"Americanah" af Chimamanda Ngozi Adichie

"Americanah" af Chimamanda Ngozi Adichie, fra forlaget Fourth Estate, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2013). 4/5 stjerner. 

Da Ifemelu og Obinze mødes og bliver forelskede, er verden omkring dem ved at gå i stå. Nigeria er under militærdiktatur, uddannelsessystemet er uorganiseret, og de fleste forsøger at rejse væk. Da Ifemelu får chancen for at komme til USA, opfordrer alle hende således til at gribe den; især Obinze, der hele sit liv har drømt om at opleve USA. Han lover hende, at han også vil forsøge at rejse. De har en plan.
Desværre lykkedes planen ikke, og Obinze kan ikke komme ind i USA. I stedet glider Ifemelu længere og længere fra ham, da hun oplever ting, hun ikke kan formå at videreformidle. En stilhed flår kæresteparret fra hinanden, og de begynder at leve separate liv. Ifemelu bliver en succesfuld blogger, der skriver om racisme i USA, altimens Obinze opnår status og formue i Nigeria.
Da Ifemelu beslutter sig for at rejse hjem til Nigeria, banker hendes hjerte hurtigt ved tanken om at gense Obinze; at genopleve mødet med den første kærlighed, som hun aldrig har glemt.

“Racism should never have happened and so you don't get a cookie for reducing it.” 

Da "Americanah" udkom, og Chimamanda Ngozi Adichie skulle opsummere sin roman, beskrev hun den som værende en roman om kærlighed, identitet og om hår. Og hvor underligt det end lyder, er det en helt perfekt beskrivelse.
"Americanah" begynder i en amerikansk frisørsalon, hvor Ifemelu får flettet sine mørke lokker til stramme fletninger. Imens frisørerne farer rundt i en sky af small-talk, bevæger Ifemelus tanker sig tilbage til hendes hjemland, hendes barndom og hendes første kærlighed. Og således veksler historien frem og tilbage, mellem nutiden i frisørsalonen, fortiden i Lagos, og til fremtiden fjernt ude i horisonten; fremtiden der involverer Ifemelus hjemrejse fra USA til Afrika.
Ifemelus tankestrøm bliver til en dannelsesrejse; en fortælling om den første spirende kærlighed midt i Lagos' tumult, den amerikanske drøm sat på en høj piedestal, og om den gradvise kløft der opstår mellem Ifemelus identitet i Lagos og i USA. Der sker i høj grad en punktering af den amerikanske ønskedrøm, da Ifemelu rejser til USA i form af pengeproblemer og afsavn, men der sker også mere end det. Ifemelus syn på verden, på livet og på sig selv forandres. Hvor hun aldrig før har defineret sig selv ud fra sin hudfarve, bliver det i USA hendes vigtigste personlighedstræk. Hun er, i amerikanernes øjne, sort.
En stor del af Adichies roman beskæftiger sig således med identitet og med en moderne form for racisme. Adichie præsenterer en verden, hvor racismen oftere hviler i det sagte end i det usagte; hvor ord først bliver fornærmende, når de bliver tabubelagte, og hvor man midt i al sin konfliktskyhed skaber nye konflikter. Intet sted er det så rammende, som da Ifemelu i en tøjbutik skal udpege en af ekspedienterne, og i den forbindelse bliver spurgt, om "det var hende den mørkhårede" på trods af, at begge ekspedienter er mørkhårede. Ingen spørger om  det åbenlyse, og Ifemelu undres: 

“As they walked out of the store, Ifemelu said, “I was waiting for her to ask ‘Was it the one with two eyes or the one with two legs?’ Why didn’t she just ask ‘Was it the black girl or the white girl?’ Ginika laughed. “Because this is America. You’re supposed to pretend that you don’t notice certain things.”

Kritikken af denne form for overhøflige opførsel er både intelligent og velskrevet. Den bliver aldrig prædikende eller belærende, men er altid tankevækkende. I nogle af kapitlerne indarbejder Adichie uddrag fra Ifemelus blogindlæg om race i USA, og formår dermed at skabe et formbrud i sin traditionelle roman. Tonen i blogindlæggene er skarp, vittig og undrende, og er gennemgående præget af mediets uhøjtidelighed. Blogindlæggene fungerer som små stilmæssige afbræk, men distraherer aldrig fra bogens plotlinje.

På mange måder er "Americanah" en roman om at vende hjem og om at genfinde sig selv. I USA forsøger Ifemelu at leve op til normen, og gennemgår smertelige behandlinger, der resulterer i mange betændte sår i hovedbunden, for at få sine kraftige krøller glattet. I det øjeblik Ifemelu vender tilbage til sine naturlige krøller, genvinder hun en smule af sig selv. Håret bliver et frihedssymbol; en afgørende beslutning om identitet og individualitet. Og derfor er "Americanah" også en roman om hår.
Men først og fremmest er "Americanah" en kærlighedsroman. Den dybe forbindelse mellem Ifemelu og Obinze, deres nærvær i hinandens tanker på trods af opgivet kontakt og den magt deres første forelskelse har over dem, er romanens sande drivkraft. På trods af at Ifemelu ikke er sammen med Obinze i størstedelen af romanen, er han der alligevel altid. Og det er hjemrejsen, det ventende møde med ham, der danner grundlaget for den medrivende læsning. 
Da jeg færdiglæste "Americanah" sad jeg i et tog og stirrede tomt ud af vinduet. Det var en af de bøger, hvis virkelighed virkede mere virkelig end min egen. Det var en af de bøger, der tog mig med storm og overstrøede mit indre med tanker og spørgsmålstegn. "Americanah" er ikke blot velskrevet; den er fyldt med sandhed. Og jeg er i sandhed imponeret.

“The only reason you say that race was not an issue is because you wish it was not. We all wish it was not. But it’s a lie. I came from a country where race was not an issue; I did not think of myself as black and I only became black when I came to America.”