Jeg har været lidt bekymret for at skrive det her indlæg. Det er hverken skrevet som en anklage eller som fingerpegen. Det er tværtimod en refleksion over en tendens, jeg har bemærket på det seneste, og som jeg gerne vil diskutere med jer. Og jeg håber, det kan lade sig gøre.
Efter et helt semesters diskussion af, hvad en god bog er, er jeg stadig ikke blevet klogere. Efter at have læst talrige forskeres desperate forsøg på begrebsliggørelse af litterær kvalitet, forbliver svaret stadig en banal erkendelse af, at der blot er tale om personlig smag. Som Terry Eagleton selv skriver: "Literature, in the sense of a set of works of assured and unalterable value, distinguished by certain shared inherent properties, does not exist.”
I virkeligheden er dét, jeg anfægter her, i mine øjne, læsningens smukkeste kvalitet. Det at vi alle læser de samme ord, men ikke læser den samme mening. Det at vi alle befinder os mellem de samme sider, og dog kan være i hver sin verden. Det vi alle læser de samme beskrivelser, men danner vidt forskellige billeder. Læsningen magi befinder sig i det flernuancerede skær, som ordene kaster rundt om sig; den betydning de kan have, og de associationer de kan skabe. Der er ingen endegyldig sandhed der forklarer, hvordan en bog skal opfattes eller læses; og der findes heller intet endegyldigt guldstempel med ordene 'god litteratur'.
Ikke desto mindre er denne ældgamle og tilsyneladende simple diskussion dog blusset op på det seneste. Særligt i USA, hvor ungdomsbøgerne ('Young Adult') har opnået enorm popularitet blandt det voksne publikum. For en måned vakte Ruth Graham et enormt oprør blandt læserne af ungdomsbøgerne, da hun i sin artikel skrev: "Read whatever you want. But you should feel embarrassed when what you’re reading was written for children." Det mest interessante for mig er den tydelige modsigelse, der ligger i hendes formulering. For hvis man må læse, hvad man vil, hvad i alverden skal man så være flov over? Og hvem skal man være flov overfor? Hvem står man til ansvar for, når det angår ens fritidslæsning? Svaret er naturligvis simpelt: kun sig selv. Og hvis man har nydt et par timer tilbragt med en ungdomsbog (eller hvilken som helst bog), så har tiden vel ikke været spildt.
Problemet med hele denne læsedebat, der raser i USA, er også den måde, de der er blevet ramt af debatten svarer på. Jeg har læst lange indlæg om retfærdiggørelsen af at læse ungdomsbøger og lange indlæg om, at litterære fordomme er nytteløse, fyldt med henkastede bemærkninger der er mindst ligeså fordomsfulde, som den artikel de svarer på. Diskussionen ændres hurtigt til mudderkastning, og i et forsvar af ens egen foretrukne læsegenre kritiseres en ny ofte i forbifarten. I mange tilfælde bliver det den diffuse genre kaldet klassikere. Klassikerne opstilles som modsætninger til den populære YA-genre, og de oplistes som kedelige. Og ligeså gør de mennesker, der læser dem.
På det seneste har jeg måtte sluge mange kameler. Jeg har set sætninger som: "Folk der læser klassikere, gør det kun, fordi de vil anerkendes", "Hvis man elsker Jane Austen er man prætentiøs", "Folk slår jo en ihjel, hvis man ikke kan lide Charlotte Brontë", og jeg har set dem blandet ind i indlæg, der handler om retten til at læse, hvad man vil. Det er paradoksalt, og det er mærkeligt. Og jeg bliver ramt gang på gang på gang. For jeg læser ikke Jane Austens romaner af prætentiøse årsager; jeg læser dem, fordi de oprigtigt har rørt mig. Fordi de oprigtigt har efterladt mig med en stormflod af tanker og følelser. Fordi de har været smukke læseoplevelser, og fordi jeg elsker dem. Og det bør ikke være noget, jeg skal forsvare eller mistænkeliggøres for.
Jeg er ikke af den mening, at alle skal elske Jane Austen. Snarere tværtimod finder jeg stor interesse i alle de spørgsmålstegn, der bliver stillet omkring hendes værker. Jeg nyder at diskutere, at reflektere, at vende tilbage til en spekulation om, hvordan sætninger er flertydige og bedrageriske. Ingen bøger bør være fritaget fra spørgsmålstegn og diskussion; men det bør en læsers kærlighedserklæring til en bog måske være. Jeg brød mig ikke synderligt om "Beautiful Creatures", men derfor er det mig ikke utænkeligt, at andre holder af den. Jeg kan godt udtale mig om bogen selv, men jeg kan ikke udtale mig om en andens forhold til bogen. For ingen bog bliver læst på den samme måde to gange; uanset hvor gammel, hvor udskældt, hvor solgt og hvor anerkendt, den end er. Litterær kvalitet som en objektiv målestok, eksisterer ikke.
Min pointe er denne: det er farligt at generalisere bøger. Men det er langt, langt, langt farligere at generalisere de mennesker, der læser dem. Eller hvad synes I?
I virkeligheden er dét, jeg anfægter her, i mine øjne, læsningens smukkeste kvalitet. Det at vi alle læser de samme ord, men ikke læser den samme mening. Det at vi alle befinder os mellem de samme sider, og dog kan være i hver sin verden. Det vi alle læser de samme beskrivelser, men danner vidt forskellige billeder. Læsningen magi befinder sig i det flernuancerede skær, som ordene kaster rundt om sig; den betydning de kan have, og de associationer de kan skabe. Der er ingen endegyldig sandhed der forklarer, hvordan en bog skal opfattes eller læses; og der findes heller intet endegyldigt guldstempel med ordene 'god litteratur'.
Ikke desto mindre er denne ældgamle og tilsyneladende simple diskussion dog blusset op på det seneste. Særligt i USA, hvor ungdomsbøgerne ('Young Adult') har opnået enorm popularitet blandt det voksne publikum. For en måned vakte Ruth Graham et enormt oprør blandt læserne af ungdomsbøgerne, da hun i sin artikel skrev: "Read whatever you want. But you should feel embarrassed when what you’re reading was written for children." Det mest interessante for mig er den tydelige modsigelse, der ligger i hendes formulering. For hvis man må læse, hvad man vil, hvad i alverden skal man så være flov over? Og hvem skal man være flov overfor? Hvem står man til ansvar for, når det angår ens fritidslæsning? Svaret er naturligvis simpelt: kun sig selv. Og hvis man har nydt et par timer tilbragt med en ungdomsbog (eller hvilken som helst bog), så har tiden vel ikke været spildt.
Problemet med hele denne læsedebat, der raser i USA, er også den måde, de der er blevet ramt af debatten svarer på. Jeg har læst lange indlæg om retfærdiggørelsen af at læse ungdomsbøger og lange indlæg om, at litterære fordomme er nytteløse, fyldt med henkastede bemærkninger der er mindst ligeså fordomsfulde, som den artikel de svarer på. Diskussionen ændres hurtigt til mudderkastning, og i et forsvar af ens egen foretrukne læsegenre kritiseres en ny ofte i forbifarten. I mange tilfælde bliver det den diffuse genre kaldet klassikere. Klassikerne opstilles som modsætninger til den populære YA-genre, og de oplistes som kedelige. Og ligeså gør de mennesker, der læser dem.
På det seneste har jeg måtte sluge mange kameler. Jeg har set sætninger som: "Folk der læser klassikere, gør det kun, fordi de vil anerkendes", "Hvis man elsker Jane Austen er man prætentiøs", "Folk slår jo en ihjel, hvis man ikke kan lide Charlotte Brontë", og jeg har set dem blandet ind i indlæg, der handler om retten til at læse, hvad man vil. Det er paradoksalt, og det er mærkeligt. Og jeg bliver ramt gang på gang på gang. For jeg læser ikke Jane Austens romaner af prætentiøse årsager; jeg læser dem, fordi de oprigtigt har rørt mig. Fordi de oprigtigt har efterladt mig med en stormflod af tanker og følelser. Fordi de har været smukke læseoplevelser, og fordi jeg elsker dem. Og det bør ikke være noget, jeg skal forsvare eller mistænkeliggøres for.
Jeg er ikke af den mening, at alle skal elske Jane Austen. Snarere tværtimod finder jeg stor interesse i alle de spørgsmålstegn, der bliver stillet omkring hendes værker. Jeg nyder at diskutere, at reflektere, at vende tilbage til en spekulation om, hvordan sætninger er flertydige og bedrageriske. Ingen bøger bør være fritaget fra spørgsmålstegn og diskussion; men det bør en læsers kærlighedserklæring til en bog måske være. Jeg brød mig ikke synderligt om "Beautiful Creatures", men derfor er det mig ikke utænkeligt, at andre holder af den. Jeg kan godt udtale mig om bogen selv, men jeg kan ikke udtale mig om en andens forhold til bogen. For ingen bog bliver læst på den samme måde to gange; uanset hvor gammel, hvor udskældt, hvor solgt og hvor anerkendt, den end er. Litterær kvalitet som en objektiv målestok, eksisterer ikke.
Min pointe er denne: det er farligt at generalisere bøger. Men det er langt, langt, langt farligere at generalisere de mennesker, der læser dem. Eller hvad synes I?
Åh, hvor er det dog et velformuleret indlæg om en svær balancegang. Jeg er meget enig med dig; retten til at læse efter lyst er essentiel vigtig for at kunne nyde litteratur, hvad end det er YA eller Austen.
SvarSletTak for dine ord - og for din enighed!
SletKunne ikke være mere enig! Jeg har også flere gange læst indlæg i debatten med en undrende mine, fordi de der forsvarer én genre med, at man har ret til at læse det, man har lyst til i samme indlæg kritisere andre læsere for at læse klassikere. Det er så utrolig paradoksalt, og jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke kan respektere alles ret til at læse, hvad man har lyst til. Læsning er så utrolig subjektiv, og hvorfor skal man generalisere, når selv (anerkendte) forskere på det litterære felt ikke kan definere, hvad en god bog egentlig indebærer.
SvarSletDer er et stort paradoks, og det ødelægger troværdigheden fuldstændig. Jeg undres gang på gang over den (meget umodne) form for mudderkast, der bliver igangsat.
SletOg du har helt ret, det er jo netop den interessante baggrund for indlægget; for hvad er god litteratur? God litteratur eksisterer kun i kontekst og med subjektive motiver for øjnene.
Jeg skal ind imellem høre meget for, at jeg er 25 og kan lide YA. Og endnu værre, jeg elsker Twilight-bøgerne. Hold nu op hvor har jeg hørt meget lort for det. Jeg prøver virkelig ikke at dømme andre på det de læser (nogle gange er det svært at lade være. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke, at alle der læser mandemagasinet M! er nogle playere. Men jeg prøver at lade være). Men ind imellem bliver jeg fanden galeme sur, når jeg siger at jeg synes Fifty Shades var okay og bliver mødt med fnys (seriøst? fnys?), hovedrysten og en halv times belæring om, hvorfor den bog er et litterært makværk og om jeg ikke bare skulle tage og læse noget ordentligt voksenlitteratur. Så lad dog være? Jeg kan ikke helt forstå det der had til hvad andre læser. Kan det ikke være lige meget hvad folk kan lide, bare de læser noget og oplever den fantastiske følelse af at leve sig ind i en bog?
SvarSletJeg er overhovedet ikke perfekt, men jeg prøver at lade være med at dømme folk på det de læser.
Det er sådan en skam, når man ikke kan få lov til at beholde sin bogglæde i fred. Ingen behøver jo have samme mening; og jeg hader, når diskussionen skifter perspektiv fra bøgerne til læserne selv. Jeg tager gladeligt en diskussion om Fifty Shades' sprogbrug op; men jeg kan da vitterligt ikke ændre ved, at bøgerne har solgt i massevis. Selvom mange vil påstå, at der ikke er nogen litterær kvalitet i Fifty Shades, så er der jo tydelig én: salget. Salget af bøgerne er en kvalitet i sig selv; for det betyder, at bøgerne har rørt noget i nogen. På trods af sprogbrug og hvad ved jeg.
SletDommene kan virkelig være så hårde til tider, føler jeg.
Jeg forstår godt, hvor Ruth vil hen med sin artikel, måden det gøres på er bare lidt dum. Men hun har ret i noget af det, hun siger, nemlig at klassikere giver noget, som andre bøger ikke altid gør. Her opstår så også problemet: for mig er læsning underholdning, og ikke noget, jeg ser som en direkte lærende aktivitet. Jeg vil oftest bare slappe af, når jeg læser. De gange, jeg gerne vil udfordres eller have noget at tænke over, så tager jeg fat på de bøger, jeg forventer, kan opfylde det behov - om det er klassikere, ya eller thriller. De to sidstnævnte kan jo for så vidt også sagtens høre under klassiker begrebet.
SvarSletVores formål med læsning er forskellig. Ruth vil altid gerne tænke og lære, mens jeg bare vil underholdes, hvis nu jeg skal sætte det lidt på spidsen.
Klogt sagt, Irene! For der er jo virkelig også forskel på ens mål med læsningen, nemlig om man vil underholdes eller 'lære noget'. Og hvorfor skal det ene dog være bedre end det andet? Hvorfor skal man se ned på folk, der vil underholdes, og hvorfor skal man mene folk, der har interesse i at lære noget, er prætentiøse? Synes du siger det rigtig godt :)
SletMeget enig med Irene. Jeg vil 99% af tiden bare gerne underholdes med en god historie. Jeg vil ikke have en livslektie eller lære noget som helst, jeg vil bare underholdes :P Og jeg vil heller ikke have hjertet flået ud og blive deprimeret, så En Flænge I Himlen kommer jeg aldrig til at læse.. Og så slemt er det vel heller ikke at ville underholdes :P
SletDer er helt sikkert forskellige kvaliteter i forskellige bøger, men som det også bliver nævnt nedenfor i kommentarerne, så er der også en anden fordom overfor klassikere på spil. Mange tror, at klassikere ikke kan underholde. Og det kan de altså.
SletFor nylig læste jeg "The Monk" af Matthew Lewis, som er en mærkelig spændingsroman, hvor en munk bliver seksuelt tiltrukket af en kvinde, og myrder/snyder/tryller sin vej til hende. Bogen var underlig. Den var sær og uden mening; men åh hvor var den underholdende! Det var den ene skandale efter den anden, og jeg vil næsten vove at påstå, at dens 'lær-mig-noget-nyt-niveau' var ikke-eksisterende. Den var ganske enkelt bare pudsig, spøjs og mærkelig underholdning. For det kan klassikere også være.
Ligesom YA-romaner også kan lære en noget nyt. Desuden bør man nok heller ikke glemme, at mange klassikere rent faktisk ér YA-romaner (Little Women, I Capture the Castle, Lord of the Flies, The Catcher in the Rye for at nævne et par). Og på den måde er genre-opdelingen måske alt for skarp.
Min pointe er, at jeg ikke tror, at klassikere kun er til for at udvide horisonter, hvorimod YA kun er til for at underholde. Klassikere var i sin tid samtidsromaner, der netop blev skrevet for at underholde.
I sidste ende kommer det an på temperament. Og det er dér, jeg for alvor bliver uenig med Ruth Graham. For jeg synes ikke, man kan generalisere læseformål.
Jeg siger jo heller ikke, at klassikere ikke kan underholde. Som jeg skrev, så er det sat på spidsen. Udfra det, Ruth skriver, så er det nu mit indtryk, at hun hele tiden vil have udvidet horisonten. Og jeg ved jo, hvorfor jeg selv læser; nemlig for at blive underholdt. YA kan være klassikere, klassikere kan være YA. Krimier kan være klassikere, klassikere kan være krimier. Osv.
SletJeg kan kun tale for mig selv, men det er unægteligt noget meget forskelligt, jeg vil have ud af det, hvis jeg sætter mig og læser Jane Eyre end hvis jeg sætter mig og læser Divergent. Hvis jeg læser Divergent, så er det fordi, jeg vil underholdes nu. Jane Eyre, så er det fordi, jeg har masser af tid og overskud og gerne vil have en oplevelse. Tid og overskud, fordi det unægteligt er et andet sprog og det tager tid at vænne sig til. Det kan godt være det er en generalisering, men de vil altid være der, ligesom man også altid vil have en eller anden forventning til en given bog; positiv såvel som negativ. Jeg forventer, at jeg vil elske alle Dickens bøger, mens jeg forventer, at jeg vil kede mig med alle Jennifer L. Armentrouts bøger. Det betyder ikke, at det så forholder sig sådan, hvis jeg en dag beslutter mig for at læse alle disses værker, det er bare den idé jeg har om dem, inden jeg begynder. At formålene med forskellige genrer ikke er ens, betyder det jo ikke, at man ikke sagtens kan læse - og finde fornøjelse i - begge/alle.
Har simpelthen skrevet den her kommentar om så mange gange, i et forsøg på at få det til at lyde fornuftigt og ikke som et surt opstød. Så jeg tænker, at du bare lige får en masse smileyer her, så du kan se, at sådan forholder det sig ikke: :):):):):)
Jeg er så enig i de ting, du siger! Generalisering omkring bøger er virkelig ikke rart, og jeg kender følelsen, som du sidder med: At blive ramt, fordi folk udtaler sig om, hvilken slags menneske, man er, baseret på de(n) genre(r), man elsker at læse. Vi er alle forskellige, og det burde der virkelig være respekt omkring: Det er jo det, der er så fascinerende ved at være bogelsker: Alle de forskellige holdninger og meninger om de bøger, der er derude :D
SvarSletPræcis! Det er fælt, at man ikke må samle en bog op uden at være en del af en generaliserende fordom. Der er jo ligeså mange læsere, som der er bøger.
SletRigtig godt indlæg.
SvarSletJeg holder jo på min ret til at have mine litterære fordomme - om litteraturen, vel at mærke! Jeg tør godt sige højt, at jeg mener, der ikke er så meget gods i krimier. Men derfra og til at sige, at folk der LÆSER krimier, er dumme, prøver jeg at holde mig fra. Folk må jo læse, hvad det passer dem.
Jeg lavede et indlæg om at 'dømme folk på coveret', og med det mente jeg blot, at jeg ikke kan lade være med at forestille mig ting om folk, når jeg ser dem med en bog. Jeg danner mig historier som at de f.eks. er på vej på arbejde efter at have skændtes med sin kæreste, og måske har de en syg mor, og nu prøver de at drømme sig lidt væk fra det hele ved at læse Fifty shades of grey. Eller at de er en person, der er tvunget til at læse en klassiker i toget på vej til skole, fordi den skal diskuteres på klassen, men i virkeligheden hader de den. Læsestof kan jo sige usigeligt meget om mennesker - ligeså kan tøj, tale, bolig. Men det er jo alt sammen kun forestillinger inde i mit eget hoved.
Dit indlæg er virkelig velskrevet, og får mig til at fundere over, i hvor høj grad jeg måske selv gør mig skyld i mudderkastning og fingerpeg. Måske gør jeg det mere, end jeg egentlig har til hensigt, og det er da værd at tænke over!
Tusind tak!
SletOg det er netop den retning, jeg synes diskussionen skal have. Ingen bør udtale, hvad andre bør skamme sig over at læse: men man kan sagtens udtale sig om en bog, man selv ikke brød sig om. Jeg synes, der er stor forskel på at diskutere bøger og på at diskutere læsere eller hele genrer. Især hvis man generaliserer, i stedet for at tale ud fra eget synspunkt.
Og åh Gitte, den slags historie-komposition er så fin. Det er jo netop blot fantasi, og ikke fordomme. Og deri hviler hele forskellen :)
Et smukt og sagligt pletskud, Rikke. Som Mette også er inde på i sin kommentar, hersker der efterhånden en større og større mangel på helt almindelig pli og respekt for andres meninger og preferencer, især online. Ofte synes jeg at bemærke, at kritikken af netop tidsløse værker som eksempelvis Austen og Brontë som du selv nævner i indlægget, ikke har en saglig klangbund; ofte bærer kritikken præg af forudindtagede meninger efter læsning af et enkelt værk eller to. Og det synes jeg er forkert. Det er, for mig, det samme som at have læst en Stieg Larsson-roman og derefter udtale sig om og kritisere krimien som genre generelt lige fra Doyle til Läckberg. Igen en overfladisk og unødvendig kritik, som ikke har hold i noget som helst.
SvarSletMin mor har altid sagt: "Hvis du ikke har noget pænt at sige, så smil, nik og ti." Og det synes jeg hun har så evigt ret i. Og så bare lige for at slå klassiker-genren fast endnu en gang: Klassikere behøver ikke nødvendigvis at have støv på ryggen og være fyldt med damer, som dåner i tide og utide. Klassikere er bøger, som har "has a certain universal appeal. Great works of literature touch us to our very core beings -partly because they integrate themes that are understood by readers from a wide range of backgrounds and levels of experience. Themes of love, hate, death, life, and faith touch upon some of our most basic emotional responses." Altså - bøger der kan noget helt specielt, og som trandenscerer tid, sted, race og alder. Værker som Harry Potter, Life of Pi, Den Lille Prins, Macbeth, Ringenes Herre, Koranen, Bridget Jones' Dagbog, Beowulf - alle disse er klassikere inden for deres egne genrer. Så jeg synes, at definitionen 'klassiker' og den status som skældsord den efterhånden har fået er aldeles ufortjent og på grænsen til det absurde.
"A classic is a book that has never finished saying what it has to say." - Italo Calvino.
Du er den bedste Stine. Og du ved jo, jeg altid er enig i alle dine kloge ord. Efter jeg læste din kommentar slog jeg mig selv lidt i hovedet for ikke at have inddraget de nye moderne klassikere i diskussionen; der er så mange nuancer i klassikerbegrebet, og det er så spændende at undersøge nærmere.
SletOg du har i øvrigt helt ret. Jeg støder ofte på generaliseringer baseret på én enkelt læseoplevelse. Det er helt ok at sige, at en genre ikke tiltaler en, men det er ikke ok at sige, at man 'kaster op over folk der læser det' eller 'at man dømmer klassiker-læsere som værende prætentiøse'. Der bør være en distance mellem bog og læser, og et helt andet fokus på diskussionen for at den skal være meningsgivende.
<3
Jeg kan så meget sætte dig ind i min tankegang. Jeg gemmer da helt sikkert min bog mere ude i offentligheden, hvis jeg læser Divergent end hvis jeg læser Pride & Prejudice. Men hvis nogen spørger mig direkte, så stor jeg gerne ved, at jeg er vild med YA-litteratur og pladderromantiske kærlighedshistorier. Jeg bliver draget af alle de moderne historier - ikke fordi de er vanvittigt godt skrevet, men fordi de er underholdende. Jeg kan jo snildt sluge 400 sider YA på en enkelt dag, hvorimod jeg kan bruger ugevis på at nå igennem en enkelt 'klassiker'. Og nogle gange skal man altså bare ikke undervurdere lidt let skrevet underholdning uden de store dikkedarer. Samtidig så elsker jeg også, at sætte mig ned og læse en af de mange bøger, som har været berømte og elsket i hundredevis af år. Det er fantastisk, at vi har muligheden for at opleve præcis den samme historie, som satte verden på den anden ende for 100 år siden, og det skal der da være så absolut lige så meget plads til som alt det andet.
SvarSletOm man kigger på skrivestil, historie eller kulturelt indhold, så vil det for altid været et spørgsmål om personlig smag der afgør éns vurdering (:
Lige præcis. Det er den personlige smag, der spiller ind. Og der skal være plads til alles.
SletHvor er det godt skrevet, og hvor er jeg bare enig! Jeg opfatter det slet ikke som et angreb på nogen men som et oplæg til en saglig debat.
SvarSletJeg forstår heller ikke, hvorfor man har så travlt med, hvad andre læser, eller hvorfor man skulle føle sig flov over at læse en bestemt genre. Jeg læser selv mange forskellige genrer, og mit valg afhænger fuldstændig af, hvilket humør jeg er i. Om det er YA, klassikere, krimier, gys, fantasy eller noget helt andet er sådan set ligemeget. Så længe jeg er underholdt, kan folk vel være ligeglade :)
Jeg er ikke helt enig i - som nogle af jer skriver - at det at læse klassikere absolut er for at "lære noget". Jeg læser også klassikere for underholdningens skyld. For eksempel elsker jeg at læse Jane Austens dialoger og er meget underholdt af dem - men det kan selvfølgelig være, det er mig, der har dårlig humor :P
Det er jeg virkelig glad for at høre. Jeg var en smule hidsig og ivrig, da jeg skrev, og det er ikke altid muligt at holde den slags ude af teksten. Tak for din ros!
SletDu fremfører i øvrigt en meget, meget, meget vigtig pointe. Det at klassikere ikke kan være fjollet underholdning, er måske en fordom i sig selv. For det første har jeg grinet meget over Austen (og Eliot!), og for det andet findes der klassikere, der er så fyldte med skandaler, at de næsten må være datidens form for Fifty Shades. Klassiker-genren er i sig selv ikke et garanti-stempel på kvalitet; og de kan være sjove ligesåvel som smukke.
Jeg er enig, men jeg er gået lidt i en "mod-grøft" og er ærlig talt blevet jævn træt af mange af de danske bogbloggere der gang på gang fremhæver klassikerne og udelukkende giver rosende anmeldelser; for det er jo en klassiker.. Sådan havde jeg det lidt da i havde gang i det der Moby Dick read-a-long (som var en rigtigt god idé), hvor jeg så at der var virkelig mange der fandt bogen sindssygt kedelig og langtrukken, men så i anmeldelsen blev de små sporadiske gode ting fremhævet i sådan en høj grad, at jeg fik et indtryk af, at de egentlig synes det var en god bog - på trods af alle deres tidligere udtalelser. Og så savner jeg måske at man kan kalde en spade for en spade og sige sin ærlige mening OGSÅ selvom det er en klassiker - for hvem prøver man lige at nare? Giver det flere pluspoint når man finder en klassiker god, end hvis man ikke gør?
SvarSletJeg tror det er dér mit "problem" med klassikerne (og på sin vis også dem der læser dem) ligger. Jeg synes at der er tendens til over-ros og unuancerede anmeldelser.
Og så synes jeg måske også det er en fejl, at sige at klassikerne er 'for at lære noget' og de andre genrer 'bare' er underholdning. I min bog er det en stramning og slet ikke med til, at afhjælpe fordommene omkring de forskellige slags bøger - for i dette tilfælde bliver klassikerne jo igen hevet op med devisen "hvis du rent faktisk vil have noget indhold så er det disse du skal læse". Jeg læser begge genrer og har op til flere gange fundet mange klassikere kedelige og intet-sigende, men på den anden side har jeg også lige læst Greven af Monte Cristo, som var utroligt spændende og underholdende, med vægt på det underholdende! Det er jo en klassiker, men jeg "lærte" ikke noget, men var derimod underholdt.
Jeg må indrømme, jeg aldrig har bidt mærke i den problematik, som du fremhæver. Jeg læste mange, rigtig mange, negative anmeldelser af "Moby Dick" da den var færdiglæst, og så vidt jeg kan se, har jeg også selv skrevet i min anmeldelse: "Det var næsten ulideligt at læse side efter side om kategorisering af hvaler, brugen af hvalolie og den generelle livscyklus for hvaler. Jeg følte i højere og højere grad, at jeg læste et leksikon i stedet for en roman."
SletJeg tror ikke, der er nogen, der tænker i pluspoint i forhold til klassikere. Jeg har læst mange kritiske anmeldelser af klassikere såvel som af alt muligt andet. Det kommer selvfølgelig også an på anmelderens skrivestil generelt, tænker jeg?
Din sidste pointe, synes jeg er meget, meget, meget, meget vigtig. Som jeg også har skrevet ovenfor, så synes jeg, det er en fordom i sig selv at sige, at klassikere ikke kan være tom underholdning. For dét kan de. For nylig læste jeg en bog om voldtægt og mord og hvad-ved-jeg, og den var altså bare ren skandale-underholdning. For det kan klassikere også være, uden at de behøver at være noget som helst andet samtidig. Da mange af dem blev udgivet, var det jo netop dét, de var: simpel underholdning.
Jeg synes også sagtens, man kan 'lære noget' af YA, børnebøger, chick-lit og historisk fiktion. Det kommer jo helt an på bogen, og det synes jeg er vigtigt at fastholde. For mig at se, har alle genrer potentialet til at underholde og til at åbne nye horisonter; det kommer helt an på, hvilken bog man vælger, og hvilken læser man er.
(I øvrigt hader jeg modsætningstænkningen. Mange klassikere er YA, mange klassikere er krimier, mange klassikere er børnebøger og nogle klassikere er endda tidlig chick-lit. Og derfor er det så utrolig farligt at genre-generalisere).
Rigtig godt indlæg!! :-)
SvarSletTusind tak! :)
SletJeg var slet ikke klar over, at sådan en debat var blusset op, så jeg sætter stor pris på dit tirsdagstema! :)
SvarSletRuth Grahams udtalelse er simpelthen noget vrøvl! Man skal aldrig være flov over at læse noget, der bringer en glæde! Jeg har faktisk netop i går færdiggjort Neil Gaimans "Fortunately, the Milk", og det var en pudsig og rar fortælling, som fint kunne underholde mig, selvom jeg ikke nødvendigvis er målgruppen for bogen. Jeg læste den på min vej hjem i bussen og på trods af den skinnende forside, der udstråler alt andet end en seriøs voksenroman, så kunne jeg aldrig drømme om at gemme den væk, eller vente med at læse den til, jeg var kommet hjem.
Du har så ganske ret i, at det er farligt at generalisere de mennesker, der er læsere af en bestemt genre. De prætentiøse typer, der bliver omtalt blandt nogle af de amerikanske læsere, findes sikkert rundt omkring, men at tro, at alle personer, der læser klassikere, er sådan, det er både plat og trist. Det er især trist, fordi de personer ikke har opdaget, at klassikere også kan være fornøjelseslæsning, og altså ikke kun er bøger, der indgår i et skolepensum!
Det er jeg glad for at høre! :) Tak!
SletOg jeg er helt enig med dig. For hendes udtalelse gælder jo netop også børnebøger, og er der en genre, der står mit hjerte nær, så er det afgjort den. Jeg har også læst, nydt og elsket "Fortunately, the Milk" og jeg ville aldrig have været foruden. I øvrigt skammer jeg mig ikke et sekund over det, og det synes jeg slet ikke, at man bør.
Du har fuldstændig ret; for nogen er der mere fornøjelse end støv at finde i klassikerne, og det tror jeg, kræver en stor indsats for at overbevise folk om. Al læsesmag er individuel, og der bør hverken stilles spørgsmålstegn ved en læsers oplevelse af en klassiker eller en børnebog i dén sammenhæng.
Jeg er fuldstændig enig, men jeg kan også både nyde YA litteratur og store klassikkere som f.eks. Jane Austen. For mig er Jane Austen virkelig hyggelæsning, og jeg ser den ikke på nogen måde som en tung klassiker. Jeg synes også at en YA roman nogle gange kan være lige så tankevækkende som en klassiker. Det kommer helt an på om man vil kigge på de små detaljer eller de store emner, og som du selv siger; hvilke briller man har på når man læser bøgerne, og vi kan jo ikke på nogen måde havde de samme på, vi må bare indrømme vi er forskellige. Men det er svært...
SvarSletJeg er også skyldig i nogle gange, at blive en smule træt af at dansk litteratur kun skal være pænt, at det kun handler om incest og vold, og at der helst heller ikke må være noget plot, og at det skal fyldes med så mange sproglige krøller at man bliver helt rund-tosset. (Det synes jeg så er blevet bedre her de sidste par år vil jeg skynde mig at indskyde) Men årsagen til min fordom er at jeg savner at der ikke er mere dansk litteratur derude der er noget for mig. Hvorfor er dansk litteratur en stor forsamling af realisme? Hvor er fantasien? Det er vidst ved at være et sidespor det her, min pointe er at nogle gange tror jeg at man slår ned på de ting, fordi man ikke kan forstå at andre ikke er lige så vilde med det man selv elsker at læse. Men så burde man være bedre til at tale positivt om den litteratur man selv elsker, og holde op med at slå ned på det de andre læser.
I virkeligheden er mine fordomme mod den danske litteratur en form for modvægt til dem der mener at litteratur ikke kan være bøger som f.eks. Twilight og Fifty Shades of Grey. Nej hvis man går op i sprogets finesser, så er det nok ikke en bog man skal samle op, men læsertallet siger bare meget om at sproget ikke betyder det samme for alle mennesker. Men lige præcis af den årsag kunne jeg ikke selv drømme om at slå personligt ned på andres læsevaner. Jeg nyder selv at læse varieret og jeg værdsætter faktisk kun at andre gør det samme. Super godt indlæg.
Tusind tak for dine rosende ord. Det betyder alverden.
SletOg jeg er enig med dig et langt stykke hen af vejen. Jeg nyder selv en bred variation af genrer, og nyder også en YA-bog i ny og næ, uden at skamme mig eller undres. Samtidig finder jeg også megen rendyrket underholdning i klassikerne, og synes på ingen måde, det gør mig hverken prætentiøs eller kedelig. Det er jo bøger, jeg oprigtigt nyder. Det er bøger, jeg elsker.
Selvfølgelig har vi alle vores litterære fordomme - men for mig at se, er det i orden at have en mening om en bog, eller være tvivlsom overfor en genre: man skal bare ikke lade det gå ud over dem, der rent faktisk læser og nyder dem. Jeg er heller ikke meget for krimier, men salgstallene taler jo imod mig; krimierne har uden tvivl kvaliteter for mange, for der er mange, der læser dem. Og det skal jeg hverken pege fingre eller vende øjne af.
Interessant med debatten i USA - det vidste jeg ikke (også set i lyset af, at for blot få år siden var det helt legitimt for voksne at læse Harry Potter...)
SvarSletDet er jo meget forskelligt, hvad der rører én, og det er derfor, at læseoplevelser er individuelle og stærkt subjektive. Jeg nyder at følge mange forskellige bogbloggere og booktubers - også dem, jeg ikke nødvendigvis deler smag med, men som alligevel er spændende at følge, fordi de BRÆNDER for en bestemt genre. Jeg har altid elsket og værdsat, når folk er meget dedikerede (ja, jeg har en svaghed for nørder - også bognørder ;-)).
Så ja - ligesom så mange andre ting i livet er det en god idé ikke at se skævt til andre, der ikke nødvendigvis deler ens egne holdninger.
Mvh.
Den lille Bogblog
Den har været meget omfattende og næsten eksplosiv at nærme sig på det seneste. John Green har også lavet mange indspark, ligesom Booktube er eksploderet med video-besvarelser. Det er meget interessant, men åh så kompliceret.
SletDu har helt ret; der skal være plads til alle. Verden er altid smukkest på den måde :)
Hvor er jeg glad for det her indlæg Rikke. Jeg har selv gjort mig en del af disse overvejelser, og så er det da rart at du kommer frem og sætter velformulerede ord på dem. Jeg har nogle gange svært ved at sætte ord på hvorfor jeg eksempelvis ikke kan lide en bog. Jeg kan godt se hvorfor mange andre er vilde med den, men noget ved den har bare ikke tiltalt mig. Og det synes jeg faktisk kan være argument nok, for ja, al læsning er subjektiv.
SvarSletJeg er selv 23 og jeg elsker at læse både klassikerne og YA. Og jeg kan godt lide Twilight (men det er jo ikke rigtig noget man siger højt). Jeg er tit træt af at folk dømmer én på hvad man kan lide at læse, men det er måske også fordi det jeg selv læser er så bredt.
Jeg føler nok som dig, at det et farligt at generalisere bøger, men værrer med mennesker. Jeg forbeholder mig retten til at kunne lide de bøger jeg kan og afvise dem jeg ikke bryder mig om, og det vil jeg uden jeg skal stå til ansvar for nogen andre.
Tak for dine søde ord. De betyder alverden, især i forbindelse med et indlæg som dette. Tusind, tusind tak.
SletDu har helt ret i, at der er begrundelse nok i det subjektive. Det er der i hvert fald for mig, og det er jo egentligt det, min blog handler om: mit subjektive syn på litteratur. For det er argument nok og meningsgivende nok i sidste ende, synes jeg.
Jeg holder også selv meget af at bevæge mig mellem genre. Jeg elsker klassikere, men jeg elsker også børnebøger, og jeg har aldrig kommet mig over min svaghed for chick-lit. Og derfor synes jeg, det er problematisk, at man forsøger at inddele og kategorisere alting så sort/hvidt. En YA bog finder vej til mig i ny og næ, og det skammer jeg mig ikke over; ligesom jeg ikke læser Jane Austen for at prale, men tværtimod fordi jeg elsker hendes bøger. Det er en skam at have så mange fordomme om bøger og de folk, der læser dem.
For mig at se blander denne debat to forskellige ting sammen; retten til at læse hvad man vil og spørgsmålet om kvalitetslitteratur. Selvfølgelig skal alle have lov til at læse lige det de vil, men er alt litteratur virkelig af lige høj kvalitetet? Det tror jeg ikke. Jeg synes det er en udbredt opfattelse at alle kan læse, samtidig med at man accepterer at det ikke er alle der f.eks. er musikalske. For mig er litteratur en kunstform på linje med musik og billedkunst. Er det alle der kan male? Det tror jeg heller ikke. Jeg er enig i at kunst kan røre alle (men man kan så være i stand til at reflektere over det på forskellige niveauer), jeg er bare ikke enig i at al litteratur er kunst eller at litteratur ikke er kunst.
SvarSletHappy reading!
Du har helt ret i, at der er to meget store og meget vigtige begreber i spil her. Indlægget blev skrevet som en slags protest efter talrige negative blogindlæg, så det er muligvis ikke blevet helt så klart i mælet, som jeg ville ønske. Jeg synes, kvalitetsbedømmelse af bøger er et enormt spændende emne, og vil meget gerne uddybe det mere - der er helt sikkert grundlag for yderligere fordybelse, diskussion og blogindlæg dér.
SletMen der er en (for mig) interessant dobbelthed i kvalitetsbestemmelse/bedømmelse af litteratur. For hvis noget kan defineres som god litteratur, hvordan er det så godt? Og for hvem er det godt, i forhold til hvad? Kan kvalitetsbedømmelse foretages ud fra en række kriterier (sprog/plot/originalitet), eller kan den også foregå på et subjektivt niveau med prædikater som 'rørende, spændende, romantisk'? Hvis jeg kan argumentere for, at "Fifty Shades of Grey" har rørt mig, er der så ikke en slags kvalitet i det også? For er kvalitet i sig selv, ikke et subjektivt begreb? Det synes jeg i hvert fald hurtigt, det kan blive.
I virkeligheden er jeg dog enig med dig et langt stykke hen af vejen, men jeg tror, mine tanker peger mere i retning af individuel kvalitetsbedømmelse end kollektiv. For mig er litteraturen bestemt også kunst, stor kunst endda, men for mig udspiller den sig først og fremmest på et individuelt niveau; i mødet mellem læseren og tekst.
(Det er lige før, jeg bliver helt hermeneutisk her. Ikke desto mindre, håber jeg, det giver en smule mening. Og nøj, hvor er det spændende).
Hmmm... Jeg har tænkt længe over hvad jeg skulle skrive her.. Jeg har selv lige været i gang med at læse Mary Poppins samt en bog om Mumitroldene og jeg gemmer ikke mine bøger, når jeg er med offentlig transport. Jeg synes ikke man skal være pinligt berørt over hvad man læser, men jeg må samtidig sige at jeg har det lidt svært med folk, som er over 50 år og som læser Twilight. Jeg havde engang en kollega som læste serien og var ellevild med at diskutere den (og hun så 2.film før jeg, dog ikke til premieren). Men jeg tænker også at YA er for folk under 30 år og at børnebøger kan læses af enhver (bag på Mumi-bogen stod der: "6-12 år - og for voksne" og det er noget man kan læse for nostalgiens skyld. Jeg giver dig ret i at det er farligt at generalisere bøger, men lige med YA (og især Twilight) synes jeg det er svært at betragte voksne læsere som seriøse læsere, hvis de kender bøgerne bedre end teenagere.
SvarSletEn af Ruth Grahams pointer i artiklen var faktisk også, at ungdomsbøger skulle være for de unge; og at meningen ville gå af dem, hvis de 'voksne' læste dem i ligeså høj grad som ungdommen selv (fordi det netop er så niche-præget og indforstået; ungdomsbøgernes cool-faktor slides af, hvis forældre også læser dem). Det lyder som om, det også er lidt der, du vil hen?
SletI mine øjne bliver det dog hurtigt farligt; for kan der ikke herske nostalgi i ungdomsbøger såvel som i børnebøger? Gode bøger mister, i mine øjne, ikke deres kvalitet på grund af en fiktiv aldersgrænse. Og sådan er der nok også nogen, der har det med Twilight, måske? Det er lidt svært at gennemskue.
Jeg har også set diskussionen om at man bør være flov over at læse YA, hvis man er over teenagealderen samt de andre udtalelser, du nævner rundt omkring, jeg har tænkt en del over det, men jeg forstår det simpelthen ikke.
SvarSletI sjov kan jeg godt finde på, at sige at man da burde skamme sig lidt, hvis man kan lide en serie som Twilight, når man er over en vis alder, men det er som sagt i sjov. Jeg har selv læst serien, og var betaget af den som teenager, at jeg har ændret min mening skyldes at jeg har reflekteret mere over serien senere hen.
Personligt kan jeg godt være generaliserende overfor nogle genrer og det er da også dumt, men i virkeligheden er det mit tab, for så udelukker jeg muligheden for at se, hvad genren ellers har at byde på.
Men at man skal kaldes prætentiøs, fordi man foretrækker at læse klassikere eller barnlig, fordi man læser børne/ungdomslitteratur er ikke i orden.
Som nogle af de andre også nævner, så er en klassiker jo i virkeligheden i lige så høj grad underholdning som f.eks. en YAbog. Begge kan også være lærerige på hver deres måde. Så i stedet for at dømme folk på, hvad de læser og dømme dem på baggrund af egne overbevisninger, så bør man sætte sig ind i, hvorfor de læser (det de gør).
Jeg er helt enig med hvert ord, du skriver! Tak for dit skønne indspark i diskussionen :)
SletÅH! Hvor har jeg mange meninger i denne sag - og de stikker i alle mulige retninger. :-)
SvarSlet1) Jeg ER en litterær snob. Jeg vil ikke RØRE Fifty Shades-bøgerne med en ildtang! Kald mig frigid, men jeg gider ikke bruge min tid på at læse blød porno.
2) Jeg er kæmpe skabsfan af børne-/ungdomslitteratur. Jeg har læst den første Harry Potterbog, og glæder mig til resten. Og jeg læste Hunger Games-trilogien på under 1 måned og selvom det måske ikke er de mest velskrevne bøger i verdenslitteraturen, så er det hands down den bedste læseoplevelse jeg har haft. Nogensinde!
3) Jeg mener, der er gået inflation i krimigenren og derfor MÅ der være langt mellem (de gode) snaps. På trods af jeg har læst samtlige bøger af Dan Brown og er godt på vej igennem Jussi Adlers "Afdeling Q"-serie....
4) Jeg synes også at folk der partout skal læse alle klassiskerne og hive det frem i samtaler skal lukke r*ven! DOG har jeg for år tilbage kæmpet (og jeg mener KÆMPET) mig igennem Forbrydelse og Straf. Bare fordi 'den burde man jo læse'
My point is: Der ER virkelig mange mixed feelings omkring litteratur - selv i ét menneske! Og hvad jeg pisker mig selv med (jeg havde da total fisefornem-dårlig samvittighed da jeg læste Hunger Gamesbøgerne - jeg har læst dansk på universitetet for christ sake!) det må være min sag. Men det ER da total tarveligt at vi skal dømme andre på, hvad de læser. Som nogle også skriver, så er bøger vel til for at underholde os. Og nogen bliver underholdt af Twillight andre af Stolthed og Fordom.
Live and let live. God læselyst til jer alle - ligegyldigt hvad I læser :-)
Jeg kender det alt for godt! Jo flere kommentarer og holdninger, der er dukket op, desto bredere er mit perspektiv blevet. En sag har mange sider; og denne er ingen undtagelse. Nøj hvor er det spændende. Og tankevækkende.
SletDin pointe minder i øvrigt også meget om, hvad jeg gerne vil frem til. Al den fingerpegen er problematisk; for hvem ved, hvad der rører hvem og hvorfor? Jeg vil gerne argumentere for, at 'Forbrydelse og straf' er et tankevækkende filosofisk værk, men hvis den ikke har inspireret dig, er det jo tydeligvis ikke endegyldigt eller evigt gældende. Forskellige bøger virker for forskellige mennesker, og det er vel netop det, der er det spændende.
I øvrigt er jeg også selv fyldt med litterære fordomme. Men jeg synes, det er ok, så længe man er klar over det, og åben overfor andres meninger. Det er i hvert fald det, jeg siger til mig selv :p
Åh, sikke en debat! Jeg har godt fulgt lidt med på sidelinjen i debatten i USA, men har også synes at det er meget mudderkastning.
SvarSletJeg er personligt nok ret enig med Stine i, at det reelt er 2 forskellige spørgsmål: hvad folk skal have "lov" at læse, og hvad der er god litteratur.
For ja, folk skal virkelig have fuldstændig lov til at læse lige hvad der passer dem, og aldrig føle dårlig samvittighed over det eller ses skævt til fordi de er vilde med 50 Shades of Grey - at jeg så synes det er noget møg, det er jo bare min smag. Jeg er heller ikke vild med Kandis, men derfor ser jeg da (næsten ;-)) ikke ned på folk der elsker dansktop :-)
Til gengæld mener jeg godt at man kan tale om god litteratur - netop i samme stil som man gør med musik eller kunstmaleri. Der ligger et håndværk, som man kan træne og nogle mennesker har et naturligt større talent end andre. Og det mener jeg godt til en vis grad kan "måles" /vurderes. Man skal bare huske, at det ikke er ensbetydende med, at alle kan lide god håndværkslitteratur, og det er helt fint.
Der er jo en grund til at de bøger, der betegnes som klassikere er blevet det, og for mig har det nok meget at gøre med at have gjort noget nyt og anderledes, og samtidigt kunne modstå tidens tand. Dvs at mange af de populære YA bøger i dag sagtens kan blive klassikere, men vi ved det ikke endnu. Indtil da må vi bare underholde os selv og lære noget og i det hele taget bare glæde os over bøgers magi :-)
Der er nemlig meget mudderkastning. Og det er sådan en skam, for det er så unødvendigt. Som jeg også har skrevet til Stine, ved jeg godt, det hele er blevet en smule sammenblandet i forbifarten; ikke desto mindre er de også tæt sammenknyttede, for når man beder nogen skamme sig når de f.eks. læser YA, er der et implicit kvalitetsspørgsmål indblandet. Det er noget roderi.
SletDet er interesserant, du bruger pragmatiske størrelser som 'måle/vurdere'. Hvordan fastsætter man disse målestoksforhold? Kan man overhovedet fastsætte dem? Hvad skal man vurdere efter? Vil det ikke også altid være subjektivt, og sjældent alment? Jeg kan sagtens argumentere for, at Austen skriver langt bedre end f.eks. E. L. James, men andre vil måske lave et mere plot-baseret argument for det modsatte. Og er der en facitliste på den slags? Det er uhyre interessant, men jeg synes også, det er lidt af en gråzone :)
This is very interesting and well written!
SvarSletThank you :)
SletSikke et utrolig interessant indlæg! Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige udover at alle skal læse lige hvad de har lyst til! Der er ingen der mister noget, ved at andre læser en bog, som de personligt ikke selv synes om.
SvarSletTusind tak! Og jeg er helt enig.
SletHvor er det et vigtigt indlæg, Rikke. For mig kan det egentligt siges ret let (selvom fordommene også bor dybt i mig): Læs hvad du har lyst til. Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor i alverden vi skal gå ind og dømme hinanden for hvad vi læser? Hvis dét at læse gør os glade, så er det da det vi skal uanset om det er lettere erotisk eller en frygtelig krigsberetning. Jeg synes ikke man skal skamme sig over en bog, jeg synes bare det er vigtigt at man læser. Bøger kan gøre så meget ved vores verdensforståelse og det er uanset genre eller litterær status.
SvarSletIgen: Jeg er selv fyldt med fordomme og må aktivt stoppe mine tanker når jeg begynder at dømme ud fra bøger.
Virkelig velformuleret og godt taget op som altid! Jeg kan kun give dig fuldstændig ret, og det er jo det som er hele magien ved det at læse, det at der er noget for alle og enhver. Litterær kvalitet kommer også af læseren og hvad man selv anser for værende kvalitet.
SvarSletJeg læste lige om forfatteren Kat Atkinson og et interview af hende og ville lige dele en af hendes udtalelser da jeg syntes at den passede så fint til dette blogindlæg.
"»Sandheden er, at jeg egentlig er ligeglad med læseren«, siger Kate Atkinson og slår en latter op både før og efter udsagnet.
»Når man siger sådan, bliver nogle læsere så fornærmede, men enhver læser jo på sin helt egen måde. Hvis nogen siger, at de ikke har forstået bogen, må jeg bare sige, at det er jeg da ked af, men jeg skriver altså ikke for dem, som ikke forstår min bog. Det lyder uforskammet, men uanset hvor mange læsere man har, kan man ikke skrive en bog til hver enkelt læser«."