mandag den 29. september 2014

"More Than This" af Patrick Ness

"More Than This" af Patrick Ness, fra forlaget Walker Books, udgivet i 2013. 2/5 stjerner

Denne bog har en usædvanlig, ulogisk og næsten omvendt begyndelse. Dens første kapitel er en druknescene og en dødsscene, og den døende er hovedpersonen selv. Resten af bogen tager udgangspunkt i denne død, og det uigennemskuelige efterliv i en verden så ulig og dog så identisk med den verden, bogen startede i.
Seth Wearing drukner. Seth Wearing dør. Og dog vågner han pludselig op i det barndomshjem, som han forlod for længe siden, og i det nabolag hans forældre krydsede et stort hav for at lægge bag sig. Han er forvirret, bange, nøgen, kold og tilsyneladende helt alene i gader dækket af støv og indhyllet i stilhed. Han flakker ubeslutsomt rundt og forsøger at finde mening i det meningsløse.

There's always beauty, if you know where to look.” 

Selvom jeg vidste, "More Than This" startede med en druknedød, påbegyndte jeg alligevel bogen med en slags chokeret lammelse. For det var så anderledes, så omvendt og bagvendt at læse en bog, der begyndte med hovedpersonens død. Bogens udgangspunkt var så ubehageligt, så voldeligt klaustrofobisk, at jeg ikke kunne undgå at læse side efter side med opspilede øjne. 
Ness skriver om Seths dødskamp med en mærkeligt distanceret simplicitet. Korte sætninger, hurtige punktummer og en påtrængende atmosfære af frygt, tab og dødens stilhed udgør de første mange kapitler. Seth drukner, han slår hovedet mod en sten, han knuser sit kranium, og han dør. Men bogen slutter ikke af den grund. Den fortsætter og ligeså gør stemningen.
Da Seth vågner op, befinder han sig i et tomt hus, som han havde håbet på aldrig at skulle vende tilbage til. Han tvinges til at genopleve undertrykte barndomsminder, og han konkluderer, at han befinder sig i sit eget personlige helvede; alene, forladt og fortabt i det hus, der ændrede hans families liv for evigt.
Den første del af bogen er derfor ufatteligt stillestående. Det er en reflekterende opdagelsesrejse i Seths indre, og et uddybende portræt af de konflikter der raser indeni ham. I små brudstykker afsløres det gradvist, hvordan Seth havnede på bunden af et sort hav, og i takt med den bagudgående forståelse, begynder Seths nuværende situation også at tage form og give mening. Imens jeg læste den første halvdel af romanen, begyndte jeg at udvikle en form for melankolsk samhørighed med Seth. Jeg forstod ham, og jeg forstod den retning, bogen bevægede sig i. Jeg var overbevist om, at jeg læste en smuk og pinefuldt melankolsk beretning om selvindsigt, identitet og de mørke tricks, som hukommelsen så ofte kan udføre. Men pludselig foretog historien en brat kursændring, og alle mine forudanelser slog fejl. Det viste sig, at jeg læste en helt anden bog, end den jeg havde regnet med. Faktisk læste jeg pludselig en science-fiction roman i stil med "The Matrix".

A book… it’s a world all on its own too. A world made of words, where you live for a while.

Jeg var øjeblikkeligt skuffet, da det første plot-twist indfandt sig. Da jeg færdiglæste bogen, føltes det som en helt anden bog, end den jeg havde påbegyndt få timer tidligere. Ness' fortællinger bevæger sig i vidt forskellige retninger, hans plot er inkonsistent, og i det pludselig skift mellem handlingsforløb taber bogen ethvert spor af sammenhæng.
For "More Than This" er ikke en smuk fortælling om en druknet dreng og hans søgen på svar og identitet. Det er i stedet snarere en fortælling om computerspil og virtuelle virkeligheder, om en verden inde i en verden og om et Matrix-lignende univers. Selvom der ikke vandrer mange agenter iklædt sorte jakkesæt rundt i Ness' mareridtsverden, så er udgangspunktet dog akkurat det samme. Og der findes mange øjeblikke, hvor bogen næsten føles som en decideret kopi af den så velkendte film.
Jeg er ikke den største science fiction-læser og ej heller er jeg Matrix-fan; men alligevel ville jeg have været i stand til at se igennem fingre med Ness' surrealistiske plot, hvis blot det havde været hintet fra start. Jeg er ikke i stand til at tilgive den mærkeligt usammenhængende bevægelse, bogen foretager, og jeg er ikke i stand til at glemme det faktum, at en bog der startede så stilfærdigt tankefuldt i stedet ender i en lunken kliché.
Måske blev jeg i virkeligheden blot narret af mine egne forventninger. Måske blev jeg offer for en manglende research. Eller måske ville bogen bare være alt for meget på samme tid; strækkes ud over tid og rum, sprænges og ødelægges.

14 kommentarer:

  1. Øv, hvor er det ærgerligt at din læseoplevelse ikke blev bedre. Den får simpelthen så meget god omtale den bog!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, alle elsker den tilsyneladende! Jeg føler mig en smule på tværs, faktisk!

      Slet
  2. Selvom du måske ikkevar så glad for bogen, så har din anmeldelse alligevel gjort mig nysgerrig, og har virkelig lyst til at læse den. Jeg synes den lyder umådelig spændende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Så synes jeg bestemt, du skal læse den! Konceptet er også meget anderledes på en måde!

      Slet
  3. Åh, hvor ærgerligt, husker at du havde store forventninger til den bog. Jeg vil dog stadig gerne læse den - det kan være den anmeldelse hjælper så jeg ikke bliver skuffet som du gjorde ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig en skam. Jeg håber, du får en bedre læseoplevelse end jeg :)

      Slet
  4. I am not a fan of "More than this" either, but "A monster calls" is fantastic!

    SvarSlet
    Svar
    1. I want to read "A Monster Calls" so badly!

      Slet
  5. Havde slet ikke hørt om bogen før nu, men bliver da voldsomt nysgerrig. Har måske lidt på fornemmelsen jeg vil kunne syntes lidt om den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Så synes jeg bestemt, at du skal læse den! Det er nemlig et ret anderledes koncept :D

      Slet
  6. Øv! Og jeg troede, den var så god. Har længe kigget på den, fordi den er så smuk, men vil bestemt vente til den dukker op billigt med at køberen sin, for det du beskriver, ville også irritere mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også god - men kun i starten. Slutningen irriterede mig grusomt. Men måske vil du synes bedre om den. Det er under alle omstændigheder en smuk bog at have stående på hylden :)

      Slet
  7. Åh, det er så ærgeligt, at dit første møde med Ness var skuffende, for han er altså ret dygtig, og jeg er helt overbevist om, at du ville elske "A Monster Calls"! :)

    Når det så er sagt, så kan jeg sagtens følge din skuffelse. Jeg er sådan set ret vild for The Matrix og lignende historier, men var mest af alt også bare forvirret og følte mig lidt... snydt? Netop fordi bogen startede som én ting, og pludseligt blev til noget helt andet... Jeg havde slet ikke set det komme!

    Jeg håber du en dag har lyst til at give Ness en chance til selvom "More Than This" skuffede :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også hørt så meget godt om "A Monster Calls", så jeg vil bestemt forsøge igen. Alle har talt så godt om den - og Ness generelt! :*

      Og det er netop omskifteligheden i "More Than This", der irriterede mig. Fortællingen foretager en kovending, og det kunne jeg slet ikke lige overskue!

      Slet