessant. Personligt elsker jeg åbne slutninger. Selvfølgelig er de frustrerende, men det er vel fordi, de tvinger os til at deltage aktivt og være med til at producere tekstens mening og betydning - og det synes jeg er sjovt. Desuden bliver bøger og noveller med åbne slutninger som regel i min bevidsthed langt længere, end dem med lukkede slutninger. Jeg elsker også plot twists og overraskelser i slutningen, så længe de altså hænger sammen med den øvrige historie/den overordnede genre (hvis jeg læser en detective story, vil jeg selvfølgelig helst finde ud af, hvem der er morderen).

    Det sjove er jo, at uanset hvor hvor meget en forfatter forsøger at lukke slutningen, er det en umulig opgave. Jeg ved ikke, om du har læst Thomas Hardys 'The Three Strangers', men han tager lige skridtet videre fra Rowling og går flere hundrede år frem i tiden i et forsøg på virkelig at lukke alt ned - men der vil jo altid være løse tråde ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor sejt! Det lyder virkelig fascinerende at kunne fordybe sig i. Jeg er helt enig med dig mht. åbne slutninger; de forfølger og jager også mig i langt længere tid end de 'polerede afrundninger'. Men det er måske også netop fordi, man investerer sig selv i dem på en anden måde, som du også siger.

      Og du har helt ret i din sidste pointe. Det er også det, Karin længere oppe har skrevet; at selvom HP er ekstremt lukket og næsten 'aflåst', så gør den stadig plads til en smule spekulation og forestilling. Man kan nok i virkeligheden slet ikke gribe tæt nok om slutningen som forfatter; der vil altid være huller. Og spændende med Thomas Hardy! Den bog har jeg ikke læst af ham, men det lyder værd at kigge efter. I mine øjne bliver det næsten desperat, når en forfatter så krampagtigt holder fast i sin historie. Det er pudsigt.

      Slet
  11. Det kommer helt an på hvordan det er udformet. Jeg hader klare slutninger, hvor det hele mirakuløst flasker sig og alle stumper og stykker passer perfekt i en pæn lille pakke med sløjfe omkring. Bvadr. På den anden side hader jeg også slutninger, hvor jeg føler mig narret ... som i "ha ha, du får aldrig at vide, hvem der stod bag døren". Det skal gøres raffineret, som du også skriver, så bogen lever videre.

    SvarSlet
  12. Det er et rigtig svært spørgsmål; tror ikke jeg sådan rigtigt foretrækker den ene frem for den anden. Det kommer meget an på, om jeg synes det passer til bogen om det lige giver mening - for nogle gange kan en åben slutning være fantastisk og følelsesfremkaldende; andre gange kan den irritere mig til døde.
    Jeg er måske en af de få, der ikke har set mig evigt sur på Rowlings lille ekstra-kapitel. Jeg synes egentlig det var meget fint! Hun har skabt et univers jeg elsker, og jeg har ikke brug for at andre (fanfiction) eller jeg selv forestiller mig hvad der er sket før og siden; det ved kun hun, og det må hun gerne fortælle mig (også derfor jeg elsker pottermore :)).

    SvarSlet
  13. Jeg har stadig den barnlige indstilling til det - Kan bedst lide, at der på en eller anden måde bindes en sløjfe. De åbne slutninger forlænger læseoplevelsen ved at forfølge mig i lang tid efter - men det er ikke nødvendigvis rart sådan at være efterladt i uvished.

    På den anden side kan jeg ikke lide de helt lukkede slutninger. Netop Harry Potter epilogen ville jeg ønske, jeg kunne have revet ud af bogen og evt. bare læst som JKR's bud på, hvordan den MULIGVIS kunne være endt (jeg rodede nemlig også rundt på potterworld/pottermore/hvad de nu ellers hedder i håbet om at finde flere hints - men det var jo netop ikke "set in stone" på samme måde.

    Slutningen på Pride and Predjuduce er en af mine foretrukne, og den er jo egentlig ret lukket, men giver på den anden side lidt plads til fantasien, hvilket de mange fan-fiction fortsættelser også viser.

    Nogle bøger egner sig dog heller ikke i min verden til lukkede slutninger. Borte med Blæsten er et eksempel på en bog, hvor jeg i sin tid var virkelig træt af ikke at få at vide, om det hele endte lykkeligt - For det skulle det jo. Men uvisheden er jo netop det fine ved den - I dag tænker jeg, at den bog netop ikke lægger op til en klassisk happy end (og at hovedpersonen heller ikke fortjener det), og havde jeg fået mit ønske opfyldt dengang, ville jeg muligvis have været irriteret på hele bogen i dag;-)

    SvarSlet