"Grimm Tales" af Philip Pullman

"Grimm Tales" af Philip Pullman, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 2/5 stjerner. 

"Grimm Tales" er en samling af 50 nøje udvalgte eventyr af Brødrene Grimm, genfortalt og omredigeret med Philip Pullmans fornemmelse for klarhed og præcision. Hvert eventyr er efterfulgt af en lille redegørelse for Pullmans historievalg, eventyrets oprindelse og en minimal analyse af de foretagne valg og den morale, eventyret indeholder.

“The fairy tale is in a perpetual state of becoming and alteration. To keep to one version or one translation alone is to put robin redbreast in a cage.”

Hvis man skulle tro på undertitlen til Pullmans eventyrssamling, "For Young and Old", er "Grimm Tales" dedikeret til alle læsende væsener på tværs af aldergrupper og verdenshjørner. "Grimm Tales" er tilegnet enhver med interesse for eventyr, og dog er jeg efterladt med en følelse af, den ikke er tilegnet til nogen overhovedet.
Jeg kan ikke forestille mig, hvem Pullman har haft i tankerne, da han begyndte at redigere Grimm brødrenes eventyr; jeg kan ikke forestille mig med hvilken hensigt, eventyrerne er samlet. Bogens minimalistiske forside og dens tætskrevne sider uden illustrationer eller kulørte farver, er ikke umiddelbart inviterende for nysgerrige børneøjne; omvendt er der ikke tilføjet nok nye elementer til eventyrerne, til at gøre dem meningsfulde at læse for de voksne, der kender Grimm brødrenes ord i forvejen. I sidste ende indfinder Pullmans eventyrsforsøg sig i et meningsløst limbo, hvor kun fans af Pullman selv vil opspore den.

Det ville være nemlig være en fejltagelse at tro, at "Grimm Tales" indeholder deciderede genfortællinger af Brødrene Grimms eventyr. Pullman præsenterer ikke en omfortolkning af eventyrerne, men snarere en redigering. Han udfylder de narrative huller og usandsynligheder i folkeeventyrernes kendetegnende rod, han udvisker plotkonflikter og tilføjer et hint af moderne slang i den løbende dialog. Men eventyrerne læses, forstås og fremstår akkurat som de var; Pullmans små redigeringer ændrer ikke et øjeblik på deres solide fundament.

På bagsiden af "Grimm Tales" står der, at eventyr-redigeringen er Pullmans forsøg på at lade de klassiske eventyr fremstå "clear as water", og der hersker ingen tvivl om, at det har lykkedes ham til fulde. Ved at stilisere de gamle fortællinger, der bærer så tydeligt præg af mundtlig tradition, ved at polere deres til tider rå fremtoning, ved at erstatte et par ord hist og pist, er det lykkedes Pullman at ændre eventyrerne til næsten kliniske beretninger. Jeg ved ikke, hvordan en så stor historiefortæller som Pullman har formået det; men fortællerstemmen i "Grimm Tales" er næsten anonym. Eventyrerne har mistet deres traditionelle charme. 

“When the moon did come up it was full and brilliant, and the white stones Hansel had dropped shone like newly minted coins. Hand in hand, the two children followed the trail all through the night, and just as dawn was breaking, they arrived at their father's house.”

Pullman tilføjer ikke meget nyt i sin redigering af eventyrerne, men til gengæld fjerner og udvisker han en stor portion. Det der er tilbage føles som spinkle skeletter af de eventyr, vi alle voksede op med. Resultatet er en følelse af mærkeligt ligegyldighed.
"Grimm Tales" er bogen, der har fået mig til at tvivle på Pullmans forfatterskab. Skrivestilen er uudholdeligt velpoleret og upersonlig, nyhedsværdien er ikke-eksisterende og Pullmans kendetegnende fantasi udebliver. De små bemærkninger og tanker, som Pullman tilknytter hvert eventyr bærer præg af en interessant analysetilgang, men er så korte, at de ikke når deres fulde potentiale. I stedet får omskrivninger lov til at stå alene, og det er de i virkeligheden slet ikke stærke nok til.

Jeg er efterladt i mørket. Jeg ved ikke, hvad Pullmans intention med dette eventyrsprojekt er. Jeg ved ikke, om han forsøger at genfortælle eventyrerne for en ny generation, om han forsøger at forbedre Brødrene Grimms ord, eller om hans formål er at eksaminere og analysere de halvtres eventyr. Uanset hvad hans formål har været, er jeg skuffet. Jeg læste denne bog på grund af Pullmans ekstraordinære fortællerevner – men alt jeg fandt var en gennemsyrende middelmådighed.