torsdag den 14. august 2014

"The Namesake" af Jhumpa Lahiri

"The Namesake" af Jhumpa Lahiri, fra forlaget Houghton Mifflin Harcourt, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2003). 4/5 stjerner.

"The Namesake" er en roman, der er svær at opsummere, fordi så meget af dens betydning hviler i dens detaljer. Overordnet set, er det en roman, der følger to generationer og deres liv i USA. Den begynder med Ashoke og Ashima, som tager en chance og flytter fra Indien til USA for at leve og for at arbejde. Den slutter med deres børn, Gogol og Sonja, som gradvist bevæger sig længere væk fra deres forældres indiske traditioner, og i stedet identificerer sig med det land, som de er opvokset i. Det land som de kender.
Fra start til slut er "The Namesake" således en fortælling om tilhørsforhold og identitet. Det er en roman, hvis karakterer konstant er fanget mellem to kulturer og to traditioner, som tilsyneladende er umulige at forene. Og slutteligt, er det en roman om accept af den arv og den historie, som er tildelt dem.

That's the thing about books. They let you travel without moving your feet.

Der hersker en næsten mærkbar angst i første halvdel af "The Namesake". Når Lahiri skriver om Ashoke og Ashimas rejse til USA og deres start på et nyt liv, skriver hun ikke om ønskedrømme, der går i opfyldelse eller om øjeblikkelig lykke; i stedet skriver hun om to menneskers nervøsitet og undren i et land, hvor alting er anderledes. Ashoke og Ashima forstår ikke USA og den regelfaste procedure, der indgår i alle aspekter af hverdagen. Størst er deres chok, da de skal tage deres førstefødte med hjem fra et amerikansk hospital, og straks bliver bedt om at udfylde blanketter og nedskrive hans navn. I Indien er traditionen, at der kan gå uger, måneder og endda sommetider år, før det rigtige navn er fundet, og indtil da kan man nøjes med at benytte et hjemligt kælenavn i stedet. Da en sygeplejerske ikke vil lade Ashoke og Ashima gå, inden et navn er blevet nedskrevet, går de i panik og ender med at skrive "Gogol"; efternavnet på Ashokes yndlingsforfatter, som snarere er et kælenavn end et egentligt fornavn.

Gogol bliver dermed navngivet ved en fejltagelse og en misforståelse. Og da hans forældre, flere år senere, søger at udrette fejlen, vil Gogol ikke godtage et nyt navn. I stedet ender det, der skulle have været et midlertidigt kælenavn, med at blive et permanent fornavn. Og hvor den seks-årige Gogol er lettet over ikke at skulle foretage en navneændring, er den tolv-årige Gogol dybt frustreret over det selvsamme. Som årene og tiden går, kommer Gogol til at blive hjemsøgt af sit eget navn, og det bliver et brændemærkende stempel, der adskiller ham fra sine omgivelser, en mærkelig fremmedhed der skaber afstand mellem ham og de andre. Hver gang han ser sit navn, bliver han mindet om sine forældres historie, og han begynder at skamme sig; at skamme sig over sin kultur, sine forældres fejltagelse og sin immigrantfamilie. Overalt hvor han tager han, dukker han sig og frygter for at skulle forklare sit usædvanlige navn, og hans største ønske er at viske sin tavle ren – blot at blive en ganske almindelig amerikaner med et almindeligt amerikansk navn.
Ashoke og Ashimas forvirring over navne-systemet, Gogols midlertidige navn der bliver permanent, og den gradvise afstand mellem forældrene og sønnen, er hvad der giver romanen sin titel. Identitet er ikke kun et tema i romanen, men et omdrejningspunkt, for ved at sætte spørgsmålstegn ved noget så basalt som et navn, ender Gogol med at sætte spørgsmålstegn ved hele sin familie.

Remember that you and I made this journey together to a place where there was nowhere left to go.

Lahiri skriver så levende og så malerisk, at frustrationen og magtesløsheden over et nyt samfund med uforståelige regler næsten flyver ud af siderne. Karaktererne er komplekse,  umulige ikke at sympatisere med, men samtidig så fyldt med fejl og nuancer, at de føles næsten pinefuldt virkelige. Ved at lade sin roman spænde over to generationer, favner Lahiri bredt, og tillader læseren at se den hårde virkelighed og affortryllelse, der medfølger immigranterne Ashoke og Ashima. Deres kamp for at bevare deres kerneværdier midt i en integrationsproces er i virkeligheden en kamp for at bevare dem selv og alt det, de er blevet opdraget til at tro på.
Den anden generation, Gogol og Sonia, eksemplificerer en dyb forvirring, forbundet med deres kulturelle identitet. Gogol prøver desperat at distancere sig selv fra sine forældre ved at give sig selv et nyt navn, og derved forsøge at skabe en genfødsel af sin identitet. Hans kamp er af en anden slags, og enhver teenager, der nogensinde har følt sig anderledes vil kunne sympatisere med hans følelsesoprør, og al den skam han føler over sine forældre.
For selvom "The Namesake" i bund og grund er en immigrationsroman, er den også noget langt mere alment end det. Den er en dannelsesroman, en rejse fra barndom til ungdom, fra ungdom til alderdom og fra identitetskamp til accept. Lahiris roman handler, måske først og fremmest, om at forstå sig selv og om at skabe sig selv. Og selvom historieforløbet næsten er uudholdeligt barskt, er det også fyldt med håb, med accept, forståelse og tilgivelse; en langsom forening mellem to generationer og to kulturer.

4 kommentarer:

  1. "The Name Sake" er sådan en god bog, og det glæder mig umådeligt, at du kunne lide den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig så ufatteligt god!

      Slet
  2. Det lyder bestemt som en bog der er værd at læse :-)
    Rikke jeg ville høre dig hvad du synes om Jane Austens bogkollektion som er kaldet "vintage classics austen series"? Med de moderne motiver/mønstre. Eller er der nogle andre versioner/samlinger af Austens værker som du vil anbefale? På forhånd tak :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg bestemt også, at det er :)

      Jeg kan egentligt meget godt lide bøgerne, du henviser til, men så alligevel ikke rigtig. Designmæssigt er der et eller andet ved dem, som irriterer mig - selvom jeg ikke rigtig ved hvad.
      Personligt elsker jeg Penguin Clothbounds udgaver af Austens romaner (de har dog den ulempe at trykket godt kan smitte af og blive utydeligt). Jeg er også glad for de tre Leatherbound-udgaver sådan rent designmæssigt, men der er alle Austens bøger jo desværre ikke udgivet i. Jeg venter endnu på den helt perfekte serie af de bøger :)

      Slet