"The Thirteenth Tale" af Diane Setterfield

"The Thirteenth Tale" af Diane Setterfield, fra forlaget Orion, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner. 

"The Thirteenth Tale" begynder med et brev på en trappesten foran en elsket bogbutik og en ung pige, der tøvende samler brevet op og undres over dets indhold. Pigens navn er Margaret Lea, bogbutikken er hendes fars, og brevet indeholder et tilbud fra Englands mest elskede forfatter, Vida Winther.
Vida Winther har skrevet mange vidunderlige bøger, men mest kendt af alle er "The Thirteenth Tale", som kun indeholder tolv fortællinger. Den trettende er ikke at opspore, og Mrs. Winther har aldrig klargjort, om den nogensinde har eksisteret. Ligeledes har Mrs. Winther heller aldrig fortalt et eneste sandt ord om sig selv; hver gang en journalist har bedt om hendes livshistorie, har hun fortalt en ny af slagsen, der ikke passer med hendes tidligere udtalelser. Ingen ved, hvor hun kommer fra. Ingen ved, hvor hun er vokset op. Ingen ved, hvem hun egentligt er.
Derfor er Margaret Lea så forundret, da hun modtager et brev fra Vida Winther, hvor Mrs. Winther skriver, at hun er alvorligt syg, og derfor ønsker at fortælle sin livshistorie. Hun beder Margaret være forfatteren til hendes sande biografi – på trods af, at Margaret kun har skrevet enkelte (og næsten ulæste) biografier tidligere og aldrig har læst en eneste af Mrs. Winthers bøger.

“Do you know the feeling when you start reading a new book before the membrane of the last one has had time to close behind you? You leave the previous book with ideas and themes - characters even - caught in the fibers of your clothes, and when you open the new book, they are still with you.”

Ovenstående citat beskriver den måde, hvorpå ordene fra "The Thirteenth Tale" stadig hænger i luften over soveværelsets himmelseng, der hvor jeg læste dem sidst. Selvom det efterhånden er en måned siden, at jeg i et anfald af eksamenstræthed fortabte mig i Setterfields debutroman, lever jeg endnu i bogens efterliv.
"The Thirteenth Tale" er en fortælling om en bogelsker ved navn Margaret Lea, og derfor er bøgerne selv et tilbagevendende tema. De første halvtreds sider er en levende kærlighedserklæring til litteratur og læsning; en beretning om en pige der glemte virkeligheden så meget under læsningen, at hun faldt ned fra en mur, fordi hun koncentrerede sig mere om læseøjeblikket end om sin egen balance. Med en far der ejer en bogbutik fyldt med sjældne bøger og en mor, der ikke kan sympatisere med den læsemæssige besættelse, befinder Margaret sig på et vippepunkt mellem skeptisk virkelighed og litterær fantasi. Hun er en drømmer, hun er en bogorm  – og hun er uendeligt let at spejle sig i.
Mødet mellem Margaret og Vida Winther er knudepunktet i romanen, og det er gennem en kombination af Mrs. Winthers mundtlige fortælling og Margarets sandhedssøgende detektivarbejde, at historien tager form. Bogen springer mellem nutiden, hvor Mrs. Winther og Margaret sidder foran en knitrende pejs i bløde lænestole, og livshistorien som Mrs. Winther udpensler undervejs. Der er tale om en historie i historien, et yndigt lag af metafiktion der veksler frem og tilbage mellem nutid og genoplevet fortid.

“There is something about words. In expert hands, manipulated deftly, they take you prisoner. Wind themselves around your limbs like spider silk, and when you are so enthralled you cannot move, they pierce your skin, enter your blood, numb your thoughts. Inside you they work their magic.” 

Mrs. Winthers livshistorie er fyldt med gotiske ekko. Det er en historie, der starter med at følge flere generationer og familiegrene; George Angelfield der bliver ramt af sindssyge ved sin kones død, den tragiske smukke Isabelle, som plages af sin voldelige og besidderiske bror, de to tvillinger Emmelie og Adeline March der er bundet sammen af en gensidig psykisk afhængighed og som en idealistisk læge forsøger at skille ad. Historien udspiller sig i en støvet villa, hvor en spøgelseslignende skikkelse hjemsøger værelserne; en villa som  senere tilintetgøres i en skæbnesvanger ildebrand, der udsletter alle spor af familiens eksistens, og derfor efterlader Margaret uden mulighed for at dobbelttjekke Mrs. Winthers sælsomme beskrivelser.
Fra start til slut er "The Thirteenth Tale" en beretning om bøger, om ord og om den måde, de kan bruges på. Mødet mellem Margaret og Mrs. Winther er ikke kun mødet mellem en nysgerrig sjæl og en mystisk brevafsender – det er også et møde mellem en læser og en forfatter. Margaret chokeres flere gange over Vida Winthers brug af ord, for Mrs. Winther bruger sine ord som våben, som manipulerende missiler og desorienterende røgslør, og hun er fuldt bevidst om, hvilken magt de kan udøve. Margarets nagende tvivl og stigende behov for at tjekke facts fra Mrs. Winthers livshistorie, skyldes ikke kun at historien er usandsynlig. Det skyldes også, at historien fortælles af en historiefortæller; en der bøjer ord som sit levebrød. 
Med "The Thirteenth Tale" har Diane Setterfield skabt et mørkt mysterie, der lurer sin læser ind i en uudholdelig tilstand af spænding, af tvivl og af medrivende læsefeber. Romanen har tydelige paralleller til Charlotte Brontës "Jane Eyre" og enkelte elementer fra Daphne du Mauriers "Rebecca", og gør brug af den samme sælsomme stemning. Jeg blev forhekset,  betaget og tørstig efter mere, mere, mere da jeg bladrede min vej gennem bogen, og den endelige mysterienøgle efterlod mig med et summende virvar af tanker, som jeg endnu bærer rundt på. "The Thirteenth Tale" er en af den slags bøger, der får en til at glemme tid og sted, eksamensbekymringer og hverdagsstress, vasketøj og gøremål, og i stedet fylder en med den barnlige trang til blot at lade en hel dag forsvinde mellem de tynde papirssider. Det er en bog, der sprænger tidsplaner, frarøver åndedræt og lader verden udenfor glide forbi i et sløret skær; det er en bog, man læser fra ende til anden på en enkelt dag uden et øjebliks pause.

“I have always been a reader; I have read at every stage of my life, and there has never been a time when reading was not my greatest joy. And yet I cannot pretend that the reading I have done in my adult years matches in its impact on my soul the reading I did as a child. I still believe in stories. I still forget myself when I am in the middle of a good book. Yet it is not the same. Books are, for me, it must be said, the most important thing; what I cannot forget is that there was a time when they were at once more banal and more essential than that. When I was a child, books were everything. And so there is in me, always, a nostalgic yearning for the lost pleasure of books. It is not a yearning that one ever expects to be fulfilled.”