"Billedhuggerens datter" af Tove Jansson

"Billedhuggerens datter" (org. titel "Bildhuggarens dotter") af Tove Jansson, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1968). Læst på dansk – originalsproget er svensk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. 4/5 stjerner.

"Billedhuggerens datter" var Tove Janssons første bog for voksne, og bogen er til dels et memoir; en genoplevelse af barndommen og opvæksten i Helsingfors, hvor fortryllelse og frygt levede side om side. Samtidig omhandler "Billedhuggerens datter" også netop det at være en billedhuggers datter og at vokse op med en stiltiende forståelse for kunst, for inspiration og for vigtigheden af at skabe.
Bogen består af en lang række kapitler; hver indeholdende en episode eller erindring, der ikke nødvendigvis har sammenhæng med den foregående. 

“Jeg har lært klokken, selvom jeg ikke kan minutterne endnu.”

Det er svært at nedskrive sin barndom uden at reflektere over den. Det er svært at skrive om, hvad der var uden at indføre den bedviderende vished om, hvor det ledte hen; en vished som man ikke var i besiddelse af, dengang datiden udspillede sig. Visheden farver erindringen, og gør hukommelsen umulig. For det øjeblik man betragter sin barndom med et voksenblik, ophører barndommen med at eksistere. Den smutter ud mellem ens fingre og forsvinder. Erindringen ændrer form til refleksion.
Men Tove Janssons bøger er anderledes. De er næsten pinefuldt præcise at læse, for de griber fat i alt det, som man havde glemt. Tove Jansson er i stand til at genskabe verdenen, som den så ud, før alting forsvandt i bedrevidende refleksion. "Billedhuggerens datter" er ikke kun en bog om barndomserindringer; den er set gennem barneøjne, gennemsyret af simpel naivitet og den uspolerede fortryllelse, som hviler over barndomsverdenen.
Bogen er fyldt med scenarier, der afspejler barnets køligt beregnende, fantasifulde, legesyge og til tider ondskabsfulde sind. Jansson formår at formidle den dobbelthed, der hviler i på en gang at underholde sig selv med forfløjne dagdrømme og på den anden side blive bange for sin egen fantasi. Som så mange andre børn før hende, bliver den lille Tove bange for historier, der løber løbsk, og værelsets tætte nattemørke skifter således mellem at være betryggende og frygtindgydende. Det ene øjeblik er en tylkjole en vidunderlig hule, det næste er det en skærm mod ondskaben udenfor. Sommetider er gulvtæppet fyldt med snoende, hvislende slanger, og sommetider udgør den faldende sne et klaustrofobisk fængsel. Alting afhænger af fantasiens drømmeblik, der både har magten til at underholde og skræmme. Hvilket måske er den sandeste historieerkendelse, når det kommer til stykket.

“Eksplosion er et smukt ord og meget stort. Senere lærte jeg andre, den slags som man kun kan hviske, når man er alene. Ubønhørlig. Ornamentik. Profil. Katastrofal. Elektrisk. Kolonialvarebutik. De bliver endnu større, hvis man siger dem mange gange. Man hvisker og hvisker, indtil der ikke findes noget andet end ordet.” 

For "Billedhuggerens datter" er fyldt med kunsteriske betragtninger af både forældre og barnet selv. Den unge Tove har, trods sin uvidenhed, stor respekt for sin fars arbejde, og lister på tåspidser rundt omkring i hans atelier. Med stiltiende forståelse ved hun, at inspiration ikke er noget, man spørger ind til, og at kunst ikke kun er noget, man skaber. I hendes stille sind har hun både et ydre og et indre liv; hun forklarer sig med historier og udfylder sin forståelses sorte huller med fantasi. Der er noget næsten uundgåeligt over hendes fremtid, hendes skæbne; det er kun alt for let at sammenkæde det blomstrende kunstnersind med Janssons vidtrækkende forfatterskab.
Hele bogens mirakel er dog, at den netop ikke sammenkæder noget som helst. Den fortæller bare. Om barndom, om minder og om en verden, der på en gang var uforståelig og fuldstændig gennemskuelig. Med sine ord maler Jansson en lang række af stemnings-akvareller, og hun gør det med så nænsomme penselstrøg, med bevægelser så fine at kun kunstnerfingre er i stand til at udføre dem. Der er ingen kommentar, ingen refleksion over de nedskrevne ord; der er kun den oplevede sandhed og en læser, som er nødt til at fortolke den.
Stilistisk set minder "Billedhuggerens datter" utrolig meget om "Sommerbogen". Kapitlerne fungerer fragmentariske oplevelser og historieglimt, mens den eneste sammenhæng mellem dem er stemningen. Ligesom i "Sommerbogen" skifter fortællerstemmen mellem at være rørende og ufrivilligt komisk. Der er talrige eksempler på brutal barndomslogik, som når Janssons skriver, at "en kammerat tilgiver ikke, han glemmer bare, og en kvinde tilgiver alt, men glemmer aldrig. Sådan er det. Derfor skal kvinder ikke svire. Det er meget ubehageligt at blive tilgivet". Den største forskel mellem de to bøger er måske i virkeligheden, at "Billedhuggerens datter" i modsætning til "Sommerbogen" ikke er præget af dialog, men snarere indvendig tankevirksomhed. Den er langt mere indadvendt – og som resultat langt mere følsom.
Jeg misunder Jansson hendes følsomhed. Hendes evne til at sætte sig i barnets sted, til at genopleve den verden (eller den oplevelsen af verden) der ofte virker så langt væk. Hendes prosa har en næsten musisk magi, en hvisken af lyrik og sang, der næsten kan bringe mig til tårer. Det er så smukt, at det næsten er ubærligt.