torsdag den 5. juni 2014

"The Goddess and the Thief" af Essie Fox

"The Goddess and the Thief" af Essie Fox, fra forlaget Orion, udgivet i 2013. 4/5 stjerner

Essie Fox's tredje roman bevæger sig hurtigt fra indiske gudesagn til et kompliceret diamanttyveri. Fox fører sin læser fra en havelåge med spor af tigerkløer til et aflåst hus i Londons skyggekvarter. "The Goddess and the Thief" er en bog, der elegant sammenfletter indisk mytologi med barske realiteter, og langsomt slører linjerne mellem virkelighed, drøm og overtro. Fox's viktorianske verden er præget af en grusom skønhed og et storslået bedrageri.
Bogen følger Alice Willoughby, der begiver sig fra sit barndomshjem i Indien til et hus i London, hvor hun skal opfostres af sin tante. Huset er skjult bag et slør af mystik; Alices tante lever af at fremane ånder ved simpelt snyderi, og talrige skikkelser besøger huset i nattens mørke for at blive genforenet med deres kære. En af disse besøgende er en mand ved navn Mr. Tilsbury, som gradvist involverer Alice i det største trick af dem alle; et forsøg på at stjæle den legendarisk funklende Koh-i-Noor diamant fra dronningen selv.

Out there, all life's drama went on as before, but whatever scene I chanced to view, it might as well not exist for me. I could not play part - because I lived on the other side, behind the folds of the red damask. I was the puppet whose strings were pulled by the whims and desires of her aunt.

"The Goddess and the Thief" begynder i Indien blandt tigre, juveler og sensuelle myter om evig kærlighed mellem guder og mennesker. Fox fylder sine sider med overdådige beskrivelser; det er næsten muligt at indånde den tunge duft fra eksotiske blomster,  føle det lette silkestof kærtegne sin hud, og at mærke solens nådesløse solstråler i sit ansigt. Fox har et ubetvivlsomt talent for beskrivelser; hun balancerer så yndefuldt mellem overdetaljerede stemningsbilleder og usagte hændelser, og efterlader derved et fodspor af skygger og mysterier, overalt hvor hun fører sin læser hen. De lange sætninger er sanseligt berusende og fyldt med et lokkende mørke.
Da Alice Willoughby rejser fra, hvad hun betragter som, sit hjemland fyldes teksten med en tone af undertrykt hjemve. Alice er et skrøbeligt væsen fyldt med naivitet og dagdrømme, og da hun fjernes fra de velkendte omgivelser knuses hendes hjerte. Da hendes tante Mercy lukker hende ind i sit hus, skaber hun en ulidelig tilværelse for Alice, og drager hende ind i en verden fyldt med bedrageriske tricks, intriger og tyveri. En verden som Alice slet ikke ønsker at tage del i. 
Med et brat sceneskift fra Indiens varme til Londons tåge, ændres bogens tone markant. Fox bruger Alices to hjem som kontraster, som et skelsættende "før" og "efter". Men selv i Londons barske kulde overlever den indiske mytologi i Alices indre, og hendes hverdag er dybt influeret af hendes minder fra Indien. Det navn, som hun har opgivet til ære for en andens liv, hendes fars død, hendes mors komplekse forhold til hendes tante og hendes kommende elskers forbindelse til de gude-historier, hun hørte som barn skaber et smukt og kompliceret mønster, der forenes i skæret fra den forbandede Koh-i-Noor diamant.

But I simply lay there in silence, as if I was trapped in a waking dream. And I did believe it was a dream, for I'd often had such fantasies, those decadent, lucid visions when my mind had embellished greatly upon the plights of romantic heroines in sensational novels I had read.” 

Som altid har Fox fyldt sin historie med et ildevarslende niveau af overraskelser, og som altid formåede hun også at overraske mig. Slutningen var brat, en uforudset drejning, og på ingen måde, hvad jeg havde forventet. Da bogens sider begyndte at tynde ud, befandt jeg mig i en feberlignende døs. Jeg bladrede bogen hurtigt igennem i det tidlige morgenlys for endelig at kunne tage del i den hemmelighed, historien gemte på.
Der er øjeblikke, hvor bogens brug af indiske myter og engelsk mystik bliver forvirrende og desorienterende. Hvad er drøm, og hvad er virkelighed? Jeg var ikke altid i stand til at skelne, men det var Alice heller ikke selv, eftersom hun var fanget i opium-fremkaldte dagdrømme, jagende barndomsminder og en verden fyldt med illusioner og tricks. Bogen slører bevidst grænsen mellem drøm og virkelighed, og læseren bliver næsten kun tilladt at se, hvad Alice ser. Og ligesom for Alice, er det op til læseren selv at beslutte, hvad der er troværdigt, og hvad der er en overnaturlig drøm.
"The Goddess and the Thief" er en fortælling om elfenbenselefanter og spådomskugler, om guldbelagte fugle i bur og dyrebare ædelstene, om besiddelse og besættelse, om mytologi og overtro og om splittelsen mellem to lande og to hjem. Fox skriver om historie og politik, om kløften mellem to kulturer og om de mennesker, der er blevet fanget midt i mellem. 

13 kommentarer:

  1. Det lyder spændende, og jeg kan se, du giver den 4 ud af 5 stjerner. Nu hvor jeg er fanget ind af det indiske univers efter at have læst 'New Delhi-Borås', får jeg lyst til at læse 'The Goddess and the Thief' :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Indien er også sådan et spændende sted at læse om! :)

      Slet
  2. Hej! (Did I write it right? xD)
    I read your English review at Goodreads. I even thought about reading it, but while I was searching for it, I saw that here in Brasil, they don't sell the English copy. And, to import the book, I would pay something like $60! Yes, in my country books are VERY VERY expensive :( However, I also read your The Luminaries review and this one made me SO curious, that I'll definitely pay the price x)

    Right now, I'm reading The Jane Austen Handbook. It's so CUTE! *O* The ilustrations are breath taking and there are lots of interesting information. Have you ever read it?

    <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej! (Yes you did write it right! :D) .. Too bad that you can't get the book at a cheaper price! Have you tried Bookdepository? Don't they ship to Brazil?
      "The Luminaries" is such an amazing book! I highly recommend it! :)

      I love 'The Jane Austen Handbook' as well! :) It is such a little gem :)

      Slet
  3. The Goddess and the Thief er faktisk min første Essie Fox, eftersom det var den, af hendes bøger, der var ledig på biblioteket. Og selvom jeg kunne se at du endnu ikke havde læst den, og dermed ingen anbefaling havde, så kastede jeg mig ud i den alligevel. Og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det! Jeg er simpelthen så betaget af hvordan Fox så farverigt maler Indien, et land jeg intet forhold har til, men alligevel automatisk fik mig til at håbe at Alice ville vende tilbage, samtidig med at England står som en grå kontrast der luger af imperialisme og bedrageri, hvilket nærmest gav mig depressive tanker. Jeg havde slet ikke troet at jeg ville nyde bogen så meget som jeg gjorde. Den overraskede mig virkelig både med tema, plottet og slutningen, så nu venter jeg bare til jeg er færdig med min nuværende bog, så jeg kan tage hul på The Somnambulist!

    Tak for en super anmeldelse og din evige læseinspiration!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er så glad for at høre, at du har læst en bog af Essie Fox på min anbefaling! Hun er sådan en interessant forfatter og hendes bøger er så velskrevne allesammen :) Og du har helt ret; beskrivelserne af Indien er enestående atmosfæriske, det føles næsten som om, man virkelig er der. Det er så smukt.

      Og det var skam det mindste; jeg takker til gengæld for dine søde, søde ord!

      Slet
  4. Det lyder som en magisk fortælling - og ja, der er nu noget betagende og eventyrligt ved Indien. Bogen er tilføjet den hastigt voksende to-read-liste :-D

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig god. Essie Fox skriver meget gotiske mysterier, med et lille hint af noget overnaturligt. Det er meget spændende og dragende, og jeg har ofte hørt hende blive sammenlignet med Sarah Waters! :)

      Slet
    2. Du ved lige, hvordan du skal overtale mig ;-)

      Slet
  5. Åh jeg elsker billedet med blomster i håret!!! Og bogen er også bare så smuk! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og ja, bogen er et eksempel på vidunderligt bogdesign! :)

      Slet