Tema-tirsdag #61: Undervurderede bøger

Michella fra bloggen Sort Tale og Ida fra bloggen Mit Superego har i øjeblikket et spændende blog-projekt kørende. Hver 14. dag trækker de en ny bogrelateret blogudfordring fra et propfyldt glas med håndskrevne papirlapper, og denne udfordring opfordrer de alle interesserede til at deltage i og bidrage til.

Denne uge indebærer udfordringen at anbefale en undervurderet bog – og eftersom der findes så mange bøger i verden, der aldrig får den opmærksomhed, som de fortjener, deltager jeg med stor glæde. Læs evt. mere om Michella og Idas blog-udfordring lige her eller her.

Man kan slet ikke rumme sin egen begejstring. Kunstfærdige sætninger sidder endnu fast i en, og flyver rundt i ens indre som flaksende sommerfugle. Et historiefragment udspiller sig igen og igen i ens tanker, altimens et fuldstændig uforudset plot-twist endnu får ens fingre til at dirre. Med alverdens forventning og overstrømmende ord på tungen, spørger man sin læsebesatte veninde: "Har du læst den?", hvorefter et undrende nej straks slukker den ventende talestrøm.

Efter flere dage, flere brat afsluttede samtaler og et utal af spørgsmålstegn, holder man langsomt op med at spørge, og den rædsomme erkendelse sniger sig ind på én: der er ingen at snakke med bogen om, for ingen i ens omgangskreds har læst den. Man er alene med bogen, efterladt i sit eget mikrounivers; og selvom det et øjeblik føles fristende at beholde bogen for sig selv, ønsker man straks noget andet. For bogen, historien, de smukke ord fortjener bedre. Bogen fortjener mere; for den historie den indeholder, fortjener opmærksomhed. Og rundt omkring i verden sidder der tusindvis af mennesker, der mangler den i deres liv. De ved det blot ikke endnu. Undervurderede bøger er noget af det mest tragiske i verden, for i dem hviler så meget spildt drømmepotentiale. Så meget der kunne have været og aldrig bliver, hvis ikke øjne åbnes, en bog bemærkes, og en side vendes. Tanken er næsten hjerteknusende.

For nylig hørte jeg en pudsig, og meget konkret, definition af begrebet 'undervurderede bøger'. Jeg husker ikke længere hvor eller hvorfor, jeg ved blot, at sætningen har sat sig fast i mit indre og har slået rod der. For én ud af de mange booktubers, jeg følger, definerede nemlig en undervurderet bog som en bog, der har under 5000 ratings på Goodreads. (Med 'ratings' menes der hvor mange, der har bedømt bogen og dermed tilføjet den som værende læst.)

Efter en hastig jagt i mine bogreoler og en tilhørende søgning, kan jeg hurtigt konkludere, at mine hylder, efter denne definition, er fyldt med undervurderede bøger. Først og fremmest er der den vidunderligt sanselige "The Goddess and the Thief" af Essie Fox, som kun har opnået 123 ratings på Goodreads, den sødmefyldte "Læserne i Broken Wheel anbefaler" af Katarina Bivald der kun har 210 ratings, den sørgmodige "Town in Bloom" af Dodie Smith som ligeledes kun akkurat runder de 200 ratings, Joyce Carol Oates makabre novellesamling "Give Me Your Heart" med blot 430 ratings, og sågår Fitzgeralds "Tales of the Jazz Age" som kun tæller 1833 ratings.

Ironisk faldt ingen af disse bøger mig dog umiddelbart ind, da jeg først begyndte at spekulere på undervurderede bøger, som jeg kunne anbefale. En hurtig undersøgelse viser derimod, at de bøger jeg normalvist betragter som undervurderede generelt nærmer sig de 100.000 ratings Goodreads. Måske lader undervurderede bøger sig i virkeligheden ikke så let definere; den endelige vurdering kommer an på, hvilke kredse man færdes i, og hvilken måde man betragter begrebet på.

Mit bedste eksempel er "Middlemarch" af George Eliot. Den enorme gigantroman er en indiskutabel engelsk klassiker, den er filmatiseret og den er ofte refereret til på kryds og tværs i alverdens nutidige romaner. Den har desuden en plads på BBC's yderst selektive liste over 'Big Reads', og det var også dér, jeg stødte på den for første gang.

Men sandheden er, at selvom "Middlemarch" har over 71.592 ratings på Goodreads, var der ingen i min omgangskreds, der havde læst den før sidste år. Da jeg i sin tid skrev den på mit selvvalgte pensum og gik til eksamen i den, udbrød min underviser, at "han aldrig tidligere havde diskuteret bogen med sine elever", og at jeg var den eneste det år, der havde bogen på min pensumliste. Der var ingen omkring mig, der læste den. Jeg havde ingen at snakke om den med, på trods af at jeg elskede den så uendeligt højt. Jeg vil derfor altid påstå, at "Middlemarch" er en sørgeligt undervurderet bog, og jeg vil altid være af den mening, at selvom den er læst af mange, er den ikke læst nok. 

Måske er det i virkeligheden ikke et spørgsmål om, hvor udbredt en bog er; men snarere et spørgsmål om hvor læst en bog er. For hvad nytter flere tusinde bedømmelser af "Middlemarch" på Goodreads, hvis ikke én eneste i min omgangskreds har læst den alligevel?

Seks undervurderede bøger, som jeg ville ønske at flere ville læse; 

- "My Ántonia" af Willa Cather er en betydningsfuld og indflydelsesrig amerikansk klassiker, men ofte når jeg nævner Willa Cathers navn, bliver jeg mødt med en mur af tavshed. Ikke mange i min omgangskreds kender til hende, og jeg synes det er sådan en inderlig skam. For hun skriver forrygende, og særligt "My Ántonia" er en stemningsfuld beskrivelse af en  omflakkende immigrantfamilie, endeløse prærier og en pige der sammenvokser med det land, hun færdes i.

- "Emily of New Moon" af L. M. Montgomery. De fleste kender L. M. Montgomery for hendes elskede børnebogsserie om den rødhårede Anne Shirley med den aldrig stillestående mund og rasende fantasi, og kun et fåtal kender hende for den langt mere stilfærdige trilogi om den mørkhårede Emily Byrd Starr. Jeg har altid hadet bøgerne om Anne, fordi de stjal opmærksomheden så grusomt fra bøgerne om Emily. I mine øjne findes der nemlig ikke en smukkere, mere rørende og mere velfortalt børnebogsserie end den om den oversete, indelukkede, drømmende og forældreløse Emily. De bøger formede min barndom.

- "The Collected Stories of Katherine Mansfield" af Katherine Mansfield. Katherine Mansfields noveller er omhyggeligt malede stemningsbilleder, skrevet med dyb psykologisk indsigt og i det yndigste sprog nogensinde. Særligt den tre siders korte novelle ved navn "Miss Brill" er et vidunderligt mesterværk og en knivskarpt karakterstudie. Jeg ville sådan ønske, at flere læste og værdsatte Mansfields storslåede novellekunst.
- "Middlemarch" af George Eliot. Jeg griber enhver mulighed for at nævne og fremhæve George Eliot. "Middlemarch" er en bog malet i brede penselstrøg, og den beskriver en hel by på én gang. Bogen er hver en side værd, og jeg husker endnu første gang, jeg færdiglæste den; jeg følte mig så tom, så efterladt og så sukkende, da jeg nåede Eliots sidste punktum og hendes ord tonede ud. Jeg ville have mere.
- "Northanger Abbey" af Jane Austen har et ry for at være en af Austens svageste romaner. Mange litteraturkritikere har gennem tiden rynket på næsen af den, ligesom mange Austen-fans har overset den. Og intet kunne være en større fejl; for selvom "Northanger Abbey" er Austens tidligst færdiggjorte roman, er den også den mest charmerende. Den er fyldt med en sprudlende munterhed, et hurtigt bevægende plot og en vidunderlig diskussion af bøger. I virkeligheden tror jeg, at "Northanger Abbey" er et bedre sted at starte med Austen end den funklende "Pride and Prejudice" er. 
- "Agnes Grey" af Anne Brontë synes jeg alt for ofte forsvinder ind i skyggerne fra Charlotte Brontë og Emily Brontës stråleglans. Og det er sådan en skam, for selvom Anne Brontë ikke skriver gotiske dramaer, er hendes stilfærdige realisme fyldt med alverdens sødme og læseværdighed.

Hvordan opfatter I begrebet 'undervurderede bøger'? Og hvilke bøger synes I er uretfærdigt undervurderede? Hvis I skulle anbefale en undervurderet bog, hvilken skulle det så være – og på hvilken måde synes I, den er undervurderet?