"NW" af Zadie Smith

"NW" af Zadie Smith, fra Rosinante, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Rosinante. 3/5 stjerner.

"NW" udspiller sig i det nordvestlige London. Det er en larmende bydel, som er præget af glemte butiksfacader, enorme containere og små sidegader. Bogen følger fire mennesker, som alle har deres hverdag i denne del af London; Leah, Keisha (som har ændret sit navn til Natalie), Felix og Nathan. 
Leah og Keisha deler både opvækst og baggrund. De har altid været veninder, men deres liv er begyndt at udforme sig vidt forskelligt; Keisha er blevet til Natalie og lever et glansbillede-idyllisk liv med advokatjob, bryllupsring og småbørn, altimens Leah er gift med en mand, som hun ikke ønsker at få børn med.
Men selvom de to veninder tilsyneladende er vokset fra hinanden, vil de altid have deres bagland til fælles. Der er så mange ting, der binder dem sammen – og fortiden er ikke så langt fra nutiden, som man skulle tro.

“Hun spekulerede på, om hun egentligt selv havde nogen personlighed eller vitterligt kun var summen og refleksionen af alle de ting, hun havde læst i bøger og set i fjernsynet.” 

Det er svært at skrive et resumé af "NW", for det er måske ikke en bog, der skal opsummeres, men snarere en bog der skal opleves. "NW" handler om mennesker, om etnicitet, om sociale samfundsklasser, om identitet, usikkerhed og venskab. Men mest af alt synes jeg, den handler om urbanisering og storbyliv. Titlen "NW" referer til Londons nordvestlige bydel, og stedet fungerer ikke kun som en baggrundskulisse, som bogens karakterer kan bevæge sig rundt i; snarere tværtimod, fungerer karaktererne som midler til at fremhæve stedet.

Smiths roman kan hurtigt føles som én stor pærevælling, et sansebombadement af storbylyde, accenter, travlhed og støj. Kapitlerne ændrer konstant form og skrivestil; det ene øjeblik læser man et flash-back af hovedpersonernes liv, det næste læser man en mærkelig stream-of-consciousness beskrivelse af en gåtur i London, og pludselig omskrives hele afsnit til skuespilsform med replikker og regibemærkninger. Det er underligt, skiftende, fragmentarisk; både kunstigt og kunstnerisk på samme tid. Og det gør bogen meget speciel at læse og næsten umulig at beskrive.

Jeg tror, pointen er, at Smiths mange skrivestile og fortællerformer skal afspejle storbylivet og illustrere den mangfoldighed af stemmer, lyde, livssyn og perspektiver, som konstant udspiller sig sideløbende med hinanden i en storby, en slags multikultaristisk skriveeksperiment. På sin vis virker det også fint nok, for de skiftende skrivestile ender med at give et ekko af tusinde stemmer. Problemet er bare, at det er uendeligt trættende at læse, at formen vinder over indholdet, og at de konstante fragment-bidder giver en følelse af ufærdighed. Som eksperiment er det spændende og vigtigt – men som læsning sætter det store krav til læserens tålmodighed.

“Jeg er den eneste forfatter til den ordbog, der definerer mig. En god linje – skriv den ned på bagsiden af et blad. I en hængekøje, i haven bag en kælderlejlighed. Indhegnet på alle sider.”

Mit største problem er måske i virkeligheden, at jeg synes, fortællingen er stærk nok i sig selv. Smith skriver om to kvinders nutid og fortid, hun beskriver det miljø, de to kvinder voksede op i og senere flygtede fra, men som aldrig er længere væk end det næste gadehjørne. Keisha har skiftet navn til Natalie for at skabe en mere formel advokatidentitet, og Leah nægter at tilpasse sig samtidens kvinde-idealer uden at sige hendes protester højt. Begge kvinder lever i et tykt selvbedrag, og selvom de har rykket sig både socialt og mentalt, bliver de alligevel dagligt mindet om, hvor de kommer fra. Deres liv bliver sammenblandet med en gammel skoleflirt som nu lever på gaden, en ung pige der stjæler for at overleve, og en ung mand som har overvundet sin stofafhængighed kun for at opleve endnu en tragedie.

Selvom karaktererne ikke inspirerer medfølelse eller sympati, selvom de er svære at holde af, så fylder de siderne godt ud med overbevisende personligheder og relaterbare fejl. Smith sætter en meget præcis finger på gabet mellem en fortidsjeg'et og karakterernes konstruerede identitet.

Sandheden forbliver dog, at sammenkoblingen mellem bogens historie og Smiths sprogeksperimenter bliver for tung. Jeg læste "NW" i skyggen fra en parasol og med konstante afbrydelser af sandslotsbyggeri og bølgeskvulp, og jeg kunne ikke forestille mig et værre tidspunkt at læse den på. "NW" er trods dens sommerkulørte forsidefarver ikke en strandbog. Den er i stedet et tankeeksperiment og et storbyportræt.