"The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" af Philip Pullman

"The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" af Philip Pullman fra forlaget Canongate Books, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2010). 3/5 stjerner.

De første sider af Philip Pullmans korte bog præsenterer en både velkendt og sært fremmedartet historie. En pige ved navn Mary bliver gift med en ældre mand ved navn Joseph, og en nat kommer en engel på besøg og fortæller Mary, at hun skal føde Guds søn. Mary bliver gravid uden nogensinde at blive rørt af en mand.
Derefter følger en langsommelig rejse, en folkeoptælling og en fødsel i en stald. Men i Pullmans version føder Mary ikke én søn; hun føder to. Det ene barn er en stærk dreng, der bliver kaldt Jesus, det andet barn er et skrøbeligt væsen med kun en ringe chance for overlevelse. Mary døber det svagelige barn for Christ og betragter ham som sin yndlingssøn.

“Has anyone ever added a single hour to the length of his life by worrying about it?”

"The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" er en kreativ genfortælling af den historie, vi alle kender. Pullman adskiller forskellige aspekter af kristendommen i Jesus og Christ; to tvillingebrødre, begge med stærk indflydelse på kristendommens udformning.
Jesus bliver, trods Marys overbevisning, til den hyldede profet, der forener folket med Gud, altimens Christ bliver en skyggefigur og udenforstående betragter, der forsøger at overtale Jesus til at opbygge strukturer og kirker. På den måde bliver Jesus kristendommens hjerte, mens Christ bliver dens hjerne.
De to brødre er vidt forskellige, og talrige diskussioner, sammenstød og skænderier opstår som følge deraf. Jesus fornægter idéen om en kirke, eftersom han betragter båndet mellem en mand og Gud som en privatsag, mens Christ argumenterer for den struktur og de regler, som en kirke vil bringe. Ligeledes er Christ opsat på, at folket har brug for mirakler for at tro, selvom Jesus mener, at troen bør være stærk nok uden. Pullmans bog fungerer nærmest som en kampplads mellem de to brødre og de to aspekter af kristendommen, som de repræsenterer. 
Pullman fremsætter en fascinerende historie mellem religion og myte, og han spreder interessante spørgsmålstegn uden nogensinde at være for frembrusende antireligiøs. Desværre er der mange øjeblikke, hvor bogen mister dens tempo, og Pullman hviler en anelse for tungt på de velkendte bibelhistorier. Naturligvis er enkelte episoder og lignelser essentielle for karakteriseringen af Jesus' principper, men sommetider føltes det for overvældende og for gentagende i en bog med så ufatteligt få sider.

“And here I am, my hands red with blood and shame and wet with tears, longing to begin telling the story of Jesus, and not just for the sake of making a record of what happened: I want to play with it; I want to give it a better shape; I want to knot the details together neatly to make patterns and show correspondences, and if they weren't there in life, I want to put them there in the story, for no other reason than to make a better story. The stranger would have called it letting truth into history. Jesus would have called it lying. ”

Pullmans bog har ingen bagsidetekst, intet oplysende resumé eller tematiske opridsninger. Snarere tværtimod. Vender man bogen om og kigger på dens bagside, vil man kun se fire store bogstaver skrevet i guld: "This is a story". Og det er netop, hvad bogen er.
Via Christ som nedskriver Jesus' gerninger, ord og prædiker, udforsker Pullman skabelsen af Bibelen. Det er i nedskrivningen af ordene og hændelserne, at historien bliver til en myte og myten til en religion. Christ nedskriver nemlig ikke kun faktiske hændelser, han tilføjer egne indskud og påskud, nedtoner kontroversielle udtalelser og tilføjer et stænk af overnaturlige hændelser undervejs. Hans øje for politik, for struktur og for kompromisser tillader ham at omdanne Jesus' ord til regler og love. Og på den måde skaber Christ (på trods af sin brors protester) grundlaget for kirken.
Heri ligger naturligvis en ret tydelig og ret interessant kritik af kristendommen, og det er heller ikke tilfældigt, at den ellers så fortabte og ensomme Christ bliver kaldt en slyngel i bogens titel. Christ's valg får, i Pullmans bog, store konsekvenser for historiens udfald, for Jesus' død og ultimativt for den måde, vi forstår kristendommen på i dag. Pullman afslutter sin historie med et tydeligt fingerpeg til nutidig religionsopfattelse og fortidens korstog.
På mange måder er "The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" en interessant lille bog. Pullman fortæller en historie om historier; hvordan Det Nye Testamente blev skrevet for at være så overbevisende som overhovedet muligt. Pullman tilbyder sine læsere en historiefortællers kontroversielle blik på, hvordan man kan bygge en fortælling, der vil leve i flere århundreder.